Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10797Visninger
AA

6. #5 - My Secret

 

” I see the light that I'm chasing

A memory, but it's fading

When it's gone I'll be waiting

Knowing it's too late (knowing it's too late)

You chose the road that I'm walking

Now it's your soul that I'm caught in

And you're not hearing when I'm calling

Calling your name”
Pretend It’s OK - Little Mix

 

Rebecca?”

En velkendt stemme afbrød mine ellers så skønne drømme, og langsomt kom jeg til live. ”Hey, Rebecca?” Jeg slog øjnene op og fik øje på en vis lyshåret dreng, som sad på hug ved sengen. ”Er du vågen?”

”Hrm” lød det fra mig og jeg begyndte at grine svagt, over min lyd, som mest af alt mindede om en søsyg ko ”Ja jeg er vågen” sagde jeg med et svagt smil, for at skjule mit dårlige morgenhumør. Jeg var værre end satan om morgenen, seriøst. Muggen, kold og i zombie-tilstand. Og det var hver morgen, desværre.

”Jeg vækkede dig bare for at sige, at jeg smutter nu” smilede Niall og nikkede bagud, sikkert mod døren. ”Hvad!” gispede jeg nærmest og satte mig op i sengen. Shit, havde jeg sovet for længe?

”Rolig, rolig, jeg skal bare til et interview med drengene - du kan bare blive her” grinede han, selvfølgelig underholdt jeg ham. ”Men..” begyndte jeg, men afbrød mig selv.

”Jeg er snart tilbage igen, og jeg regner med at du efterhånden ved hvor tingene er” sagde han og undertrykkede et grin ”Men hvis du ikke har lyst til det, så vil jeg ikke tvinge dig” - ”Nej, det er i orden!” sagde jeg hurtigt, nærmest før han havde afsluttet sin sætning. Han smilede lettet, hvilket ikke engang irriterede mig. Jeg var ikke altid sjov at have på slæb, især ikke om morgenen, men i det mindste var jeg klar over det.

”Du ringer bare hvis der er noget, ikke? Så smutter jeg, ses!” Han forlod rummet, før jeg svarede. Men jeg råbte et ’ses’ efter ham og sukkede afslappet.

Og ja, wuhuu, jeg havde selveste Niall Fucking Horans nummer. Cool, ikke? Nej, egentligt ikke, for jeg anede ikke hvad jeg skulle med det. Jeg kunne ligesom ikke lægge det på Twitter, for så kom jeg i problemer og jeg kunne ikke lave telefonfis med ham, eftersom jeg ikke anede hvordan man gjorde sit nummer hemmeligt. Og han havde mit nummer. Sejt, når man tænker over det.

Men fair nok, jeg havde alle drengenes numre og Pauls, til hvis der skete noget. Som om der ville ske noget, men okay, det var fedt at kunne sige at jeg havde One Directions numre.

 

Dynen skubbede jeg til side. Det nyttede slet ikke at prøve at sove, for jeg var lysvågen nu. Må fanden komme og tage dig, Niall. Nej, okay, Niall var sød nok. Jeg svingede benene ud over sengekanten, og vandrede roligt ind på badeværelset. Det var lige før at jeg faldt bagover, at ren forskrækkelse. Mit hår sad virkeligt slemt, hvilket fik mig til at ligne en der havde været igennem en turbine.

Jeg magtede ikke engang at prøve at tæmme den store frisure, så jeg redte bare hurtigt håret igennem og fik noget tøj på. Vi skulle vel ikke rigtigt noget i dag, så håret kunne være lige meget. Jeg var lidt ligeglad med Niall, han havde efterhånden set mig med det sygeste morgenhår.

 Min mave gjorde mig straks opmærksom på sin sult, ved at rumle højlydt. Derfor gik jeg ud i Nialls store køkken, hvor jeg åbnede køleskabet. Akkurat som Niall havde gjort den første dag, stod jeg og så længe på det forskellige mad.

Det endte dog med at jeg snuppede en bolle fra brødkassen og dekorerede den med marmelade. Det var nok ikke den sundeste morgenmad, men så var min dag reddet! Efter maden, tillod jeg mig selv at kaste mig ind på sofaen. Jeg greb fjernbetjeningen, og tændte for det store fladskærms-tv.

Der kørte nogle programmer om regnskove, så jeg endte med at rode Nialls film igennem. Kendte og ukendte titler, lod jeg mine øjne glide henover. Jeg vidste heldigvis hvor hans film stod, for vi havde set film en aften. Jeg tog fat i en bekendt film, og trak den ud fra hylden. Et smil gled over mine læber. ”Toy Story” læste jeg op for mig selv, med et let grin. Hvor var det egentligt sødt! Langt om længe fandt jeg ’The Notebook’, som jeg efterhånden havde set mindst 2.000 gange. Men den var stadig god, så på med den! Filmen kørte på tv’et, og jeg fulgte nøje med. Selvom jeg kunne den udenad, ville jeg ikke gå glip af noget!

 

***

Rulleteksterne gled over skærmen, lige som døren gik op. Instinktivt rettede jeg blikket mod gangen, hvor jeg hørte stemmer fra. Fik vi besøg? Niall kom ind i stuen til mig ”Hey!” sagde han med et smil, og betragtede kort skærmen ”Hvad ser du?” - ”Så” rettede jeg ham hurtigt ”The Notebook” tilføjede jeg så, og trak benene til mig, så Niall kunne tage plads.

Louis joinede os, og kastede sig ned i den anden sofa. Åh nej, ikke ham. De andre tre fulgte trop kort efter, så vi havde altså hele flokken på besøg. Fedt. Alle drengene hilste, og jeg var ligesom nødt til at hilse igen. Liam maste sig ned i Louis’ sofa, selvom Louis brokkede sig gevaldigt. Havde han troet, at han kunne have en sofa for sig selv? Nar. Harry tog plads mellem Niall og mig, mens Zayn satte sig ved Louis og Liam.

”Hvad fanden har du lavet?” Det kom fra Louis, som jeg sendte et ondt blik. Han hentydede tydeligvis til mit mislykkede hår, som godt nok også lignede noget der var løgn. Som han sad der med et flabet smil, kunne jeg ikke lade være at svare ham igen.

”Jeg afprøver en ny frisure, din nar” sagde jeg skarpt og himlede med øjnene. Drengen slog bare en latter op, hvilket gjorde mig endnu mere irriteret. Sofaerne var tætte, så jeg kunne lige række en arm ud, for at rode Louis i håret. Jeg sørgede for at ødelægge hans frisure godt og grundigt, før jeg trak armen til mig

”Hvad med dig?” sagde jeg triumferende, og nød at se Louis’ irriterede ansigtsudtryk. De andre drengene grinede af vores lille nummer og jeg nød at se Louis’ hævntørstige udtryk. Han mimede et ’du kan bare vente dig’ før han desperat prøvede at redde frisuren.

Drengene begyndte at fable om interviewet, mens jeg fulgte med i en af mine yndlingsserier på skærmen. Jeg overhørte kun ganske lidt af samtalen og det lød som om, at intervieweren havde været for personlig. Som jeg sad og så denne serie, sagde jeg intet. Efterhånden blev der stille, da drengene havde snakket i mindst hundrede år. Liam brød stilheden ”Jeg er sulten..” sagde han roligt og så afventende på os andre. Niall var som sædvaneligt enig og rejste sig ”Også mig! Hvad vi du have?” Liam overvejde det kort, men rejste sig så ”Jeg kan lige så godt gå med” indskød han og grinede.

Så sad jeg her, akavet ved siden af Harry, mens han, Louis og Zayn så på mig. Niall og Liam var dem jeg bedst kunne lide, og så skrider de bare. Forrædere. Selvfølgeligt syntes jeg bedst om Niall, men Liam var heller ikke slem.

”Nåååh” kom det langsomt fra Louis, som trak å’et ekstra langt. Kunne drengen ikke bare holde kæft og sidde stille, som de andre? Hvad var der så svært ved det? Men nej, det kunne han ikke ”Rebecca, fortæl om dig selv” Hans gråblå øjne borede sig ind i mine, skulle jeg være ærlig, lignede han en som vidste alt om mig. Alt om hvorfor jeg var her og alt om Mason. At han kun spurgte om det her, for at pine mig.

”Uhm” sagde jeg og sank en klump i halsen ”Der er ikke så meget at fortælle” Min stemme var overraskende lav, hvilket også fik Zayn til at skyde et af de mørke øjenbryn i vejret. Ingen kommentarer, hottie. Du er sødere når du holder kæft.

Ja, jeg kaldte lige Zayn hottie. For han så godt ud. Men personligheden var skam en anden, så du må ikke tro noget forkert her!

”Selvfølgelig er der det! Jeg kan forestille mig, at du har et spændene liv” Åh nej, lad nu være. Ikke blive ved, det ender galt. Det er Niall et levende bevis på. ”Hvad har du af familie?” Tilføjede han roligt, uden at lade øjenkontakten falde et øjeblik ”Jeg.. Har en mor og en far og..” jeg så hurtigt ned ”En bror”

”En bror? Hvor gammel er han?” - "17. Vi er tvillinger” - ”En tvillingebror? Hvad hedder han?” Louis skræmte mig seriøst, jeg følte at jeg var stillet for forhør. I det samme kom Niall og Liam tilbage og jeg sukkede lettet. Jeg kunne vige væk fra Louis’ blik, men da han blev ved med at se afventende på mig, rejste jeg mig langsomt ”Jeg skal lige på toilettet” sagde jeg stille, mens jeg med hastige skridt flygtede fra stuen og Louis’ øjne.

 

Mens jeg sad op ad døren ind til toilettet, sukkede jeg. Jeg fandt min mobil frem og eftersom jeg ikke anede hvad jeg skulle med den, klikkede min finger sig automatisk ind på billeder. Jeg bladrede tilbage i albummet, hvor jeg faldt over en masse billeder af Mason og jeg. Vi var glade, så friske ud og bedst af alt, var Mason ikke syg dengang. Det var først da en tåre ramte skærmen, at det gik op for mig at jeg græd. Arrigt tørrede jeg tårerne væk, og gav mig selv en diskret lussing. Det var jeg nødt til, for jeg kunne ikke vise drengene at jeg havde grædt. Det stak hårdt i hjertet, at Mason var så langt fra mig lige nu. Jeg fortrød pludseligt at jeg stod her, i Englands travle hovedstad.

Hurtigt rejste jeg mig igen. Jeg måtte til at tage mig sammen, igen, jeg ville gøre det for Mason. Alt for ham. Et hurtigt blik i spejlet og derefter gik jeg ind i stuen igen. De så alle på mig, hvilket fik mig til at se ned. Please, sig at de ikke havde lagt mærke til noget. Eftersom deres blik på mig var undrende, frygtede jeg endnu et forhør. Men heldigvis fjernede de hurtigt blikket og fortsatte i deres snak, som jeg ikke anede hvad handlede om.

 

***

 

Drengene skred en halv time efter, og det var godt nok også på tide. Så slemme var de nu ikke at være sammen med, men Louis havde bestemt ikke glemt, at jeg ikke havde svaret ham. For han havde sendt mig ulæselige blikke af og til, mens han havde snakket med drengene. Han skræmte mig faktisk ret meget, for normalt var han den der hyperunge som var pisse irriterende, men de blikke havde vist noget andet. Jeg begyndte langsomt at bilde mig selv ind, at han vidste noget som jeg ikke vidste.

”Er du okay?” En stemme fik mig til at snurre rundt og møde et bare isblå øjne. Nialls. ”Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?” sagde jeg langsomt. Niall så bare på mig i nogle sekunder, før han sukkede let ”Du har virket så fraværende” Shit, så havde han altså bemærket det ”Jah.. Men… Det er okay nu” sagde jeg og forsøgte at lyde overbevisende. Jeg sendte ham et stort smil, for at sikre ham om at alt var i orden.

Men han gengældte ikke mit smil, og lagde i stedet en hånd på min overarm. ”Rebecca, jeg kan godt se på dig at der er noget i vejen. Men hvis du ikke har lyst til at snakke med mig om det, er det okay - vi kender trods alt ikke hinanden så godt endnu” sagde han roligt, og sørgede for at holde øjenkontakten med mig. Jeg nikkede lidt overrasket, og bed mig svagt i læben ”Men du kan altid komme til mig, ikke?” tilføjede han, hvor jeg endnu en gang nikkede. Niall fastholdte øjenkontakten i nogle yderligere sekunder, som ligesom for at sikre sig at jeg lovede det. Derefter slap han min arm, og vendte sig mod køleskabet ”Sulten?” indskød han med et smil, og straks var den rigtige Niall tilbage igen.

Jeg havde aldrig set den side af Niall før, og jeg var stadig overrasket over hans handling. Han havde selvfølgelig hele tiden været omsorgsfuld, men at han så hurtigt opdagede at jeg var fraværende, det chokerede mig. Og så bare hans ord. Selvom jeg ikke var meget for at sige det, holdte jeg mere og mere af Niall. Han virkede som den type, som var der for én. Uanset hvad.

Det var jeg både glad for, men også nervøs ved. For han havde så sent som i dag, bevist at han gik op i hvordan jeg havde det. Derfor var jeg bange. Bange for at han ville opdage den sande grund, til at jeg var her.

 

***

 

Hvordan vi endte her, anede jeg ikke, men vi sad i hvert fald på Nando’s. Det havde været Nialls idé, da jeg sagde at jeg aldrig havde været på denne restaurant. Og så skal jeg lige love for, at jeg blev slæbt med! Jeg var ret nervøs omkring det, da det var første gang jeg var i offentligheden med en af dem. Men det hele så ud til at forløbe roligt, hvilket fik mig til at slappe mere af. Vi sad ved et tomandsbord, og Niall havde som altid, bestilt en stor menu. Jeg havde taget en mindre, men det var ikke fordi at jeg ikke havde appetit. For det havde jeg!

Vi snakkede en del om Nialls familie og Irland. Det var ikke fordi at det var kedeligt, tværtimod! Det var spændende at høre hans historie, og så slap jeg for at fortælle min.

 

”Irland lyder fantastisk!” medgav jeg med et smil, da maden var fjernet fra bordet igen ”Jeg har aldrig været der” indrømmede jeg, og forsøgte mig at forestille mig den store ø. ”Det er det også” smilede Niall. Det var skønt at se lysene i hans øjne, når han snakkede om sit hjemland. Den her aften var virkeligt god, igen, Niall og jeg bliver tættere for hver dag der går. Bare i dag, er der sket meget.

”Nå, skal vi gå?” sagde Niall, da han havde betalt. Han havde insisteret på at betale, og eftersom jeg ikke har forfærdeligt mange penge, passede det mig faktisk helt fint. Jeg var sluppet billigt syntes jeg, for det var meningen at jeg selv skulle have tjent penge til mad. Men Niall havde efterhånden betalt alt for mig, så intet problem der. Jeg nikkede hurtigt med et smil og rejste mig. Nando’s var hyggelig, ingen tvivl om det. Desuden var det skønt, at det ikke var sådan en fisefornem restaurant.

Vi forlod restauranten, for derefter at vende snuden hjemad. Men i det vi nåede uden for restauranten, stod en gruppe piger ventede. Eftersom at de hvinede, da de så Niall, var jeg ikke længe om at gætte, at de var fans. Jeg så hurtigt på Niall, som til min overraskelse var helt rolig. Han smilede til fans’ne, skrev et par autografer, tog et par billeder og uddelte kram til nogle stykker af dem. Derefter bad han venligt om at komme forbi, og de flyttede sig. Hvilken magt, man. Der var nok en 10-15 stykker, men de var alligevel nok til at kunne støje en del. En pige spurgte mig, om jeg ikke var Rebecca Cooper. Jeg nikkede langsomt, men hun smilede og sagde at jeg var heldig. Jeg kunne ikke lade være at smile igen, før Niall lagde en hånd på min ryg, for blidt at puffe mig med ham.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

SÅ! Så kom kapitlet endeligt :D Jeg har haft meget at tænke på, så kapitlet er nok ikke det bedste, haha. Men nu er det her :) Kommenter gerne hvad I synes :)

 

Layoutet på sangteksten fuckede lidt, det gider ikke at virke :c Så det ser lidt sjovt ud :p

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...