Del 2: Dukkeførerens skyggeteater. (pause)

det er nummer 2 af den skyggeløse skyggejæger. jeg vil anbefale at du læser de første 3 af the mortal instrument først, da hemmelighederne vil blive afsløret her og min bog den skyggeløse skyggejæger. det her er et blik inde i bogen, ind på den onde side.

Mit liv efter jeg dræbte Sarac gik rimelig godt. Jeg fremlejede et værelse i den mundane verden og fik et arbejde. Alt var godt, men lige som man troede, at ens problemer som skyggejæger var væk, kom de tilbage, som en høj lyshåret og psykopatisk mand ved navn Valentin - og nu er jeg nødt til at spille hans dumme lille spil. Men mit problem i denne her historie styrer også hen imod noget godt. For jeg skal finde den lille sladderhank, der fortalte Sarac, hvor jeg og min familie var for mange år siden. Det er nemlig min gamle penneven Sebastian Verlac. Hvis du læser dette her Sebastian, så vil jeg lige give dig et godt råd. Lad være med at løbe væk, for det er kun et spørgsmål om tid før jeg finder dig, og tro mig, jeg vil finde dig

2Likes
5Kommentarer
1002Visninger
AA

6. Kapitel 3: Den grå stjerne.

Da Damon åbnede øjnene, så han på ryglænet af et bilsæde, hvor en mand sad og snakkede med chaufføren. Hvordan er jeg endt her? tænkte han sløvt, med et rundtosset hoved. Han ville spørge manden, men kunne ikke. Det føltes som om hans hjerne havde glemt, hvordan man skulle tale. Det gjorde ham lidt bange. Men da han ikke kunne finde ud af at tale, prøvede han i stedet at sætte sig op i stedet for at ligge på hele bagsædet. Det kunne han heller ikke. Da han prøvede rystede hans arme, skuldre og alt blev tåget og rundtosset, men til sidst gav hans arme efter, og Damon faldt ned på sædet igen. Han fornemmede at passageren havde vendt hovedet mod ham og så på ham. Damon vendte sig om på siden, så han kunne se manden. Manden havde ikke milde øjne, men øjne som om Damon var en edderkop, manden havde trådt på, men som stadig bevægede sig. Damons øjne var søvnige og tunge, så til sidst klappede de sammen og han faldt i søvn.

Damon mærkede at varmen i bilen var blevet erstattet med en meget køligere temperatur.

Han åbnede øjnene lidt og blinkede for at blive klar i hovedet. Pludselig opdagede han, at noget var galt. Han lå ikke længere på bagsædet i bilen, men sad på en stol med armene omme bag ryggen. Da han holdt op med at blinke, så han ned i et trægulv. Så ned af sig selv. Han var bundet stramt rundt om stolens ryglæn, så han kunne sidde oprejst på stolen. Han kunne se, at det var velsignet metal, som var bundet om ham og hans håndled. Der var stjerner på. Den type der bruges til vampyrer, så de ikke kan flygte, når skyggejægerne har anholdt dem. Normalt plejede de at være foret, så vampyren ikke blev torturreret, når de bevægede sig, men Damon kunne kun mærke det tykke, tunge og kolde velsignede metal.

Han rettede sig op, og et lille sjok løb gennem ham. Han så en høj mand. Et  øjeblik troede Damon,  det var hans far, der var stået op fra de døde, men så lagde han mærke til mandens hår, som var sølvgråt, og sjokket forsvandt. Hans far havde haft langt brunt hår og ikke lysene sølvgråt hår. Det var også den måde manden stod på, som ikke passede. Denne her mand stod helt lige og perfekt, som en soldat, stolt og mægtig. Damon skubbede tankerne om sin far væk, og i stedet så han på manden med et oprørsk blik. Manden så bare udtryksløst på ham.

”Er du Damon Montago?” spurgte manden ligefremt og tørt.

”Ja” svarede Damon mistænksomt. Han kunne mærke noget, som gjorde ham nervøs. Det var den følelse, der kommer, når en person som havde både fløjten og halskæden var i samme rum.

Følelsen af at gøre som personen sagde uanset hvad. Damon så ned af sig selv igen, og som frygtet var Lunas halskæde væk. Han så op på manden igen. Så det var ham, der havde fløjtet i fløjten konstant. Hvis man ikke havde både halskæden og fløjten, kunne Damon ignorere det. I de sidste par dage havde han hørt fløjten, men på en eller anden måde havde han vidst, at det ikke var Jace, der havde fløjtet.

”Hvem er du?” spurgte Damon skarpt, kendte han Jace, eller havde han gjort skade på ham.

”Mit navn” sagde manden, og holdt en pause, som om han ikke vil sige det, men det gjorde han så, ”er Valentin Morgenstern”.

Damons verden forsvandt, så det føltes som om han fløj. Hans opmærksomhed skærpedes.  Han havde godt hørt om Valentin Morgenstern.

Hele den usynlige verden havde hørt om ham. Det ville være meget mærkeligt, hvis man ikke have. Damons røde øjne blev store, uroen og frygten boblede i ham.

Hvad vil Valentin Morgenstern mon med mig? Tænke Damon åndeløs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...