Del 2: Dukkeførerens skyggeteater. (pause)

det er nummer 2 af den skyggeløse skyggejæger. jeg vil anbefale at du læser de første 3 af the mortal instrument først, da hemmelighederne vil blive afsløret her og min bog den skyggeløse skyggejæger. det her er et blik inde i bogen, ind på den onde side.

Mit liv efter jeg dræbte Sarac gik rimelig godt. Jeg fremlejede et værelse i den mundane verden og fik et arbejde. Alt var godt, men lige som man troede, at ens problemer som skyggejæger var væk, kom de tilbage, som en høj lyshåret og psykopatisk mand ved navn Valentin - og nu er jeg nødt til at spille hans dumme lille spil. Men mit problem i denne her historie styrer også hen imod noget godt. For jeg skal finde den lille sladderhank, der fortalte Sarac, hvor jeg og min familie var for mange år siden. Det er nemlig min gamle penneven Sebastian Verlac. Hvis du læser dette her Sebastian, så vil jeg lige give dig et godt råd. Lad være med at løbe væk, for det er kun et spørgsmål om tid før jeg finder dig, og tro mig, jeg vil finde dig

2Likes
5Kommentarer
964Visninger
AA

1. Nu er fortiden slut og en ny historie er begyndt

Jeg så på Lyng, der havde ligget helt stille i sin køjeseng og havde lyttet til min historie. Tordenen var væk, så nu kunne hun godt sove, for nu var der kun regn. Jeg lagde min korslagte arme på kanten af hendes høje, hvide køjeseng og lagde mit hoved på dem.
Lyng satte sig op: ”Var det, det? Er der ikke mere? Ikke så levede han lykkeligt til sine dage ende?” spurgte hun.
Jeg kunne ikke forstå det, jeg synes det var en lang historie, så jeg trak bare på skuldrende og sagde: ”Ja”.
Hun mindede mig om min lillesøster, som kun blev 7 år.  Lidt yngre end Lyng, der er 8. Jeg så ned i Lyngs dyne. Den tanke gjorde mig trist, og jeg ville ikke have at Lyng så mig trist.
”Tror du, at Damon har fundet et sted at være, og en ny familie der kan elske ham”. Jeg så overrasket op på Lyng:  ”Du ved, han må altid komme og bo hos mig”.
Jeg tog hende om den ene skulder og trak hende ind til mig og sagde så glad som jeg kunne:  ”Tja måske”.
Men jeg vidste, det nok ikke kom til at ske. Det ville blive for farligt. Der var mange, der gerne ville havde ham på deres side, men det ville jeg ikke sige højt til hende, for så ville hun bare kræve at høre mere af historien, og det havde jeg ikke tid til.
Jeg skubbede hende blidt ned og ligge igen. Jeg lagde dynen over hende, så man kun kunne se lidt af hendes hals og hendes hoved med det mørkebrune hår, der så sort ud i skyggerne, og hendes lysebrune hud med de mørke brune skæve øjne. Jeg strøg hende over håret og sagde: ”Godnat”.
Jeg bøjede mig ned for at sige farvel til Lyngs mor, Pia, der sov på gulvet med en madras nede under køjesengen, men hun sov allerede. Hun var nok faldet i søvn midt i historien.
Lyngs mor lignede ikke Lyng.  Hun havde rødt hår, lige så rødt som en postkasse, med blå øjne og lys hud. Hun var også dansker og Lyng var fra Vietnam. Pia og hendes mand, Lyngs far Michael, havde adopteret Lyng, da hun var lille, lige som Gavin og fru Alcia, der havde taget sig at Damon, da han var lille og havde mistet hele sin familie i branden.
Jeg rejste mig op. Sikker på at Pia sov. Jeg gik hen til døren, ud af Lyngs værelse, da hun kaldte på mig med en lille stemme. Jeg kiggede hen på hende, tæt ved den brune trædør.
”Hvad er der? ” spurgte jeg. Lyng havde sat sig op igen og så lige ind i mine øjne:
”Du kommer tilbage ikke? Så du kan fortælle mig mere af historien.”
Det sidste tænkte jeg over. Var den overhovedet slut. Det vidste jeg ikke engang selv, men det var svært at sige nej til hende og skuffe hende, så jeg sagde det aller farligste og mest tillidsfulde ord, man kan sige til noget menneske. ”Ja”.
Lyng smilede og sagde mit navn:  ”Tak Damon”.
Hun lagde sig ned igen og lukkede øjnene.
”Lad nu være med at plage din mor om et kæledyr midt om natten”, sagde jeg.
Der kom et træt: ”Nej, nej” fra hende.
Jeg vendte mig mod døren og gik ud på gangen. Bag mig var wc'et, til venstre var stuen og på højre side var køkkenet.  Gangen var mørk uden lys, men jeg kunne sagtens finde ud.
Da jeg var ude af døren gik jeg ned ad trappen. Det var dér, jeg indså, at jeg nu var forpligtiget til at fortælle hende historien, og at jeg nu måtte passe på mit liv. Jeg havde bundet mig til hende, og det kunne få konsekvenser.
Mine fjender kunne bruge hende imod mig, og det kunne resultere i at hun døde. Da jeg kom uden for styrtede det stadig ned med tunge, kolde regndråber. Mit sorte hår og tøj blev med det samme vådt. Jeg tog bare min hænder i lommerne og gik i regnvejet, omgivet af det sorte nattemørke.
 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...