Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10861Visninger
AA

8. #7 - Irish adventures

 


 

 

"When the light's turning down, they don't know what they heard
Strike the match, play it loud, giving love to the world
We'll be raising our hands, shining up to the sky
'Cause we got the fire, fire, fire
Yeah we got the fire, fire, fire"

 

Nialls synsvinkel

Efter Wales, tog vi til Irland. Det var skønt at kunne se vante omgivelser igen, for uanset hvor længe jeg boede i England, ville Irland altid være mit hjem. At kunne give de irske fans en fantastisk oplevelse de næste aftener, var også fantastisk. Jeg var spændt på at møde dem og snakke med nogle fra mit eget hjemland. Uanset hvor mange gange vi gjorde det her, ville det aldrig bare blive ’noget man gjorde’. Følelsen af at optræde var ubeskrivelig, samt tanken om at der var flere tusinde mennesker som bakkede dig op. Det var fantastisk.

Min familie var opsatte på at møde os, for jeg havde meddelt dem om at vi var her. Dog havde jeg ikke snakket med Rebecca om det endnu, men jeg kunne forestille mig at det ville glæde hende. Hun var fuldstændig hysterisk, hvilket jeg ikke kunne lade være at grine af. Efter at jeg havde fortalt hende en del om Irland, kunne hun slet ikke vente med at se mit hjemland. Derfor var det skønt, at vi havde to fridage. Det var først om to dage, at det hele gik løs igen. Efterhånden som dagene var gået, var jeg kommet meget tættere på Rebecca. Det var som om at hun endeligt accepterede os - eller i hvert fald mig - så hun slappede meget mere af. Jeg var ikke bange for at indrømme, at Rebecca og jeg, havde fået et helt særligt forhold. At jeg var alene om den tanke, var jeg ikke så sikker på. For det var tydeligt at hun foretrak mig, frem for de andre drenge.

”Nialler” kvidrede en stemme, som fik mig til at vende mig om. Louis stod helt uskyldigt i dørkarmen ind til hotelværelset, som Rebecca og jeg delte. Som sædvaneligt havde de andre drenge stukket halen mellem benene, og var hurtigt fundet sammen 2 og 2, så de slap for at dele med en pige. Typisk. Men det gjorde mig som sagt ikke noget, for Rebecca havde jeg det godt med!

”Hvad vil du nu?” sagde jeg med et grin, da han tydeligt tiggede om et eller andet. Typisk Louis. ”Du ser godt ud i dag” prøvede han med et afslørende smil ”Kom til sagen Louis, det hjælper ikke at smigre mig” grinte jeg lavt, mens jeg spørgende hævede øjenbrynene. ”Okay, okay, jeg ville bare spørge om du havde en lader?” Han viftede med sin iPhone, mens han sendte mig et bedene smil. ”Har du smidt din egen væk?” spurgte jeg med et smil, mens jeg vendte mig for at finde min lader ”Nej, det var faktisk en fan so-” ”Det er godt Louis, hér” afbrød jeg og rakte ham laderen. Selvfølgelig var der ingen fan, som havde snuppet den.

Da Louis havde forladt rummet med min lader, var der igen ro. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud på den del af Dublin, som man kunne se herfra.  Trafikken var travl på denne tid af dagen, trods de fleste var på arbejde. Men jeg nåede ikke at nyde roen længe, før døren blev hamret op. Hurtigt vendte jeg mig om, hvor jeg fik øje på Rebecca. Jeg kunne ikke holde et grin inde, for hun sad pludseligt på gulvet foran døren. Hurtigt fik jeg et irriteret blik ”Døren ville ikke op. Én kommentar og du er død, Horan” snerrede hun, mens hun skubbede kufferten væk, som tilfældigvis var landet oven på hende. Men hun behøvede ikke at frygte, at jeg kom med en kommentar, for jeg var så flad af grin at jeg ikke kunne presse et ord ud. ”Overvej at hjælpe mig, i stedet for at stå der og grine” fortsatte hun muggent, men var allerede på benene.

 

Rebecca smuttede ind i soveværelset med kufferten og som en trofast hund, fulgte jeg efter hende. ”Du tog lang tid om at hente den ene kuffert” fastslog jeg lavt, mens jeg betragtede kufferten, fra min plads i dørkarmen. "Umh, ja, men jeg stødte på Lou. Hun ville snakke med mig” svarede Rebecca kort, med ryggen til. Hun ledte efter noget i kufferten. ”Om hvad?” - ”Det rager ikke dig” meddelte hun hurtigt, men et smil viste sig på hendes læber. Altid i drillehumør! ”Aha” sagde jeg langsomt ”Så kan jeg høre at det heller ikke rager dig, hvad jeg lige har snakket med min mor om” Med et triumferende smil, kunne jeg se forbavselsen i hele hendes ansigt. ”Uh, har I aftalt noget?” var hun hurtigt om at spørge, men jeg rystede grinende på hovedet ”Det rager ikke dig” citerede jeg så kækt, mens jeg drejede rundt på hælen. Jeg forlod soveværelset, fr at gå ind i stuen.

”Vent!” Hurtigt fulgte hun mig ”Jeg snakkede med Lou om hvordan det gik og sådan. Det var ikke noget særligt” - ”Det kunne du bare have sagt” smilede jeg og vendte mig mod hende ”Min mor sagde at hun gerne vil mødes med os, så de foreslog at vi kom forbi i morgen og-” Jeg nåede ikke at sige mere, før Rebecca hoppede op i luften, med et lille glædeshvin ”Hvor fedt! Ej, det bliver virkeligt hyggeligt” fastslog hun, mens jeg grinede svagt af hendes reaktion ”Hvad med de andre? Skal de med?” - ”Nej, det regner jeg ikke med” - ”Super” - ”Super?” - ”Jeg gider dem ikke” Jeg grinede over hendes begrundelse, før jeg gik ud i køkkenet for at finde noget mad - sulten var begyndt at trænge sig på.

 

***

 

”Så er vi her” erklærede jeg roligt, da jeg så det velkendte hus. Rebecca var hurtig til at læne sig mod vinduet, mens hun betragtede huset fra bilen ”Det ser virkeligt hyggeligt ud!”

Vi steg begge ud af bilen, hvorefter vi gik op til døren. Heldigvis var der ingen fans i sigte, så inden overfald her! Inden vi nåede den velkendte hoveddør, gik den op og ud kom min mor. Et ordentligt kram blev givet, inden jeg fik lov at træde ind i den velkendte gang. Min mors mand, Chris, kom mig i møde, og modtog også et kram. Mit blik røg bagud på Rebecca, som hilste høfligt på dem begge. ”Hvor er det længe siden!” sagde min mor med et enormt smil, mens hun så stolt på mig. Hun ville aldrig vænne sig til, at jeg var berømt nu. Men det ville jeg heller ikke selv!

 

Rebeccas synsvinkel

Selvom Nialls forældre, Maura og Chris, var enormt søde, følte jeg mig lidt malplaceret. De henvendte sig til mig, ja, men det virkede bare lidt forkert at jeg var her. De havde jo ligesom ikke set Niall i noget tid, så hvorfor ødelægge deres øjeblik? Jeg ville da også blive sur, hvis jeg blev afbrudt i sådan et øjeblik. Et øjeblik med en man havde savnet. Mason. Mine tanker røg direkte til Mason. Det var er at det gik op for mig, at dagene var fløjet afsted. Jeg havde næsten ikke snakket med Mason de seneste dage, hvilket gav mig dårlig samvittighed. Rigtig, rigtig, rigtig dårlig samvittighed. Hurtigt rejste jeg mig fra lædersofaen, hvilket fik alle til at se forbavset på mig. Okay, jeg rejste mig lidt for hurtigt. ”Jeg… Skal lige på toilet” sagde jeg hurtigt, allerede med mobilen i min hånd. Niall rynkede let på panden, men rejste sig ”Jeg viser dig hvor det er” meddelte han og inden jeg nåede at protesterede, havde han puffet mig hen mod en gang.

Men da vi nåede ud i gangen, skubbede Niall døren i bag os ”Hvad sker der?” Han så direkte ind i mine øjne, hvilket skræmte mig en smule. ”I-Ikke noget, jeg skal bare på toilet” - ”Rebecca, hvad sker der?” Inden jeg nåede at svare, cuttede han mig af ”Jeg kan godt se at du ikke bare skal på toilet” Med et suk, sænkede jeg blikket mod gulvet ”Jeg.. Havde bare glemt at ringe til Mason de seneste dage - så jeg ville bare ringe til ham” Min stemme var lav og jeg afslørede tydeligt, at det her var et ømt emne for mig. Jeg brød mig ikke om, at indvi andre i mine tanker om Mason.

Niall så kort ned, før han trådte helt hen til mig. Begge hans hænder lukkede sig om hvert af mine håndled, før han så mig i øjnene ”Du bekymrer dig for meget om ham, er der noget galt?” Shit. Det spurgte han bare ikke om. Straks gik jeg i forsvar, og mine stemme blev angribende ”Nej? Hvis der var, skulle du heller ikke blande dig, det er jeg da helt sikker på” Så snart ordene havde forladt min mund, fortrød jeg dem. Niall så chokeret på mig, men sukkede ”Okay” Med det ord, forlod han gangen, for at gå ind i stuen. Jeg sukkede og bed mig selv i læben. Hvorfor gjorde jeg altid det her i mod Niall? Han fortjente virkeligt ikke at den svage side af mig, var så ukontrolleret. Men det var også svært, når han spurgte ind til det - men på den anden side, måtte det jo bare være fordi at han var nysgerrig.

Hurtigt besluttede jeg mig for at glemme det, for i stedet at trække mobilen op ad lommen. Masons nummer kunne jeg udenad, så det blev trykket ind på tastaturet. Den velkendte lyd duttede et par gange, for Masons stemme lød i den anden ende ”Hey sis” sagde han glad, heldigvis lød han frisk. ”Hej!” svarede jeg hurtigt, med et smil på læben ”Undskyld jeg ikke har ringet før, tiden løb. Jeg husker det fremover, det lover jeg, jeg fatter ikke hvordan jeg kunne glemme det, Mason, det er jeg vir-” - ”Wow, wow, wow, slap af. Jeg er kun glad for at du kan glemme mig et par dage - du er jo afsted for at slippe af med bekymringerne, ikke? Glem nu det, og fortæl mig om alt hvad der er sket!”

Han havde på de ene side ret, men jeg kunne ikke få mig selv til at glemme ham. Slet ikke med vilje! ”Der er ikke sket så meget. Desuden er det der er sket, ikke spændene” - ”Fortæl alligevel” - ”Men.. Okay. Der er ikke sket så meget igen, men der har været lidt koncerter og ja..” Han grinede pludseligt, hvilket fik mig til at rynke på panden ”Det var ikke det jeg ville høre - hvordan er de? Har du boet på hotel? Hvem kan du bedst lide? Er de så slemme igen?”

”Okay, okay. De er.. Fine nok. De første dage var vi jo i London, så der måtte jeg overnatte ved Niall” Længere nåede jeg ikke, for min bror var så sød at afbryde mig igen ”Niall? Seriøst? Hvordan var det?” - ”Akavet i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Det er også ham jeg synes bedst om, det er lige før at jeg kan kalde ham en ven, men-” - ”Jeg sagde jo at det ikke var så slemt!” Tak fordi at du gider at afbryde mig, Mason, jeg elsker dig…

 

Vi nåede at snakke i 15 minutter, før jeg lagde på. Tiden fløj afsted med ham! Nu var jeg bare bange for at Nialls forældre ville få forkerte tanker om mig - som om at jeg havde brugt 15 minutter på toilettet. Akavet… Alligevel gik jeg ind i stuen igen, hvor de begge blot smilede varmt til mig. Niall derimod så ikke på mig, hvilket virkeligt gjorde ondt. Jeg hadede at være uvenner med folk, og især når jeg var skyld i det. Mit blik blev slået i jorden, mens jeg satte mig ned på min plads, ved siden af Niall. Jeg bed mig let i læben, da han ikke så meget som skænkede mig et blik.

”Nå, du vandt en konkurrence, gjorde du ikke?” Kom det pludseligt fra Chris. Han smilede stort, helt sikkert uvidende om at jeg havde snerret af Niall. ”Uhm, jo” svarede jeg kort, mens jeg mærkede Nialls blik hvile på mig.

”Hvad var det for en konkurrence?” Kom det så fra Maura, mens alle nu så på mig. Ud af øjenkrogen, kunne jeg skimte de blå øjne, men jeg så ikke i deres retning. ”Jeg.. Ved det ikke” mumlede jeg roligt, mens jeg sendte hende et undskyldende smil. Da hun lavede et spørgende udtryk, var jeg hurtig til at åbne munden ”Mine forældre meldte mig til den” tilføjede jeg, med et akavet smil. Okay, ikke længere ud nu. Jeg havde kun været her i ganske kort tid, og det virkede virkeligt som om at de spurgte mig med vilje. Til min lettelse, nikkede Maura blot, selvom hun så ud til at undre sig.

 

***

 

Der gik ikke længe, før vi valgte at tage hjem. Niall havde som sagt virket anderledes over for mig, selvom han ikke havde ignoreret mig. Det var mærkeligt, for normalt snakkede han til mig 24/7.

Vi nåede kun at køre i 10 minutters stilhed, før jeg fik nok. Det her kunne ikke fortsætte. ”Niall” begyndte jeg. Selvom han holdte blikket på vejen, kunne jeg se at han lyttede. ”Undskyld” mumlede jeg stille ”Jeg er ked af at jeg snerrede af dig - igen” Han rystede blot på hovedet, for derefter at se direkte på mig ”Det er okay, Rebecca. Jeg har ikke ret til at blande mig”

Jeg sukkede opgivende ”Jeg ville så gerne kunne fortælle dig alt, men.. Jeg kan ikke” Min stemme knækkede flere gange, og de sidste ord var nærmest en hvisken. Det var hårdt for mig, at jeg faktisk nu sagde, at der var noget galt. At der var noget med min bror.

Der gik lidt tid, hvor Niall ikke svarede. Men endeligt åbnede han munden ”Det er okay” Jeg sendte ham et taknemligt smil, mens jeg mimede et ’tak’. Han sendte mig til min glæde et smil, hvor var det skønt at kunne kende ham igen!

”Nå, hvad synes du om mine forældre?” Lød den velkendte muntre stemme, fra min side. Jeg smilede over hans ord - det så ud til at det her var glemt igen!

”Din mor er virkeligt sød, det samme er din far!” sagde jeg med et smil. Niall grinede ”Du ved godt at ham du mødte, Chris, ikke er min far?” sagde han, mens han så smilende på mig ”Oh.. Eh, hov” sagde jeg blot, før vi begge grinede.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey, så kom det 7. kapitel. Det blev lidt kort, og jeg synes ikke at det blev det bedste, men det næste kapitel bliver godt, langt og fuld af spænding! :D Det lover jeg!

Tak for alle likes, favoritlister og kommentarer! Det betyder så meget :) Og tak til dem der gider at læse mine kapitler, I er fantastiske!

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...