Dead Silence |1D|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2014
  • Status: Igang
Nu vil jeg prøve at skrive den historie, jeg selv synes mangler herinde. Hvad vil 5 internationale superstjerner gøre hvis jorden blev ramt af en Zombie-epidemi? Hyre deres bedste vagter og flygte? Står frem og prøve at redde de uskyldige? Eller tage den nemme vej væk fra livet? Drengene der ellers har været så tæt knyttet, bliver nu splittet, af deres valg, og udsat både fysisk og psykisk. Med inspiration fra World War Z filmen.

6Likes
19Kommentarer
452Visninger
AA

2. Kapitel 1

Harrys synsvinkel

Jeg kørte udmattet en hånd igennem mit fugtige hår. Solen skinnede igennem de lukkede vinduer, på den varme sommerdag. Det havde været lang tid siden, at solen havde skinnet. Og så skulle den lige skinne den dag, vi skulle sidde spærret inde til møde. Det virkede nærmest hånende. Min gennemblødte t-shirt klistrede til min svedige krop, og tørsten brændte i min hals. Jeg sendte et træt blik op mod det tikkende ur. 

10 minutter mere, tænkte jeg opmuntrende til mig selv. 10 minutter mere, og vi kunne slippe ud i solen. 10 minutter mere. Jeg begyndte at pille åndsfraværende ved en tråd på mit ærme. Vi var til endnu et møde, på 3 dage, og jeg kunne ærlig talt, godt bruge en fridag. Det kunne de andre drenge også. Jeg sendte en tanke til Gemma, som nød sommerferien lige nu. Til min mor, som var på ferie med Robin. Til Will, som sikkert var hjemme, og nød den varme dag...

"Harry, hvad mener du?"

Liam kiggede på mig med et spørgende blik. Bag ham, var Niall og Louis ved at flække af lydløs grin. De vidste godt at jeg ikke havde hørt efter. Zayn sad også med et smørret smil om læben.

"Jeg øh..." Jeg kiggede desperat over på Louis, men han blinkede bare til mig, stadig lydløst grinende.

"Det lyder fint" sagde jeg bare kort for hovedet. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg lige havde sagt ja til. Bare jeg nu også syntes det var fint. Hvad det nu var.

"Forhelvede Harry, du skal følge-"

"Ja ja, det prøver jeg også på", udbrød jeg bare frustreret. 

Liam åbnede munden. Sikkert for at give et svar på tiltale, men jeg kom først:

"Jeg følger med nu, okay? Kan vi så fortsætte?"

Jeg lænede mig tilbage, og prøvede at få kontrol over mig selv igen. Hvorfor blev jeg egentlig så sur over det? Jeg blev i det hele taget vred, over ingenting lige for tiden. Det var nok mørket, der havde en negativ effekt på mig. 

"Det er der faktisk ingen grund til, at vi gør, for der er kun 5 minutter tilbage af mødet", sagde en eller anden fyr, der havde siddet og kigget halv-interesseret, på vores skænderi. Irriterende.

Jeg havde faktisk slet ikke bemærket ham. Det var garanteret  bare en eller anden, fra managementet. Jeg vendte mit blik mod vinduet. De andre begyndte at rejse sig. Stolene skrabede mod gulvet, med en irriterende lyd. 

"Fansene går da fuldstændig amok i dag" sagde Niall ovre fra et af vinduerne.

Louis gik over ved siden af ham.

"Det har du godt nok ret i" enig gjorde han sig hurtigt.

"Det ser jo nærmest ud som om de kæmper" bekendtgjorde Zayn, der åbenbart også ville se det.

Liam rejste sig også langsomt. Jeg havde på fornemmelsen, at han gerne ville sige noget til mig. Jeg prøvede at fange hans blik, men han havde allerede vendt det ned mod gaden, med de, åbenbart, 'vilde' fans.

Nysgerrigheden tog overhånd, og jeg rejste mig for at slutte mig til dem ved vinduet.

Og de havde ret. De var fuldstændigt oppe at køre. Jeg har oplevet vilde fans, men den mængde, så ud til at være ved at flå hinanden. Det var faktisk, uhyggeligt at se på. 

"Sikkerhedsfolkene får da deres sag for, var?" mumlede Niall stille. Jeg tror, at de alle sammen, ligesom jeg, var fuldstændigt chokeret over, at de ville være så voldsomme, for at få vores navn, på et stykke papir. 

"Kom, vi skal over til hotellet nu"


Jeg åbnede langsomt mine øjne. Lyset strålede ind i gennem de beige gardiner. Det var faktisk en irreterende farve. Min telefon bippede. Langsomt satte jeg mig op, og kiggede rundt i værelset. Det var 3. gang i denne uge, at jeg var vågnet op på et nyt hotel. Og det var kun torsdag. Vi skulle rejse hele tiden, så man nåede aldrig at føle sig hjemme et sted. 

Bip bip. Jeg rækkede ud efter min mobil, som lå på det lille mahogni natbord. Men mine stive morgenfingre, tabte den glatte mobil. Den ramte gulvet med et højt "Klir". "Fuck" mumlede jeg vredt, før jeg udmattet smed mig ned i sengen igen.  

 Gadelygterne lyste med et gulligt skær, ned på den våde asfaltvej. Det skæve vejskilt, så ud som om det var kørt ind i. Gadelygten længere fremme, var sprunget. Det kvælende mørke, omsluttede os. Man kunne ikke se en hånd for sig. Vi bevægede os videre. Et lys, skar sig i gennem mørket. Der var stille. Helt stille. Vi vandrede tættere på det oplyste glas.

Vi ville have en følelse af liv igen. Mærke lyset i os, igen. Mærke det, før vi blev kvalt, af det unaturlige mørke, som havde taget hele jorden. Som kvalte lyset, og glæden. Som kvalte alt liv, og kærlighed.

Jorden var formørket.

Jorden var ved at dø.

_______________________________________

Så kom der en form for start. Ved godt det ikke er så spændende endnu, 

men man skal jo starte et sted.

Dette kapitel, er ligeså meget til, for at vise, at jeg skriver denne historie :)

Jeg håber også snart, at jeg kan gøre noget mere ud af layoutet.

Håber i alle kom godt ind i det nye år!

Borris

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...