Somewhere In Between - Harry Styles Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 8 dec. 2013
  • Status: Færdig
Harry Styles har altid i hans tilfælde, været betragtet som den charmerende hjerteknuser i bandet. For medierne, omhandler det med Harry der til dags hopper rundt på sine piger, og mest for nyligt på sin kæreste Vicky Henderson. Denne ene gang er det selvfølgelig en smule mere kompliceret end det øvrige. Udelukkende, kan ingen trække Vicky væk fra hans tanker. Ved hjælp af Harrys misbrug, og store arrogante ego, tager tingene en uventet drejning, som vil ændre Harrys liv komplet.

16Likes
11Kommentarer
1046Visninger
AA

3. Jealousy - Vicky Henderson

 

 

 

"You will always be mine."  

- Vicky Henderson

---

Harry's Synsvinkel.

 

Jeg havde aldrig haft mulighed for virkelig at opleve hvordan det føles. Naturligvis, blev hun anset for at være en anden ekskæreste i min bog. Et af de glemte piger på min liste. Det præcis den mulighed jeg gik efter. Jeg var ment til at glemme, og komme videre hver anden gang.

Så hvad var problemet i det hele tage, hvis Liam dansede med hende? Jeg fortalte ham, at hun var fri og at vi begge var færdige med hinanden. Jeg var over hende.

Tror jeg.

"Er du okay?" fyldte Perries stemme i mine ører. Jeg kiggede op på hende gennem mit sløret syn, og var tvunget til at bringe et smil på mit ansigt.

"Fuldstændig. Hvorfor spørger du?"

Hun sukkede, idet tog hun en plads ved siden af ​​mit. "Zayn bemærkede, at du med tiden, stirrer på Vicky og Liam. Han var egentlig bekymret, Harry."

Jeg trak på skuldrene, og sank en anden skud af spiritus. "Jeg kan stadig lide hende. Jeg er ikke helt sikker endnu. "

"At dømme efter den måde du stirrer på hende, er jeg temmelig sikker på at du gør." Sagde hun, hvori jeg vinkede over til hende.

Jeg rynkede panden, mens jeg så Vickys smil vokse, deri Liam fortsættende talte til hende. Måske javde jeg stadig har følelser for hende? Grundet for mig var, at være en komplet idiot mod hende. Jeg tvivlede på om hun delte de samme tanker, som jeg selv bar på mig. Jeg formodede, at jeg havde fået den stereotype tilfælde, hvor jeg ikke vidste,hvad jeg havde, indtil hun var væk. Og jeg ville have hende tilbage mere end noget andet.

"Det er for sent, alligevel. Lad hende være lykkelig." Talte Perrie overbevisende, hvori hun prøvede på at fange min opmækrsomhed. Jeg trak på skuldrene.

Perrie gav mig en sympatisk udseende. At dømme efter, hvordan hun havde behandlet mig, må jeg syntes helt patetisk. Den pludselige ændring af interesse i Vicky, fik mig til at være aldeles forvirret og håbløs.

"Du burde fortælle det til Liam."

Jeg rynkede panden, og så tilbage op på hende. "Det ville ikke være rigtigt. Hvad hvis han syntes om hende?"

Perrie udlejede en lille latter. "Tror du virkelig, at han vil huske hende efter i aften? Du ved hvordan han er, Harry."

Jeg knyttede næverne. Uanset hvordan jeg havde behandlet hende, ønskede jeg ikke Liam overveje Vicky som et "Nats offer". Jeg flyttede fra min sæde, og skubbede mig gennem folket og ud mod dansegulvet. Jeg opdagede de to straks og greb om Liam håndled, for at trække ham væk fra Vicky. Jeg kiggede over min skulder på hendes forvirrede udtryk, der så fik hende til at trække Liam tilbage til vores stand.

"Hvad laver du, helt præcist? " Spurgte jeg mellem sammenbidte tænder, og med et fast greb stadig omkring hans håndled.

"Åh jo. Harry var dog ensom, Vicky. Plus, du sagde, du er færdig med hende." forklarede Liam, og forsøgte at glide væk fra mig.

"Ja, jeg gjorde. Det giver dig stadig ikke ret til at gå efter hende. De fleste mindre, mens jeg står lige her." Sagde jeg snerrende af ham.

Liam stirrede på mig, før jeg sukkede og tog et skridt tilbage. Han rystede på hovedet, deri hævede han hænderne over hovedet.

Jeg kiggede på ham et øjeblik, før det gav ham et nik, da han vendte til at gå væk fra mig. Jeg så ham gå, før jeg vendte tilbage til den retning, hvorfra jeg kom, og tog efter mine skridt tilbage mod Vicky. Jeg så et plet af hendes blonde hår gennem mængden, og skubbede min vej igennem. Hun så mig, da jeg gik hen til hende, hvori hvores stirren mødte hinanden,  med et utilfreds udtryk i ansigtet.

Selvfølgelig. Jeg forventede hende til at være vred på mig. Jeg havde en massiv belastning af forklaringer, og jeg kunne kun håbe på at hun ønskede at lytte. Det faktum, at min hjerne havde besluttet at skifte rundt og hovedet ville tilbage til hende på trods af min had mod engagement fik mig fuldstændigt til at vene rundt baglæns. Jeg kunne godt lide hende, og det kørte mig helt og aldeles vanvittigt.

Vicky kiggede på mig med et irriteret blik, klistret over hendes ansigt .

"Hvad?" skulede hun op på mig, gennem hendes mørke grønne øjne. "Man kan flirte med mine venner, men der kan være grænser?" hvæsede hun, og tog en drejning væk.

"Nej," begyndte jeg, "Du er den ene, der kan sætte mine grænser af . "

Jeg så på hende, da hun begyndte at se lidt mere forvirret snarere end vred. Jeg kunne ikke bebrejde hende med hvordan jeg konstant skiftede mit sind og fik mig til at syntes ligesom at jeg er ikke var sikker på, hvad jeg virkelig ønskede. Det var alt efter, hvornår det hele satte ind, og at jeg stod over for sandheden. Det er meget sværere end det ser ud, når man skulle have ret hele tiden.

Medmindre jeg henviste til mine relationer.

Hendes ansigt begyndte at blødgøre sig lidt. " Hvorfor?" spurgte hun. "Du slog op med mig, ikke? "

"Nej, du slog op med mig.. Jeg har lige besluttet for at være den idiot, der nævnte det først. "

Sandheden var, at hele bruddet var min skyld, og den skyld havde virkelig fået mig til fortrydelse, da jeg havde set Vicky den aften. Jeg havde endnu engang druknet mig i alkohol, og derefter fortsatte det med at få mig til at tro, at jeg var bedre uden hende. Og måske faktisk fik jeg brug for en kæreste, og Vicky var ikke alle der kunne udskiftes. Jeg var bare stædig og havde vrangforestillinger.

"Hvorfor kommer du tilbage nu, så ? Og hvad var det punkt ved at være sådan en massiv idiot?" svarede hun sukkende .

Jeg trak igen, uvilligt til at se direkte på hende. " Det er bivirkningerne ved at være en fyr."

Hun udstødte et lille grin : "Og du forventer mig til at tilgive dig?"

Det sørgelige er, at jeg dels gjorde. Jeg ville have hende til at tilgive mig, fordi jeg havde et hul, hvor den følelse af de to af os delt brugt til at besætte. Det var før jeg skruede alt op som altid og snoet den rundt i en anden rod.

"Vil du det?" spurgte jeg hende, og så på hende igen.

"Jeg tror ikke, at jeg kan stå for at sætte mig op med dig igen." sagde hun sarkastisk, så jeg kunne smage næsten af den bittersøde venlighed i stemme .

"Du kan prøve."

Jeg kiggede ind ad hendes øjne, og søgte efter svar. Alt jeg ønskede var, at få hende tilbage og få en anden chance, og måske have et forhold som en af ​​de andre drenge havde, selvom jeg ikke kunne stå for nogen af ​​dem. Vicky var for meget af en del af mig, for mig at være i stand til at lade hende gå .

Vicky tøvede, og vores øjne holdte stadig kontakt. Hun kiggede væk fra mig for en split øjeblik, før vore øjne mødtes endnu engan mere. " Det skader vel aldrig at prøve." Sagde hun til sidst .

Jeg grinede ned til hende, før jeg indpakkede mine arme omkring hende og trak hende ind for et kys. Jeg duftede sødme af hendes sædvanlige kirsebær læber, og grinede. "Jeg savner smagen af ​​dine læber."

Vicky rullede hendes øjne, før jeg hældte mine læber i hended, og mødte hende i et kys. Hun smilede, da jeg rullede min tunge over hendes lyse lyserøde læber.

"Du er sådan en ubarmhjertig driller." Sagde hun, da hun trak sig tilbage og puffede mig i siden .

Jeg puffede hende tilbage legende før jeg blandede fornemt vores hænder og trak hende tilbage til standen. Hun klyngede sig til min side for resten af natten, som om intet var hændt mellem os. Jeg havde ikke forventet for hende at tage mig så hurtigt tilbage.

Jeg indrømmer, at jeg overdrev med hvor tragisk hun var. De to af os var stort set de samme, og jeg havde en hård tid med det. Jeg var uvidende om, hvad jeg havde, og havde troet, og jeg gik glip af tingene, ved at være fri.

Intet af dette betyder noget længere.

"Du er heldig, at jeg tog dig tilbage. Det ved du nok, ikke? " Vicky prikkede til min arm, og smilede stort.

"Det har jeg kenskab til. Jeg er bare glad for at du er min." Svarede jeg , og vendte tilbage hendes, deri indpakkede jeg mine arme omkring hende i en anden knus.

 "Du vil altid være min."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...