Del 2: Dukkeførerens skyggeteater. (pause)

det er nummer 2 af den skyggeløse skyggejæger. jeg vil anbefale at du læser de første 3 af the mortal instrument først, da hemmelighederne vil blive afsløret her og min bog den skyggeløse skyggejæger. det her er et blik inde i bogen, ind på den onde side.

Mit liv efter jeg dræbte Sarac gik rimelig godt. Jeg fremlejede et værelse i den mundane verden og fik et arbejde. Alt var godt, men lige som man troede, at ens problemer som skyggejæger var væk, kom de tilbage, som en høj lyshåret og psykopatisk mand ved navn Valentin - og nu er jeg nødt til at spille hans dumme lille spil. Men mit problem i denne her historie styrer også hen imod noget godt. For jeg skal finde den lille sladderhank, der fortalte Sarac, hvor jeg og min familie var for mange år siden. Det er nemlig min gamle penneven Sebastian Verlac. Hvis du læser dette her Sebastian, så vil jeg lige give dig et godt råd. Lad være med at løbe væk, for det er kun et spørgsmål om tid før jeg finder dig, og tro mig, jeg vil finde dig

2Likes
5Kommentarer
940Visninger
AA

4. Kapitel 2: En nat i New York.

Samuel og Emil besluttede at følge efter Damon.

Emil åbnede surt bildøren, imens han vrissede af Samuel med sine skarpe hajtænder.

”Du kørte ham næsten ned. Det er meningen, vi skal have ham i live!”.  Samuel stod foran bilen og strøg sit korte røde hår tilbage, imens han så tænksomt på den gyde, som Damon var løbet ind i.

 ”Jeg kørte ham kun en lille smule ned” forvarede Samuel sig.

”Ha, en lille smule” sagde Emil sarkastisk. Han var på vej hen til bagagerummet, hvor der lå en Behemma-dæmon. Samuel og Emil vidste godt, hvor Damon ville løbe hen, men de var ikke sikre på, om han ikke bare ville snyde dem, så de ville sende en Behemma-dæmon efter ham. En stæk, rådden dæmon giftig lugt fandt vej ind i Emils næse, da han åbnede bagagerummet. En hel masse slim smattede ud af bagagerummet og ned på asfalten. Behemma-dæmonen kravlede ud, den var stor og uformelig. Den havde to rækker tænder ned ad den aflange krop. Dæmonen kom glidende hen mod Samuel, der pegede ned på Damons sorte blod.

Der var noget ved den drivene knogleløse bevægelse, der ville få normale mennesker til at kaste op, fordi den lignede en blind snegl med tænder. Den sivede lige så stille hen til blodet og undersøgte det. Den havde færten af det mærkelige væsen, som den skulle gøre skade på. Den begyndte at sive langsomt hen imod den gyde, som Damon var løbet ind i.

Samuel mistede tålmodigheden. Han tog sit lange sværd og svingede det ned over Behemma-dæmonen og råbte:

”Af sted!” Hans lange blodrøde kofte blafrede i den vind, som sværdet havde lavet. Hovedet faldt af, men det gendannede sig bare igen, da dæmonen var kommet længere hen imod gyden, dér hvor Damon var forsvundet ind.

Dæmonen var overrasket og skræmt over det pludselige overfald. Den sivede lidt hurtigere ind i den mørke gyde.

Samuel og Emil gik hurtigt ind i bilen igen. Samuel jublede med en glad stemme.

”Dejligt, at vi ikke behøver at finde det dumme bæger. Det her er meget sjovere.” De kørte væk i en anden retning med fuld fart på.

 

 

Damon stoppede brat op, da han kunne mærke, at han var langt nok væk fra den eller dem der kørte bilen. Men for at være på den sikre side, lænede han sig ind mod væggen og så ned ad vejen, hvor han var kommet fra.  Selv om han ikke kunne se meget på grund af tågen.

Damon kiggede rundt, dér hvor han var stoppet op. Han bemærkede at summen fra den lille sorte flue var væk, men lugten, der havde afløst den, var ikke god. Der lugtede af regnvand, jord, tis og dæmoner. Damon rynkede på næsen, da han kunne lugte den. Den rådne, giftige lugt som dæmoner nogle gange har.

Han tog Gavins seraph-dolk op og pegede mod tågen. Pludselig hørte han en velkendt lyd. Det var den sorte flue, der kom tumlende og forvirret ud af den hvide og grå tåge. Den satte sig på Damons næse uden at bemærke Gavins seraph-dolk. Damon kiggede surt på den med sine røde øjne og sænkede seraph-dolken. Den sorte flue var rolig nu. Den begyndte at vaske og pudse sig - på Damons næse. En tagsten faldt ned ved siden af Damon og smadrede. Damon bakkede væk mod den anden mørke mur og så op på taget.

En Behemma-dæmon var på taget og så på Damon. Den hoppede ned fra taget og splattede ned foran Damons fødder.

Da dæmonen landede, fløj den sorte flue forskrækket op fra Damons næse og fløj nu rundt om ham i en ring, som om han var et juletræ. Det hjalp ikke på situationen, syntes Damon. Han rettede serraf-dolken mod Behanma-dæmonen og sagde med en kold stemme:

”Cassiel” serraf-dolken begyndte at lyse ligesom et hekselys.

Behemma-dæmonen hvæsede af ham. Dolken brændte og sved i Damons øjne, eftersom han var et slags skyggevæsen og ikke en skyggejæger mere.

Damon hukkede og stak alligevel til dæmonen, sådan som skolen og hans far havde lært ham, dengang da han stadig var skyggejæger, og hans far stadig var i live. Dengang han plejede at træne med sin far udenfor skolen.

Behemma-dæmonen gendannede sig bag Damon og løftede sig, så man kunne se bugen på den. Som en refleks vendte Damon sig om, trak serraf -doken bagud og stak med en glidene bevægelse Behemma-dæmonen i bugen. Damon indså hurtigt sin dumhed. Det som hans læreren og far havde prøvet at banke inde i hovedet på ham, ikke bogstaveligt, men at det bedste ville være, når man stod overfor en beheman-dæmon, var at tage sit eget liv. En væske kom ud af bugen og lagde sig over serraf- dolken. Dolken slukkede som et lys der var gået ud.

Behemmaen lo af ham og ville vælte ind over ham. Det lykkedes også. Damon indså alt for sent, hvad Behemmaen havde tænkt sig. Han var lige ved at kaste op, da den lagde sig oven på ham. Damon prøvede at slå og stikke med den mørke serraf-dolk, men det hjalp ikke. Han havde fået den brændende og sviende væske ud over sig, som om han havde taget bad i det. Desperationen voksede i ham, da han smed serraf-dolken og prøvede at skubbe sig fri. Han blev mere og mere arrig af at have den siddende oven på sig.

Behama-dæmoen synes, det var meget sjovt, men med et kom en skarp smerte, der borede sig ind i dens kød som om den havde sat sig på skarpe knive. Behama-dæmonen sprang forskrækket af fra det mærkelige væsen, som den kæmpede imod.

Damon så overrasket på sin hånd, imens han rejste sig op. Hans hænder var blevet til sort røg, med lange spise fingre, uden negle. Hans fingre havde altid været lange og smidige, men de her lignede dæmonhænder.

Da var det, at det gik op får Damon, at han ikke længere var en skyggejæger. En frygt kom boblende ud af ham. Det var som om, han havde haft et tykt tæppe over sig, som skjulte, hvad han var, men nu var tæppet revet af, og nu viste han sig som den, han i virkeligheden var.

Behama-dæmonen angreb ham, men Damon tog bare den ene hånd og rev dæmonen. Behamanen rystede og vred sig af smerte. Den valgte at trække sig tilbage. Den sivede langsomt hen mod det sted, hvor den var kommet fra. Væk fra skyggevæsnet med de skabe kløer.

Damon synes, at den lignede en lille hundehvalp, der havde fået skældud, for at have gnavet i en sko. Damon valgte at lade den være. Han vendte sig om for at gå hjem med vaklende skridt.

……………………………………………………………………………………………………

Han valgte at gå ind af kælderdøren i stedet for hoveddøren. Han tændte lyset og gik med trætte skridt ned ad gangen. Han åbnede døren til værelset og gik ind, mens den sorte flue fløj rundt over ham som en glorie. Damon tog en rygsæk, som stod ved siden af sengen. Han tjekkede om alt var i den. Da han var sikker, tog han den på ryggen, og gik ud af værelset, men han nåede ikke så langt.  For pludselig gik døren op og ind kom en høj sort skikkelse og væltede Damon omkuld på gulvet, lige som dæmonen i gyden, men denne her gang var det et menneske. En skyggejæger for at være helt nøjagtig, med runer og det hele.

Damon vred sig rundt på gulvet som en krokodille, der var blevet fanget. Det hjalp ikke, for skyggejægeren havde allerede taget hans hænder og ført dem om bag ryggen.

”Fik dig” smålo skyggejægeren. Manden, der holdt Damon havde rødt hår og lilla hud, som var spændt til det yderste. Skyggejægeren løftede Damon op og slog hans hoved ind mod væggen flere gange, lige som man gjorde med en hanekylling, der skulle have hovedet hugget af. Pludselig holdt manden op med at banke Damons hoved ind i vægen og på trods af de hårde  slag, kunne Damon høre en anden person, sikkert en anden skyggejæger, der også havde været i køkkenet overfor værelset.

Da den anden skyggejæger kom hen til Damon og hans plageånd med det røde hår, så Damon op på manden. Han løftede faretruende sin knyttede hånd, med slagjern. Med et, som en slange, slog han Damon i hovedet.

Damon så hvide små lys, der dansede for hans øjne, imens de to mænd bag ham gik ud til bilen.

Verden drejede kvalmende rundt for ham og Damon kunne ikke længere finde ud af, hvad der var op eller ned, men han kunne svagt høre mændene, der snakkede med en forpint stemme:

”Føj, han er godt nok sølet ind i dæmongift. Jeg er overrasket over, at han ikke er død endnu”

”Ja” svarede den anden ”og se lige hvor det ætser hans tøj”

”Ja, og mine hænder” klynkede manden sig.

 

Damon valgte at lukke øjnene og falde i søvn indtil hans hoved var normalt igen. Han lukkede øjnene og alt blev stille.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...