Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10737Visninger
AA

9. #8 - Falling apart

 


 

"Now I will tell you what I've done for you
50 thousand tears I've cried.
Screaming, deceiving and bleeding for you
And you still won't hear me
Don't want your hand this time - I'll save myself.
Maybe I'll wake up for once
Not tormented daily defeated by you
Just when I thought I'd reached the bottom"

 

Louis’ synsvinkel

”Louis hvad fanden har du gjort af min lader?” lød det fra stuen. Jeg selv gik rundt i køkkenet, for at lede efter laderen. Hvor var det nu lige at jeg havde lagt den? ”Sorry Nialler” råbte jeg til ham, med et smil. Den velkendte blonde dreng, kom ind i køkkenet til mig, med et opgivende blik. ”Seriøst Louis, du smed din egen lader væk og nu har du også smidt min væk” medgav han med et suk, mens han så rundt i køkkenet ”Det var dog utroligt, så stort er det her hotelværelse da ikke” fortsatte han med en mumlen, før han løftede diverse ting fra bordet. Mens han fortsatte sin søgen, satte jeg mig på bordet. Jeg gad ikke lede lige nu, det var sjovere at se Niall gå frustreret rundt.

Døren blev pludseligt smækket op, så den ramte væggen med et smæld. Zayn hoppede ind, uden at tage notits af dørens tilstand. Liam derimod, som fulgte ham, tjekkede lynhurtigt væggen og døren, før han drejede rundt mod os med et smil. ”Hey!” råbte han, og med Harry i hælene var vi her alle fem.

Niall valgte at droppe sin søgen, eftersom det var lidt umuligt i det rod Liam og jeg havde formået at skabe, her på vores hotelværelse. Eller… Jeg må hellere sige som jeg havde formået at skabe, for Liam havde da forsøgt at holde orden, men havde nu givet op. Ja, jeg var lidt af et rodehoved. Men who cares?

”Hvornår skal vi afsted?” Denne gang bød Harry ind, som lignede lidt af en zombie. Det ville ikke undre mig, om han og Zayn havde været i byen i aftes! ”Om..” Liam kastede et blik på hans armbåndsur, før han fortsatte ”En halv time” tilføjede han, før han så på Harry. Krøllen nikkede bare, før han lod sig dumpe ned på en stol.

”Wake up bro!” grinede jeg, og rodede i Harrys krøller. Han trak irriteret hovedet til sig, med et fornærmet grynt ”Du kan ikke bebrejde mig, når Zayn ’glemte’ at fortælle, at vi havde et interview fra morgenen, før vi tog i byen” mumlede han og sendte Zayn et mut blik. Zayn opfattede hurtigt samtalen og grinede højlydt ”Sorry, men havde jeg fortalt det, ville du ikke tage med” - ”Selvfølgelig ville jeg det” - ”Måske, men ikke til efter midnat” - ”Vel ville jeg så” - ”Nej” - ”Jo jeg ville” Jeg grinede blot, før jeg sprang ned fra køkkenbordet. Mens Zayn og Harry fortsat diskuterede, gik jeg ind i stuen, for at hente min mobil. Den hvide iPhone var ikke til at se, så jeg snurrede en hel omgang, med blikket glidende over alle steder. Åh nej.

Mens jeg skubbede puder til side i sofaen, kom de andre drenge ind i stuen. Jeg sukkede opgivende, mens jeg så desperat på dem ”En eller anden, ring til min mobil” beordrede jeg, mens jeg igen så rundt i rummet. Den havde altså lagt på stuebordet tidligere! Liam sukkede, hev sin mobil op ad lommen, og ringede op. Efter en gentagende duttende lyd, røg den på telefonsvarer. ”Ring igen” sagde jeg kort, men efter endnu et mislykket forsøg, sukkede jeg ”Jeg tror jeg har sat den på lydløs” indrømmede jeg, mens jeg gik ind i soveværelset. Her flød med alverdens sager, så mon ikke den var her? Men forgæves ledte jeg efter den lille hvide mobil.

”Hey Louis!” lød en velkendt stemme. Kort efter dukkede den blonde fyr, som stemmen tilhørte op ”Jeg tror at jeg har fundet min mobil” sagde han, før han kastede den hvide iPhone over til mig. Jeg greb den, før jeg proppede den i lommen ”Ah, tak! Hvad skulle jeg gøre ud dig, Nialler?” smilede jeg, før jeg trak ham ind i en bamsekrammer. Jeg sørgede for at irritere ham grundigt, ved at rode i hans blonde hår. ”Argh!” klagede han, og vred sig ud af grebet. ”Du skylder mig at finde min lader, tommo” mumlede han mut, men grinede alligevel, da jeg lavede mit berømte sadface.

 

Der var omkring et kvarter til at vi skulle afsted, da jeg opsøgte Niall endnu en gang. ”Hvaa’ hvad med Rebecca? Hvad laver hun?” spurgte jeg, mens jeg betragtede Zayn, som var godt i gang med at rette sin frisure. ”Jeg vækkede hende inden jeg kom over til dig, hun skal med. Men jeg er ret sikker på, at hun ikke er nået særligt langt. Måske skulle vi tjekke” - ”Det gør jeg!” sagde jeg hurtigt, med et grin. Jeg vidste at det ville irritere hende, hvis jeg brasede ind og skyndte på hende. Niall trak blot på skuldrene, før han kastede nøglen til døren hen til mig. ”Nøgle?” spurgte jeg undrende ”Mmh, hun virkede ikke særlig vågen, da jeg gik” Jeg grinede blot af ham, før jeg forlod hotelværelset.

 

Da jeg tog i håndtaget ind til værelset, skubbede døren sig ikke en centimeter. Derfor gik jeg ud fra at døren var låst, sjovt nok. Nøglen blev drejet i hullet, og ind gik jeg. Der var helt stille i rummet, hvilket fik mig til at søge ind i soveværelset. Med et grin, gik jeg hen til sengen. Rebecca var ikke til at se, men eftersom der tydeligt lå noget under dynen, hev jeg den til side. Ganske rigtigt. ”Mmf” sagde hun bare, og missede med øjnene.

”Godmorgen, Becca” grinede jeg, før jeg gled ned på hug. Hun så et øjeblik på mig med et misfornøjet udtryk, før hun hev dynen over hovedet igen. ”Jeg er ked af det, men du bliver nok nødt til at stå op. Vi kører om..” jeg tænkte mig om ”10 minutter”

Det var lige før hun faldt ud af sengen, så travlt fik hun ”Shit” udbrød hun blot, før hun snublede ud af soveværelset. Jeg morede mig gevaldigt, og hvad der var endnu sjovere, var at drengene i samme øjeblik kom ind på værelset. De sendte mig et undrende blik, men jeg tror at mit grin og min placering ved sengen, forklarede alt. For de grinede blot og rystede på hovedet. Ikke længe efter, kom Rebecca ud igen. Hendes hår var virkeligt slemt, men det var bedre end den anden dag. ”Du minder mere og mere om Zayn” grinede Niall, som jeg hurtigt var enig i. Lige så svær at få op.

”Ew, nej tak. Det var det sidste jeg havde lyst til at høre” sagde hun, med væmmelse i blikket. Vi grinede alle højlydt - eller… Det vil sige alle, på nær Rebecca og Zayn. Rebecca så bare forvirret ud, mens Zayn tydeligvis var fornærmet.

 

***

 

Rebeccas synsvinkel

Nervøst kastede jeg et blik ud af de tonede ruder. Om ganske kort tid, ville vi ankomme til midten af Dublin, hvor der skulle ordnes noget interview. Det var der såmænd ikke noget i, men det var mere det, at vi skulle mose os igennem en flok mennesker først. Sikkert bestående af fans, fans, presse og lidt flere fans. Det var hermed første gang, at jeg vovede mig ud i offentligheden med drengene, mens de ’var på arbejde’ og ikke bare var Niall, Liam, Louis, Harry og Zayn.

”Okaay, så er vi her vidst” meddelte Liam, mens han så ud af ruden af den sorte bil. Ganske rigtigt stoppede bilen, hvilket betød at vi skulle springe ud. Døren skød til side, og v blev mødt af en masse skrig. De mange skrig rungede i ørene, det var til at blive skør af! Liam var den første til at springe ud i mængden, som en gruppe sikkerhedsfolk forsøgte at holde styr på. Men da der hverken var hegn, snore eller noget andet, betød det at vi måtte møve os igennem gruppen, som ikke var standset af noget.

Jeg var den sidste til at springe ud, og med en dyb indånding forlod jeg bilens trygge rammer. Niall gik foran mig, hvilket gjorde mig en anelse mere rolig. Men drengenes navne blev skreget, blandt en masse kærlighedserklæringer og hysteriske hvin. Det var så lige det, at jeg ikke nåede langt. Et ryk i mit hoved stoppede mig, da det gik op for mig at nogle ’fans’ havde grebet fat i mit hår. De råbte arrigt af mig og det ville ikke undre mig, om de samme mennesker havde sendt mig hate på Twitter. Da de tog hårdere fat, gik jeg i panik. Jeg var omringet af fans, som skreg arrigt ind i hovedet på mig.

”Slip!” hvinede jeg panisk, mens jeg vred mig i deres greb ”Slip mig!” Min stemme knækkede over. Hjælpeløst så jeg i retning af Niall, men han vendte sig ikke om. Jeg vidste at han havde hørt mig, for han var ikke langt væk. Men han fortsatte gennem mængden, uden så meget som at se sig tilbage.

Tårerne slørede mit syn, mens sætningerne som kom fra alle sider, hobede sig op. Men lige inden min grænse blev nået, greb en vagt ind. Han tvang pigerne til at slippe, og puffede mig hårdt videre. Drengene var ud af syne, men jeg var ligeglad. Jeg skulle bare væk herfra, nu!

Mens jeg blev ført fremad, prikkede tårerne i øjnene. Jeg kæmpede for at holde dem inde, det ville være noget af et nederlag, hvis de slap ud her. Heldigvis synede en dør sig foran mig, som blev skubbet op og i løbet af få sekunder, blev skrigene dæmpet bag mig.

Jeg bed mig i læben, mens jeg fulgte drengene, som jeg nu kunne se. Niall drejede hovedet, før han stoppede op, så jeg kunne indhente ham. Men jeg så ikke på ham. ”Hvad så, overlevede du?” grinede han, men eftersom jeg ikke svarede, flød hans latter ud. ”Hvad så?” sagde han langsomt, mens han så på mig. Arrigt stoppede jeg brat op, og så på ham. De blå øjne var tydeligvis både forvirrede og fulde af bekymring.

”Det tror jeg godt at du er klar over” snerrede jeg, men hans endnu mere forvirrede blik, fik mig til at fortsætte ”Jeg tror godt at du hørte mig, men du reder jo bare din egen røv, ikke?” tilføjede jeg, med et dystert blik.

Og endnu en gang, kom den dreng bag på mig, for han skubbede blidt min hage op med to fingre, for at fange mit blik. ”Rebecca, jeg aner ikke hvad der er sket, men uanset hvad, så er jeg ked af det” sagde han lavt. Jeg sagde ikke noget, for jeg var fuldstændig mundlam. Det irriterede mig så grusomt at han kunne få mig til at slappe af, i alle situationer, for det fik mig til at fremstå svag.

Jeg sank en klump i halsen, og skød blikket ned ”Dine fans er ret voldelige” mumlede jeg så, hvilket fik ham til at hælde hovedet let på skrå. Ligesom en hund, aw. Jeg smilede skævt, da hans blik tydeligt bad på en begrundelse ”Men det er lige meget” tilføjede jeg. Hurtigt kunne jeg se at Niall ville protestere, men han sukkede og nikkede. Han kendte mig så godt!

 

”Okay, vi skal først have et interview med jer for sig” meddelte intervieweren, og nikkede mod de fem drenge. Derefter vendte hun sig imod mig ”Og derefter vil jeg meget gerne snakke med dig også!” meddelte hun, med et sukkersødt smil. Ew. Men jeg nikkede bare, og så på drengene.

Drengene fulgte med kvinden, ind i et andet rum. I mellemtiden kunne jeg hygge mig med mig selv, fedt ikke?  Mens drengene var inde, slentrede jeg lidt tilfældigt rundt og gennemtænkte situationen fra før. Måske var det min egen skyld at det var sket, jeg kunne trods alt bare have ladet være at tage af sted. Men Niall forvirrede mig så håbløst. Han virkede som om at han ikke anede hvad jeg snakkede om, men han havde stået 7 meter fra mig? Nu ved jeg godt at der var masser af skrig og sådan, men jeg er sikker på at han kunne høre mig.

Og det var der at det hele stod klart for mig. Et tweet dukkede op i mine tanker.

”The boys don’t even like you”

Selvfølgelig. Selvfølgelig. Selvfølgelig var det tweet så sandt, som det var sagt. Drengene brød sig slet ikke om mig, de var bare nødt til at lade som om. De havde jo ligesom ikke selv valgt at de skulle have mig på slæb, right? Det var noget deres management havde besluttet. Det forklarede jo hele situationen, Niall havde virkeligt ignoreret mig derude, og da jeg så tydeligvis opdagede det, spillede han sød og uvidende. De var og blev nogle berømte narrøve, som i øvrigt var pisse selvglade og glemte alt om andre. Hvor havde jeg dog taget fejl af dem.

 

”Rebecca?” Den samme kvidrende stemme som før, gik gennem rummet. Jeg så hen i mod døren, hvor intervieweren stod med et sukkersødt smil. Drengene stod der henne af, de var sikkert lige sluppet fri. Jeg sukkede let, inden jeg fulgte kvinden.

”Tag plads” smilede hun og nikkede mod en stol. Uden at se på stolen, satte jeg mig tungt ned. Jeg tror at det var ret tydeligt, at jeg ikke gad. Men det var lidt svært at sige fra nu, da jeg allerede havde sagt god for det.

”Nå” begyndte hun ”Du var så heldig at vinde denne konkurrence” Hun så direkte på mig, med et par stirrende øjne ”Hvad fik dig til at melde dig til?” Åh nej, ikke det spørgsmål igen. ”Uhm” Jeg kunne ikke så godt sige at det var mine forældre, det ville der kun komme problemer ud af ”Jeg så den vel bare” mumlede jeg og forsøgte mig, med et falsk smil. Hun nikkede let, tydeligvis overbevist om at det var bedst at skifte emne ”Hvordan er drengene?” spurgte hun så, klar på en masse positivt. Men vreden skød op i mig, da jeg kom til at tænke på det, jeg havde nået frem til.

”De..” Jeg måtte stoppe mig selv fra at sige pissearrogante, dumme, selvfede og falske ”De er da.. Meget søde” fremtvang jeg, selvom jeg var imod at sige det. Kæft, det var godt akavet det her. Kvinden havde også bemærket det, det var tydeligvis ikke de svar hun ønskede at høre.

”Undskyld, jeg.. Har det ikke så godt i dag, kan vi udsætte interviewet til en anden gang?” hørte jeg mig selv sige. Hvor var det løgn. Hvorfor var det at jeg løj? Jeg ville gerne slippe væk herfra, men jeg plejede altså at tage tingene alligevel, uden at stikke halen mellem benene. Hun nikkede langsomt, men smilede ”Du virker heller ikke helt på toppen” sagde hun, før hun rejste sig ”Vi finder ud af en anden dato, ikke?” - ”Jojo” mumlede jeg tørt, før jeg skyndte mig væk.

Jeg undgik drengenes blikke da jeg kom ud. Det var tydeligt at de undrede sig over, at mit interview var så kort. Desuden så jeg nok heller ikke allergladest ud. Uden videre satte jeg farten i mine skridt op, og det endte med at jeg løb ned af gangene. Langt om længe dumpede jeg ned på jorden, hvor jeg begravede hovedet i hænderne. Men jeg græd ikke. Så svag var jeg alligevel ikke. Hurtigt hev jeg mobilen frem, og før jeg vidste af det, ringede jeg til min bror.

”Rebecca?” lød den velkendte stemme i den anden ende af røret. Glem det jeg sagde før, for nu væltede tårerne frem. Alt var bare gået galt i dag, lige fra morgenen af. Mason spurgte gentagende gange hvad der skete, og det endte med at jeg fortalte ham alt. Hvordan jeg var begyndt at synes om drengene, hvordan beskederne på Twitter var hobet sig op, hvordan jeg nærmest var blevet overfaldet i dag, hvordan Niall havde ignoreret mig, om mine løgne og ikke mindst hvad jeg var nået frem til, om de her drenge.

Mason var for en gangs skyld ikke i drillehumør og afbrød mig ikke en eneste gang. Da jeg endeligt havde sluppet hele min talestrøm ud, var der stille i den anden ende af røret. Først troede jeg at han bare havde lagt på, da han endeligt slap et enkelt ord ud. ”Wow” mumlede han blot ”Du oplever mere på to uger end jeg gør på et helt år” grinede han, men blev hurtig alvorlig igen ”Du havde helt ret, de er tilsyneladende præcis som du regnede med”

”Men hvad skal jeg gøre? Jeg vil bare væk fra alt det her. Jeg skulle aldrig være taget afsted” hikstede jeg, hvorefter jeg sukkede. ”Rebecca?” Lød det igen, jeg skulle til at spørge Mason hvad han mente, men det gik op for mig at det ikke var ham. En alt for velkendt fyr kom hen imod mig.

”Uhm, skulle sige fra Paul, at-” - ”Det er fint, Zayn, lad mig være” hvæsede jeg, hvilket tydeligvis kom bag på ham. Han rykkede lidt på sig, sikkert ret utilpas ved situationen ”-at der er møde nu” tilføjede han alligevel, før han snurrede rundt på hælen og skred. Ja, hej hej, Malik.

Men hans ord var alligevel gået ind, for jeg rejste mig og gik efter ham. Det var nødt til at være nu, for jeg var ikke sikker på at jeg kunne finde tilbage. Jeg holdte mig lydløst på afstand, men holdte hele tiden øje med hvilken vej han gik. Hey, hvor vidste han fra hvor jeg sad? Synsk, det var jeg sikker på.

 

***

 

Jeg ved ikke om det kunne blive værre. Nu sad jeg her, ved et hvidt, rundt bord og så malplaceret ud. Det var jeg sådan set også, for ud over mig, var der drengene, Paul og en mand jeg ikke kendte. De så alvorlige ud, hvilket skræmte mig. Drengene så ikke på mig, jeg så ikke på dem. Det var som om at vi var uvenner, det var bare lige at de ikke anede hvorfor. Medmindre at de vidste, at de var afsløret…

”Nå” begyndte Paul ”Det her møde handler egentligt mest om dig, Rebecca” Jeg stivnede under hans blik. Vent, hvad? Mig? ”Jeg tror at det er uundgåeligt, ikke, at lægge mærke til de ikke så venlige beskeder, på twitter” fortsatte han. Ingen andre sagde noget, men jeg bemærkede at Harry rykkede sig utilpas på stolen. Nånå, Styles, er du ved at blive afsløret, hva’?

”Vi lagde også godt mærke til det der skete, tidligere i dag. Desuden, fortalte hende der interviewede dig, at du forlod meget hurtigt, da du havde det dårligt?” sagde han.

”Vi ved ikke om det er for meget for dig” sagde manden ved hans side, pludseligt ”Derfor har vi snakket lidt om en løsning. Og Niall kom med en alvorlig, men fin idé” Han så på Niall, som så forskrækket op. Det var tydeligvis ikke meningen, at han skulle afsløres. Tag den Blondie, nu er du nok ikke så kæk mere?

”Eh” kom det blot fra ham, i et forsøg på at slippe. Desperat så han på manden, som nikkede til at han skulle sige det. Niall så ud til at tage sig sammen, for han rettede blikket mod mig. Inden jeg nåede at se væk, låste han blikket, og tvang mig til at have øjenkontakt med ham.

”Vi tror at det er bedst at du forlader touren”

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Åh nej! Hvad tror I at der sker? :D

Men som lovet, er der her et spændende, langt kapitel, som jeg faktisk er meget godt tilfreds med! :)

Så har jeg bare lige et spørgsmål: Er sangteksterne øverst ligemeget? For jeg bruger en del tid på at vælge dem ud, så skal jeg fortsætte uden dem? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...