Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10683Visninger
AA

13. #12 - Heart beats harder

 


 

“Voices in the air
I hear them loud and clear
Telling me to listen
Whispers in my ear
Nothing can compare
I just wanna listen”

Invincible - MGK ft. Ester Dean

 

Nialls synsvinkel

”Get up bro” mumlede en stemme, mens ejeren puffede til mig. Det havde egentligt været meningen at drengene og jeg skulle sove hos os selv, nu vi endeligt var i London igen. Men drengene havde spist med og det endte med at de overnattede. Sådan endte det efterhånden altid, når de ’bare lige skulle spise med’.

”Nialler” fortsatte den tunge, trætte morgenstemme. Jeg slog øjnene op og blev mødt af et velkendt ansigt. Harry lå på en madras på gulvet, mens jeg havde placeret mig på sofaen. Utroligt hvordan man kunne blive smidt ud af sit værelse, men Louis havde insisteret på den ene side af dobbeltsengen, mens Zayn og Liam diskuterede om den anden. Allerede der havde jeg givet op, eftersom det var tydeligt at jeg allerede var smidt ud derfra.

”Vi skal til BRIT’s” indskød han, hvilket straks kvikkede mig op. Ah, det var i dag! Jeg var så spændt, uanset hvad, var det altid helt specielt. Alle disse awardshows var specielle, ja, men BRIT Awards var altid noget særligt. ”Du har ret, vi må op!” sagde jeg, overraskende frisk. Harry så også forbavset ud, ingen af os fem var morgenmennesker ”Det er BRIT Awards for pokker, vi kan ikke komme for sent” forklarede jeg min pludselige friske adfærd, før jeg satte mig op. Men der droppede jeg det også lige og dumpede ned på puden igen ”Arg, jeg skal lige vågne” mumlede jeg med nu lukkede øjne, hvilket fik Harry til at undertrykke et hæst grin.

 

”En eller anden lav morgenmad” lød det fra soveværelset, før Louis kom til syne i dørkarmen. Han lignede en zombie, hvilket ikke var noget nyt her om morgenen. Zayn var selvfølgelig ikke til at se, han var klart den sværeste at få op. ”Lav det selv, Louis” mumlede Harry, som var dumpet ned i en af stolene omkring spisebordet. Godt nok var vi kommet op, men længere var vi ikke nået. Desuden manglede vi stadig Zayn, Liam og Rebecca. Der gik dog ikke længe, før Liam også var oppe. Jep, så manglede vi de to sidste, selvfølgelig også de to som var sværest at få op.

”Well, jeg går i bad” mumlede Harry, før ham forduftede ind på badeværelset. Louis sendte Liam et bebrejdende blik, da han nægtede at lave morgenmad. Han så virkeligt skuffet ud! Min mave kaldte også desperat på mad, så det endte med at jeg sendte Liam ned efter morgenbrød. Harry var i bad og Louis ville komme med alle mulige undskyldninger. Og jeg. Ja, jeg ville prøve at få de andre op. Desuden gik Liam afsted uden protest, så længe det ikke var Louis som hundsede en afsted, som en eller anden dronning.

 

”Zayn” Han reagerede ikke, selvom jeg allerede havde sagt hans navn alt for mange gange ”Jeg ved at du er vågen” Ingen reaktion ”Zayn.. Jeg er ked af det, men du skal op. Vi skal til BRIT’s, glem ikke det” Selv ikke det frembragte en reaktion ”Liam er nede efter morgenbrød, hvis du ikke står op, når du ikke at få noget” - ”I kan ikke nænne ikke at gemme noget til mig” - ”Jeg vidste du var vågen!” - ”Jeg mindes ikke at have sagt andet” Jeg grinte let af ham ”Stå nu op, ikke? Vi er i køkkenet” Og med de ord forlod jeg soveværelset, for at møde Louis og Harry i køkkenet. Harry havde været i bad og havde nu placeret sig på køkkenbordet. Jep, køkkenbordet. Men eftersom jeg også selv kunne finde på det, brokkede jeg mig ikke.

Der gik faktisk ikke længe, før Zayn kom ind. Han missede med øjnene, mens det ellers så perfekte hår, stod ud til alle sider. ”Du ligner en der er stået op fra de døde” grinede jeg, mens jeg kunne høre Harry fnise i baggrunden. Louis var gået ind i stuen for at hente sin iPhone, og det så ud til at han rent faktisk kunne finde den, for han vendte hurtigt tilbage. Da han så Zayn, grinede han højlydt og rodede grundigt i hans allerede forfærdelige frisure ”Dét der, ikke? Det er selv værre end mig” og det var så sandt som det var sagt, det var faktisk slemt.

”Vi må også have Rebecca op” meddelte jeg, så Louis straks vendte sig mod mig ”Den klarer jeg” udbrød han og satte kurs mod gæsteværelset. ”Hvor bliver Liam af?” spurgte Harry, som kastede et blik på det store vægur. ”Ingen anelse” indrømmede jeg. Han havde været ret længe væk nu, det måtte jeg sige jeg var enig i.

”Skrid med dig, Louis!” lød en stemme, hvilket fik mig til at grine. Hurtigt fandt jeg min vej ind til gæsteværelset, hvor Louis nærmest havde lagt sig oven på Rebecca, mens han krammede hende og sang.

“Its time to get up, in the morning, in the morning” sang han med et smil. Jeg var ikke længe om at fatte, at det var den same sang, som vi selv havde opfundet for lang tid siden. En dag hvor vi ville vække Harry og Zayn, havde vi fundet på det - den hjalp ikke på Zayn, men Harry kom da op!

”Got McDonald’s breakfast for you” fortsatte jeg. Liam var i køkkenet, så han var ikke med ”Just for you” kom det fra Louis. Sådan fortsatte vi, indtil vi nåede ’omkvædet’ og oven i det hele, brasede Zayn ind og sang højlydt med.

“ITS TIME TO GET UP!” sang vi alle højlydt.

“Åh så hold dog kæft”

 

***

 

”Nu venter vi på dig igen..” - ”Ja, det er fint, Zayn, det hjælper bestemt ikke at du skynder på mig” knurrede hun, mens hun med den ene hånd redte håret igennem, mens hun med den anden forsøgte at proppe et lag mascara på. Trods farten, havde hun formået at glatte håret og få lagt en pæn makeup. Utroligt på hvor kort tid piger kan gøre så meget ud af sig selv, når de normalt bruger 4 timer på makeup og vælge tøj. Pff, piger…

”Er vi klar?” spurgte jeg, da Rebecca smed hårbørsten for at skynde sig ud i gangen ”Jep” erklærede hun, da hun med et støn fik trukket sine Converse på. Vi andre var allerede klar, og ventede såmænd bare på hende. Men langt om længe kunne vi begive os ned til bilen, som ventede på os. Det var første gang Rebecca skulle noget ’finere’ med os. I dag stod den jo på BRIT Awards, hvilket vi alle var spændte på.

 

Der var mange mennesker her ved indgangen til dette show, men denne gang var der mere sikkerhed. Vi kunne stå direkte ud på den røde løber, hvor flere kendte navne var til stede. Fans skreg fra siderne, hvor vi også blev mødt af blitz og kald fra pressen.

 

 

Rebeccas synsvinkel

”Undskyld?” lød en stemme ved min side. Jeg drejede hovedet mod en eller anden random person, som vidst prøvede at guide mig ind i den store bygning. Hun havde tydeligvis sagt noget til mig, eftersom hun prøvede at få min opmærksomhed.

Hurtigt fulgte jeg hende, eftersom det tydeligt var det hun ønskede. Ind i den store bygning, via en af de mange bagindgange. Selvfølgelig kunne jeg ikke gå med på den røde løber, det ville også være forfærdeligt. Seriøst det ville bare ende i drama og mere til, eftersom jeg ikke altid var lige heldig med drengene kombineret med presse og fans.

”Bare fortsæt ned for enden af gangen, der er Louise og de andre” informerede kvinden mig om. Det lød altid for mig underligt, når nogle kaldte Lou for Louise. ”Okay” sagde min mund af sig selv, hvilket var meget fornuftigt i dette øjeblik. Hun kendte jo ikke til mine små stop, hvor jeg druknede i tankerne. Som hun havde informeret mig om, gik jeg ned af gangen, indtil jeg blev stoppet af en bred, hvid dør. Den blev puffet op, og det første jeg så, var Helene. Drengenes stemmecoach, som vidst nok var fra et sted i Skandinavien. Danmark tror jeg. ”Hej Helene” sagde jeg med et smil, så kvinden drejede rundt ”Hej!” sagde hun med et stort smil. Hun var evigt sød, det forgudede jeg hende for. Indtil nu havde jeg ikke set hende sur eller stresset over drengenes fjollerier.

”Hvornår er det de skal optræde?” spurgte jeg tænksomt, mens jeg så rundt i rummet. Det var et af de mange backstagelokaler her i bygningen. Lou dukkede op fra rummet ved siden af, og hilste med et smil.

”De skal optræde lige efter vinderen af den kategori de er nomineret i, bliver afgjort” svarede Helene mig. Jeg nikkede til svar, inden Lou bød ind ”Så de har bare med at opføre sig ordentligt, ellers når vi det ikke” indskød hun og grinede. Det havde hun ret i, især hvis de vandt denne award, havde vi travlt. De skulle nå at smide det fine tøj, og klæde om til noget af det sædvanelige. Desuden skulle håret rettes, stemmerne varmes op og mere til. Puha, der kom tryk på.

 

Showet var begyndt at rulle, og nomineringerne til aftenens næste pris blev råbt op. Der havde været et par kunstnere på scenen allerede, det var ret fedt at det også kunne høres herud.

Jeg kunne høre at det var tid til den kategori, drengene var i. Først blev de nominerede råbt op. Helene, Lou og jeg, stod spændt og ventede på resultatet. Som altid blev tiden trukket ud, for at øge spændingen. Lou og jeg hoppede nærmest af spænding, mens vi lyttede til stemmerne.

”Og vinderen er..” begyndte Robbie, som stod på scenen. Allerede nu vidste han hvem der vandt, men trak tiden ud for at pine os alle. Selvfølgelig. ”..One Direction!”

Vi alle tre jublede og hoppede højt op i luften. Jeg gad godt kunne se drengenes reaktion, eftersom jeg vidste at det her betød meget for dem. Louis stemme brød den jublen der havde fyldt salen, hvor han takkede. Han lød oprigtigt glad. Derefter overtog Liam, som også sagde et par ord.

Jeg skyndte mig hen bag ved scenen, for at tage imod drengene. De skulle optræde lige om kort tid, så de ville komme ud nu.

Det så virkeligt sjovt ud, da Liam kom ud som den første. Han gik roligt så længe publikum stadig kunne se ham - så snart han kom ud af deres synsvinkel, lavede han et spjæt i luften og knyttede begge næver. ”Vi vandt!” jublede Zayn bag ham, da han også kom frem. Jeg gav dem begge en krammer, og ønskede dem tillykke. Den næste var Louis som bar deres statuette i hånden. Han og Harry fik også et kram, mens jeg ventede på Niall. Han kom bare ikke.

I noget tid stod jeg og trippede utålmodigt, hvor blev drengen af. Men endeligt dukkede han op, med det største smil nogensinde. ”Vi vaaaaandt!” sagde han højt, med et grin. Han gik direkte hen til mig for at give mig en krammer, men det gik bare ikke sådan. Inden jeg nåede at reagere, pressede han hans læber mod mine.

Det hele kom som et chok, men jeg blev stående. Sommerfuglene blafrede i min mave, og et øjeblik følte jeg mig lettet. Det var som om at jeg endeligt fik overbevist mig selv om, at jeg havde noget for Niall. Alt omkring mig forsvandt, og jeg sank bare ind i mig selv. Indtil en stemme ødelagde øjeblikket.

 ”Hvis ikke I har travlt, skal vi altså på scenen om 10 minutter” lød en alt for velkendt stemme. Straks sprang Niall væk fra mig, og vi så begge på Zayn. Han grinede kækt, før han snurrede rundt og gik. I starten sagde ingen af os noget, før Niall sukkede og så ned i jorden. Der hvilede en tung stilhed over os, og af en eller anden grund virkede den ikke helt positiv.

”Undskyld, det var ikke meningen, jeg ved ikke hvad der skete” mumlede han. Jeg bed mig i læben, jeg anede mildest talt ikke hvordan jeg skulle reagere ”Niall, det er helt-” - ”Det var min fejl, virkeligt, undskyld,  undskyld” afbrød han mig, og snurrede rundt. Han skulle trods alt på scenen om kort tid ”Niall, vent, jeg-” - ”Det var min fejl, bare glem det” og med de ord forlod han mig, for at gå på scenen. Jeg følte mig splittet. Det var tydeligt at han troede at jeg bebrejdede ham for det, men det gjorde jeg jo ikke. Ærligt talt var jeg selv begyndt at tro på at Mason havde haft ret, det var bare ikke gået op for mig at jeg måske syntes bedre om Niall end jeg troede.

 

Inden jeg nåede at sige et ord til Niall, var han og drengene på scenen. Frustrationerne steg i mig, hvorfor lod han mig ikke tale ud? Det føltes som om at der gik en evighed, før drengene kom ned fra scenen igen. Niall undgik mig tydeligvis med vilje, hvilket ikke hjalp yderligere på mit humør. Skulle det her virkeligt ødelægge vores venskab?

Det var grunden til at jeg stædigt opsøgte ham, og da jeg nævnte hans navn stivnede han et øjeblik. Jeg tog chancen, selvom han havde ryggen til mig.

”Niall, det før, du behøver ikke at undskylde..” jeg følte at jeg løb tør for ord, og sukkede frustreret over mig selv ”Jeg..” forsøgte jeg mig, men intet slap ud af min mund. Niall vendte sig først nu mod mig, og sukkede også.

”Rebecca, det er jo ikke fordi at jeg ikke kan lide dig. Du er en fantastisk person, men jeg tror bare ikke at.. At det vil fungere?” sagde han mens han så direkte på mig ”Undskyld” tilføjede han stille, før han forlod rummet.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Øv, øv, har kæmpe skriveblokade så det blev.. ikke godt :i Men yup, tvang mig selv til at skrive det færdigt, så det blev kort. Men synes at jeg var nødt til at lægge det ud, da denne uge bliver travl med terminsprøver :s 

Beskriver virkeligt det her kapitel dårligt, undskyld for det. Stemningen er der ikke og jeg kunne ikke leve mig ind i personerne. Øv igen.

Buuut, nu kommer vi snart til at se en del mere til 5 seconds of summer, hvad siger I til det? :D

Desuden kommenter gerne hvad I synes, så jeg ved at der stadig er nogen der læser mine kapitler <3 Det kan jeg nemlig godt blive i tvivl om..

 

Og så kommer der lige et spørgsmål, jeg beder jer, svar på det :i

Hvad mener I om Nialls begrundelse, tror I at han har ret?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...