Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10932Visninger
AA

12. #11 - The hidden

 


 

Let It Go - Demi Lovato

 

INGEN SLÅR THE TOMMO” skreg Louis fra stuen, mens han jublede højlydt. Der kunne svagt høres en lavmælt brokken, som garanteret kom fra Harry. Det var typisk, Louis måtte virkeligt have nørdet Fifa, for han var skide god til det. Ingen af drengene kunne slå ham, hvis først han var kommet et skridt foran. Klokken var ved at være mange, men det tog jeg mig ikke af. Hvad jeg så ikke fattede, var hvordan drengene kunne game Fifa langt ud på natten, efter de havde været til koncert. Jeg gabte højlydt, og lagde mig på sengen. Eftersom der hverken var plads i sofaen, eller jeg gad at spille det skide spil, havde jeg placeret mig her.

Lidt tid alene skadede bestemt ikke, det gjorde blot at jeg kunne tænke det hele igennem. Selvom jeg bladrede gennem de nyeste tweets, læste jeg ikke en eneste. Mine tanker var et helt andet sted end på Twitter, så der var faktisk ingen grund til, at mobilen overhovedet havde fundet plads i min hånd.

Det gav et sæt i mig, da døren blev flået op. Louis og Zayn stormede ind, og invaderede min seng. Da de begge kastede sig ned i sengen samtidigt, lettede min krop nogle få centimeter fra dynen, et kort øjeblik. ”Sover du ikke?” spurgte Louis, med et overdrevet smil. Han fik et ’duh’ blik, før jeg rettede blikket mod min mobil. ”Søde Louis, hvis jeg havde sovet og I havde invaderet sengen på den måde, havde jeg personligt gjort det af med jer” sagde jeg koldt, uden at give ham et blik ”Årh, det kan du ikke nænne” indskød Zayn, mens han hældte hovedet på skrå. ”Du ved ikke hvad jeg kan nænne, når jeg bliver vækket fra min søvn af to åndssvage drenge” - ”Men du sov jo ikke” sagde Louis, med et flabet smil ”Nej, men det kunne jeg have gjort” - ”Men det gjorde du ikke” - ”Men det- Åh glem det!” - ”Det var dig der startede..” - ”Klap i, Louis!”

 

”Du burde sove” sagde Niall roligt, da han kom ind i soveværelset. Jeg så op fra mobilen, med et undrende blik ”Hvad da?” - ”Klokken er 2 og vi kører ret tidligt i morgen” Tidligt? I morgen? Kører? Hvad??

”Hvorhen?” spurgte jeg dumt, mens jeg glemte alt om min mobil ”London?” London? What? Hvad pokker skal vi i London, burde vi ikke smutte til Manchester? Eller Liverpool? Eller.. Gud, jeg havde glemt hvor vi skulle spille næste gang.

”Nej” grinede Niall, og det gik op for mig at jeg havde tænkt højt ”Vi skal til Brit Awards om to dage, har du glemt det?” Fuck. Det havde jeg glemt. ”Nej da” sagde jeg hurtigt, så Niall slog en latter op ”Hvor er du sød” grinede han, mens han dumpede ned på sengekanten. Aw, lige over Nialler!

 

Det endte så alligevel med at jeg klædte om, børstede tænder og gik i seng. Det var ikke nemt at falde i søvn, når Louis ikke kunne spille Fifa med munden lukket. Han var meget, meget begejstret for det spil, holy shit.

Hvis ikke det var fordi at min mobil ringede, var jeg alligevel faldet i søvn. ”Hvad nu?” mumlede jeg surt ind i mobilen, ubevidst om hvem det var. ”Rebecca?” lød en stemme. ”Mor?” sagde jeg lavt. Hvorfor ringede hun til mig nu?

Da hun snøftede, var jeg lysvågen. Hvad fanden skete der? ”Rebecca, undskyld hvis du sov, det var ikke menin-” - ”Det er lige meget, hvad sker der?” sagde jeg hurtigt, mens jeg stirrede tomt ud i luften. ”Det..” Hun tog en dyb indånding ”Det er Mason. Han har fået det værre”

Alting gik i stå for mig. Louis’ vilde kampråb forsvandt sammen med omgivelserne, mens mine tanker forvildede sig mere og mere. Mason. Nej. ”Rebecca? Er du der endnu?” spurgte min mor bekymret ”Ja” sagde jeg, men min stemme var blot en hvisken. Jeg følte mig splittet, da hun snøftede endnu en gang. Det her var ikke bare det sædvanelige, ikke når hun lød sådan.

”Rebecca” sagde hun for 117. gang ”Din bror er meget syg. Lægerne ved ikke hvad der er sket, men han er meget dårlig. For et par timer siden besvimede han, han har ikke været vågen siden” Nu kunne jeg høre at hun græd rigtigt. Men jeg tog mig ikke af det. Jeg kunne ikke tage mig af det. Det var som at få titusindvis pile gennem hjertet, og bliver kørt over af en lastbil samtidigt. ”Hvorfor fortæller du mig det først nu?” halvråbte jeg ind i røret. Jeg kunne ikke holde styr på følelserne, det var ikke min mening at råbe af min mor. ”Vi håbede at det var midlertidigt... Så du ikke behøvede at vide noget, men-” men der havde jeg allerede sluppet mobilen. Hendes ord gentog sig igen og igen. Din bror er meget syg. Jeg hørte min mor gentage mit navn, men jeg svarede ikke. Min hånd reagerede automatisk og lagde på.

Jeg lænede hovedet mod mine ben, da jeg havde trukket dem ind til min. Tårerne kunne ikke stoppes, men jeg kæmpede for at holde hulkene inde. Drengene skulle ikke vide det her, ikke nu. Jeg vidste at Mason havde brug for mig lige nu, og så sad jeg her. Endnu en grund til at jeg ikke skulle have taget af sted. Jeg så hospitalstuen for mig, med Mason liggende i sengen. Hvorfor?

Døren indtil værelset gik op, og af hvad jeg kunne bedømme på lyden, kom en herind. Dørens lyd var efterfulgt af et svagt grin, og en eller anden snak, men så blev der stille. Helt stille. ”Rebecca?” Hvorfor kom Louis altid brasende på den måde? Han lød forvirret, men også bekymret. Med et blødt bump, satte han sig på sengekanten. ”Hey, er du okay? Vent. Græder du?” Han lød pludseligt helt panisk, da han sprang op.

Da jeg troede at han ville lade mig være, ødelagde han igen det hele. ”Niall! Den er helt gal!” Hvorfor han lige spurgte Niall, vidste jeg ikke. Ja okay, vi havde et specielt forhold, men jeg var da også venner med de andre. Han behøvede faktisk slet ikke engang at hente nogen, lige nu ville jeg bare være i fred.

Der gik ikke mange sekunder, før døren røg op og Niall kom ind. Et øjeblik så han bare på mig, og så satte han sig ned ved siden af mig ”Hvad sker der?” spurgte han hurtigt, mens han prøvede at få mig til at se på ham. Jeg flyttede ikke mit hoved, men skjulte det blot i mine hænder. Han lagde armene om mig, i et forsøg på at trøste mig, men det gjorde det blot værre. Hvorfor sad jeg her og fik alverdens omsorg, når Mason lå på et hospital, forladt, mens hans søster var rejst sin vej?

”Lad mig være!” hvæsede jeg, men mine stemme var svag og blev afbrudt af et hulk. Niall lyttede ikke, for hans arme flyttede sig ikke. Jeg forsøgte at vride mig ud af hans greb, men det endte med at jeg begravede hovedet i hans skulder og hulkede højlydt. Jeg kunne mærke at resten af drengene også var her, men ingen sagde noget. I lang tid sad vi bare sådan her, mens Niall forsøgte at trøste mig på alverdens måder. Han aede mig konstant over ryggen, og holdte mig ind til ham.

Da min mascara hang langt ned under øjnene, og tårekanalerne var tømt for tårer, lænede jeg mig væk fra Niall. Jeg så ikke på ham, med stirrede trist på mine hænder. Niall måtte have givet drengene et tegn, for de gik alle sammen, på nær ham selvfølgelig. ”Rebecca?” sagde Niall stille, så mit blik mødte hans. Det fik mig til at snøfte højere, for hans blik var virkeligt sørgmodigt. ”Hvad sker der?” sagde han, mens han lod en finger fjerne en tåre fra min kind. Jeg rystede på hovedet, og så ned. Han tog fat i mine hænder, så jeg hurtigt så op på ham ”Vil du ikke godt fortælle det? Jeg ved at der er noget galt, og at der har været det hele tiden” sagde han. Hvad! ”Hvordan-” - ”Jeg har lagt mærke til det, der er noget” afbrød han mig.

”Det..” begyndte jeg tøvende, mens tårerne slørrede mit syn ”Min bror” Jeg måtte virkeligt tage mig sammen, for ikke at bryde sammen igen. Men ligegyldigt hvad jeg gjorde, ville ikke et eneste ord forlade min mund. ”Hvad er der med ham?” hjalp Niall mig venligt på vej, mens han tålmodigt ventede. ”Kræft” fik jeg endeligt kvækket med en svag stemme, før jeg lænede mig mod Nialls skulder igen. Nye tårer banede sig vej, men det virkede lettende. Nu behøvede jeg ikke at holde det hemmeligt mere. Nu vidste han det. ”Har han kræft?” spurgte Niall stille. Jeg nikkede mod hans skulder, så han lagde sit hoved tungt oven på mit. Han virkede oprigtigt chokeret.

Der gik lidt tid, før Niall løftede hovedet ”Men.. Hvorfor er du så her?” spurgte han, med en tøven. Arrigt skubbede jeg mig væk fra ham. ”Forstår du ingenting? Hvorfor tror du at min far meldte mig til den konkurrence? Hvorfor tror du at jeg snerrede af dig den dag? Hvorfor tror du at jeg ringer til min bror hver dag? Jeg har aldrig ønsket at være her, men det var Masons ønske. At jeg ville glemme ham et øjeblik. Det var derfor at jeg ikke ville hjem, jeg ville ikke skuffe ham” Niall stirrede chokeret på mig, men jeg fortsatte hurtigt ”Mine forældre sagde direkte ind i hovedet på mig at jeg havde ramt bunden. At jeg var svigtet, at jeg bekymrede mig for meget og at jeg ikke skulle tænke så meget på det. Men tror du selv at jeg ville glemme det? Det er min tvillingebror, vi har altid haft et tæt forhold. Niall, hvad hvis han dør?” De sidste ord var en hvisken. En salt smag bredte sig i min mund, og det gik op for mig at tårerne var sluppet løs igen.

Niall var blevet tavs, han havde nok ikke regnet med at det var sådan at det hang sammen. Uden videre krammede han mig igen, men jeg gad ikke mere. Han skulle ikke have medlidenhed med mig, det var da godt nok det sidste jeg ønskede. Jeg vred mig ud af hans greb, før jeg hurtigt rejste mig ”Niall, kan du ikke forstå det? Du skal bare lade mig være, det sidste jeg gider lige nu, er folk der har ih så ondt af mig!” Med de ord forlod jeg soveværelset, og skyndte mig gennem stuen. Alles blikke lå på mig, men mit blik var stift rettet fremad. Hurtigt hev jeg mine sko på, før jeg forlod hotelværelset. Døren smækkede hårdt bag mig. Så hurtigt jeg kunne, løb jeg ned af trapperne, for jeg gad ikke elevatoren nu. Den kolde forårsluft mødte mig, da jeg trådte ud fra hotellet. Natten var mørk og dyster, men jeg var ligeglad. Uden videre begyndte jeg at gå hen ad gaden, mens jeg lod tankerne få frit løb. Jeg passerede flere mennesker, nogle stykker fulgte mig med blikket, mens jeg bevægede mig forbi dem, hvilket kun fik mig til at sætte farten op.

Efterhånden anede jeg ikke hvor jeg var. Natten var så mørk og gjorde Dublin til et fremmed sted. Mere end det var i forvejen. Jeg frøs efterhånden i nattekulden, og fortrød at jeg ikke tog en jakke på. Jeg var træt, og frøs. Derfor var det at jeg satte mig op af en husmur, bare for at hvile benene. Men der gik ikke længe, før trætheden overvældede mig.

 

***

 

Liams synsvinkel

Niall kom fortvivlet ud fra soveværelset, kort efter Rebecca var stormet gennem stuen. Han rettede blikket mod os, med han havde tydeligt blandede følelser. Fortvivlet? Bekymret? Trist? Chokeret? Det var de følelser jeg umiddelbart ville gætte på.

”Hvad sker der?” sagde jeg hurtigt, men Niall rystede på hovedet ”Det er lige meget lige nu, hvor er Rebecca?” Godt spørgsmål. Det var først nu, at det gik op for os at hun ikke var her. ”Jeg tror hun gik. Hun virkede oprevet” - ”Du tror at hun gik?” Niall hævede pludseligt stemmen, mens han så anklagende på mig ”Hvorfor fanden stoppede I hende ikke?” - ”Rolig, Niall, hun havde nok brug for lidt tid alene.” mumlede jeg, det var sjældent at man så Niall sådan her. Så vidste man først at den var helt galt. ”For helvede” mumlede Niall, mens han begyndte at gå rastløst rundt. Der gik dog ikke længe, før han stoppede brat op ”Jeg prøver at finde hende” - ”Niall, tror du ikke at-” - ”Nej, Liam, det tror jeg ikke. Jeg går ud og leder efter hende” sagde han køligt, før han gik.

Vi alle var ret chokerede over Nialls reaktion. Det var meget lang tid siden, at den ellers så evigt glade dreng, var sådan her. Han var virkeligt tæt knyttet til Rebecca allerede, det var der ingen tvivl om.

”Jeg går med ham” mumlede Harry, og rejste sig. Louis rejste sig hurtigt ”Dårlig idé, Niall er ikke sjov i det humør” - ”Men vi kan ikke bare lade ham lede alene!” protesterede Harry. ”Han siger noget” mumlede Zayn, og så kiggede de alle på mig. Typisk, jeg havde altid det sidste ord.

”Giv ham 20 minutter, kommer han ikke, går vi også ud” erklærede jeg, hvilket de andre nikkede til. Men efter 20 minutter, var han ikke kommet tilbage. Jeg snuppede min mobil for at ringe til ham, men i samme øjeblik ringede han selv til mig. ”Niall?” sagde jeg ind i røret. Et suk mødte mig ”Liam, jeg kan ikke finde hende” - ”Vi kommer og hjælper!” sagde jeg hurtigt ”Hvor er du?” tilføjede jeg. Niall forklarede hvor han var, før han lagde på. Drengene forstod straks budskabet, og så begav vi os afsted. Lige da jeg stod i hoveddøren, drejede jeg rundt på hælen. ”Jeg tager bilen!” meddelte jeg, før jeg smuttede ind efter bilnøglen.

 

Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde ledt, men håbet forsvandt langsomt. Mørket havde omfavnet byen og gjorde alle hjørne, kroge og gemmesteder usynlige. Langsomt lod jeg bilen køre gennem gaderne, mens jeg forsøgte at få øje på hende. De andre havde jeg endnu ikke snakket med, så jeg gik ud fra at de heller ikke havde held i deres søgen.

Men det var lige der, jeg fik øje på en velkendt skikkelse. Hurtigt fik jeg stoppet bilen, mens jeg prøvede at konkludere, om det var hende eller en anden. Men af at bedømme på påklædningen og udseendet, var det hende.

”Rebecca?” spurgte jeg, da jeg nærmede mig. Ingen reaktion, intet svar. Langsomt satte jeg mig på hug, og lagde en hånd på hendes skulder. Ingen reaktion. Der lød en dyb vejrtrækning fra hende, så hun var i hvert fald levende endnu. Det gik langsomt op for mig at hun sov. Jeg tjekkede endnu en gang, at det rent faktisk var hende. Men det var det. Uden videre, løftede jeg hende op - hun var isende kold. Jeg turde ikke engang tænke på, hvad der var sket, hvis vi ikke havde fundet hende.

 

Rebeccas synsvinkel

Langsomt slog jeg øjnene op. Hvor var jeg? Jeg huskede intet, og et kort øjeblik anede jeg ikke hvad der var op og hvad der var ned. Men det var så der, at minderne væltede ind over mig. Og det var der, jeg opdagede at jeg lå i armene på en. Forskrækket gav jeg et spjæt fra mig, så personen så på mig. Liam. Shit.

Men han sagde intet, så blot på mig med et blik, som viste klar.. Skuffelse? Mine sanser vendte langsomt tilbage og det gik op for mig at jeg frøs. Meget endda. Som Liam bar mig på brudemaner, kunne jeg nemt mærke hans varme arme omkring mine ben og overkrop.

Jeg blev placeret på bagsædet af en bil, før døren med et smæk, lukkede mig inde. Liam satte sig ind på førersædet, startede bilen, men kørte ikke. Han skruede op for varmen og tog så sin mobil. Der var stilhed i et nervepirrende øjeblik, hvor samvittigheden skyllede ind over mig. Hvad havde jeg gjort?

”Niall?” mumlede han lavt ”Jeg har fundet hende” Med de ord lagde han på og uden at værdige mig et blik, lod han bilen vende om.

 

Mit blik var faldet på omgivelserne, som susede forbi. Liam havde stadig ikke sagt et ord til mig, det virkede ret.. Akavet. Altså han kunne vel godt i det mindste sige noget til mig, eller fortælle mig hvad klokken var. Bilen stoppede op, foran det velkendte hotel. En knude havde samlet sig i maven, alt det postyr på grund af mig? Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi gættet at de ville lede efter mig. Da Liam åbnede døren for mig, så han ud til at tvivle på om jeg gik selv. Der var jeg så hurtig til at springe ud, alt andet ville have været akavet.

I en tung stilhed, gik vi op til det hotelværelse, Niall og jeg delte. Vi trådte ind, jeg hev skoene af, og så gik jeg ind i stuen med Liam efter mig. Alle drengene var herinde og alle så på mig. Jeg mødte Nialls blik, hvilket skræmte mig. Jeg kunne ikke læse hans blik. Jeg plejede altid at kunne læse følelserne bag hans blik, men dét blik var fremmed for mig. Med et suk, bed jeg mig i læben. Eftersom ingen sagde noget, så jeg ned i jorden.

”For fanden” mumlede Niall, og støttede panden mod hænderne ”Er du klar over hvor bekymret jeg har været for dig?” spurgte han med en hævet stemme, mens han så på mig. Jeg sank en klump i halsen, mens jeg så ned. Med et suk, rystede han på hovedet ”Hvorfor?” hans øjne fangede mine. ”Jeg.. Havde vel bare brug for at være alene” mumlede jeg stille. Et øjeblik var alle tavse. Jeg kunne mærke drengenes blikke på mig, på nær Nialls. Han så ned i jorden. ”Dublin er stor, men også farlig om natten. Og du kunne være frosset ihjel” tilføjede han alvorligt. Endnu en klump havde ophobet sig i halsen, samtidigt med en tung knude i maven ”Undskyld” sagde jeg stille.

Niall rystede bare kort på hovedet og rejste sig fra sofaen. Han gik direkte hen og trak mig ind i et kram ”Det er lige meget, bare lov mig at du ikke gør det igen” mumlede han, mens han krammede mig. Jeg nikkede ind mod hans skulder, før vi trak os væk fra hinanden igen. ”Og se så at komme i seng” tilføjede Niall med et smil.

 

Den aften græd jeg mig selv i søvn. Så dum som jeg var, tænkte jeg kun negative tanker. Tænkte på alt det der kunne ske med Mason. De tanker var ikke just venlige, men jeg undgik at drengene - eller rettere Niall, da de andre var gået - hørte det.

 

***

 

Jeg havde sovet forfærdeligt den nat. En enkelt gang var jeg vågnet med et skrig, efter et mareridt om Mason. Jeg drømte at han blev mere syg og endte med at dø. Niall havde forgæves forsøgt at trøste mig, men uden held. På det tidspunkt havde drømmen blot gentaget sig i mit hoved igen og igen, mens virkeligheden fortalte mig at det ikke var umuligt.

Træt kastede jeg et blik på uret på min mobil. 07:14 viste tallene, hvilket fik mig til at sukke. Jeg havde kun sovet et par timer, hvilket blot gjorde mig endnu mere træt. Med et suk lod jeg hovedet ramme puden igen, mens jeg så op i loftet. Eftersom jeg snart havde grædt mine øjne ud, kunne jeg ikke mere. Uanset hvad, kom der ikke flere tårer ud. Men jeg var stadig fuldstændig nede over hvordan Mason havde det, jeg ville bare hjem til ham.

Der gik ikke længe, før vi kørte. Alle var trætte, men det var der vidst ingen tvivl om. Der var langt mindre larm i bussen, i forhold til hvad der plejede. Jeg sad blot med min mobil og stirrede tomt på skærmen.

Hvad drengene så ikke vidste, var at jeg havde andre planer, end at blive i London. Når vi kom til London, ville jeg tage et fly tilbage til Blackpool og aldrig vende tilbage. Jeg vidste nu, at det var den rette beslutning. Jeg skulle væk herfra og det skulle være nu. Mason havde virkeligt brug for mig, det vidste jeg. Jeg ville være der ved ham, så snart han vågnede igen.

 

***

 

”Niall.. Jeg.. Jeg skal ikke med” siger jeg lavt, med blikket i jorden, da bussen er standset. Niall har sat kursen mod hans bil, så det må være nu. Men han stopper brat op ved mine ord ”Hvad?” spørger han og drejer sig mod mig. ”Uhm. Jeg tager hjem” - ”Nej du gør ej” Jeg ser lidt overrasket på ham. Okay, Horan?..

”Niall, Mason har brug for mig. Jeg vil se ham” forsøger jeg mig igen ”Sagde du ikke at Mason ønskede at du skulle komme videre?” - ”Jo, men hvordan kan jeg komme videre sådan her?” sagde jeg køligt ”Den her måned har allerede ødelagt mere end den har gavnet, Niall, så hvordan skal det kunne gøre Mason glad?” tilføjede jeg, før han kunne nå at sige noget. Niall så opgivende på mig ”Hvor meget dårligt kan du nævne, som ikke har haft noget med Mason at gøre?” sagde Niall med det samme. Ork, der er jo mange ting ”Der er..” Jeg tænkte mig om ”Ehm” Endeligt kom jeg i tanke om noget ”Hate” erklærede jeg triumferende ”Men det er jo stoppet?..” - ”Uhm” Det var jo sådan set rigtigt nok. Der måtte være mere.

”Det er grundlag nok i sig selv at det har været en lortemåned og at Mason har brug for mig” konkluderede jeg, efter en lang pause, hvor jeg ikke kunne komme på mere. ”Er det også dårligt at du har mødt os?” - ”Ja og nej” - ”Ja og nej?” - ”Det er godt fordi jeg godt kan lide jer, men dårligt fordi jeg vil savne jer” svarede jeg ærligt ”Aw” sagde Niall blot ”Men det behøver du ikke, for du bliver her” - ”Vil du tvinge mig?” - ”Ja” - ”Niall, det her er ikke for sjov” - ”Og hvad vil du gøre hvis du tager tilbage? Sidde og sørge derhjemme?”

I samme øjeblik ringede min mobil. ”Det’ Rebecca?” sagde jeg ind i røret, uden at tjekke displayet for at se hvem det var. ”HEEY” - ”Mason?!” - ”Savnet mig?” For fanden da, ja  ”Er du vågnet?” - ”Eh nej” - ”Det er ikke sjovt” - ”Rolig nu, jeg har det altså fint” Men jeg tvivlede på hans ord. Han hadede at vise at han var svag, så han nægtede altid at indrømme at han havde det dårligt. Men nu var han i det mindste vågen ”Hvad laver du?” - ”Vi er lige kommet tilbage til London, jeg står ved siden af Niall” - ”Lad mig lige snakke med ham” - ”Hvorfor?” Men da han ikke svarede, sukkede jeg og satte den på medhør. ”Du er på medhør nu” sagde jeg, før jeg så på Niall ”Han vil snakke med dig”

”Hey Mason” sagde Niall roligt ”Hej Niall” svarede han ”Passer du på min søster?” - ”Selvfølgelig” Jeg kunne ikke lade være at undertrykke et fnis, hvis bare Mason vidste hvad der var sket siden sidst. ”Det lyder også sådan” tilføjede Mason, dog ikke særlig overbevisende. Han kunne stadig ikke lide Niall. ”Lyder?” Niall så lidt spørgende på mig. Han vidste selvfølgelig ikke hvad jeg havde fortalt Mason

”Ja for satan, hun snakker om dig hele tiden” sagde han kækt ”Mason!” udbrød jeg, mens Niall grinede i baggrunden ”Aha?” sagde han endelig og så på mig med et løftet øjenbryn ”Det passer ikke Niall, jeg har bare fortalt ham en del om touren, og eftersom jeg er mest sammen med dig, bliver du jo så også nævnt mest” sagde jeg hurtigt og blev selv overrasket over, hvor overbevisende det lød. Niall nikkede let, men stadig med et let grin

”Hvor er I på vej hen nu?” spurgte han nysgerrigt ”Uhm, jeg er på vej hjem” mumlede jeg lavt ”Hjem? Som i Preston-hjem?” - ”Jep” Han sukkede ”Rebecca?” indskød han så. ”Hvis du tager hjem nu, skal jeg personligt sørge for at du bliver sendt tilbage igen. Så glem det. Men nu kommer der nogle læger som vil stikke i mig, kan vi snakkes senere? Og Niall, dig må jeg møde en dag” - ”Med glæde” svarede Niall, før Mason lagde på. Jeg nåede sådan set slet ikke at svare ham, så jeg stod bare der.

”Tager du stadig hjem?” - ”Det ser det ud til at jeg så ikke gør” svarede jeg med et smil og hentydede til Mason.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Længste kapitel indtil nu! :)

Ikke rettet^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...