Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10735Visninger
AA

7. #6 - Four new idiots

 


 

”There's nothing left, I used to cry
Inspiration has run dry
That's what's going on
Nothing's fine
I’m torn”

Torn - Ednaswap

 

Nialls synsvinkel

Det var den første dag at vi forlod England og London, passerede grænsen til Skotland. Vi skulle kun være 2 dage her i landet, og begge dage stod på at optræde. Derfor havde vi ikke rigtigt tid til at se os omkring, før vi ville rejse til Wales. Vi var alle enige om at vi ville holde vores fridag d. 28 i Wales.

Vores tourbus havde kursen mod hovedstaden Glasgow, hvor vores hotel lå. Vi fem drenge kørte i vores egen bus, sammen med Rebecca. Vores opvarmningsband havde deres egen bus, hvilket i princippet var lidt ærgerligt. Jeg kunne godt lide dem. 5 Seconds Of Summer. Jeg mente ikke at Rebecca havde hilst på dem endnu, eftersom at hun ikke var stødt på dem. Hun havde sikkert set dem, men som sagt virkede hun ikke som den mest selvskabsøgende person.

Louis og Zayn havde placeret sig i bussens sofa, hvor de grinede højlydt. De facetimede åbenbart med hinanden, hvilket jeg ikke kunne se det sjove i. Harry lænede sig ind over dem og fniste kort, inden han dumpede ned i den anden ende af sofaen. Hvor Liam befandt sig, vidste jeg ikke. Sikkert på toilet eller sådan noget. Og Rebecca... Jeg tror at hun var i køkkenet. Tanken fik mig til at smile: hun var virkeligt tæt på, at være lige så madglad som jeg var! Mit blik lå på udsigten fra vinduet. Terrænet gled forbi, mens vi langsomt kom ind igennem byer. Vi var cirka 20 minutter fra Glasgow centrum, så der varede lidt endnu.

”Niall?” jeg reagerede ved Louis’ stemme. Han holdte sin mobil frem imod mig, hvor Ashtons ansigt viste sig på skærmen. Ved siden af sad Calum og Luke, mens Micheal stod bagved. ”Hey!” sagde jeg med et smil, velvidende om at de også kunne se mig. Jeg rejste mig, og satte mig i sofaen mellem Harry og Zayn.

”Hvad så?” kom det fra Ashton, som smilende holdte hans iPhone op, så vi kunne se alle fire bandmedlemmer. ”Vi kører et par biler bag jer” indskød Micheal, og smilede svagt.

”Hey, Niall!” udbrød Calum, og jeg sendte ham et spørgende blik. ”Seee!” sagde han med et grin, og holdte en pose chips of foran kameraet ”Misundelig?” Jeg fnyste kort, og rejste mig fra sofaen. Hurtigt greb jeg en cola og en pose chips, før jeg holdte det op foran kameraet. Calum sukkede og opgav. Han kunne skam ikke gøre mig jaloux! Jeg kom til at grine, da jeg opdagede at Louis og Zayn lavede hoveder i baggrunden, og jeg gav derfor Zayn en blid albue i siden. Han grinte blot og skar en grimasse.

I samme øjeblik trådte Rebecca ind i ’stuen’ med et undrende blik. ”Hvad har I gang i?” spurgte hun med et løftet øjenbryn, før hun lænede sig ind over mig, for at se skærmen. Hun genkendte tydeligvis ikke de fire drenge, så sendte mig et spørgende blik. ”Det er drengene fra 5 Seconds Of Summer. Vores opvarmningsband” forklarede jeg hurtigt med et smil. ”Hey” lød det fra mobilen ”Opvarmningsband og jeres bros!” udbrød Ashton fornærmet, men kunne ikke holde masken og brød ud i grin. Rebecca hævede denne gang begge øjenbryn, og rystede på hovedet af os. Men alligevel lod hun sig dumpe ned på mit skød, for at kunne se skærmen. Jeg kunne ikke lade være at smile, for hun var i den grad ved at åbne op.

Louis hævede øjenbrynene, af hendes handling, men jeg ignorerede det. Han troede garanteret at der var noget mellem os. ”Hvad var det du hed?” spurgte Luke, tydeligvis til Rebecca. ”Rebecca” svarede hun kort, og så kort på os andre. På nær mig, da hun ellers skulle dreje hovedet en halv omgang. ”Hvor gammel er du?” fortsatte Luke roligt, men Rebecca rynkede på næsen i en sjov grimasse. Jeg vidste at hun hadede at blive forhørt på den måde. Hendes grimasse fik mig til at grine, hvilket smittede af på de andre. Luke derimod så bare forvirret ud, hvilket kun fik mig til at grine mere. ”17” endte det så med at hun svarede, for derefter at tage mobilen ud af Louis’ hånd. Hun sprang op, og gik med hurtige skridt ud af stuen.

”Hey!” Louis sprang op, og forfulgte hende. Med et grin, rystede jeg på hovedet. Hun var utilregnelig til tider!

 

 

Rebeccas synsvinkel

Jeg følte mig helt stolt, over at flygte med Louis’ mobil. De fire drenge havde lugtet lunten, og grinede blot. Bag mig hørte jeg Louis, og satte i løb. En bus er ikke det allernemmeste at flygte i, så jeg stormede hen imod toilettet. Men få meter fra døren, låste et par arme sig om min mave og holdte mig tilbage. ”Giv mig min mobil!” grinede Louis, mens han forsøgte at tage den. Jeg vred mig blot i grebet, og forsøgte at komme fri. ”Slip!” grinede jeg højlydt, og holdte mobilen fra mig i strakt arm, både for at Louis ikke kunne nå den, men også for at de fire drenge kunne følge med. De var tydeligvis flade af grin, over vores lille kamp. Da Louis begyndte at kilde mig, knækkede mine ben sammen under mig og få sekunder efter, lå jeg på gulvet under ham. Han sad oven på mig, og kildede mig. Jeg kunne ikke mere, så jeg lod ham tage mobilen. Han smilede triumferende, og holdte mobilen foran sig, for at vise drengene, at han havde fået fat i den.

”Ew, find et andet rum” kom det fra Harry, men han kunne ikke lade være at grine. Jeg himlede mig øjnene over hans kommentar, mens Louis blot grinede. Han flyttede endeligt sin tunge vægt fra mig, og rejste sig. Den nar hjalp mig ikke engang op, men skred bare. Heldigvis fandtes der hjælpsomme mennesker, for en hånd blev rakt frem imod mig. Jeg greb hånden, da jeg så at det var Nialls. Han var flad af grin, hvilket fik mig til at give ham en albue i siden.

Det gik op for mig at bussen var stoppet, da Pauls hoved blev stukket ind. ”Vi er her nu” meddelte han roligt. Tænk hvis han var kommet bare et halvt minut før, så havde han set mig ligge der på gulvet, og hvad ville han ikke tro om Louis og jeg? Det så sikkert ret forkert ud!

 

***

 

Det her skulle nok blive sjovt! At bo sammen med alle drengene på én gang. Vi havde fået et enormt hotelværelse, som mere mindede om en lejlighed. Der var 3 mindre soveværelser, et badeværelse, et køkken og en stue. Desuden en lille gang. Selvom det ikke lød af meget, fyldte det alligevel noget. Køleskabet var trods alt større end en kuffert! Så burde Niall i det mindste at være tilfreds.

Men tre soveværelser, betød også at jeg skulle dele med en af drengene. Harry og Zayn var hurtige til at melde sig fra og dele et soveværelse, så de slap for at dele med en pige. ”Øhm, Liam, skal vi snuppe et?” mumlede Louis kort efter, inden han overtog det midterste værelse. Liam trak på skuldrende og sendte mig et undskyldende smil, før han fulgte efter Louis. Så stod jeg her ved siden af Niall, men jeg var glad for at det kunne have været værre. Jeg havde ikke overlevet at sove med Zayn eller Harry. Louis nok heller ikke, men jeg begyndte at tvivle på hvad jeg syntes om ham. Han var stadig den pisseirriterende hyperunge, men han havde også vist nogle andre sider af sig selv, i løbet af de seneste dage.

”Nå, men det ser ud til at vi ikke har noget valg” fastslog Niall med et let grin, og indtog det sidste værelse. Og fandens til mennesker som havde bestilt de her værelser, for det var dobbeltsenge, som var placeret i værelserne. Pis også. Jeg smed den overfyldte kuffert på den ene side af sengen, før jeg forlod værelset. Lige nu gad jeg ikke se på indholdet, lige nu ville jeg bare nyde Skotland. Jeg havde trods alt ikke været her før, og der var kun et par timer til, at vi skulle være i arenaen her i Glasgow. ”Vil I ikke med ud og se os omkring?” spurgte jeg roligt, eftersom jeg gerne ville se Glasgow. ”Det går ikke” kom det fra Liam, som jeg sendte et spørgende blik ”Vi bliver genkendt med det samme” indskød Harry, som havde han læst mine tanker. Med et suk, smed jeg mig i sofaen. Hvorfor skulle de også være så populære?

Tre bank på døren og så brasede fire drenge ellers ind. Ingen havde nået at give dem lov, tænk hvis vi havde gang i et eller andet, de ikke skulle så! Og nej, den skulle ikke misforstås, selvom I nok gjorde det. ”Heeeej!” skreg de nærmest, i munden på hinanden. Havde jeg haft noget i hænderne, havde jeg tabt det. Mens jeg stod der og måbede, kastede de sig ned i de sofaer der stod placeret, omkring et rundt stuebord af glas. Efterhånden gik det op for tomhjernerne at jeg stadig stod og gloede på dem, fordi de vendte blikket mod mig. ”Du er Rebecca, ikke? Fedt at møde dig!” udbrød en pisseirriterende sorthåret dreng, som havde et alt for stort smil placeret på læberne. Hvorfor fanden var de så glade?

Blot med et nik, svarede jeg på deres spørgsmål og undlod at sige mere. I et kort øjeblik var de stille, men Louis brød hurtigt stilheden og begyndte at snakke om et eller andet åndssvagt PlayStation spil. Eftersom at jeg ikke gad være den eneste som stod op, vandrede jeg hen til sofaen. Men eftersom der ikke var pladser nok, kunne jeg stå der og se bedrøvet ud. Som den venlige person han var, opdagede Liam det, og rykkede til siden. Det resulterede så i at den sorthårede dreng blev skubbet op på kanten af sofaen. Jeg skulle tage mig sammen for ikke at grine og dumpede i stedet, ned i sofaen.

Hvad der så ikke passede mig så godt, var at jeg sad mellem Liam og en eller anden ukendt person, fra det der andet band. Og det var ikke fedt at sidde så tæt, at vores lår stødte imod hinanden. Ew. Mens drengene sad og snakkede højlydt, så jeg midt snit til at betragte de nye drenge. Mit blik faldt på drengen ved min side. Han lignede en emo. Udover at hans hår var mørkeblond, var han så meget emo. Langt hår redt skråt til siden og så bare et dystert udtryk.

Det gik op for mig at alle så på mig. Busted. Shit. ”Et godt øje for Michael?” grinede en alt for velkendt stemme og hurtigt sendte jeg det sygeste dræberblik til Louis. Så han hed Michael. Aha.

Forlegent kiggede jeg ned i gulvet, bevidst om at Michael havde opdaget mig. Han virkede dog ikke til at sige mere til det, da han igen tog samtalen op med de andre. Diskret fortsatte jeg min nærstuderen, dog mere opmærksomt denne gang. Et hurtigt blik fik de andre, men en af dem fangede mit blik. Han grinede af noget Harry fastslog, og afslørede et sæt hvide tænder. Han var faktisk ikke helt slem udseendemæssigt. Blå øjne og en mørkere blond hårfarve. Dog langt fra ligesom Niall. Slet ikke den samme blå øjenfarve, eller den samme hårfarve.

”Hvad tænker du, Rebecca?” Jeg vågnede op igen, tæt på at blive busted igen. ”Hvad?” sagde jeg hurtigt, lidt for hurtigt, for min stemme knækkede. ”Vi snakkede såmænd bare om koncerten i aften, men du ser ud til at være et helt andet sted” bekendtgjorde Liam med et smil. Han kunne også godt drille ja, men ikke på en lige så irriterende og lalleglad måde som Louis’.

Jeg himlede med øjnene af Liam, inden jeg valgte at svare på deres spørgsmål ”Det skal nok blive godt” sagde jeg langsomt, selvom jeg ikke rigtigt interesserede mig for koncerten. Altså det var den tredje koncert, hvorfor skulle den blive så anderledes? Ja, nyt land, men det er vel stadig de samme sindssyge fans, som desværre er ramt af hjerneblødninger alle sammen. Og nu er det sikkert gået op for jer, at jeg stadig ikke kan lide One Direction som et band. Ikke fordi at jeg kan lide drengene, eller jo, måske Niall og Liam, men ellers ikke.

 

***

 

Alt for længe efter stod vi ved arenaen. De der 5 Seconds of… Sun, eller hvad de kaldte sig, var ved at skulle på scenen. Selvfølgelig var jeg beordret til at være deres slave også, og det udnyttede de for groft. ”Hov, jeg er pludseligt tørstig” bekendtgjorde den ene, med et flabet smil. Fandens tage dig Ashton. Og ja, nu kunne jeg deres navne! Efter flere timer sammen med dem, vidste jeg mere om dem end jeg burde. Uden at sige et ord, havde jeg sat der, malplaceret, mellem Liam og Michael i så lang tid. De havde snakket og snakket og snakket. Og så set lidt tv. De havde 100% sikkert glemt at jeg rent faktisk var der, udover når en af dem ligesom tænkt at de havde glemt noget.

Ashton viftede mig afsted, og mod min vilje, måtte jeg tøffe afsted efter en flaske vand. Bare vent, jeg skulle nok få hævn over den dreng. Jeg nåede lige tilbage til de fire drenge, mens de gik på scenen. Og så stod jeg der med en vandflaske i hånden, mens Ashton sendte mig et drillende blik. Jeg gav ham fingeren, før jeg drejede rundt og gik tilbage mod Lous stylistrum. Hun var ved at sætte håret på Zayn, som skeptisk fulgte med i spejlet. Kæft, den dreng gik mere op i sit udseende, end jeg gjorde!

Jeg placerede mig på en af de mange stole og betragtede Lous arbejde. Hun var koncentreret, men alligevel arbejde hun hurtigt og kunne snakke samtidigt. Lige nu diskuterede hun og Louis om et eller andet, som jeg vidst var gået glip af. For det sagde mig intet. Efter at have stenet på Zayns hår i yderligere 10 minutter, fik jeg nok. Det kan godt være at Zayns hår var pænt nok, men ikke pænt nok til at underholde en i mere end 10 minutter. Sorry Malik, men der må grænsen gå.

I stedet bevægede jeg mig ud imod scenen, hvor bassen tydeligt kunne høres. Jeg lyttede til musikken og måtte indrømme at jeg var overrasket. Jeg havde ikke troet at de kunne finde ud af noget med musik, men der måtte jeg sige at jeg var galt på den. De var skam dygtige! Det endte med at jeg havde forvildet mig helt ud til de yderste ’backstage’ områder, hvor jeg faktisk kunne se scenen. Det overraskede mig ikke at det var Luke som sang, for det havde jeg lige forestillet mig at han gjorde. Og til dem som ikke har opdaget det, var det Luke som jeg så fint komplimenterede mentalt, mens jeg sad med dem på hotelværelset. Ashton var placeret bag trommerne og selvom jeg havde håbet at han klokkede i det, var han overraskende dygtig. Han lignede en der ikke have lavet andet, siden han dryssede ud af sin mors mave.

Hvad der irriterede mig endnu mere, var at alle de fans der var samlet, var vilde med dem. Det gik dog lige langt nok, da en af fansne på den forreste række, helt ude i siden (det vil sige tættest på mig) råbte efter ham og fangirlede helt. Åh nej. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme væk, for det her var lige en tand for meget.

Tilbage bag scenen, så jeg rundt for at finde noget spændene. Og dér. Mit blik faldt på en lille hvid tingest, på det lille bord i hjørnet. Ashtons iPhone. Straks snuppede jeg den, og tjekkede coveret. Jo, det var den. Jeg genkendte det mørkeblå cover, fra tidligere i dag. Så kvik som jeg var, snuppede jeg den og moste den ned i lommen. Haha, hævn søde ven! Derefter rendte jeg ind til Lou og drengene igen. De var ved at være klar og som sædvanligt, måtte jeg give dem en omgang hårspray. Louis og Zayn kedede sig åbenbart, for jeg nåede knapt at vende mig mod dem, før Zayn hældte en hel flaske vand, ud over Louis. ”Hvad fanden laver I?” sagde jeg højt, og greb fat i Louis’ arm. ”Nu skal dit hår sættes fra ny!” snerrede jeg og skubbede ham ned i stolen ved siden af Lou, som opgivende rystede på hovedet.

 

”Har I set min mobil?” Jeg kunne ikke lade være at grine lavt, da Ashtons stemme skar gennem luften. ”Nope” lød det fra Luke, som egentligt også virkede ligeglad. Ashton begyndte at blive ret desperat, for han ledte de samme steder igen og igen. ”Mangler du noget?” sagde jeg drillende og viftede langsomt med hans hvide iPhone. ”Ja, jeg le-” han stoppede op, da han så mobilen ”Hey, kom med den!” Jeg grinede bare højt og rystede på hovedet. Tag den! Jeg har snuppet to mobiler på én dag og endda to berømte mobiler. Dog varede mine tanker for længe denne gang, for pludseligt forsvandt mobilen fra min hånd. Jeg sukkede tungt, da Ashton igen stod med den elskede iPhone.

 

***

 

”Du kan bare sove på sofaen, hvis du har et problem” mumlede jeg, mens jeg lagde en ekstra dyne, som barriere mellem Niall og jeg. Med et suk, lagde den blonde dreng sig tungt ned. Jeg skulle skam ikke risikere noget, så det var heldigt at der var en ekstra dyne i skabet. Niall synes at det virkede latterligt, men nu havde han da givet op.

Jeg selv lagde mig også til rette under min dyne, hvorefter jeg fiskede mobilen frem. Jeg skulle lige tjekke de sidste ting. Først røg turen ind på Instagram. Eftersom at der var så mange som efterhånden kendte mig, var jeg begyndt at ligge billeder ud i ny og næ. Mest fordi at en tom profil virkede latterlig, når alle vidste hvem Rebecca Cooper var. Lidt scary, altså. Men igen, blev jeg mødt af en masse lede kommentarer. Selvom jeg burde ignorere dem, læste jeg dem alle, én efter én. Jeg fik dårligere og dårligere samvittighed over at være her, og endte med at ligge med en enorm klump i halsen. Endeligt trykkede jeg ud af Instagram og erstattede det med Twitter. Jeg have håbet på en mere venlig oplevelse herinde, men det chokerede mig at det var værre. Værre end det havde været dén aften.

”You should go and kill yourself”

“You’re such a bitch”

“The boys don’t like you, they’re acting”

Klumpen I halsen voksede og jeg måtte synke flere gange. Beskederne fortsatte og fortsatte. Til sidst valgte jg at lægge dem til side, og tweete for første gang i et par dage.

Goodnight xx” skrev jeg, og trykkede på ’send’. Inden længe viste tweetet sig på min profil, hvorefter de første retweets kom. Men det hele gik først i stå, da den første kommentar kom.

”Yeah, go to sleep. I hope you’ll never wake up”

Tårerne prikkede i øjnene. Jeg ved ikke hvorfor jeg tog netop denne kommentar så nært, om jeg forbandt den med noget, det anede jeg ikke. Om jeg havde snøftet eller om hvad det var, det vidste jeg ikke, men pludseligt lænede Niall sig over til mig. ”Hate?” sagde han roligt, mens han så på skærmen. Jeg nikkede stille, mens jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage.

Niall gav min arm et klem ”Tag dig ikke af det. Det er ikke ment personligt, Rebecca” sagde han roligt ”Uanset hvem der havde været med os, havde de fået hate” Han smilede let, inden han lagde sig ned igen. Med et let klik, låste jeg mobilen og lagde den fra mig. Men sætningen blev ved med at vise sig for mit blik.

”Yeah, go to sleep. I hope you’ll never wake up”

--------------------------------------------------------------

Så, er det her kapitel ude og rettet for de værste fejl :) Kom gerne med feedback eller smid et like :) Jeres kommentarer og likes samt favoritlister, giver mig drivet til at fortsætte! Så bliv endeligt ved <3 Hvad tror I at der vil ske i næste kapitel? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...