Guds straf

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
” Du skal giftes godt,” sagde de altid, hendes forældre. Hun fik gode karakterer, og egentlig var det også ret oplagt, at hun selvfølgelig skulle på gymnasiet, hvis det da ikke havde været for hendes forældre, der ikke mente, at en højere boglig uddannelse var af nogen specielt høj værdi.

(Egentlig noget, jeg skulle skrive til skolen sidste måned, men jeg fik lyst til at lægge det på movellas, også fordi jeg har en næsten uimodståelig lyst til at begynde at skrive igen.. xD )

1Likes
0Kommentarer
348Visninger

3. 3

Som tænkt, så gjort. Bussen stoppede, og hun steg ud. På trods af, at kulden udenfor var overvældende, var det en lettelse at komme udenfor, væk fra den unge mands skumle blikke. Men hun havde stadig ikke noget sted at gå hen. Hurtigt kikkede hun rundt og så en mørk sidegade, som egentlig ikke så så skræmmende ud, som den burde gøre, når nu den var både mørk og sidegade. Hun travede hurtigt derind, mens hun indåndede den friske luft, der duftede af sne. Fuldmånen brød frem fra sit hidtidige skjulested bag skyerne og genspejlede sig i de sjapvåde brosten. Det begyndte at sne lige i det sekund, hvor det gik op for hende, at hun ikke var alene, at det hele ikke var så harmonisk, som det burde være. Hun vendte sig om. Det var den unge mand fra bussen. Det så ud til, at han, mens hun endnu ikke havde set ham, havde gået langsomt, og at han nu satte farten op. Han gik lige mod hende. Hans taktfaste skridt gav genlyd i den nu virkelig næsten rædselsvækkende gade, som før havde virket ligefrem hyggelig. Hun kunne ikke beslutte sig, om hun skulle gå videre og håbe, at han ikke ville følge efter hende, eller om hun skulle blive stående og forsøge ikke at se lige så ynkelig ud, som hun følte sig, og så forhåbentlig formå at se så faretruende ud, at han ville ombestemme sig og holde sig langt væk.

Da han kun var et par meter væk, besluttede hun sig for den første af de to: at gå videre. Hurtigt vendte hun sig om, hvorpå hun begyndte at gå. Hun kunne stadig høre hans skridt bag sig. Hun satte farten om, og hun kunne mellem sine høje hjerteslag høre, at det gjorde han også. I flere minutter gik de bare, og hun blev mere og mere rædselsslagen. Pludselig følte hun hans hånd om sin arm. Han havde hårdt fat. Hun vendte sig om, og så ham lige ind i de kolde, isblå øjne, som på en eller anden måde lyste af rædselsvækkende ligegyldighed.

”Stå stille,” hvislede han, mens han forsøgte at få hendes lange, uldne underbukser, som hun ellers altid havde hadet, fordi de kradsede skrækkeligt, af. Nu var hun glad for dem, fordi de ”købte” hende noget ekstra tid.

”Gud, straf mig ikke, hjælp mig, jeg lover dig, at hvis du lader mig gå, vil jeg for altid gøre, som det er bedst, med din hjælp og vejledning. Fri mig fra mine oprørske, blasfemiske tanker, og lad mig for evigt følge dine ord. Åh, red mig, Gud!” bad hun tavst. Manden havde i mellemtiden fået hendes lange underbukser delvist af, men med ét gav han slip på hende og løb. Han løb bare sin vej og lod hende stå der. Helt alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...