Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10927Visninger
AA

3. #2 - Becoming numb


 

”Oh, I'm sorry for blaming you
For everything I just couldn't do
And I've hurt myself by hurting you”
Hurt - Christina Aguilera

 

Jeg måbede. Hvad. Nej. Bare nej. Det her var bare en joke, selvfølgeligt skulle jeg ikke med dem på tour. Mine forældres smil falmede let, sikkert over mit ansigtsudtryk. Men for fanden altså, havde de regnet med at jeg ville juble? ”Nej” sagde jeg hurtigt og min mor åbnede munden for at sige noget, men min far cuttede hende af. ”Hvad mener du med nej? Det hele er arrangeret, det bliver da fedt! De er nogle venlige knægte, det er jeg sikker på” - ”Ja. Men det er One Direction. De er skide egoistiske og berømmelsen er steget dem til hovedet. De tror at de kan få alle til alt, og har aldrig mødt modstand. De har det for let” Mens jeg sagde dette, vidste jeg godt at det ikke var helt sandt. De havde det ikke let. De havde mødt modstand. Selvom jeg ikke stalkede dem eller sad og læste om dem, vidste jeg hvor hårdt de havde arbejdet for at nå dertil, hvor de var nu. Men de var stadig egoistiske, selvglade, flabede og mere til.

 

”Hold nu op Rebecca..” mumlede min mor, mens min far rystede på hovedet. ”Nu har vi lagt så meget arbejde i den konkurrence og at få det hele arrangeret. Du har bare med at tage med. Du rejser i morgen” jeg måbede lidt, altså min far var sjældent så direkte med hans frustrationer, men det jeg måbede mest over, var at det var i morgen. I morgen. Jeg kan ikke pakke en kuffert på SÅ kort tid. Men lige meget, jeg skal ikke afsted. Såååeh. Min mor skyndte sig at springe ind og sagde overdrevet mildt: ”Rebecca skat, gør det nu for vores skyld” men jeg var hurtig til at ryste på hovedet, hvorefter jeg snurrede om på hælen ”Skulle vi af sted, eller hvad?” sagde jeg højlydt, med en tydelig hentydning til at de skulle give op.

 

Kun 20 minutter efter, gik vi ind af de elektroniske skydedøre ved hospitalet. Så skulle vi bare ligeud, ind i elevatoren, op på 3. sal og så var det tredje værelse til højre. Det var den samme stue hver gang. Det var nok også grunden til at jeg kunne vejen udenad. Tro mig, min stedsans er elendig. Virkeligt. Nå, sidespor. Jeg trådte ind på den velkendte stue, og blev mødt af Masons sædvanelige flabede kommentar: ”Ah, der var I jo. Var det Rebecca som lige skulle lægge en ny makeup, eller fór i vild på hospitalet?” Han så lige igennem mig, og jeg vidste at det var bevidst. Sætningen var tydeligt rettet mod mine forældre. Min far grinede svagt, og min mors smil kunne mærkes i nakken. Ikke bogstaveligt talt, men jeg kunne bare fornemme det.

Jeg gav Mason fingeren, men kunne ikke lade være at smile alligevel. Han nægtede virkeligt at vise alle, hvor svag kan var. Med et flabet smil, en beanie og drillende øjne, lignede han sig selv. Han lignede ikke en svag, kræftramt dreng. Gudskelov for det da, for så var jeg først gået ned.

 

Mine forældre udvekslede en uinteressant samtale, inden de forlod stuen. Møde med lægen. Jeg blev ved Mason, og først da døren var lukket helt i, dumpede jeg ned på stolen ved hans side. ”Hvad så?” Det kom fra Mason, han så mere seriøs ud nu, og jeg sukkede kort. ”Hvordan har du det?” sagde jeg lavmeldt, men nervøsiteten skød op i min stemme, og gjorde den nærmest til en piben. ”Svar på mit spørgsmål først” svarede han drillende, men smilede ikke. Vi var begge klar over, hvor trætte vores forældre var. Det var ikke noget vi lavede sjov med. ”Ikke så meget. Det hele går som det sædvanelige” Mason nikkede, han vidste hvad jeg mente. ”Men jeg har det okay. Jeg kender rutinen, så det er ikke så slemt” Det var hvad der kom ud Masons mund, men jeg vidste at det var værre end det lød. Det var slemt hver gang, at det her startede forfra. Jeg nikkede langsomt, og bed mig i læben.

Der var en stilhed over os, som jeg fandt ret nervepirrende. Netop fordi at jeg vidste hvorfor, at den var her: Vi tænkte begge over hans ord. ”Har de fortalt dig om konkurrencen?” begyndte Mason ud, med et let smil. Jeg nikkede, men inde han nåede at sige noget, lagde jeg ord ved mit nik ”Men jeg skal ikke med, de er så pisse arrogante, som om at jeg gider at tage væk fra det hele og bare glemme dig, mor og far, de forstår mig simpelthen ikke, ville de slev gøre det eller hvad, jeg synes i hvert fald at-” - ”Stop, Rebecca” grinede Mason, hvorefter det gik op for mig, at jeg havde snakket ud i en pløre. ”Jeg er enig med mor og far” startede han ud. Wow, wow, wow, hvor blev det der med at vi altid stod sammen af? Pff, jeg er fornærmet lillebror. Du skuffer mig gang på gang. Mason grinede, og afslørede hurtigt at jeg havde tænkt højt. ”Du ved godt at jeg er 3 minutter ældre end dig, så glem det” sagde han kækt, inden hans mere alvorlige attitude vendte tilbage.

 

”Men som sagt, jeg er enig. Du tænker for meget på mig, opmærksomheden er nu skøn, men du ved hvad jeg mener” sagde han kækt, og blinkede til mig ”Tro mig, der er flere millioner fans derude, som ville give en arm for det som du siger nej til. Giv dem en chance, du kan jo stadig skype med mig, ikke? Tag det som en oplevelse. Du kommer ud i verden og ser en masse nye lande og kulturer. Du møder nye mennesker og desuden kan du slippe væk fra dine tanker. Jeg ved at du vil få travlt, eftersom du skal tjene dine egne penge. Rebecca, vi står altid sammen og jeg ved at du kun vil være her for mig. Men det bedste du kan gøre for mig nu, er at fjerne mine bekymringer, og tage med. Jeg ved at det vil lette mor og far utroligt meget, ikke fordi at du er en plage, men de er bekymrede for dig. De vil bare gerne have at du lever livet, søs” Og her var jeg 100% sikker på, at min kæbe hang nede på gulvet.

 

Jeg havde aldrig hørt sådan nogle ord, fra min flabede tvillingebror før. Aldrig. Ikke uden en eneste flabet kommentar. Mason smilede let, han var vidst stolt over, at han kunne komme med sådan en fornem tale, helt uden at fejle. Og så improviserede han det hele. Hm, han må have øvet i smug.

 

***

 

Masons ord, havde virkeligt lukket kæften på mig. Han overraskede mig gang på gang, men det her var ud over det sædvanelige. Hans ord gik lige ind, og fik mig til at have helt dårlig samvittighed. Det lød mere som om at det var mig som de bekymrede sig om, og ikke Mason som det burde. Det var måske også grunden til at jeg stod her i den lille lufthavn i Blackpool. Jeg havde stadig brokket mig gevaldigt over at skulle afsted, men det har mest været en mumlen for mig selv. De her måneder skulle bare overstås. Det var d. 20 februar, så jeg havde regnet mig frem til, at der var 3 dage til deres første koncert på turneen, d. 23. One Direction dem selv, havde betalt flybilletten, så jeg så virkeligt frem til en flyvetur på første klasse. Det var så en af de gode ting, ved at have vundet den her skide konkurrence.

 

Ikke så forfærdeligt længe efter, sad jeg i flyet. Et lille propelfly som var langt fra første klasse. Endnu et bevis på at det band var så selvfed, som det overhovedet var muligt. De svømmede i penge, og så fandt de selvfølgelig den billigste billet til mig. Hallo, jeg troede at jeg havde vundet en konkurrence? Og så skulle jeg selv tjene penge til at det nødvendige, på den turné. Jeg skulle altså arbejde. Ikke fordi at jeg var doven, men at jeg skulle arbejde for One Direction. Så blev jeg først deres slave.

 

Jeg satte mig på mit sæde, som var helt op ad vinduet. Mit blik faldt på lufthavnen, da en fed mand placerede sig på sædet ved siden af. Jeg fik en albue i siden, og en stank af røg blandet med sved, skar i mine næsebor. Det her skulle nok blive en god tur... Jeg fortrød et øjeblik at jeg var taget afsted, men så begyndte flyet at rulle. Suk... Fantastisk. Min redning blev min iPod, som jeg satte i ørene og lyttede til musik. Uden held, prøvede jeg at ignorere den stinkende og fyldige mand ved min side, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Heldigvis var flyveturen ikke så forfærdeligt lang, så inden længe kunne jeg sætte mine ben på Londons jord. Eller nærmere Heathrows. Turen fra Heathrow til London var hurtigt overstået, og snart stod jeg foran O2 arenaen. Heldigvis havde nogen da tænkt på mig, og havde taget alle mine kufferter. Så jeg stod uden mine ting, det eneste jeg havde på mig, var min mobil.

 

Helt lost som jeg stod her, kom en mand hen til mig. Han rakte mig hånden, med et smil. ”Paul Higgins” Sagde han, og slap derefter min hånd. ”Rebecca” sagde jeg mindre venligt, mens jeg overvejede om jeg skulle tilføje mit efternavn. Men det ville alligevel lyde dumt, hvis jeg først sagde det nu, så jeg lod være. ”Du er vinderen af konkurrencen, ikke?” - ”Jo”- ”Glæder du dig til at møde drengene?” - ”Drengene..?” Jeg fattede ikke hvad han mente. Hvem var ’drengene’? ”Ja..? One Direction?” Selvfølgelig var det dem, der var ’drengene’, hvad havde jeg forestillet mig?

 

Paul førte mig ind i bygningen, og ned af nogle gange. Jeg sværger, havde jeg været på egen hånd, havde jeg gået rundt i de her gange resten af mit liv. Endeligt trådte vi ind ad en dør, og jeg fik øje på fem drenge. ”Hey!” sagde en blond dreng, som straks trådte hen til mig. ”Hvad hedder du?” - ”Rebecca” - ”Jeg regner med at du godt ved hvem jeg er” sagde han med et grin, og jeg var straks sikker på at det var ham, som var fra Irland. Hans accent var mere end tydelig.

 

 Men pinligt nok, kunne jeg ikke huske hans navn. Et eller andet med N, det var jeg dog sikker på. ”Hvis ikke, er jeg Niall” tilføjede han. Jeg ved ikke, om det var fordi at jeg havde set helt lost ud, men han smilede i hvert fald venligt. ”Okay” sagde jeg ret ligegyldigt, selvom jeg kunne se forbavselsen i hans ansigt. Det så dog ud til at han hurtigt skubbede det fra sig, for han smilede venligt igen ”Hvordan var rejsen?” - ”Elendig, tak” snerrede jeg. Sorry, Niall, men det tilgiver jeg jer ikke for. Det undrede mig ikke, hvis jeg stadig stank af gammel sved og røg.

 

 ”Eh nå. Det var ikke så.. Godt.” sagde han lavt, faktisk så han lidt trist ud. Han snurrede langsomt rundt, og gik hen imod de andre drenge. Fedt. Jeg har været her i 5 minutter, og har allerede gjort mig uvenner med en af dem. De andre drenge så lidt forbavset på mig, men præsenterede sig så. Selvom jeg godt kunne deres navne. Niall var den eneste, som jeg ikke kunne huske navnet på. Og jeg synes faktisk alligevel, at det er ret godt gået at jeg stadig kan huske det.

Drengene virkede stadig lidt fraværende over at jeg var så kold, for uanset hvad de sagde, snerrede jeg af dem. De endte med at give op, og forlade mig alene i rummet. Jeg sukkede, og satte mig ned i den brune sofa, som stod i rummet. Den her tur skulle nok blive fantastisk. Bemærk ironien. Det var slet ikke mig at svare sådan igen, og afvise dem så meget, men måske havde det noget at gøre med, at jeg havde besluttet at få det her overstået. Ellers aner jeg det ikke. For seriøst, det lignede mig ikke.

”Hvorfor var turen elendig?” jeg sprang nærmest 10 meter op i luften, da ireren stod ved siden af mig. Shit, jeg troede at han gik sammen med de andre. Utroligt at han stadig gad blive ved, når jeg var så kold. ”Fordi jeg sad i klemme mellem en væg, og en fed mand som stank af sved og røg og gav mig en albue i siden en gang imellem.” svarede jeg kort, og så på ham. Og så grinede han. Hvad fanden fejlede det her band? Han grinede? Hvad var det der var så sjovt? Den blonde dreng dumpede ned i sofaen ved siden af mig, og så lige ud i luften. ”Se, så har du været uheldig. Nu tror du sikkert at vi gjorde det med vilje, gør du ikke? Men det er ikke os der bestilte billetten, det var dem der afholdte konkurrencen” Han smilede sødt, og så på mig med sine blå øjne. Holy shit.. Hvis det ikke var dem, så.. Så er der jo ingen grund til at være sur på dem. Eller jo, de er stadig med i One Direction, men alligevel. 

”Hvorfor meldte du dig til konkurrencen?” Han så stadig på mig, og jeg trak på skuldrene. ”Mine forældre meldte mig faktisk til…” - ”Hvorfor?” - ”Fordi… Det ved jeg ikke… Nok.. Fordi de havde lyst?” Okay, jeg lød langt fra overbevisende, men Niall så ud til at sluge den. Han så bare lidt undrende ud, men fortsatte hurtigt med at bombardere mig med spørgsmål ”Hvor gammel er du?” - ”17” - ”Har du nogle søskende?” - ”…Ja…” - ”Fortæl” - ”Behøver du absolut at krydsforhøre mig?” snerrede jeg hurtigt. Det spørgsmål sad. Jeg rejste mig, og inden jeg vidste af det, havde jeg forladt rummet.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Aww, stakkels Niall :c Han prøver jo bare at være venlig - men nu kom kapitel 2! :D I må meget gerne like eller kommentere, hvis der er noget I godt kan lide, eller omvendt noget I ikke kan lide :) Det her kapitel blev ikke så spændene, men det håber jeg at det næste bliver xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...