Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10854Visninger
AA

4. #3 - Staying dumb


 

Right now

I wish you were here with me

'Cause right now
Everything is new to me

Right now - One Direction

 

Jeg havde det faktisk dårligt, med at snerre af Niall på den måde. Han prøvede vel bare at være venlig? Altså han kunne jo ikke bare være flabet, jeg skulle trods alt være sammen med dem i en del tid. Det var efterhånden noget tid siden, at jeg havde forladt rummet, da døren igen gik op.

Jeg fór sammen, og så forskrækket op. Til min lettelse, var det bare Louis. Han så hurtigt på mig. ”Hvad pokker… Sidder du dér?” - ”Øh, ja det gør jeg vidst” sagde jeg langsomt, uden at virke flabet. Heldigvis. Jeg hadede når min mund selv talte, hvilket den indtil videre havde gjort, det meste af tiden.

”Hvorfor?” hans spørgsmål kom bag på mig, det her var uden tvivl den længste samtale vi havde haft. En trækken på skuldrene, var mit eneste svar. Louis hævede et øjenbryn, inden han nikkede i retning af gangen ”Vil du med?” Hvad. Spurgte Louis Tomlinson lige om jeg ville med? Holy shit, det er nye tider. ”Jo. Jeg mener ja” svarede jeg hurtigt, og snublede hen over ordene på vejen. Hurtigt kom jeg op at stå, og fulgte Louis, som en lille hund.

”Hvor skal vi hen?” mumlede jeg, mens jeg hastigt gik efter ham. Hans skridt var lange, og mine korte ben kunne slet ikke følge med. Derfor så det ret dumt ud, at jeg nærmest løb efter ham.

”Scenen” svarede han kort. Så dum han var, opdagede han ikke, at jeg nærmest halsede efter ham. Da vi endeligt nåede ind i hjertet af O2, var jeg helt forpustet. Jeg fik et underligt blik fra Louis, da jeg stod og hev efter vejret, som havde jeg løbet en maraton. Men fair nok, han går ikke langsomt, og jeg er I elendig form.

Det tog mig ikke lang tid, før jeg fik øje på de fire andre drenge. De stod allerede oppe på scenen. Hm, de måtte have taget en anden vej. En lille mand med briller stod oppe ved dem, og forklarede dem nogle ting. Samtidigt kom en anden mand, som delte deres mikrofoner ud.

På grund af den afstand der var mellem mig og scenen, kunne jeg ikke høre deres samtale. Ikke længe efter, klappede en tredje mand i hænderne og sagde at de startede. Han råbte at vi tog en prøve af lyden til en start, og annoncerede at de skulle synge Up All Night. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde hørt så mange af deres sange, lige denne her sagde mig nemlig intet.

Musikken gik i gang, men før den første stemme blandede sig med musikken, cuttede manden af. Han gik hurtigt over til en lydansvarlig, og sagde noget til ham. Kun et halvt minut efter, startede de igen. Denne gang var lyden endnu bedre, og inden længe startede Liam ud.

It feels like we've been living in fast-foward, another moment passing by. The party's ending but it's now or never, nobody's going home tonight

Okay, det lød godt, det måtte jeg give ham. Okay, nej. Det lød ikke godt, det lød fantastisk. Harry tog hurtigt over med sin solo, inden alle drengenes stemmer smeltede ind i hinanden. Den her sang var faktisk ret god - om det var fordi at det var live, eller om sangen bare var god, det var jeg ikke klar over. Mens næste sang blev angivet, forlod Niall scenen. Inden kort tid, vendte han tilbage med sin guitar. Aha. Jeg havde godt hørt at han spillede guitar til nogle sange, nu jeg tænker nærmere over det.

Little Things. Den sang mente jeg heller ikke, at jeg havde hørt. Niall spillede fantastisk til sangen, og sangen spillede roligt. Drengene var meget øvede og ramte tonerne perfekt. Jeg måtte indrømme at de var virkeligt dygtige. Men stadig selvglade og arrogante, der var min holdning ikke ændret!

Stemmerne stoppede, men musikken fortsatte. Hurtigt, kastede jeg et blik op på scenen, hvor jeg så en fortvivlet Niall. Han var stoppet med at spille, og prøvede i stedet at få sin mikrofon til at virke. Jeg kunne ikke lade være at smile, det så sødt ud. Men lige så hurtigt fik jeg fjernet smilet - de var selvglade, ikke søde. Et prik på min skulder, fik mig til at springe fremad, men da jeg vendte mig, gloede en mand underligt på mig. Ups.

”Giv den her til Niall” sagde han så, og rakte en mikrofon mod mig. Jeg skulle lige til at sige, at det kunne han sgu selv gøre, men så kom jeg i tanke om, at jeg var tvunget til det. Arbejde, you know… Hurtigt greb jeg mikrofonen og drejede rundt på hælen, for at gå op på scenen. Niall så med det samme på mig, hvilket fik mig til at tøve. Oh god, jeg havde lige glemt alt om det her. Men jeg blev ved med at gå, og gik helt hen til han. For mit eget bedste, undgik jeg øjenkontakt.

Det ville have været nemt, hvis jeg bare skulle give ham den i hånden, og så gå igen. Men nej, karma rammer hårdt. Selvfølgelig havde han en guitar i hænderne, så han sådan en af de der mikrofoner, som ligesom sidder fast til hovedet, på. Selvfølgeligt kan jeg ikke huske hvad sådan en hedder. Du ved godt hvad jeg mener, sådan en der ligner et headset. Nå, ja. Tro mig, det var virkeligt akavet at montere sådan en på Niall, når det sidste jeg sagde til ham, var i et… Ubehageligt toneleje. Og det gjorde det ikke bedre, at jeg er elendig til at montere sådan noget.

Endeligt sad den der. ”Tak” sagde Niall, og smilede oprigtigt til mig. Den dreng kunne da heller ikke være sur på en? Selvom det ødelagde hele planen, fik jeg øjenkontakt med ham, men han så ikke anklagende ud. Det lignede sådan set, at han havde glemt alt om episoden fra før. Uden at svare, forlod jeg scenen og gemte mig hurtigt omme ved backstage. Musikken spillede i baggrunden, og det lød til at Nialls mikrofon virkede igen.

 

***

 

Jeg lægger mig bare til at dø. Det viste sig selvfølgeligt at jeg ikke skulle bo på hotel. For hvorfor betale for mig, når jeg bare kunne sove hos en af drengene? Det var hvad Paul sagde til mig, og jeg var nødt til at fremtvinge et smil, selvom det ikke gik så godt. Jeg var fuldkommen lost. Hvem skulle jeg bo hos? Det såmænd ikke fordi at der var nogen af drengene jeg syntes om, så der var ingen jeg kunne overveje. De fem drenge stod foran mig, og afventede et svar. Jeg skulle sige hvem jeg helst ville overnatte hos. Efterhånden blev ventetiden for meget, og Niall brød stilheden. ”Du kan godt sove hos mig, jeg har et ekstra værelse” - ”Fint, så er det på plads” konkluderede Louis, inden jeg overhovedet nåede at protestere.

Og inden jeg nåede at finde på andre muligheder, sad jeg på passagersædet i Nialls bil. Måske virkede jeg ret fraværende, for jeg havde drejet kroppen mod vinduet, og det samme med hovedet. Efter vi forlod O2, havde ingen sagt noget. Selvom jeg ikke var meget for det, måtte jeg indrømme, at jeg håbede at han ikke var sur. Vi havde ligesom ikke rigtigt snakket sammen siden, eller... Han havde snakket til mig, men jeg havde ikke snakket til ham.

”Du må undskylde hvis… Jeg spurgte for personligt, tidligere” hans ord kom bag på mig, så jeg rettede hurtigt mit blik på ham. Men hans blik var stadig rettet mod vejen, og hans holdning var afslappet.

”Det er okay, jeg overreagerede” Ordene væltede bare ud, det var lige før at jeg blev helt stolt over, at jeg kunne så sådan en sætning, uden at starte med ’eh’. Det lod også til at Niall bemærkede hvor klart jeg kunne tale, for han skænkede mig et blik. De blå iriser låste sig fast til mit blik, inden han lod sit blik falde på vejen igen. Faktisk troede jeg slet ikke at han havde tænkt sig at svare, men det endte med at han åbnede munden. ”Hvis det er et emne du helst vil undgå, bebrejder jeg dig ikke. Som sagt, jeg kunne have ladet være med at være så nærgående” mumlede han, med en tydelig irsk accent. Charmerende. Det måtte jeg sige, irsk var bare charmerende. Det havde jeg altid syntes.

Vi kørte i yderligere stilhed, hvor jeg lod tankerne omfavne mig. Bygningerne der farede forbi, fik mig til at falde i staver. Det var først da bilen sænkede farten, at jeg ligesom fandt tilbage til virkeligheden. Bilen svingede, inden Niall parkerede. Da bilen stod helt stille, drejede han nøglen og steg ud. Jeg blev siddende i et par sekunder, før jeg gjorde det samme. Da døren var smækket bag mig, kastede jeg et blik på omgivelserne. Her så nu meget normalt ud, selvom lejlighedskomplekset var ret nyt. Jeg havde forventet mere luksus, når nu det var verdensstjerner vi havde med af gøre. Akkurat som jeg havde gjort ved Louis, fulgte jeg Niall som en lille hund. Jeg havde nok passet bedre i rollen som deres hund, i de her måneder. Det var det tydeligt, at jeg egnede mig bedre til.

Det var lige før at jeg havde ramlet ind i Niall, da han stoppede foran døren. Ingen havde sagt noget i elevatoren, så det havde været lidt akavet. Niall havde rodet med sine nøgler, mens jeg bare stod og følte mig pænt malplaceret. Jeg skulle overnatte hos en selvfed dreng som i øvrigt nok hadede mig. Fedt. Jeg fik et underligt blik fra Niall, da han tydeligvis lagde mærke til min hårde opbremsning. Jeg sendte ham et undskyldende blik, mens jeg hurtigt så væk. Vi trådte ind i lejligheden, og allerede her tog jeg mine ord i mig. Der skulle penge til at kunne bo her! Alle møbler var moderne og 100% med på moden. De dyre designermøbler fik mig helt til at overveje, om man overhovedet måtte benytte dem. Jeg gyste ved tanken om prisen, det havde jeg slet ikke lyst til at høre. Bare spørg om jeg følte mig endnu mere malplaceret her. Jeg turde jo nærmest ikke røre noget!

”Smid skoene hvor du vil” mumlede Niall, og forsvandt ind i den gigantiske lejlighed. Det var lige før at hans lejlighed var større end vores hus. Se dét beskrev hvor meget plads her var. Vent, hvad? Smide skoene? Kan du venligst gentage det, Horan? Og ja, jeg kunne deres efternavne. Bare rolig, jeg havde ikke stalket dem eller sådan. Jeg kunne heller ikke deres mellemnavne. Men jeg holdte min forbavselse for mig selv, og smed skoene. Eller… Jeg satte dem pænt ved siden af hinanden, helt ovre ved siden. Derefter bevægede jeg mig ind i lejligheden, i et forsøg på at finde Niall.

En stor stue kom mig i møde, og jeg betragtede alle detaljerne. Her var faktisk ret pænt, i forhold til at her boede en dreng. Lidt rodet var her, ja, men det var småting. I det mindste lå der ikke sokker på spisebordet. Ja, det gjorde der hos os, når Mason var hjemme. Mason var det mest uhygiejniske menneske der fandtes på denne jord. Virkeligt. Åh, nu vi snakker om Mason. Jeg greb min mobil, og bakkede ud i gangen igen. Jeg havde ligesom opgivet at finde Niall.

Mason var kodet ind på min mobil, men inden jeg trykkede på ’Opkald’ tøvede jeg. Måske sov han? Men jeg tog alligevel chancen, og hævede mobilen til øret. Den nåede ikke at ringe særligt mange gange, før et svag skratten bekræftede at den var blevet taget. ”Rebecca?” lød Masons genkendelige stemme. Jeg smilede ved lyden af hans stemme ”Hej!” sagde jeg glad, og jeg hørte ham grine svagt. ”Savner du mig så meget, eller er det så slemt at du tigger om at komme hjem?” hans toneleje var drillende, og jeg himlede med øjnene ”Nok nærmere det sidste” sagde jeg hurtigt, men lidt for seriøst. ”Hør, bare ignorer de selvglade svin, og grib oplevelsen. Du er ikke tvunget til at hænge på dem, Becca” - ”Jeg ved det. Men jeg ville bare hellere være hjemme. Hos dig” det chokerede mig, at jeg lød så svag. Min stemme var lav og var lige på grænsen til at knække. Men Mason var et svagt emne for mig, men samtidigt det som jeg holdte allermest af. ”Ah, hold nu op. Jeg har det fint, glem nu bare mig” sagde han med et grin, men jeg kunne fornemme alvoren i hans ord.

Med et suk, afsluttede jeg samtalen med Mason, eftersom Niall nok ventede på mig. Mobilen kom jeg i min lomme, før jeg igen trådte ind i den store stue. Niall var stadig ikke til at se, så jeg gik længere ind i lejligheden. Jeg fandt den blonde dreng i køkkenet, hvor han så ind i køleskabet. ”Jeg er sulten” erkendte han pludseligt, inden han lukkede køleskabet. ”Hvad med dig?” Sulten? Vi havde da næsten lige spist! Den dreng havde da en ubegrænset appetit! Jeg var hurtig til at ryste på hovedet:

”Uhm, nej. Jeg er ikke sulten”

 

***

 

Så sad vi her, i Nialls stue. Jeg havde i starten sat enormt akavet, og stirret på TV’et, helt uden at vide hvad der foregik på skærmen. Men nu kørte der en af de gode serier, og jeg havde formået at glemme Niall, som havde kastet sig over et mindre måltid. Den dreng var sgu skør. Kæmpe appetit og tilsyneladende i godt humør hele tiden. Selvom han tydeligvis ikke var en, som gad at se sådanne serier, kommenterede han hele tiden handlingen. Jeg kunne ikke lade være at smile, når han brokkede sig over, at hovedpersonerne gjorde noget dumt.

Men efterhånden fandt rulleteksterne sin vej hen over skærmen. I det samme, rettede jeg blikket mod Niall, men mit blik blev mødt af hans. Oh, shit, akavet. Men for 117. gang i dag, brød Niall tavsheden ”Hvad skal vi nu lave?” udbrød drengen utålmodigt, og rejste sig fra sofaen. Med et træk på skulderne, viste jeg hurtigt Niall, at jeg ingen idé havde. Han brummede lavt et ’hmm’ og så rundt i rummet. ”Vi kunne lave aftensmad?” sagde han så, og rettede de blå øjne mod mig.

Omg, den dreng bliver da heller aldrig mæt. Jeg løftede øjenbrynene og skilte læberne let ad. Han så ud til at forstå hvad jeg mente, og grinede højtlydt. Så snurrede han rundt og forsvandt ud i køkkenet. Efter at have himlet opgivende med øjnene, fulgte jeg efter. Niall stod allerede ved køleskabet, og lod sit blik scanne alle madvarerne. Han greb en pakke med kyllingefilet ”Kan du lide kylling?” - ”Jep” - ”Hvad så med at lave noget med karry?” - ”Fint nok” - ”Super!”

Jeg tog pakken med kylling, mens Niall fandt resten frem. ”Uhm…” begyndte han efter nogle få sekunder ”Jeg har ikke mere karry” et undskyldende smil fandt sted på hans lyserøde læber, og et par hvide tænder viste sig. Vi stod begge og overvejede, hvad vi så skulle gøre. ”Vi kunne også bare bestille en pizza” mumlede han så, og jeg nikkede ivrigt. Pizza var helt klart på listen over mine favoritter, så det skuffede mig sådan set ikke! Endnu en gang grinede han, inden han rodede en skuffe igennem efter et pizzakort.

 

***

Aftenen fløj afsted, og det endte faktisk med at Niall og jeg sad og spillede diverse brætspil. Selvom det kunne virke en anelse barnligt, var det enormt hyggeligt og vi fik os nogle gode grin. Jeg var også glad ved at indrømme, at jeg var begyndt at være mere tryg i nærheden af Niall. Men jeg vidste godt, at jeg stadig var tilbageholden. Det var Niall som begyndte samtalerne, det var Niall der holdte dem i gang og det var mig som afsluttede dem. Nemlig ved at komme med for korte svar. Det var jeg faktisk lidt træt af, men jeg følte ikke for at blive venner med Niall. Jeg var ked af at indrømme det, men jeg havde ikke lyst til at komme for tæt på nogen af de drenge.

”Rebecca?” En stemme nåede igennem mine tanker. ”Uhm, ja. Undskyld. Jeg… Tænkte” - ”Du tænker ret meget?” sagde han langsomt. Shit. Var det så tydeligt, at jeg befandt mig et helt andet sted? ”Uhm.. Jaaeh” ved at fremtvinge et grin, formåede jeg vidst at overbevise Niall om at alt var i orden. Han så lidt mistroisk ud, men rettede blikket mod uret. ”Er du træt?” Med et suk, bed jeg mig let i læben. Det her skulle komme før eller siden. I det mindste havde han et ekstra værelse. Det endte dog med, at jeg ærligt nikkede til Niall. Han rejste sig fra sofaen, og så på mig ”Så lad os gå i seng”

Efter at have ordnet hvad jeg skulle på badeværelset, klædte jeg om til nattøj, som bestod af en oversize t-shirt og et par bløde shorts. Niall havde gjort værelset klar, hvilket jeg var glad for. Lige nu havde jeg bare lyst til at drukne i den bløde dyne, og sove i flere måneder. Gå i hi. Sove den her tour væk. Åh, det ville være skønt. Dynen trak jeg helt op til hagen, og sukkede tungt. Det gode ved at de her fyre var verdenskendte, var at alt var i orden. En enorm seng havde jeg for mig selv, med den lækreste dyne og en hovedpude der hverken var for hård eller for blød. Jeg gad godt have en lejlighed som Nialls…

”Godnat” Et blond hoved blev stukket ind af døren, med et stort smil. Jeg gengældte af ren høflighed hans smil, og svarede ham hurtigt ”Godnat” Døren blev lukket efter få sekunder, men mit blik blev på døren. Længe så jeg bare på den, mens jeg lod dagen genskabe sig i mine tanker. Det havde været så nyt og hektisk. Da den her dag startede, havde jeg snerret af Niall og ignoreret de andre drenge. Jeg må sige at mit syn på Niall havde ændret sig. Men han var ikke min ven. Dog så jeg ham nu som en omsorgsfuld og venlig person. De andre fire, var stadig selvfede og arrogante. Simpelthen. Det er nok fordi at Niall er irsk, de er nok bare venlige. Ellers har han bare lidt fornuft tilbage. Det har de andre tilsyneladende ikke.

--------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey! Så kom det tredje :) Ikke rettet igennem xx Er ikke tilfreds med starten.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...