Dead Silence |1D|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2014
  • Status: Igang
Nu vil jeg prøve at skrive den historie, jeg selv synes mangler herinde. Hvad vil 5 internationale superstjerner gøre hvis jorden blev ramt af en Zombie-epidemi? Hyre deres bedste vagter og flygte? Står frem og prøve at redde de uskyldige? Eller tage den nemme vej væk fra livet? Drengene der ellers har været så tæt knyttet, bliver nu splittet, af deres valg, og udsat både fysisk og psykisk. Med inspiration fra World War Z filmen.

6Likes
19Kommentarer
546Visninger
AA

5. Kapitel 4

Liams Synsvinkel

Vægten blev flyttet fra mine arme, lige da jeg skulle til at give op. Min hånd bliver åbnet med en flående bevægelse, og det kolde jernobjekt blev taget ud af min hånd. Et enkelt brag lød, og en kvalmende, hæs, gurglende lyd. Jeg anstrengte mig, og fik stablet mig på benene ved hjælp af Louis. Jeg mødte hans blå øjne, men kunne ikke få en lyd frem. Ikke et eneste lille tak. Mine øjne flygtede ned til den lille pige, vi havde vovet vores liv for. Hun skælvede, men så alligevel beslutsom ud. Hendes lyse hår, lå løst om hendes skuldre, og hendes brune øjne flakkede frem og tilbage mellem os. Hendes t-shirt klæberede til hendes lille spinkle krop. Hendes shorts var smurt ind i blod, og hendes ben var fulde af små rifter.

"Vi må videre" sagde Louis pludselig. Jeg nikkede svagt, og lod mine øjne løbe ned ad gaden. Et par lig var ved at plyndre en væltet lastbil, men deres opmærksomhed ville snart blive vendt herhen. Vi vendte os mod vores bil. Zayn og Niall var allerede kommet ud af bilen, og hjalp forsigtigt Harry ud. Hans ansigt var forvreddet i smerte, og han beholdte den sammenkrøllede stilling. "Han har brækket et ribben" sagde Niall. Jeg nikkede svagt, og tog hans arm over min skulder, og støttede ham sammen med Niall. 

 

Louis' Synsvinkel

Vores lille forsamling, bevægede os ned ad gaden, i det hurtigste tempo Harrys ribben kunne tillade. Jeg gik med pistolen fast knuget i min hånd. Mine øjne blev ved med at scanne gaden, efter de mindste tegn på fare. En lyd længere fremme, fik mig, uden varsel, til at løfte min arm, og lade fingeren glide ned til aftrækkeren. Et lig lå hjælpeløst på jorden. Dens ben var skudt af, og kunne kun ligge og sende os onde blikke. Jeg undlod at skyde den. Det var jo ikke fordi jeg var fuldt udstyret med patroner. Jeg lod min arm falde ned langs min side igen. En lille hånd fandt vej ind i min. Jeg kiggede ned på min hånd, der var forbundet med den lille piges. Hun kiggede uskyldigt på mig, og jeg smilede svagt, for at vise at det var okay. Okay at søge trøst.

Jeg vidste ikke hvad vi kiggede efter. Et sikkert sted selvfølgelig, men i hvilken form? Et kæmpe skilt blinkede til os længere fremme. Hotellet så usselt og gammelt ud, men vi nærmede os alligevel. Zayn tog fat i det gamle mahognihåndtag, og hev den fedtede glasdør op. Hallen var helt mørk, og vores skridt gav genlyd mod marmorgulvet. Skranken var udsmykket med smukke udskæringer, og et gammelt kasseapparat stod i den ene ende. Liam var gået om bag skranken, og havde taget et par nøgler ned. "Bare så vi kan låse" mumlede han stille.

Jeg var helt med på idéen. 

____

Vi fik stablet Harry ind på en seng, under høje smertesbrøl. Det lod ikke til kun at være brækkede ribben. Vi var ret sikker på, at der også var noget med hans ryg og, muligvis, kravebenet. Også Zayns ene arm lod heller ikke til at være i topform. 

Niall og jeg var gået ud for, at  gennemsøge resten af hotellet. Og låse eventuelle døre. 

Vi begav os ned ad den brede trappe, og fandt et stort nøglebundt bag skranken. Vi scannede omhyggeligt hver eneste lokale vi kom igennem. "Her er bagudgangen," hviskede Niall. Jeg nikkede, og rev nøglebundtet frem med rystende hænder. Efter er par mislykkede forsøg, fandt jeg den rigtige nøgle. Egetræsdøren låste med et svagt "klik". Vi begav os videre gennem spisesalen. Alt henlå i dystert mørke. I spisesalen stod der omkring 20 sirligt opstillede borde, med et menukort ved hver porcelænstallerken. Også her var der en skrank med udskæringer i det mørke træ. Niall undersøgte rummet, men mit blik var fæstnet på de store svingdøre, der uden tvivl, viste ind til køkkenet. Der strømmede lys igennem de runde vinduer, og en mærkelig lyd fandt vej til min øregang. 

Jeg fik hurtigt Niall kaldt hen til mig, med en svag håndbevægelse. Hans blå øjne mødte mine. Han var bange. Det var tydeligt. Jeg lod min hånd hvile på den mørke dør, før jeg trykkede til. Pistolen var hævet, og min finger var klar til at trykke det sorte metalstykke i bund. 

Den rådne dame lå på jorden. Ned over hende, lå et gammelt skab og låste hende fast. Hendes grønlige hænder langte ud efter os. Jeg kiggede spørgende på Niall, der kun havde væmmelse malet i ansigtet. Skulle jeg skyde den? Niall nikkede, og kiggede væk, da jeg lod min finger presse metalstykket i bund. Projektilet ramte hende lige ved hendes ene tinding, og borede sig let igennem den rådne hud. Blodet sprøjtede ud, på det allerede tilsølede gulv. Braget rungede i det tomme køkken. 

Vi stod et øjeblik før Niall tog initiativet, og listede over til køleskabet, mens han, omhyggeligt, undgik at træde i hjernemassen. Han åbnede det store amerikanerkøleskab, men skuffelsen overtog hver en del af hans ansigt. "Der har været nogen. Her er helt tomt," mumlede han svagt. Jeg trådte hen over liget, og sendte et blik ind i køleskabet. "Det er fandme løgn," halvhviskede jeg. For det betød jo, at vi skulle ud og finde mad. Jeg sparkede let til noget med min fod. Jeg kiggede ned. Halvt smurt ind i blod og hjernemasse, var der en uåbnet glasflaske. Forsigtigt tog jeg fat, på de rene områder, og løftede flasken. En uåbnet flaske vodka. Med et triumferende blik, viste jeg Niall mit fund. Det skulle nok dulme noget smerte. 

___

Vi bevægede os ned ad en trappe. Ikke fordi vi var særlig begestrejede for det. Ned var altid en dårlig vej. Vores skridt gav genlyd mod metaltrappen. Mit hjerte sad helt op i halsen, og jeg havde kvalme. Vi nærmede os en dør, med to runde vinduer. Vi kiggede kort på hinanden, og kiggede ind i rummet, bag døren. Men mørket var tæt, og vi kunne ikke se noget. Jeg skubbede døren langsomt op, og kantede mig ind i det ukendte. Jeg kunne fornemme Niall ved min side. Jeg kunne hører hans vejrtrækning. Jeg kunne fornemme ham ryste. Jeg gik forsigtigt frem, med armene let strakte foran mig. Mine hænder stødte på noget. Jeg farede sammen, før det gik op for mig, at det var væggen. Jeg gik, ganske langsomt, videre langs væggen. Mine hænder fandt det de søgte. Jeg trykkede kontakten i bund, og med de svage "plop"-lyde, lysstofrør siger når de ikke har været brugt længe, blev rummet lyst op. Min mave trak sig sammen, og for anden gang kastede jeg op. Jeg hørte nogen støde voldsomt ind i væggen bag mig, mumlende de værste eder. Mine hænder rystede, da jeg fik løftet pistolen. Jeg sigtede på den ene zombie efter den anden. Men alle sammen lå ubevægelige, på det sortternede gulv. Jeg rystede. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Gulvet var fuldstændigt tilsølet af blod. Omkring 5 zombier lå hulter til bulter på gulvet. "Pas på", fik jeg fremstammet, da Niall, temmelig rystende, forsigtigt undgik zombierne, mens han gik mod den fjerne ende af rummet. Det næste skete hurtigt; Niall skreg, og en kæmpe skikkelse, kom brasende ud foran ham, og jeg affyrede et enkelt skud. Zombien havde et solidt tag om hans ben, og han kæmpede en kamp for at få den af. Jeg skød igen, og ramte zombiens ene ben. Men den ænsede det ikke. Niall støttede sig op af væggen, og sparkede til zombien med det frie ben. Han ramte den i hovedet. Det halvrådne kranie flækkede omme i nakken, og den faldt om på gulvet. Dens arme spjættede stadig, og jeg skød den, for en sikkerheds skyld. Niall rystede værre end mig. Han tog sine hænder op for øjnene, og stod stille. Jeg gik tættere på ham, og var lige ved at skvatte på det glatte gulv. Jeg undersøgte hans rystende ben. Der så ikke ud til at være sket noget. "Kan du... Gå?" Jeg spurgte dumt. Det ved jeg. Men han nikkede, og trådte prøvende frem. Jeg nikkede anerkendende, og undersøgte rummet. Meget forsigtigt. Og langsomt.

En time efter, fandt vi endelig noget. Vi havde, meget langsomt, fundet noget mad. I de bagerste bagrum, havde vi fundet en pose mugne boller, et par flasker vand, og nogle havrådne æbler. En halv time efter, kunne vi gøre en stolt entré på det udvalgte hotelværelse. Harry, var faldet i søvn på sengen, Zayn sad og så halvdøsig ud, med hovedet hvilende i sine hænder. Liam prøvede tydeligvis at komme i kontakt med pigen. Men hun rystede hele tiden på hovedet. Hun så trist ud. Men hendes ansigt lyste op, da hun fik øje på os. Hun smilte ikke. Hun var mere... Opmærksom. Vi fremviste vores fund, og fik vækket Harry. Vi pillede det grønne mug af bollerne, så godt vi kunne, og forestillede os at vi var mætte. Vi lod flasken med vodka gå på tur imellem os. Vi sagde intet, men ventede bare på at flasken kom forbi en igen. Da halvdelen var drukket, vågnede Zayn af stilheden, og tog flasken for at sætte den væk. Jeg ville protestere, men vidste godt, at vi skulle spare på det vi havde.

Men vi havde næsten intet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...