Den Mystiske Dreng

Den er en smule overtroisk men den handler om Bieber mere vil jeg ikk skrive ellers bliver det ikk sjovt at læse :3
Denne movella er slut��

24Likes
17Kommentarer
1500Visninger
AA

8. 8. (Rubins synsvinkel)

En varm ånde vækkede mig. Jeg slog langsomt øjnene op, og begyndte at skrige da nogle helt gule øjne kiggede direkte på mig. Væsnet veg tilbage for mit skrig som om det gjorde ondt. Jeg kiggede væk fra dens øjne, og kiggede på hvad det var for et væsen. Ud over sine gule øjne havde den knurhår, i ansigtet. En fin omkreds af brunt hår indrammede dens ansigt, og frem af hoved bunden dokkede to gule katte øre der var lige så gule som dens øjne. Den havde en fin rød kjole på så DEN måtte være en HUN. Hun havde også en gul hale der stak i gennem hendes kjole. Alt i alt lignede hun en kat ret så meget.

Hun begyndte at smile til mig. Hun viste nogle ret så pæne sylespidse hjørnetænder, Som gjorde mig ret så bange.

Over at se min skræk begyndte hun nu at grine af mig. Af MIG! Ingen griner af mig.

En vrede begyndte at brede sig inde i mig, og som langsom kom ud til mine hænde, som knyttede sig i knytnæver. Og 1, 2, 3… så sad der et ret så stort rødt mærke i hendes ansigt. Så kan hun bare lære at lade være med at grine af mig.

Hun tog sig til sin kind og gik forskrækket væk igen. Hun lukkede en dør, og jeg kunne høre at hun låste den igen.

Okay nu var det så på tide at jeg fandt ud af hvor jeg var.

Jeg var i en lille mørk klippe hule, hvor der kun var et lys, som var i form af et stearinlys, der hang på vægen. Hvorfor var jeg hær?

Skulle Lasse ikke have passet på mig, og i så fald søret for at jeg ikke var kommet her. Men hvordan var jeg kommet her?

Pigen fra før kom ind igen, men holdt sig denne gang nogle meter fra mig. Jeg ville gerne gå hen til hende, og spørge hun hvad i al verden var det hun bildte sig ind, men jeg opdagede at mine føder var lænket til vægen.

Det her kunne jeg virkelig ikke lide.

Pigen tog en dyb vejertrækning, og begyndte at snakke. ”Jeg hedder Magdalena men bare kald mig Magi”

Jeg åbnede min mund for at sige hvad jeg hede men hun afbrød mig. ”Jeg ved godt hvad du hedder, det gør alle næsten i vores verden nu. Det har Justin søret godt o g grundigt for. Du hedde Rubin, og er født menneske datter, men har været så uheldig at møde Justin” hun rystede på hovedet.

Hvad mente hun dog med det, og hvem katten er hun?

”Aha jeg ser at du gerne vil vide hvem jeg er” hun grinte stille ad mig, ” jeg er Magi, uægtedatter af den gamle katte konge over Leni dalen. Datter af heksen Melodi, og kommende heks. Er det nok for dig?”

Det blev jeg bare mere forvirret af. Hvordan kan en kat være konge over en hel dal, og hvor lå den her dal så?

”hvordan kan en kat være konge?” det var lige det første spørgsmål jeg havde, ret dumt ved jeg men jeg kunne ikke komme på flere.

Hun så opgivende på mig. ”ikke en rigtig kat tumpe hoved, nej en halv kat halv menneske lige som mig”, hun svingede lidt med sin hale, ”han døde bare, i en krig, så nu er det de forbandede køtere der hersker over dalen” hun skar tænder af bare vrede da hun sagde ’køtere’ hvilket jeg tror er varulve.

”okay, men hvorfor er jeg her i en luset fangekælder, eller hvad det nu er. Jeg har ikke gjort noget som helst” jeg kunne havde slået hende så hårdt af bare frustration over det.

”Du har som så ikke gjort noget, men vi skal bruge dig til at få tronen tilbage” sagde hun som var det, det mest indlysende i verden.

”Hvad mener du med tilbage? Du er jo uægtedatter så du kan jo ikke få tronen, og hvordan kan I bruge mig, og hvad mener du når du siger ‘vi’” måske var det lidt dumt at gøre hende sur ved at sige netop det, men jeg var ret så ligeglad. De skulle bruge mig så de kunne ikke slå mig ihjel.

”Lille søde tumpe, vi skal bruge dig fordi Justin, din åh så elskede tåbe af en kæreste, er kronprins til Leni dalen, så vi kan tvinge ham til at opgive tronen til os for at få dig tilbage. Og når jeg siger ’vi’ så mener jeg mig og mit folk, da jeg er blevet deres anføre i den krig vi har med køterne om Leni dalen, så det er også derfor at jeg bliver Dronning over dalen når vi får den. Har du nu forstået det dumrian?” 

Kaldte hun mig lige dumrian? Det vil hun sent glemme når jeg en dag kom fri af de her længer. Jeg nikkede bare for at få hende til at gå så jeg kunne få lidt fred til at tænke det her godt igennem.

Og det virkede da også, hun gik igen, og lod mig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...