Den Mystiske Dreng

Den er en smule overtroisk men den handler om Bieber mere vil jeg ikk skrive ellers bliver det ikk sjovt at læse :3
Denne movella er slut��

24Likes
17Kommentarer
1497Visninger
AA

14. 14. NEJ!

(RUBINS SYNSVINKEL)

En rysten der gik igennem jorden vækkede mig tideligt om morgenen. Efter rystelsen kunne man høre et højt brøl.

Magi vågnede med et sæt, og kiggede sig opmærksomt om. Dér kom der endnu et brøl, og hun så sig forskræmt om igen. Hun begyndte at mumle nogle forbandelser, og gik derefter hen og løste Melissas, og mine lænker fra væggen. ”De skide hunde, kunne de da ikke bare havde blandet den udenom” hvæsede hun igen, og igen. Hvad snakkede hun om? Og hvad, eller hvem var ’den’?

Hun tog fat i den ene ende af lænken og trak os udenfor. Først blev jeg blendet af det skarpe sollys der kom fra de tre sole, som jeg stadig ikke fået min hjerne til at acceptere var der. For mig skulle der kun være en sol, og sådan var det, og det skulle ikke være i alle mugelige forskellige farver som de her jo var.

Da mine øjne kunne se igen, så jeg på nogle bjerge lidt væk, at det så ud som om hele den ene bjergside var i brand. Men hvordan kunne det være gået til? Jeg nåede ikke at tænke mere da en kæmpe skygge kom flyvene hen over hovederne på os. Jeg kiggede hurtigt op for at se hvad det var men nu var der ikke noget.

En rystelse gik igen igennem jorden, fulgt efter af et kæmpe brøl, og denne gang føltes det meget mere voldsomt, som om det hele skete få meter fra os. Jeg kiggede mig om men kunne pludselig ikke se mere, da jeg blev blændet af en masse røg.

”Melissa!?” råbte jeg og falmede ud i luften. Jeg ville være sikker på at Melissa ikke kom til skade, da jeg følte mig en lille smule skyldig i at hun var her sammen med mig, og skulle opleve alt det her forfærdelige. Hvis hun døde ville jeg aldrig tilgive mig selv. ”Jeg er her!” svarede Melissas stemme, og jeg fik fat i hendes hånd. Jeg fik det meget bedre indeni da min hånd krøb rundt om hendes, og jeg var pludselig ikke helt så bange mere, jeg havde jo en jeg kendte tæt på mig.

”Hvad er det her?” råbte hun, og trak mig tættere på. Det undrede jeg mig også selv om. Jeg havde ingen anelse om hvad det kunne være. ”Hundene har sluppet deres drage løs, det er hvad det er” svarede Magdalenas stemme der kun føltes som en hvisken i det fjerne.

Har Justin sluppet en drage løs? Hvad havde han tænkt på at kunne nå med det, at få os dræbt? Hvad havde han tænkt sig, det at slippe en drage løs kunne da ikke hjælpe på særligt meget.

”Hold dig væk udyr” råbte Magdalena, og igennem røgen kunne jeg svagt ane en grøn stribe blive sent imod noget stort. Dragen? Brugte Magdalena magi imod dragen? Ville det ikke være meget nemmere at bare flygte væk i stedet.

”Rubin!” råbte en meget kendt stemme. Justin. Han var her, han ledte efter mig, men hvor var han så. ”Rubin” kom det igen. ”Jeg er her” skreg jeg, og prøvede at skimte igennem røgen for at få øje på hans skikkelse. ”Jeg er lige her” råbte jeg igen, og fik nærmest tårer i øjnene, hvad nu hvis han ikke kunne finde mig, hvad så?

Endelig begyndte røgen at fortage sig, og jeg kunne se en del mere. Då hunderede meter fra mig stod der et gigantisk dyr. Jeg ved virkelig hvordan man skulle kunne beskrive det, men den var mindst lige så stor som et 3. etages hus. Den var smaragd grøn, og skællene glimtede i solen. Den så ud til at være et meget stærkt og majestætisk væsen. Dens øjne var meget svære at undgå at ligge mærke til, da øjenfarven skilte sig meget ud fra dens krops farve. Øjnene var rubin røde, ikke sådan som man ville tro at den var ond, da jeg forbinder røde øjne med onde ting, men den så faktisk meget venlig ud, utroligt nok. Jeg fik øjenkontakt med den lige i dét jeg kiggede på den, og det var som om den kunne tale til mig løb ordet kom flyvene ind i mit hoved, og uden at jeg vidste det adlød jeg ordren.

Jeg begyndte at løbe, og uden at jeg vidste det løb Melissa med. Vi løb i lang tid sammen, langt ind i skoven. Skoven blev mere og mere grøn jo længere vi kom ind i den. Da vi havde løbet i godt 5 minutter, hæv Melissa i min arm. ”Kan vi ikke godt nok holde en pause” prustede hun, og satte sig ned. Jeg stoppede op, og lod hende pruste ud. Jeg trængte også selv til en pause, men min angst for at Magi skulle finde os, fik mig til at gå rundt i cirkler af bare spænding.

”Rubin?” jeg stoppede op, og kiggede mig om. Mine øjne søgte dybt ind i skoven for at se om jeg kunne se skikkelsen stemmen hørte til. Mine øjne fandt en mørk skygge dybt inde i skoven der kom nærmere. ”Justin” hviskede jeg. Jeg kunne mærke at mine kinder blev våde af de tårer der trillede ned ad dem. Jeg begyndte at gå hen imod skyggen. Jeg havde haft ret det var Justin.

Han var stadig lige så smuk som jeg huskede ham. Hans øjne søgte efter mine, og jeg kiggede dybt ind i dem. De dejlige blå øjne var ikke til at tage fejl af det var ham. Virkelig ham. Hans hår var godt nok blevet klippet en del kort, men jeg kunne leve med det, så længe at jeg bare havde ham hos mig.

Da vi kun stod 5 meter fra hinanden strakte jeg mine arme frem for at kunne nå ham. Han lyste op i et smil, som fortalte at han havde savnet mig i al den her tid, men smilet blev hurtigt aflyst af et smertens udtryk, der blev fordelt over hele hans ansigt, og han sank sammen. En mørkegrøn stribe havde ramt ham lige på brystet. Den stribe kunne kun komme fra én person. Magi. Hele min krop sank sammen, og jeg havde det som om mit hjerte stoppede med at slå. Hvis den stribe kom fra Magi kunne det kun betyde én ting, den var dødelig, og lige om lidt ville Justin sikkert dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...