Den Mystiske Dreng

Den er en smule overtroisk men den handler om Bieber mere vil jeg ikk skrive ellers bliver det ikk sjovt at læse :3
Denne movella er slut��

24Likes
17Kommentarer
1502Visninger
AA

12. 12. Melissa?

”Vi skal ikke miste modet” sagde Melissa og kiggede min mor dybt ind i øjnene.

”Jeg ved ikke hun har været væk så længe nu, og så sammen med sådan en dreng! Jeg tror hun er død, og ligger i en skov, et eller andet sted i landet” Min mor begyndte at græde. Min far kom hen og trøstede hende.

”Hun er der ude, og hun er i live. Det kan jeg mærke. Ikke giv op” sagde Melissa igen.

Det hele var så surrealistisk at jeg knap kunne tro at det var sandt.

Vent nu forstod jeg det. Det her var en drøm. Det hele var en drøm. Mor og far ville da aldrig droppe at søge efter mig, ville de?

Nej da og slet ikke Melissa, hun ville aldrig stoppe aldrig. Hun sidder jo også der og siger at de skal blive ved med det.

Ecko kom gående ind. Nej ikke gående som han plejede med godt humør og gøende som han plejede. Han gik med tavse skridt, og gik direkte hen til sin kurv og lagde sig med et suk.

”Nej Melissa jeg kan ikke mere, vi er nød til at stoppe” sagde min mor, og lagde en hånd på Melissas skulder, som med det samme begyndte at ryste. Et hulk var lige det sidste jeg hørte inden jeg blev revet væk af en strøm af farver…

Jeg var tilbage, eller jeg var vågen igen. Jeg lå badet i sved fra top til tå.

”det var bare en drøm, bare en drøm.” blev jeg ved med at sige i mit hoved. Men faktummet var at det ikke havde føltes som en normal drøm. Den havde været mere virkelig en normale drømme var. Mere, ja jeg ved ikke, den var bare anderledes.

Jeg vendte mig om, og var ved at få et slagtilfælde.

Magi lå og kiggede lige på mig med sine gule øjne. Vildt skræmmende hvis I spørger mig.

”Hvad drømte du siden du skreg til sidst” spurgte hun og satte sig op.

”hvorfor skulle jeg fortælle dig det?” spurgte jeg spydigt, og spyttede hende i hovedet. Det skulle jeg vist ikke have gjort, for lidt efter lå jeg på gulvet med et rødt mærke på kinden.

”gør det igen, og du ser aldrig din lille Justin mere” sagde hun og rejste sig op.

”Nu har jeg da også været så sød at komme med en lille gave til dig” grinte hun. Hendes grin var modbydeligt. Og hvad mente hun med gave?

”Hvad mener du?” Min stemme var lidt røstene da jeg var bange for hvad hun nu havde tænkt sig at udsætte mig for.

”Tja jeg har mærket at du sikkert føler dig lidt alene. Så jeg lavede lidt resurse, og fandt en jeg er sikker på at du bliver glad for at se. Hun var ikke engang bange for at tage med mig, da jeg sagde at hun kunne finde dig her,” mine bange anelser begyndte allerede ved ordet hun, ”Og nu kan jeg også være helt sikker på at du ikke flygter, er det ikke hærligt” grinte hun.

Hun gik hen til et skab der var kommet i det ene hjørne. Hvem havde hun nu hentet. Bare det ikke var Meli... Mere kunne jeg ikke tænke, da Magi åbnede skabsdøren og Melissa væltede ud.

Hun kiggede sig fortabt rundt, og eftersøgte rummet. Da hendes øjne faldt på mig, brød hun ud i et glædesskrig.

Hun kom kravlede hen til mig, i en vanvittig høj fart. Hun overfaldt mig med et kæmpe kram imens hun græd.

”Hvordan kunne du gøre det mod mig? Ved du hvor bekymret jeg har været? Jeg har været så bange” klynkede hun i en stor strøm.

”Stille Melissa. Ved du hvad du har rodet dig ud i?” sagde jeg og trak hende væk fra mig så jeg kunne se hende i øjnene.

”Nej. Jeg hørte bare at hende den skræmmende pige sagde dit navn, og så skulle jeg bare se dig” Sagde hun og begyndte igen at græde.

”Nej se de lille søde par der. Vor er i søde. Og klap så i. jeg smutter lige i et par timer men først,” Magi trak en kæde frem som jeg spændte fast til Melissas håndled, ”nu er jeg sikker på at du ikke flygter.” 

Da Magi var gået, kiggede Melissa skrækslagent på mig.

”Jeg sagde jo at det var noget rod gjorde jeg ikke” sagde jeg opgivende. Nu var det hele fortabt. Hvordan kunne Justin rede os begge uden at udsætte den anden for fare?

”Undskyld Rubin men jeg har bare savnet dig så meget.” hun lagde op til at græde igen, men denne gang bare over at hun havde fundet ud af hvad hun havde rodet sig ud i.

”Nu stop med at klynke. Det får os ikke væk herfra.” sagde jeg og prøvede at trøste hende.

”Ok men så fortæl mig lige hvad alt det her skal til for. Hvor er jeg? Hvem er hende pigen? Og hvordan er du blevet rodet ind i det hele?” spurgte hun, og tørrede hendes øjne med håndfladen.

Jeg fortalte hende det hele. Om Justin, om Magi, og ulvene, jeg det hele. Det tog et godt stykke tid før hun forstod det hele helt, men hun kom da til at forstå det nogenlunde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...