skyggeland

En række små fortællinger om liv, hjem og regnvejr der har taget form i de mørkere afkroge af min hjerne. Måske forstår du dem, måske er du dem, måske er de dig.

38Likes
19Kommentarer
1526Visninger

1. 1

Jeg går op ad metroen, venter på at din hånd rammer skulder, beder mig om at blive; "Kan vi ikke snakke om det" vil du sige. Jeg vil standse, det vil blive godt igen. Trappen synes uendelig. Hvorfor siger du ikke noget? De andre mennesker er grå og lange, skyggerne er i dem - alting flyder sammen, jeg er bange.

Er det min skyld at jeg går her? Min hånd ryster, det hele gør ondt. Din hånd tager fat i mig. Om få sekunder, jeg ved det vil ske. Det sker altid. Tre, to, en. Men det sker ikke, og jeg når lyset, kommer op, den grå verden er skarp, der er ingen kroge at gemme sig. Jeg styrter af sted, mine øjne drypper, efterlade røde spor på vejen.

Dryp, dryp, dryp.

Husene er høje, jeg tør ikke kigge op. En pige tager sin mors hånd, hun kigger på mig. Hun smiler, men hendes ansigt forsvinder, det bliver sort, hendes mor hiver hende væk. Jeg kigger tilbage, leder efter dem, men de bliver væk i myldret.

Jeg er helt alene, der er folk overalt, jeg forstår det ikke. Du er ikke bag mig, jeg kan mærke at du er væk. Jeg vender og drejer mig, jeg bliver nød til at sige undskyld, det bliver nød til at blive godt igen.

Husene bliver lavere, menneskerne trækker væk. Pladsen er alt for stor, himlen er så tæt på. Jeg dukker mig, strækker armene over mig, himlen må ikke komme tættere på. Jeg bliver kvalt, jeg bliver kvalt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...