Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
11044Visninger
AA

10. #9 - Bodyguards

 

 

”Vi tror at det er bedst at du forlader touren”

Den sætning gjorde ondt, at den var fra Niall, gjorde det ikke bedre. Det var jo ikke fordi at jeg ikke ville hjem, for det ville jeg jo gerne. Det havde jeg også sagt til Mason. Men bare det, at mine tanker var sande. At de rent faktisk ikke brød sig om mig. Jeg havde troet at jeg havde et venskab med Niall, men den tanke var tydeligvis ikke gengældt. Hvor længe jeg sad og stirrede ud i luften, anede jeg ikke, men det endte med at jeg arrigt skubbede stolen bag, så den væltede med et brag. Uden tøven, stormede jeg ud af det indelukkede mødelokale, hvor de alle sammen ellers så forvirret efter mig.

”Rebecca” lød en stemme, jeg genkendte den. Niall. Den lille forræder, hvor vovede han at prøve at stoppe mig. Jeg vidste godt hvor falsk og arrogant han var, så han skulle ikke bilde mig andet ind. Hvorfor var jeg overhovedet her? Havde jeg lyttet til mig selv, var jeg blevet hjemme og havde sluppet for alt det her. Men jeg fattede ikke, hvordan jeg overhovedet kunne tro, at de var ved at blive mine venner.

For anden gang i dag, flygtede jeg håbløst ned af gangene. Det var ynkeligt, ja, men jeg anede ikke hvad jeg ellers skulle. Hvis jeg forlod bygningen, stod der en hel gruppe ondsindede fans og ventede på mig. De ville bare rykke mig i håret og råbe at jeg ikke fortjente det her. Men det gjorde jeg faktisk heller ikke. Der kunne have sat en glad fan, i stedet for mig. En glad fan som var så blændet af drengene, at personen ikke opdagede, at drengene slet ingen følelser havde. At de var nogle svin.

På den anden side, havde jeg nu fået sandheden af vide. Det kunne vel have været værre, kunne det ikke?

Det endte med at jeg dumpede ned i det samme hjørne som tidligere, men denne gang holdte jeg ikke tårerne tilbage. Jeg tog afsted for at glæde Mason, men jeg ender med at såre både Mason og jeg.

 

”Rebecca” mumlede en stemme, før en hånd blev lagt på min arm. Arrigt slog jeg den væk, mens jeg hvæsede et ’skrid’. Et suk kom fra fyren ved min side. Desværre var det ikke en hvilken som helst fyr, men en vis Niall Horan. Trist.

”Niall, vil du ikke godt lade mig være? Du har allerede ødelagt alt du overhovedet kan ødelægge, så burde du ikke være glad?” snerrede jeg, men med en trist klang.              Jeg mødte de isblå øjne, som viste forvirring. Men jeg havde ligesom opdaget hans skuespil, så jeg hoppede ikke på den.

”Glad? Tror du at mit mål er at såre dig? Jeg ved ikke hvad det er jeg gør forkert, men jeg er ked af det” mumlede han stille, uden at slippe mit blik. Men endnu en gang, rystede jeg opgivende på hovedet ”Kan du ikke bare sige det?” - ”Sige hvad?” - ”At du aldrig nogensinde har brudt dig om mig?” hikstede jeg, og rystede arrigt på hovedet, da tårerne slap løs igen.

For anden gang i dag, overraskede denne irske dreng mig. Men denne gang på større niveau, for før jeg nåede at protestere, trak han mig ind i et kram. Det kan godt være at jeg havde syntes godt om Niall, men at kramme, det havde vi godt nok aldrig. Jeg skulle til at skubbe ham væk, med en snerren, men jeg tog i stedet en dyb indånding. Han duft fyldte mine næsebor, og jeg endte med et begrave hovedet i hans skulder. Endnu en gang svag og alt for nem. Hvornår ville jeg lære det?

Men han gjorde virkeligt bare et eller andet ved mig, hvorfor hadede jeg ham så meget, men samtidigt tilgav jeg ham hele tiden?

”Vil du ikke forklare hvorfor du er sur på mig?” Hans stemme var lige ved mit øre, eftersom han stadig holdte mig ind til sig.

”Det må jo være sandt” sagde jeg med en svag stemme ”Hvilket?” - ”Tweetsne” Min stemme knækkede. Niall trykkede mig tættere ind til sig, mens han roligt mumlede i mit øre ”Glem dem. Ingen er sande, ingen” - ”The boys don’t even like you, they’re acting” citerede jeg før tårerne fandt vej ned af kinderne ”Selvfølgelig kan vi det. Er det virkeligt det, som er skyld i alt det her?” spurgte han, mens han trak sig væk fra mig. Han så mig i øjnene, mens jeg nikkede svagt.

”Men jeg vil ikke tilbage, Niall, det kan jeg ikke” - ”Hvorfor?”  Jeg rystede på hovedet ”Jeg ville ikke afsted på denne tour og jeg vil faktisk helst hjem, men det kan jeg ikke gøre” Inden Niall stillede flere spørgsmål, så jeg ham i øjnene ”Mod min bror. Han ønskede at jeg tog afsted”

”Din bror? Hvorfor?” spurgte han roligt, men jeg rystede på hovedet ”Undskyld Niall” sagde jeg lavt, og lænede hovedet mod hans skulder igen. Han lod sin hånd glide over min ryg, i beroligende bevægelser. Hvorfor var han så omsorgsfuld? Skide irer man.

Hvor længe vi bare stod der, anede jeg ikke, men det endte med at en pisseirriterende person dukkede op. Kan I gætte hvem det var? Jep, rigtigt, det var Louis i egen høje person.

”Hvad så?” spurgte han forsigtigt. Se endeligt et øjeblik, hvor han ikke er dum. Niall sendte ham sikkert et bekræftende smil, for Louis sukkede lettet. Han vekslede et blik med Niall, før han så på mig med et alvorligt blik. ”Vi siger altså ikke at du skal forlade touren, men vi tror at det er bedst for dig. Det er jo tydeligt, at alt det her er en stor mundfuld for dig” sagde han, men jeg rystede på hovedet for at stoppe ham ”Louis jeg vil ikke hjem” sagde jeg stille, og så ned. Et øjeblik var alle tavse, før Niall brød stilheden ”Det ser bare ud til at påvirke dig meget og-” - ”Niall jeg kan godt klare det” mumlede jeg igen, denne gang mere bestemt. De to drenge så opgivende på mig og sukkede ”Vi må snakke om en anden løsning så” indskød Louis.

”Nej” sagde jeg hurtigt, så de begge så opmærksomt på mig ”Det er lige meget, jeg skal bare vænne mig til det” var jeg hurtig til at sige. ”Sikker?” - ”Sikker”

 

***

 

”Okay vi stoler på dig, men så må vi altså være mere opmærksomme” Liam så rundt på de andre, som nikkede let ”Vi kan være hendes bodyguards!” udbrød Louis, hvilket Zayn og Niall grinede højlydt over. Harry derimod så blot forvirret ud, hvilket han efterhånden altid gjorde. Stakkels Krølle, altså.

”På en måde” fniste Liam over Louis’ idé, før han så på mig ”Okay?” - ”Okay” svarede jeg hurtigt. ”Og hold dig ved os hele tiden, så snart vi forlader en bygning” tilføjede han og jeg nikkede ivrigt. Så længe jeg ikke skuffede Mason, var jeg tilfreds. Han skulle bare lige vide, at alt rent faktisk var i orden igen. Men at de havde sagt, at jeg burde forlade touren, ville jeg ikke røbe. Så ville han bare spille den der bekymrede bror igen. Og det behøvede han i hvert fald ikke!

”Fint” Kom det fra Liam, hvilket fik mig til at reagere ”Hvad?” sagde jeg hurtigt, da han vækkede mig fra mine tanker. ”Jeg sagde bare fint?” gengav han med et smil ”Åh” mumlede jeg. Hvor var det bare typisk, at jeg forsvandt dybt ind i mine tanker. Det skete virkeligt hver gang.

 

Mit hjerte dunkede hårdt i mit bryst, mens jeg nervøst bed mig i læben. Nu var det nu, at jeg kunne vise drengene at jeg sagtens kunne klare det. Døren gik langsomt op og skrigene mødte os. Jeg havde helt glemt hvor højt og øredøvende det var, for det kom bag på mig at skrigene var så højlydte. Jeg vekslede et blik med Niall, som sendte mig et opmuntrende smil. Et puf ramte min ryg, som fik mig til at følge drengene, som var begyndt at bane sig vej gennem mængden.

Mit navn blev råbt i flere sammenhænge, både positive og de mindre rare. Hele tiden, voksede frygten og jeg følte mig utroligt dårligt tilpas her. Panisk så jeg rundt, i et forsøg på at finde drengene, som var forsvundet fra min synsvinkel. Pludseligt ramte en hånd min skulder, så jeg forskrækket veg til siden. Men da det gik op for mig, at det var en pisseirriterende men lige nu fantastisk brite, smilede jeg. Hvad skulle jeg gøre uden Louis?

Med Louis tæt ved min side, gik det hele pludseligt nemmere. Det var som om at intet kunne røre mig nu, og hvis det gjorde, vidste jeg at Louis var her. På ingen tid var vi henne ved bilen, som vi lige så hurtigt kom ind i. Skydedøren isolerede os fra skrigene med et smæk, og inden længe kunne larmen udefra kun høres svagt.

”Er du okay?” Niall var den første til at bryde stilheden, mens hans isblå øjne søgte mine. Men jeg smilede blot til ham, før jeg nikkede bekræftende ”Og det er på grund af mig” brød en stemme pludseligt ind, hvilket fik mig til at sukke opgivende. En gang Louis, altid Louis. De andre drenge grinede og jeg endte selv med at grine med.

 

***

 

”Det. Gjorde. Du. Bare. Ikke” messede Niall dystert, med blikket fæstnet på pizzastykket i min hånd. Shit. Det gik efterhånden op for mig, at man ikke skulle snuppe mad fra Niall. Men jeg var sulten! Eftersom jeg godt kunne se, at jeg var i problemer, snurrede jeg hurtigt rundt på hælen og satte turbo på. Jeg kunne hurtigt mærke Niall forfølge mig, hvilket fik mig til at sætte kurs mod døren.

Vi befandt os i arenaen i Dublin, hvor tourens første koncert i Irland skulle spilles. Niall havde på en eller anden måde skaffet en pizza, som jeg var så dum at tage et stykke af. Okay, Niall deler ikke mad med nogen, det har jeg da vidst nok fundet ud af.

”Jeg tror du er i problemer” grinede Louis, da jeg passerede ham. Møgunge. ”No shit” svarede jeg, mens jeg himlede med øjnene. Hurtigt satte jeg mig bag sofaen i rummet, hvor jeg nærmest holdt vejret. Mens jeg sad der og håbede på at han ikke fandt mig, lukkede et par arme sig om mig. Jeg hvinede højlydt, hvilket fik ham til at stønne ”Arg, styr dit skrig” brokkede han sig, og lirkede pizzastykket ud af min hånd. Tilfreds tog han en bid, mens han triumferende sendte mig at ’haha-tag-den’ blik.

Og så var jeg så dum, at jeg hurtigt lænede mig frem, i min siddende stilling og tog en bid. Niall stoppede med at tygge på pizzaen og sendte mig et ondt blik. Jeg grinede højt, med munden fuld af pizza, så Niall fnyste og holdt pizzaen væk fra mig i strakt arm. Det var lige før at jeg turde vædde på, at det havde set værre ud, hvis ikke jeg var en pige. Men han kunne ligesom ikke slå en pige, vel? Selvom han lignede en der overvejede det. Så sad vi her, bag ved en sofa og kæmpede om en pizza.

Til min skuffelse fik jeg ikke mere af den pizza, den var ellers god. Men Niall havde sine forsvarstricks, så jeg bare måtte sidde og glo på at han spiste den pizza, jeg ville have haft. Nederlag.

 

”HALLØØØØØJ!”

Ikke. Dem. Igen.

Nu var der ellers lige sådan en hyggelig stemning… Fire drenge brasede ind, med et alt for stort smil placeret i fjæset. Niall lyste fuldstændigt op, og lignede en der lige havde mødt hans idoler. Straks faldt han i snak med Ashton, mens Michael og Calum indtog sofaen. Og så var det at jeg stod her, malplaceret over for Luke. Awkward.

Jeg måtte starte en samtale, for at det ikke blev endnu mere akavet. ”Hvorfor er han så  vild med jer?” sagde jeg langsomt, mens jeg så på Niall. ”Vi er vel bare venner?” kom det fra Luke, det overraskede mig at han overhovedet svarede mig. Det måtte være det første han havde sagt til mig, udover dengang over Facetime. ”Han minder mig mest af alt om en fan, som har mødt sit idol” De ord fik Luke til at grine, mens han så på mig. ”Du har sikkert ret”

”Du har et ret godt venskab med Niall, ikke?” spurgte han så ”Hvorfor?” svarede jeg hurtigt, og så på ham. Hans blå øjne mødte mine ”Det virker sådan” - ”Det har vi vel også” Han nikkede over mine ord, og så kort over på Ashton og Niall.

”Hvordan havnede du egentligt her?” var det næste der kom. Ikke. Mere. Forhør. Jeg sukkede tungt, inden jeg tøvende skilte mine læber ad. ”Mine forældre meldte mig til en konkurrence. De ville.. Have mig lidt væk” sagde jeg langsomt, mens jeg stirrede ned i gulvet. Jeg kunne lige så godt sige det lige ud, inden der kom flere spørgsmål. Men som den første, nikkede Luke blot. Ikke flere spørgsmål fra hans side. Taknemligt kunne jeg ånde lettet op, hvilket fik Luke til at se på mig. Shit, jeg havde det også med at ødelægge alting for mig selv…

 

***

 

Teenage Dirtbag havde fyldt arenaen, og bassen kunne både høres og mærkes. Var man tæt nok på scenen, kunne de svage rystelser mærkes i gulvet. Mens Louis’ solo kom på, sneg jeg men helt hen til scenen, hvor jeg kun var standset af et gitter. Her, lige ved siden af scenen, kunne jeg se alle drengene. Der gik ikke længe, før Louis opdagede mig. Han rakte tunge af mig, hvilket jeg lynhurtigt gengældte. Med et grin, snurrede han rundt og vandrede hen over scenen.

Da nogen eller noget pludseligt greb fat om mine skuldre, fór jeg sammen med et hvin. Et grin lød bag mig, og jeg snurrede rundt for at se Calums ansigt. Han morede sig tydeligt, hvilket jeg kun kunne ryste på hovedet over. Den dreng havde allerede været for meget sammen med Louis. ”Idiot” mumlede jeg blot, da jeg vendte mig rundt igen. Men noget koldt røg lige ind i hovedet på mig, og jeg snappede efter vejret, da det banede sig vej ind i min mund. Drengene stod helt henne ved mig, dog stadig på scenen. De grinte alle, mens Louis triumferende viftede med den nu tomme vandflaske.

”Sådan går det når man er får kæk, Rebecca” sagde han med et grin ind i mikrofonen. Kan du ikke lige så godt dele det med hele verden, nu du er i gang, Tomlinson? Drivvåd det var jeg, så jeg så hjælpeløst på Niall. Han grinede blot med, den forræder. Så var det, at Louis guidede et kamera hen til mig. Da jeg pludseligt så mit eget forvirrede og drivvåde ansigt på skærmene, gik det op for mig hvad Louis gjorde. Det var et af de kamera, hvis billede blev vist på de store skærme i arenaen. Hurtigt fik jeg viftet kameraet væk, før jeg så venligt gav fingeren til Louis.

Hævnen skulle nok blive sød.

 

Da drengene kom ned fra scenen, var jeg helt parat. Louis nåede kun lige, at komme ned, før jeg lod en vandflaskes indhold vælte ud over ham. Tag den. Problemet var så, at Louis’ velkendte latter lød bag mig. Personen der stod foran mig var Harry. Lige nu så han helt panisk ud, han havde sikkert sit hår i tankerne. I et kort øjeblik stirrede jeg bare på ham, før jeg brød ud i grin ”Sorry Haz!” sagde jeg, mens jeg forsøgte at stoppe mit hysteriske grin.

”Hvad skulle det til for?” spurgte han irriteret, og hev hans t-shirt over hovedet. Mit blik gled hurtigt hen over hans mave, det så ikke helt skidt ud! Derefter så jeg i retning af de grønne øjne, som var forvirrede og irriterede på same tid. ”Det skulle faktisk have været Louis, som det her skulle gå ud over..” sagde jeg langsomt, før jeg begyndte at grine ”Men nu må jeg finde en anden hævn over ham” anerkendte jeg.

Mens jeg snurrede rundt efter et håndklæde til Harry, vekslede jeg og Louis blikke. Okay, her var tydeligt erklæret krig!

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så! Endelig kom fortsættelsen på sidste kapitel, hvor jeg var så sød at stoppe den lige i højdepunktet :D Men jeg vil gerne sige tusind tak for alt i har gjort og alt i gør. Jeg jublede, den dag jeg havde 20 favoritlister - prøv at se nu! I er virkeligt de bedste, tusind tak til alle mine trofaste læsere :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...