Del 2: Dukkeførerens skyggeteater. (pause)

det er nummer 2 af den skyggeløse skyggejæger. jeg vil anbefale at du læser de første 3 af the mortal instrument først, da hemmelighederne vil blive afsløret her og min bog den skyggeløse skyggejæger. det her er et blik inde i bogen, ind på den onde side.

Mit liv efter jeg dræbte Sarac gik rimelig godt. Jeg fremlejede et værelse i den mundane verden og fik et arbejde. Alt var godt, men lige som man troede, at ens problemer som skyggejæger var væk, kom de tilbage, som en høj lyshåret og psykopatisk mand ved navn Valentin - og nu er jeg nødt til at spille hans dumme lille spil. Men mit problem i denne her historie styrer også hen imod noget godt. For jeg skal finde den lille sladderhank, der fortalte Sarac, hvor jeg og min familie var for mange år siden. Det er nemlig min gamle penneven Sebastian Verlac. Hvis du læser dette her Sebastian, så vil jeg lige give dig et godt råd. Lad være med at løbe væk, for det er kun et spørgsmål om tid før jeg finder dig, og tro mig, jeg vil finde dig

2Likes
5Kommentarer
954Visninger
AA

2. Kapitel 1. Drengen der snød døden.


Det var nat, i udkanten af New York. Stjernerne der var på den sorte himmel lyste fredfyldt. Den hvide måne var fuld. Dens smukke hvide lys skinnede i togets vinduer.

Der var ikke nogen i toget, der kunne beundre det smukke månelys - kun én. En ranglet ung fyr med mørkegrå hættetrøje.  Sorte bukser og sorte læderstøvler. Men desværre havde denne person ikke meget til overs for sådan noget. I stedet for havde han lagt armene over kors, lænet sig forover sædets ryg over for og havde skjult sit ansigt i armene. Han havde også trukket hætten op for at være helt sikker.

Da toget stoppede rejste fyren sig og gik ud af toget. Ude på perronen var der ingen mennesker. Kun ham og stationens lamper. Fyren sukkede og kiggede ned på de grå fliser. Han var træt og ville bare hen til sit lejede værelse. Han var på vej hen til trappen og ud på gaden. En summen fra en lille sort flue gjorde fyren opmærksom på, at den stadig var der. Fyren sukkede igen. Den havde fulgt efter ham hele morgenen, også på arbejdet, hvor han vaskede biler, og lige meget hvor meget han prøvede at vifte den væk, fulgte den stadig efter ham. Pludselig hørte han noget der ikke var den irreterende summen fra fluen, men skridt fra en person. Det gav et jag i fyren. Han var ellers sikker på, han var alene. Han vente sig hurtigt om, men der var ikke noget, mærkeligt tænkte fyren. Jeg var ellers sikker på, jeg hørte noget, tænkte han og vendt sig om for at gå hen til trappen og ud på gaden.

Emil Pangborn læste igen ordene, der stod på avisen, som han havde stjålet, da han var på visit i Irdvis. Han kunne mærke vredes varme i ansigtet. Han ville brøle af raseri, hvis det ikke var fordi han sad i en bil på vej hen for at fange personen der stod omtalt i avisen.

 ”Hvad står der” spurgte Samuel.

Emils vrede fortog sig. Han så på Samuel Blackwell, der kørte bilen, og så ned på avisen igen og læste overskriften:

>>Drengen der snød døden<<

Samuels øjenbryn trak sig sammen.

”Jeg vil ikke kalde det for at snyde døden” sagde han.

Emil svarede ikke, men læste videre:

>>I 4 år troede alle, at Montago familien var døde. men en ny undersøgelse har ført frem til, at den unge Damon Montago stadig er i live<<

”Ha, stadig i live ” kom det hånligt fra Samuel.

Emil skulede ondt til Samuel. Han var allerede blevet træt af Samuels afbrydelser, men han læste dog videre: Undersøgelsen havde fundet frem til, at den unge Damon Montago havde udgivet sig for at værre Will Pangbron. Emil Pangbrons søn.

Efter at have kigget i kirkebøgerne fandt vi ud af, at Will var død og havde været det længe.

”Ha, jeg troede ikke de var så dumme, at de kunne tro, at Damon var din søn, ha” udbrød Samuel i et hånligt udbrud af latter.

Emil så på Samuel med sammenknebne øjne og et utilfreds ”hmm” Han så ned i avisen igen og læste videre: Vi har spurgt undersøgelsesdommeren, hvad hun har besluttet: Damon er ikke en skyggejæger og må ikke blive lukket ind i Irdvis igen. Dem der gør det vil blive stemplet som foræder og skal dø. Alle der ser Damon må dræbe ham. Vi har også spurgt Elton Tempest, som er ekspert i det underjordiske om, hvordan Damon kunne overleve det: Det er lidt at et mysterium det her som jeg desværre ikke har det korekte svar på, men jeg kan komme med et forslag til, hvordan det kunne ske. Jeg tror at Sarac har gjort Damon til vampyr, fordi han har røde øjne som mange beskriver ham med, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Ja som sagt, så er det her et mysterium som ingen har svaret på, men hvem ved. Det kan være at sandheden kommer frem en dag, om drengen der snød døden.

Samuel havde parkeret billen der hvor dæmonerne havde sagt at Damon ville komme forbi. Og nu sad de i bilen og ventede i tavshed, der lå som et tykt tæppe over dem. Samuel kunne høre avisen blive krøllet sammen henne ved Emil. Samuel vidste, at Emil var vred, men ikke på Damon eller ham, det var en anden. ”Hvad er der galt ” spurgte han. Emil så på Samuel, der kiggede ned på hans hænder, som holdt den krøllede avis. ”Jeg kan bare ikke fatte, at vi ikke skal ud og finde bægeret. Efter så mange års tro tjeneste og hvad er takken for det. Vi bliver sat til at fange den lille dumme Montago-dreng. ”Emil åbnede munden for at spørge, hvad Valentin egentlig ville med den dreng, men Samuel tyssede på ham. Hans øjne så ikke længere på Emils hænder, men bag bilen.

Emil så i samme retning som Samuel, og så Damon, der gik på vejen. Damon kunne ikke se Samuel eller Emil, fordi der var mørklægnings vinduer i bilen, så det var kun Samuel og Emil, der kunne så indefra. Samuel smilede et ondskabsfuldt smil og sagde med en overlegen stemme. ”Der kan man bare se. når man taler om solen”.

…….……………. II ………..….…….
Der var ikke lys i husene. De var alle gået i seng. Der var heller ikke nogen mundaner på gaden. Der var kun ham og den lille sorte flue, der stadig fulgte efter ham. Den var blevet alt for glad for ham. Pludselig tændte et skarpt lys bag ham og en høj motorlyd fra en bil lød i han ører. Damon drejede hovedet for af se, hvad det var. Hans røde øjne faldt på en bil, der kom drønende hen i mod ham.  Han nåede kun og rykke sig lidt, men det var ikke nok, for bilen ramte ham alligevel. Han faldt ned på ryggen og på den hårde stenvej.

Det blødte fra hans hoved, fra skulderen og fra det ene ben. Det sorte blod løb varmt ned ad ham, og hvis han havde haft et hjerte, ville det have slået hurtigt. Hans krop føltes meget tungere end de var. Han havde ikke haft råd til så meget mad, så han havde taget nogle piller der gjorde, at han ikke kunne mærke sulten. Han havde også spist en hel masse synåle. En mundan ville ikke kunne have spist synåle uden at dø, men Damon er jo ikke som andre mennesker.
På trods af hans sårede skinneben løb han væk. Væk fra bilen foran ham og ind i en mørk og dyster gyde efterfulgt af den lille sort flue.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...