Den Mystiske Dreng

Den er en smule overtroisk men den handler om Bieber mere vil jeg ikk skrive ellers bliver det ikk sjovt at læse :3
Denne movella er slut��

24Likes
17Kommentarer
1507Visninger
AA

1. 1. Drengen

(drengens synsvinkel) 

Jeg sad i toppen af et træ, i skoven. Mit mørke hår piskede om ørne på mig. Jeg sad og slappede af, og nød månens bløde lys mod min hud. Jeg satte mig hurtigt op, da jeg hørte nogle skridt nede på stigen. En pige der var omkring min alder var ude og løbe med sin hund. Hun havde et stort smil på læberne, og man kunne se at det var sjældent at hun smilte. Hendes blonde hår slog om ørene på hende, og hendes skindene blå øjne var klare. ”Kom så Ecko” sagde hun til sin hund, og smilte bredere. Jeg kunne se at hun virkelig nød at være sammen med sin hund, at de nærmest var som et, sådan som de løb. Pigen stoppede forpustet op da hendes hund skulle tisse. ”jeg er blevet meget bedre til at følge med dig var” sagde hun og klappede den på dens hoved. Den nikkede ivrigt med hovedet, som om den kunne forstå hende. Hendes smilt stoppede brat da en bil kørte ind til siden lige ved dem. ”skal du have et lift” spurgte manden bag rettet, og stoppede motoren. ”Nej tak jeg er bare ude og gå med min hund” sagde hun og skulle til at gå igen. ”er du nu sikker smukke” sagde manden og steg ud af bilen. ”Ja jeg er sikker, og så må jeg heller ikke køre med fremmede” sagde pigen, og hendes hund begyndte at knurre af manden. ”kom nu skat jeg vil da ikke gøre noget ved dig” sagde manden og tog fat om hendes talje. Hun prøvede at få sig fri men han havde et for stærkt greb om hende. ”Slip mig kan du så slippe mig” sagde hun og begyndte at slå på manden. Hendes hund begyndte at gø af manden, og bed ud efter ham. ”kom nu her skatter” sagde han. ”Nej, du har drukket dig fuld” sagde pige, og prøvede at dreje hovedet da han ville kysse hende. ”Ja selvfølgelig har jeg det, ellers bliver det jo ikke sjovt” sagde han, og tog et hårdt greb om hendes hage, og tvang hende til at nærme sig hans læber. Dér blev det for meget for mig og jeg hoppede ned mellem dem og skubbede manden væk og pigen skubbede jeg ned i jorden. 

(Pigens synsvinkel)

Ecko kravlede klynkende hen til mig, og slikkede mig i ansigtet. Jeg slyngede armene om ham, og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg tog mig til armen, der hvor manden havde holdt fast. Jeg kunne mærke at der var ved at danne sig et blåt mærke. Drengen der havde reddet mig bankede manden synder og sammen, men manden fik dog også nogle slag ind. Ud af bilen steg en mand der knap nok havde bukser på. Jeg kunne regne ud at det sikker var ham der skulle havde voldtaget mig. ”Kom så på ham” hviskede jeg i Eckos øre, og han gik knurrende hen mod manden. Manden tog en tyk pind op, og begyndte at slå løs på stakkels Ecko. Der gik et jag igennem mig vær gang manden ramte Ecko, for når det gjorde ondt på Ecko gjorde det også ondt på mig. Til sidst gav den første mand op og råbte :”kom lad os komme væk herfra det nytter ikke noget.” Den anden mand stemte i og var inde i bilen på inden tid. De kørte af sted i sådan en fart at jeg håbede de kørte galt. Jeg åndede lettet ud, og opdagede at jeg havde spændt alle mine muskler da de pludselig alle slappede af. Ecko kom pibende hen i mod mig, og slikkede mig på kinden. Jeg lod et lille smil komme over mine læber, og var bare glad for at jeg havde overlevet. ”Hvordan har du det” spurgte en blød drenge stemme. Jeg kiggede op og kiggede ind i nogle dybe brune øjne. ”em….jeg har det vel fint nok, hvis man ikke tænker på at jeg næsten var ved at blive voldtaget” sagde jeg, og krammede en ekstra gang om Eckos hals. ”godt vil du med hen til min hytte.. og få varmen inden du skal hjem?” spurgte han og rejste sig op. Han havde en veltrænet overkrop, ikke at jeg lagde mærke til det, men man kunne bare se det gennem hans T-shirt. Han var ret høj i det, og måtte være på alder med mig. Hans brune halv lange hår, fremhævede hans smukke brune øjne. Og i det hele taget var han ret lækker. ”Nå bliver det til et svar eller skal du bare stå der og stirre på mig hele aftenen” drillede han med et smil på læberne. Nøj hans smil var til at dø for. Jeg rystede stille på hovedet. ”Tja det kan jeg vel godt, jeg gider ikke at fryse hele vejen hjem, så ja” sagde jeg. Jeg rejste mig, og gik i den retning hans hytte måtte være. ”Øh min hytte er ikke den vej” sagde han og begyndte at gå ind i skoven. ”Jamen hvor er den så, er den da ikke ved stien” jeg begyndte at blive ret bange. Jeg elskede godt nok at være i skoven, men det var noget andet om aftenen. Sidste nat havde jeg hørt ulve hyl der inde fra, og det havde givet mig onde drømme i lang tid bag efter. ”Nej den er inde i skoven, i en lille lysning. Det er da ikke et problem” sagde han, og jeg kunne se at han morede sig over at jeg ikke ville med ind i skoven. Jeg hviskede straks angsten væk fra ansigtet, og gik med ham ind i skoven. Ecko gik lige ved siden af mig, og knurrede af alt der bevægede sig. Det var begyndt at støvregne, så mit tøj var ved at være godt vådt, og det hjalp ikke direkte på kulden der var ved at brede sig til hele min krop. Til sidst kom vi til en lysning. Månens stråler faldt på det lyse græs og fik det hele til at se magisk ud. Hvordan kunne det være at jeg aldrig havde været i den her del af skoven før. Jeg mener at siden jeg var helt lille havde jeg været i skoven dag efter dag, og klatret i træer, så hvordan kunne jeg være gået forbi denne eng. Midt i engen stod der et enormt træ, og spredte sine lange arme ud over engen. Jeg kunne næsten ikke holde et grin tilbage da jeg så at hans ”hytte” han havde talt om bare var et træ hus oppe i træet. Jeg havde troet at det var en lille fin bjerghytte eller noget i den retning. Men i stedet var det bare en lille træhytte, som der sikkert ikke engang var varme i. Jeg kiggede skeptisk på ham, med et løftet øjenbryn. Han smilte bare og begyndte at klatre op til hytten. Først nu opdagede jeg at der ikke var nogen stige der op til, hvorfor var der ikke det? Jeg rystede bare på hovedet og klatrede bag efter ham. Der var mange grene så det var ikke så svært at komme op til ham, men det ville havde været svært hvis man var en nybegynder i klatring. Drengen var kommet op i den så kaldte ”hytte” og holdt en hånd ned imod mig. Jeg tog imod den, og han halede mig op i hytten. Han var ret stærk i forhold til hans lidt spinkle bygning, sådan som han bare halede mig op. Først vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men så kom der et lille ord ud af min mund ”Wow”. Træhuset var slet ikke sådan som jeg havde forestillet mig. Det var en helt normal hytte, med skorsten og et hele. Der var dejligt varmt, som om der havde været ild i pejsen længe, og der var en dejlig atmosfære. Der var nogle træmøbler i midten af det som sikkert skulle være stuen, og en sofa var stillet op foran pejsen. Drengen smilte bare, og gik ind i et andet rum og hentede et håndklæde til mig. ”tag tøjet af, og sæt dig hen foran pejsen” sagde han og lavede et nik hen i mod sofaen. Jeg kiggede skeptisk på ham. Helt ærligt jeg var næsten lige ved at blive voldtaget og så kommer han her og siger jeg skal smide tøjet, troede han virkelig at jeg hoppede på den? Han så mit skeptiske blik, og smilte et varmt smil. ”Hvis det havde været min mening at voldtage dig havde jeg gjort det ved vejen” sagde han og gik ud ad en anden dør. Jeg tøvede lidt, men til sidst gav jeg efter. Jeg kunne mærke at det hjalp godt på varmen at få tørret sit hår og komme af med tøjet. Håndklædet var lidt for lille, så jeg blev glad da jeg så et tæppe ligge på sofaen. Jeg slog det om mig, og satte mig ned på gulvet foran pejsen. Varmen kom hurtigt tilbage og jeg begyndte at få følelsen tilbage i tærende. Jeg kunne høre nogle gryder larme ude fra det værelse drengen var gået ind i, så jeg gik ud fra at det var køkkenet. Lidt efter jeg hørte gryderne kom drengen ind med et varmt glas kakao. Jeg nippede stille til den, og nød varmen der strømmede gennem min krop. ”Hvad hedder du?” spurgte jeg, og kiggede op. Han var ved at hænge mit våde tøj op på noget der lignede et tørrestativ. ”Er det nødvendigt at vide?” spurgte han tilbage. ”Em ja, jeg vil da gerne vide hvad min redningsmand hedder” sagde jeg, og kiggede underligt på ham. Det var da normalt at man gav sit navn, var det ikke? ”Hvis jeg sagde det var jeg nød til at kvæle dig” sagde han, og så ret ensom ud. ”Haha hvor er du morsom, kom nu sig det” sagde jeg og smilte, men mit smil forsvandt da jeg så hans alvorlige mine. ”Må du virkelig ikke sige det” spurgte jeg med medfølelse i stemmen. Han rystede stille på hovedet. ”Men hvad hedder du så” spurgte han og lyste op i et smil. ”jeg hedder Rubin” sagde jeg og smilte stolt over mit navn. ”Lige som stenen rubin” spurgte han, og lød som om han godt kunne lide navnet. ”Ja ligesom stenen” jeg smilte stolt, og satte koppen med kakao ned på gulvet. Vi sad lidt og kiggede på hinanden. Han kiggede på mig med sådan et underligt blik, så jeg kom til at rødme. Det syntes han åbenbart var sjovt, for han begyndte lige pludselig at smile. ”Hvad er det der er så sjovt” spurgte jeg, og begyndte selv at smile. ”Du ser bare så sjov ud nå du smiler” sagde han. Jeg dækkede hurtigt mine kinder til. Godt nok syntes jeg at det var sødt at han lagde mærke til det men det var stadig lidt pinligt. Han satte sig op gik hen for at mærke på mit tøj. ”Det er tørt nu” sagde han og smed det hen til mig. Jeg samlede det op, og kiggede på ham. ”Hvad er der?” spurgte han, som om han ikke forstod det, men det gjorde han jo. ”Tja jeg smider altså ikke tæppet før du er ude af syne” sagde jeg, og han så ud som om han lige var kommet i tanke om det, og gik ud. Jeg tog hurtigt tøj på, og nød varmen fra det nu varme tøj. ”Er du færdig nu?” råbte han inde fra det der måtte være køkkenet. ”Ja jeg er færdig kom bare ind” I det han kom ind, hørtes der nogle ulve hyl ude fra skoven. Jeg krummede mig, og der gik en kuldegysning igennem min krop. Drengen så bange ud. ”Du må skynde dig væk nu” sagde han og var hurtigt henne ved mig med at jakke jeg kunne tage på. ”Jamen hvorfor, og hvornår kan jeg få dig at se igen?” spurgte jeg og ville ikke gå. ”Jeg forklare dig det senere, og du kan komme til stigen i morgen samme tid og sted som i dag” sagde han og prøvede at få mig hen mod lemmen, der førte ud. Jeg opgav at stridte imod mere og begyndte at gå ned, da jeg kom i tanke om noget. ”Hvilken vej skal jeg gå hjem” spurgte jeg da jeg var halvvejs nede. ”Bare lad Ecko føre vej, han skal nok vide hvilken vej det er” sagde han, og det var det sidste han sagde inden han lukkede lemmen efter mig. Jeg undrede mig lidt over hvorfor han pludselig var sådan, men kom på andre tanker igen da jeg hørte ulve hyl igen. Ecko var hurtigt nede ved mig, og prøvede at få mig til at følge efter den. Men hvordan kunne den vide vejen. Jeg opgav at tænke over det lige nu og begyndte at løbe ved siden af ham. Vejen føltes uendelig mere lang end den havde været lige før. Og jeg begyndte at blive træt i benene af at løbe. Jeg stoppede forpustet op, men Ecko blev ved med at hive i dens snor. Til sidst fik den mig til at løbe igen, og endelig var vi ved stien. Men Ecko ville ikke stoppe for at tage en pause, og løb bare videre. Jeg kunne lige ane mit hus lidt længere væk, men jeg kunne ikke løbe mere. Ecko blev ved med at prøve at få mig til at løbe indtil jeg ikke kunne mere, og kollapsede om på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...