Through The Dark - 1D/5SOS PÅ PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rebecca Cooper er en ganske normal pige med et ganske normalt liv. Men hendes elskede tvillingebror er ramt af kræft, hvilket tager hårdt på familien. Rebecca lukker sig mere og mere inde, indtil forældrene griber ind. Hendes far melder hende til en konkurrence, og inden Rebecca ser sig om, har hun vundet. Og hvad er præmien? Helt sikkert en ting som Rebecca ikke synes om, nemlig at skulle med selveste One Direction på tour. Selvom Rebecca nægter at tage af sted, ender hun alligevel sammen med de fem fyre. Hun beslutter sig at få overstået det her hurtigst muligt, men hun har ingen anelse om hvad der venter sig de næste måneder.

118Likes
134Kommentarer
10687Visninger
AA

2. #1 - Unexpected news


 

”When you cried I'd wipe away all of your tears
When you'd scream I'd fight away all of your fears
And I held your hand through all of these years”

My Immortal - Evanescene

 

Og her sad jeg så igen. På hospitalsstuen, med Masons hånd i min. Hans før så stærke hånd med den pæne sommerglød, var nu så bleg og slap. Jeg følte smerten. Vi var trods alt tvillinger, ikke? Der er så mange, som sagde at tvillinger har noget særligt. At de kunne føle hinandens smerte og lykke. I det her tilfælde troede jeg på det, for jeg følte mig så tom indeni. Kræft. Kræft var noget lort. Det var en udbredt sygdom, men alligevel skulle den ramme ham, min elskede bror. Hvis den absolut skulle ramme nogen, kunne det så ikke have været mig? Jeg tænkte bare: Han fortjente et liv mere end jeg gjorde. Jeg ville hellere end gerne give mit liv, hvis bare han kunne slippe for al den her smerte. 

Den her tanke, havde jeg tænkt så ofte. Men det gjorde det ikke bedre, at jeg vidste, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Jeg kunne selvfølgeligt være der for ham, men jeg kunne ikke hjælpe ham af med smerten. Mit blik faldt på hans ansigt. Hans øjne var lukkede, og hans vejrtrækning var dyb. Jeg vidste at han sov lige nu, for ellers havde han sagt at jeg ikke behøvede at holde ham i hånden. Men nu gjorde jeg det altså.

”Rebecca?” Døren ind til stuen gik let op, og min mor stak hovedet ind. Det var tydeligt at hun var træt - ingen af os havde forudset, at Mason skulle indlægges igen. Vi troede at han var ovre kemoen. Men nej, til det seneste tjek, opdagede de at kræften havde vundet over kemoen endnu en gang. Så nu startede det hele forfra. Min mor var bare så udkørt for tiden, og havde intet overskud overhovedet. 

”Vi tager hjemad s-” Begyndte min mor, men jeg afbrød hende hurtigt ”Jeg bliver her” sagde jeg skarpt, og klemte Masons hånd hårdere. Døren blev skubbet helt op, og hun trådte ind på stuen. Hun var køn. Det lyse, blonde hår, hang ned over skuldrene, men de mørke poser under øjnene fik hende til at miste den sædvanelige glød. Af glæde og lykke. Tro mig, det udtryk savnede jeg. Hun så så glad ud, dengang før Mason blev syg. Men det var der intet at gøre ved nu. Vi var alle trætte, og jeg var sikker på at jeg også lignede lort. Med gamle makeup rester og uldet hår. Jeg havde ikke haft overskud til noget bad, her de seneste dage.

”Rebecca skat..” begyndte min mor, og lagde sin hånd på min overarm. Jeg blev pludseligt så vred, vred over at hun ville tage min fra min bror, når han havde allermest brug for mig. Jeg slog hidsigt hendes hånd væk, hvilket hun sukkede tungt over.

”Far bliver her, hos Mason. Du kan komme igen i morgen. Lige nu træner du virkeligt til noget søvn og ikke mindst til et bad - vil du ikke nok?” forsøgte hun endnu en gang, og jeg sukkede dybt. Hun havde ret. Jeg kunne ikke blive her for evigt. Men jeg havde bare ikke lyst til at tage hjem. For det betød at jeg skulle - eller i hvert fald for et stykke tid - leve hverdagen igen. Og om jeg magtede det? Men det endte alligevel med, at jeg rejste mig fra stolen. Jeg tøvede nogle sekunder, før jeg slap Masons hånd. En hånd lagde sig om min skulder, og trak mig blidt med ud fra stuen. 

***

Spejlet gengældte mit smil, da jeg forsøgte at fremtvinge et. Men det var så falsk, og så træt, da spejlet afslørede mit udseende. Et suk forlod mine læber og jeg lod en hånd føre en vildfaren tot, om bag mit øre. Jeg så mig selv dybt i øjnene, og betragtede den grå farve. Minderne dukkede op, og billederne om dengang Mason og jeg sammenlignede vores øjne i spejlet kom tilbage. Jeg smilede svagt, men hurtigt blev smilet erstattet af et suk. Hurtigt rystede jeg billederne ud af hovedet, og tændte for bruseren. Mens vandet blev varmet op, klædte jeg mig af. Jeg trådte ind i bruseren, og lod det varme vand glide ned over min krop. Øjnene blev lukket, og jeg forsøgte at glemme alting. Alt det der gjorde min hverdag så trist og grå. Først og fremmest den forbandede kræft. Hvorfor var det at den skulle ramme ham? 

Jeg lod mine tanker få frit spild, og lod de salte tårer blande sig med vandet fra bruseren. Hvor længe det blev ved, anede jeg ikke. Men det endte med, at jeg steg ud af bruseren, og viklede håndklædet omkring mig. Jeg kastede endnu et blik i spejlet og sendte mig selv et ondt blik. Hvordan kunne jeg være så latterlig? Det var Mason der havde kræft, og han beklagede sig ikke. Han var stærk. Og så stod jeg her og tudede, til jeg ikke kunne presse flere tårer ud. Ynkeligt. Jeg havde sådan lyst til at give mig selv en lussing, men en banken på døren afholdte mig fra det. 
”Rebecca? ” - ”Mmmh?” - ”Er det okay, at jeg lige handler?”

Jeg overvejede svaret. Ærligt talt havde jeg ikke lyst til at være alene hjemme. Men samtidigt gad jeg virkeligt ikke med, for overskuddet til at vise sig i offentligheden, var der ikke ligefrem. Jeg nikkede, men mumlede et hurtigt ja, da det gik op for mig, at hun ikke kunne se mig.
”Super. Jeg er tilbage om en times tid” sagde hun lettet, hvorefter lyden af hendes stemme, blev erstattet af fodtrin. Et opgivende blik blev sendt til mig selv i spejlet. Jeg fik noget tøj på, og føntørrede mit hår. Makeup, det orkede jeg ikke. Ikke i dag. Inden længe forlod jeg badeværelset, iført et par jeans og en løs T-shirt, som faktisk var ret meget for stor. Men det gjorde mig intet, for jeg elskede den. Om det var fordi at jeg havde fået den af Mason, vidste jeg ikke.

Jeg gik ind på mit værelse, hvor jeg fandt min bærbar frem. Den havde jeg ikke brugt i nogle dage nu, efter alt det med Mason var sket. Den tog ikke lang tid om at starte op, og inden længe var jeg på startsiden. Baggrundsbilledet var et, af Mason og jeg, da vi var små. Før alt det med kræften kom. Før vores hverdag blev så trist og træt. Et blik blev kastet ud af vinduet. Trods at det var Februar, skinnede solen udenfor, hvilket gav mig lyst til at nyde det. Men jeg endte med ikke at rejse mig, så jeg blev på mit værelse. Jeg gik ind på Twitter, hvor jeg havde 28 følgere. Yaaay.. Jeg fulgte så også kun 19, hvor de fleste var kendte. Jeg brugte generelt bare ikke rigtigt Twitter.

Et tweet dukkede op på min startside, hvor en person flejnede fuldstændigt ud. Det så ud til at hun havde fået koncertbilletter til.. Åh gud, One Direction. Jeg kunne bare ikke tage det band. De var så selvglade og egoistiske. Tænk at nogle gad dem. Selv hvis jeg fik foræret billetter, ville jeg sgu ikke møde op. Sorry to say, men de drenge var bare ikke lige min kop te. Og så vidste jeg ikke engang at de skulle på tour. 

Døren gik op i gangen, hvilket fik mig til at lægge computeren fra mig. Jeg gik ned af trapperne, og fik øje på min mor. Hun smilede svagt, inden hun gav mig et knus. Okay mor, du har været væk i en time. Men jeg anede ikke hvorfor, men hun virkede så.. Glad? Lettet? I hvert fald havde hun nu et andet udtryk, end da hun tog af sted. Et meget friskere. Jeg lagde hovedet på skrå, og lod min vægt ramme køkkenbordet, i det jeg lænede mig op af det.
”Hvorfor nu så glad?” fiskede jeg, mens jeg forsøgte at få øjenkontakt. Hun trak på skuldrene med et smil. Men undgik at se mig i øjnene. ”Tjah, det ved jeg ikke” sagde hun og passerede mig, med en karton mælk i hænderne. For t være ærlig, lignede det ikke at hun havde handlet i en hel time. Det nærmeste supermarked lå altså kun 5 min herfra, og de havde altid alt hvad vi skulle bruge.

Men noget sagde mig at hun også havde lavet noget andet, men hvad anede jeg ikke. En ting var sikkert, og det var at det havde letter hendes humør. 

Det var ikke fordi at der var så vanvittigt spændene, her i Preston, hvor jeg boede. Ved du ikke hvor Preston ligger, så er det ikke så vanvittigt langt fra Blackpool. Og ved du ikke hvor Blackpool ligger, ja så har du lidt et problem. Det ligger på vestkysten, det kan jeg fortælle dig.
Men Preston er en fin nok by, som ligger lige op af en flod. Ribble, hedder den. Ja, lidt et sidespor. Igen. 

”Rebecca?” Sagde min mor, mens hun så på mig. Noget sagde mig at det her ikke var første gang, hun sagde mit navn. ”Undskyld, hvad?” svarede jeg hurtigt og så på hende. Det var virkeligt typisk mig, at falde fuldstændigt hen i tankerne. ”Far er på vej hjem” sagde hun roligt og skulle til at fortsætte, men for anden gang i dag, afbrød jeg. ”Hvad!? Hvad med Mason? I kan da ikke bare forlade ham, hvad pokker tæ-” - ”Rebecca!” Denne gang var det min mor til at afbryde, mens hun irriteret løftede en hånd, for at jeg klappede i. ”Mason er vågen, og har sagt god for det. Vi skal snakke med dig. Bagefter kan vi besøge Mason”

Åh nej, ikke den snak igen. Det er det samme hver gang, jeg kan det udenad nu. Jeg skal overlade bekymringerne og ansvaret til dem, og leve mit teenageliv. Som om at jeg lader min bror i stikken? Nope, det gør jeg bare ikke. Mason og jeg er tvillinger, og tvillinger står sammen uanset hvad. Men ja, hvad var der at gøre? Snakken skulle bare tages igen, og så kunne jeg se Mason igen. Alt for ham. De forstod mig virkeligt ikke, og det var netop problemet. Jeg havde ingen at tale med..

***

Tiden sneglede sig virkeligt afsted, inden døren gik op. Jeg sprang op, jeg kunne kun tænke på at jeg skulle hen til Mason igen. Snakken skulle bare ind af det ene øre, ud af det andet, og så kørte vi. Min far så på mig med et smil, men han virkede nervøs. For hvad? Vi har taget snakken før og han plejer aldrig at være nervøs. Der måtte være noget. Den her dag var seriøst mærkeligt. Først er min mor pludseligt lykkelig og derefter kommer min far hjem, for at snakke. Og virker underligt utilpas eller sådan..

”Rebecca..” startede min far ud, hvilket fik mig til at bide mig svagt i læben. Noget sagde mig at den her snak, gik ud på noget andet end jeg havde regnet med. De stod begge foran mig, og så på mig. 2 mod en. Jeg manglede Mason lige nu. Suk. ”Vi ved at vi har snakket med dig før, men vi har efterhånden opgivet at tale dig til fornuft. Dit liv er fuldkommen væk. Det kan godt være at du tror at alt er godt, men der er så mange ting i dit liv der forsømmes. Du er ikke social, du går ikke i skole i de her tider, du får ikke nok søvn, du er trist og..” han holdte en pause fra sin tale, mens han samlede ord til det næste ”du får ikke den opmærksomhed, som du fortjener. Hverken fra os eller andre” Hans ord gav mig en klump i halsen. Han havde sagt det her før, men det virkede anderledes nu. De virkede oprigtigt triste, og de havde aldrig sagt at jeg ikke fik den opmærksomhed jeg fortjente. Desuden havde de aldrig sagt, at mit liv var væk. De var jo det samme som at sige, at jeg havde ramt bunden. Men det var jo egentligt rigtigt. Alt hvad de sagde, var sandt.

”Men nu griber vi ind, Rebecca” sagde min mor, da hun lagde mærke til at jeg var opslugt af mine tanker. Jeg så op, og opdagede først der, at mit blik var slørret. Ikke græde nu. Ikke græde nu. Jeg bed mig selv hårdt i læben, og skyndte mig at se væk. ”Vi prøvede at finde på en løsning, der kunne gøre dig glad igen. Noget der kunne få dig væk fra Preston. Så vi meldte dig til den her konkurrence” sagde hun, hvorefter min far tog ordet. ”Man skulle bare svare på nogle simple spørgsmål og forklare hvorfor man skulle vinde. Og du vandt” Han smilede oprigtigt, det samme gjorde min mor. Ja, fedt. Jeg har vundet en konkurrence, men jeg forlader ikke Mason. Glem det.
”Hvad vandt jeg?” prøvede jeg at sige, så ligeglad som overhovedet muligt. Men min stemme var svag, hvilket fik mig til at lyde endnu mere ynkelig, end jeg følte mig. 
De smilte stort og sagde i kor:


Du skal med One Direction på tour!”

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Så er det første kapitel ud! Tusind tak fordi at i læser det, og den skal nok komme mere i gang. Det her var bare for at starte den op, næste kapitel bliver meget bedre :)

Like hvis det lyster, og kommenter gerne :)

Den her historie er lidt en test, hvor jeg prøver at vikle både One Direction og 5 seconds of summer.

Jeg håber at det her kapitel gav jer et lidt bedre indblik i Rebeccas personlighed :) Jeg skulle i hvert fald også lige i gang xD

Tak!

Happily xx <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...