En negativ erindring

En erindring jeg har skrevet for et stykke tid siden, modtager gerne kritik og ros :)

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

1. En negativ erindring

 

 

Dagen var endelig kommet. Noget havde vækket mig tideligt den morgen. Jeg lå og ventede på at min far eller mor ville komme ind af døren og sige at nu var det tid. Der var mærkeligt tyst i vores lejlighed på Nørrebro, byen sov stadig og jeg husker ikke hvor længe jeg ventede. Jeg vidste ikke hvad jeg ventede på, men bare det at jeg ventede gjorde mig utryg. Frygten havde efterhånden sneget sig ind på mig og gjort mig mere usikker end nogensinde før. Natten havde været kold og skyerne stod stadig højt på himlen, det regnede og tordnede som aldrig før.

Jeg sad i sengen og græd for mig selv, bukserne og den snavsede bluse havde jeg taget på, og smidt dynen fra mig på gulvet. Det bankede på døren og jeg åbnede den forsigtigt, det var min far. Jeg vidste godt hvad det betød. Jeg gik ud i gangen og tog min jakke og mine sko på. Lidt efter kom min mor ud i gangen. Vi kiggede blot på hindanden, helt tavse. Jeg gik først ned af vores trappe langsomt for ikke at falde. Min far låste døren op og holdt den for mig, jeg gik lidt i mine egne tanker og lagde ikke rigtig mærke til det, men taknemmelig var jeg. Bilen blev låst op og jeg satte mig ind på mit lille barnesæde mens min mor gav mig min sele på. Der blev ikke sagt noget under hele turen til hvidovre hospital. Jeg havde ikke rigtig noget at byde ind med og forholdte mig tavs. Jeg var nok også lidt bange for hvad der skulle ske lige om lidt, Frygten havde taget kontrollen over mine tanker som den så tit gjorde. Det var nok den  mest ubehagelige følelse jeg havde oplevet. Det var som om det altid havde været en evig kamp, uden lige. Det var faktisk mærkeligt og jeg var ikke helt sikker på hvad det betød men bange var jeg.

Bilen trillede ind på parkeringspladsen og holdt stille i et stykke tid. Jeg fik selv spændt mig fri og trådte ud af bilen. Mine forældre fulgte efter og sammen gik vi over til hospitalet. Der var fire døre hvor talene 1,2,3,4 stod skrevet i rækkefølge. Jeg husker ikke hvilken farve dørene havde, kun det at vi gik ind af den anden dør. der efter gik vi ned af en lang gang hvor vi skulle melde vores ankomst og fik så at vide hvor vi skulle vente. Kvinden sagde vi skulle følge den grønne streg og det gjorde vi. Vi sad længe og ventede på at det skulle blive min tur. Jeg havde været her en gang før da jeg var fire måneder gammel men det kunne jeg ikke rigtig huske. Vi ventede længe omgivet af andre som også ventede. Der var ikke en ensetse rar følelse der gik gennem mig, nærmere sorg og tristhed. Mange af de her mennesker var meget svære stillet end jeg var og det gjorde ondt dybt inde i mig. Jeg kunne sagtens relatere til hvordan det var at have et problem de fletste andre ikke havde. Tom var jeg ved tanken om hvordan de mon havde det hver især,og hvad der skulle ske. Det var som at få en ordentlig mavepuster. Mine forældre havde flere gange sagt at min læge var dygtig og at det hurtigt ville være overstået. Det troede jeg slet ikke på og frygten voksede hele tiden, den stoppede aldrig. Til sidst var der kun et lille hul i mit sind som anede håb og troede på en bedre fremtid.

For enden af gangen hørte jeg en stemme som svagt råbte mit navn. Jeg blev hurtigt klar over at tiden var inde, det jeg havde frygtet i så lang tid ville ske om lidt. Jeg rejste mig tungt og trampede ned af  gangen indtil jeg kom til et midndre rummet. Til højre i rummet stod der en høj briks, til venstre sad der to læger og snakkede stille om noget jeg ikke helt kunne høre. Til syneladende uvidne om at jeg stod og iagtog dem. De snakkede længe og de snakkede om det samme, man kunne høre på dem at de havde snakket sammen mange før. Det gjorde mig lidt trygere og noget af frygten fjernede sig langsomt. For første gang i meget lang tid var der rent faktisk noget der var rart, det var mærkeligt at tænke på. Min mor og far kom til rummet ikke ret lang tid efter mig. De gav hånd til lægerne og snakkede tyst med dem.

Jeg hørte ikke rigtig efter, og tænkte mere over hvordan det hele ville gå. Briksen der stod i det højre hjørne var kold og hård, men jeg havde egentlig ikke regnet med andet så det undrede mig ikke. Lægerne forklarede operationen for mine forældre og det var svært for mig at holde tårerne tilbage. Jeg kravlede op på briksen og fik mine små sko af. Lyset i loftet var dæmpet, det var meget rart i betragtnigen af hvor længe jeg nok skulle ligge her. Det var selvfølgelig ikke rart alt det her men det var sådan det nu en gang var og det kunne ingen lave om på. Jeg husker ikke hvordan de bedøvede mig, men det er helt sikkert at jeg blev slået ud som et lyn, og gled i dyb søvn. I lang tid havde jeg ikke drømt noget jeg kunne huske, men det her sidder stadig fast den dag i dag.

Der var helt mørkt i lokalet, kun en lille lampe for oven skinnede uafbrudt. Lyden fra en elektrisk-pizzaskære blev ved og det gjorde forfædeligt ondt i mine fødder. Den skar i gennem alt hvad den mødte og jeg skreg og skreg uden stop. Sådan blev jeg ved længe og smerten holdt ikke op. Ilusionen bliv vildere og vildere til den til sidst var blevet et stort sort billede.

Det næste der skete husker jeg svagt, men alligevel fuldstændig tydeligt. Jeg var blevet båret ind i et andet rum hvor de havde sat en film på med nogle skilpadder der hoppede rundt og kæmpede, det var tegnefilm og jeg havde aldrig set noget lignende. Et lille hul i min hånd forbindede mig via en snor til noget blod i en pose, og jeg kunne tydeligt mærke hver gang nyt blod blev ført ind i min hånd. Det var smertefuldt men jeg vænnede mig hurtigt til det. Der lå jeg længe uden frygt, uden sorg, uden tristhed. Det hele var blevet omtåget og det var svært at sidde oprejst og se på skærmen. Til sidst besluttede jeg mig for at læne mig op af den hoved pude, der havde ligget i sengen. Jeg var fuldstændig omtåget og havde svært ved at fokusere eller koncentrere mig om noget specifikt. Taknemmeligheden strømmede igennem mig da det gik op for mig at jeg stadig havde to ben med to fødder som fungerede fint, jeg tænkte længe over hvor heldig jeg havde været. Verden døsede stille hen, Lydene forsvandt det samme gjorde lyset og alt blev igen bæl ragende mørkt.

Briksen var stadig kold og hård som den plejede. Lydende vendte langsomt tilbage til mig, eftrefulgt af lyset. En af de to læger spurgte mig forsigtigt om jeg ville have rød,blå, eller grøn gips på mine ben. Grøn mumlede jeg stille og smilede svagt til ham. Lægen havde hørt hvad jeg havde mulet og var straks gået i gang med at lægge gips. Først på mit højre ben og derefter på mit venstre. det tog sin tid men det blev gjort grundigt kunne jeg mærke og det var jeg taknemmelig for. Sådan, hørte jeg lægen sige og jeg kiggede straks ned på mine ben. Det så helt fint ud, gipsen var god og stærk kunne jeg mærke. jeg fik fremstammet et lavt tak. Lægen smilede som svar.

Jeg blev båret over i en rullestol, og mine forældre kom ind af døren, de omfavnede mig begge kærligt. de sagde mange gange tak til lægerne og strålede af glæde. Jeg blev kørt i min rullestol af min far ud til vores bil hvor efter vi kørte hjem til vores lejlighed. De to voksne bar mig op af trapperne og lagde mig i min seng, de bad mig om at sove. der gik ikke lang tid før jeg var døset hen i mine drømme og ikke længere tænkte over mit liv.                       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...