Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10692Visninger
AA

5. #4 - Little Words


 

"I'm friends with the monster
That's under my bed
Get along with the voices inside of my head”

The Monster - Eminem ft. Rihanna

 

Dagene gik hurtigt og inden længe var det d. 23. Det var tid til den første koncert. Dagene optil havde den stået på klargøring og finpudsning af de sidste småting. Det havde ikke taget lang tid, før det var gået op for mig, hvor nervøse Niall, Liam, Louis, Zayn og Harry var.

De burde egentligt være vant til det her, men alligevel var de spændte på denne aftens optræden, og gearede kun hinanden op. Fra min egen side, må jeg sige at jeg var faldet mere til. Men rolig, rolig, mit syn på de fire idioter var ikke ændret.

Niall forvirrede mig stadig, for han var så sød over for mig hele tiden, men samtidigt så.. Ja. Det ved jeg ikke. Jeg forstod bare ikke hvorfor han var så venlig, altså jeg var vel bare lidt et slæb og deltids-slave?

Men med at jeg var faldet mere til, mente jeg bare at jeg slappede mere af. Især omkring Louis, Liam, Zayn og Harry. Dem havde jeg virkeligt undgået i starten, men nu himlede jeg bare med øjnene af dem. Især den idiot til Louis, havde fundet ud af, at det var enormt sjovt at irritere mig. Ifølge ham, var jeg nemlig enormt komisk, når jeg blev irriteret. Idiot.

 

”Rebeccaaa” lød en drillende stemme bag mig, mens a’et blev trukket ekstra langt ud. Når nu man snakker om solen, ikke?

En arm blev lagt om livet på mig, hvilket fik mig til at himle med øjnene og slå armen væk. Louis lavede et sad-face, hvor han skød underlæben frem og gjorde et forsøg, på at lave hundeøjne.

”Må man nu slet ikke tilbringe kvalitetstid, med dem man holder af?” mumlede han stille, men jeg kunne tydeligt se glimtet i de blågrå øjne. Jeg rystede blot på hovedet og lagde armene over kors.

”Burde du ikke hellere koncentrere dig om dit eeelskede hår, i stedet for at irritere din slave?” sagde jeg spydigt, og skød et øjenbryn i vejret.

”Åh, det er godt du kender din rolle, slave” han stak en hånd frem og rodede i mit hår, som var jeg en eller anden lille pige ”Men jo, nu du siger det” og med de ord, drejede han rundt på hælen og skred med et tilfredst grin. Uff, hvor jeg hadede den dreng. Jeg rettede på mit hår og drejede selv rundt, for at sætte kurs mod koncertsalen, i stedet for backstage-lokalerne, som Louis satte kurs mod.

 

De sidste stole var ved at blive sat op, og det så generelt bare ud til at der var styr på det. Mit blik gled rundt på de mange stole, da et sus gik gennem maven på mig. Jeg vidste ikke om det var drengenes nervøsitet, som smittede af, eller om jeg rent faktisk var spændt på aftenen.

 

”Du ser rigtig travl ud” En stemme fik mig til at vende rundt, hvor Nialls velkendte ansigt viste sig. Han smilede og gik helt hen ved siden af mig.

”Jep, jeg hjælper mentalt” mumlede jeg stille, eftersom jeg ikke rigtigt gad at spille sassy nu. Jeg havde nok i Louis, så at komme med kommentarer til Niall også: det overskud var der alligevel ikke altid.

Et svagt grin fra Niall, svarede på min kommentar. Han fjernede ikke blikket fra de forskellige sektioner, som han i øjeblikket scannede én for én. Der gik noget tid, hvor vi bare stod i stilhed og betragtede arenaen.

Det var indtil Niall drejede sig mod mig, med et smil ”Det bliver så fedt!” Jeg kunne ikke lade være at grine, da han virkeligt lød som en eller anden syvårig, som skulle spille teater for sine forældre. Okay, sikke en sammenligning, men altså.

”Det er så længe siden at vi sidst gjorde det her..” mumlede han videre for sig selv. ”At være på tour?” - ”Mmmh” De blå øjne havde låst sig fast, på et sted højt oppe.

Jeg forsøgte at følge hans blik, men da han tilføjede flere ord, gik det op for mig at han ikke så på noget, men bare tænkte

 

”Du skulle prøve det” Hans ord kom lidt bag på mig, så jeg drejede overkroppen let, for at se på ham ”Prøve det? Jeg kan ikke synge” og mine ord fik ham til at slå en latter op.

”Du skal da heller ikke synge. Det er udsigten. De tusindvis af fans. Det er virkeligt fantastisk!” - ”Virkeligt?” - ”Ja. Der findes intet der slår den oplevelse. Bare det at du ved, at de alle er samlet her, for at se dig. Det er vildt. Selvom du oplever det så ofte, vil du altid elske det. Hver aften er unik, hver aften er fantastisk” Hans ord fik mig til at se på ham, endnu en gang.

Jeg syntes at jeg havde det med, at blive overrasket med ordstrømme lige for tiden… For mit blik, dannedes en enorm koncertsal, med tusindvis af fans. Hele areanen var lagt i mørke, og kun publikummets mange lys, var til at se. Det var smukt. Men det var svært at forestille sig. Niall havde nok ret; det skulle opleves.

 

En hånd på min skulder, fik mig til at vende tilbage til den tomme arena. Forvirret så jeg på Niall, som stod foran mig. ”Vil du med?” Han sendte mig et smil, mens han nikkede mod lokalerne bag ved scenen. Med et nik, fulgte jeg med og vi blev hurtigt mødt af Liam og Zayn.

”Hey i to” kom det fra Liam, hvorefter de begge så på Niall ”Niall, Helene skal snakke med os alle” Niall nikkede, og så undskyldende på mig. Derefter forsvandt han med drengene, ind i lokalet, hvor Helene holdte til.

Jeg selv, satte mig tilbage på en stol, i den ellers tomme koncertsal. Når arenaen var så stor, følte jeg mig ikke mindre ensom. Tværtimod. Men jeg havde ligesom brug for roen, så jeg satte mig godt tilrette og lukkede øjnene. Endnu en gang, forsøgte jeg mig at forestille mig det, som Niall havde snakket om.

Det virkede bare ikke ægte.

En side af mig, ønskede at kunne se det. I virkeligheden. Men en anden side ville ikke. Det var den side, som holdte mig tilbage. Det var den side, som sagde at jeg ikke skulle tro at jeg var noget. Det var den side, som sagde at det var åndssvagt, at finde venner på den her tour. Men det var desværre også den side jeg lyttede til.

 

***

 

”Stå stille for satan” snerrede jeg af Louis, som næsten stod og hoppede ”Det er din egen skyld, hvis du får det i øjnene” med de ord, sprayede jeg løs med hårspray på hans hår. Han grinede bare smørret og fortsatte sin hoppen. Jeg rystede på hovedet for mig selv og fik helt lyst til at ramme ham i øjnene med vilje. Jeg lod min hånd bevæge sig op til hans hår, og rettede på en tot, før håret fik en omgang spray igen.

 

Lou kom hen til os og smilede ”Det ser godt ud!” Hun rettede lidt på nogle usynlige fejl, inden hun studerede ham grundigt ”Jep. Nu er du klar” sagde hun med et smil, hvorefter Louis nærmest løb ud af rummet mens han højlydt kaldte på Niall.

Louis havde været den sidste, jeg havde nemlig fået til opgave at tjekke alle drengenes hår efter og give det en ekstra omgang hårspray. Så gik det hurtigere, mente Lou. Jeg havde så heller ikke særlig meget imod det, men bare at være i nærheden af typer som Louis, satte min tålmodighed på prøve.

 

”Det er vidst godt, at du ikke fangirler over dem” grinede Lou, og placerede hænderne på hendes hofter. ”Hvad da?” - ”For så kunne du ikke koncentrere dig om at hjælpe til” Hm, hun havde nok ret alligevel. Hvis jeg var en fan, havde jeg nok fået et mindre angreb af feels, hvis jeg bare rørte Louis’ hår. Altså jeg tænkte bare, så havde de nok været endnu mere trætte af mig.

Det var ved at være tid til, at drengene skulle på scenen. Skrigene fra arenaen var høje, pigerne vidste godt at det var ved at være nu. Om ganske kort tid, ville melodien til Up All Night blive spillet, og så skulle de på scenen. Jeg så dem forsvinde hen til scenen, da en tanke slog mig. Jeg havde glemt Niall.

 

”Niall!” Råbte jeg efter den blonde dreng, som jeg lige kunne ane. Men skrigene overdøvede mig, selv når jeg var her, backstage. Men vi var også helt henne bag ved scenen, så det var forståeligt. ”Niall!” prøvede jeg igen, men han hørte mig ikke. Jeg løb efter ham, og nåede det i sidste øjeblik. Drengene var ved at gøre sig klar, og jeg greb hurtigt Nialls håndled. Han så spørgende på mig, men jeg trak ham bare med.

”Hvad nu?” - ”Dit hår” svarede jeg kort, og slap. Jeg greb hårsprayen fra bordet, mens jeg rettede på hans hår. Jeg var 100% sikker på at håret ville holde, for det var noget af en mængde hårspray det fik. Men ja ja, det skulle jo gå lidt hurtigt.

”Sådan” sagde jeg få sekunder efter, da jeg havde rettet på det sidste ”Perfekt, tak!” svarede han med et smil, og skyndte sig hen til de andre, som var ved at gå på deres pladser.

 

***

 

Skrigene fyldte mine ører, det var jo sindssygt! Harrys grin var tydeligt at høre, hvorefter han sagde noget til fans’ne. Hvad, kunne jeg ikke høre, for skrigene var for høje. Melodien til What Makes You Beautiful begyndte, den kunne jeg genkende. Det var den sidste sang på programmet, det vidste jeg.

Gennem hele koncerten, havde jeg holdt lidt øje fra sidelinjen, og jeg må indrømme at de gjorde det godt. Selvom Louis, Zayn, Liam og Harry var de største egoer, sang de fantastisk. De drenge havde virkeligt talent!

Jeg forstod efterhånden godt, hvorfor de havde så mange fans. Hvis man var blændet, lignede de virkeligt nogle charmerende sangfugle, men jeg var godt klar over at berømmelsen var steget dem til hovedet.

Niall så virkeligt sød ud, når han sad der, med sin guitar i Little Things. Og nej, dette skal ikke forstås som en eller anden kærlighedserklæring, men han så sød ud i den sang.

 

Efter den sidste sang, gik de af scenen og kom om til mig. Et kæmpe smil var til at finde hos dem alle, og de snakkede alle sammen højlydt i munden på hinanden. ”Det var så fedt!” lød det fra Zayn, hvorefter de andre fire var enige. Jeg fik proppet mikrofonerne i hånden, som jeg selvfølgelig stod for. Suk. Dem lagde jeg på plads, inden jeg vendte tilbage til drengene.

Jeg besluttede mig for at gå hen til Niall, som rodede med hans øresnegle. ”Det gik da godt!” sagde jeg med et smil, og løftede mig hånd. Niall gav mig en highfive og smilede ”Det kunne ikke gå bedre! Det var virkeligt fedt!”

 

Arenaen var ved at være tømt. Mens drengene klædte om, var jeg gået ind i arenaen. Dog holdte jeg mig ovre i siden, der næsten var helt tømt. Man kunne aldrig vide, måske ville nogen genkende mig. Der lå konfetti overalt, her oppe foran.

De røde og hvide farver gav det sorte gulv noget mere liv, men det så også rodet ud. Det lignede at her havde været en fest. Men det havde der jo i princippet også! Jeg fik et chok, da en pige kom hen til mig. Hun smilede ”Hej, er du ikke Rebecca Cooper?” - ”Uhm, jo” Hvor kendte hun mit navn fra? Eller, ja okay, jeg hang ud med One Direction, men jeg er jo ikke blevet set sammen med dem?

”Ej, er det ikke mega fedt at være sammen med One Direction?” hun så ud til at have et lille moment, for hun hvinede lavt og grinede højt. ”Faktisk ikke” sagde jeg hurtigt, hvilket fik hende til at se mærkeligt på mig ”Jeg mener… Jo, det.. Eh. Louis er bare irriterende, så det var for sjov… Om ham… Eller noget” desperat prøvede jeg at redde mig ud af det her, for det gik op for mig, at jeg skulle passe på med, hvad jeg sagde. Ordene spredte sig hurtigere end man troede, så det ville ikke undre mig, hvis de to ord var endt i en masse rygter. Men pigen så ud til at bide på, så pyh, ingen rygter til mig.

”Åh, Louis er bare så sjov, hvad synes du om ham?” smilede hun bare videre.

”Han… Er da virkelig sjov ja og rigtig… Fin. At være sammen med” sagde jeg hurtigt, og forsøgte at lyde overbevisende. Men en af security folkene kom hen, og bad pigen om at forlade den ellers tomme arena. Hun gjorde som der blev sagt, og da den sidste fan var ude, kom Louis grinende hen til mig.

”Det hørte jeg godt - det er fedt at du er så vild med mig” grinede han, den taber. Jeg himlede som altid med øjnene og mumlede et ’taber’, før jeg begyndte at gå langs stolerækkerne. For jeg vidste af det, stod jeg helt bagerst. Drengene var ikke mere herinde, så jeg var alene.

Uden videre, dumpede jeg ned på den nærmeste stol og hev min mobil frem..

 

Uden tøven, tastede jeg Masons nummer ind. Men efter at den duttende lyd, som bekræfter at mobilen ringer, skiftede til telefonsvarer for 2. gang, sukkede jeg.

I nogle sekunder så jeg bare på displayet, hvor min tvillingebrors navn stod. Som om at han pludseligt ville ringe. Men eftersom at den ikke gjorde det, gik jeg ind på Twitter.

App’en havde jeg ikke brugt siden jeg var hjemme, så jeg blev mødt af et kæmpe chock. Fra nærmest ingen følgere, var jeg nået op på et par tusinde. Wow…

Men mit humør dalede, da jeg langsomt lod skærmen rulle nedad. Flere beskeder rettet mod mig, var ikke yderligere venlige. Hvor alle de mennesker kendte mit navn fra, anede jeg ikke. Altså det var jo ikke fordi at jeg havde sagt til nogen, hvad jeg skulle tilbringe den næste periode med. Men beskederne skar i hjertet, og en klump satte sig i min hals.

”You don’t even like them - why should you win?”

”That’s crazy, you don’t deserve it”

”I think something went wrong, you couldn’t just win”

 

Jeg gad ikke læse mere, hurtigt låste jeg min mobil og stirrede ud i luften. I en fart rystede jeg på hovedet og rejste mig. De var bare misundelige - som om at det ødelagde min dag? Jeg var stærk, jeg gjorde det her for Masons skyld. Masons.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så kom kapitel 4! Det blev ret kort, så jeg vil meget snart komme med kapitel 5. Men jeg syntes bare at det var det rigtige sted, at stoppe :)

Hvad tror I der sker nu? :p

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...