Christmas shoes[1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Igang
Det er ikke let at være Tara. Julemåneden er på vej, og det eneste der går hende på er hun mangler penge. Det sidste hun vil gøre før hendes mor højst sandsyneligt går bort, er at glæde hende. Men da hun møder en ung dreng bliver hele hendes plan vendt på hovedet og hun må indse hun har været blind.

3Likes
3Kommentarer
278Visninger
AA

3. 2.December

Jeg vågner op til lyden af mit vækkeur. Det er så forstyrrende at have et vækkeur. Det vækker kun et halvt og jeg må gå flere timer før jeg egentlig ikke er halvt zombie længere. Med kun halvt åbne øjenlåg, kan jeg lige skimte en seddel, der ligger på mit natbord. Jeg rækker hånden ud efter den. Det er et simpelt kort med en indbrudstyv, der er klædt ud som julemanden, som har en kæmpe sæk med. Han er åbenlyst på vej ned at stjæle gaverne. Jeg smiler svagt ved tanken om min mor stadig kæmper med overbevisningen. Jeg åbner kortet og læser det højt for mig selv.

 

Ha,ha,ha - jeg mener: ho,ho,ho.

Julemanden har aflagt dig et besøg og i sin julesæk han fandt en baby-pink lipgloss. Julemanden troede den stod på kul, men han havde vidst taget fejl i år - det måtte han indrømme. 

 

Dejlige julehilsner

Julemanden

Jeg blev helt glad ved tanken om den lipgloss, som nu kom trillende ud af kortet. Underligt at jeg ikke havde mærket eller set den før nu. Jeg havde inderligt ønsket min mor ikke ville købe mig noget, fordi jeg ved hvor hård vores økonomi er lige nu, men hun siger altid at hun vil dø, hvilket jeg ikke syntes så godt om, før hun vil lade hendes sygdom og dermed økonomien gå ud over mig og min lillebror.

Jeg bevæger mig hen til mit spejl, og griber min børste. Jeg redder mit glatte, leverpostej farvede hår igennem, mens jeg bare står og betragter et 3 år gammelt familie portræt. Vi står ved den lokale havn og poserer. Jeg kan huske at folk stirrede som gale, mens vi stod og lignede idioter, men vi var ligeglade. Mens alle andre af mine venner, havde travlt med at lyve og tage afstand fra deres forældre, var jeg helt min egen, og elskede dem helt ned til sidste stykke.

Jeg griber ud efter min skabslåge, og griber det tøj jeg i forvejen har lagt frem derinde. Lige for tiden er jeg nødt til at være ekstremt kordineret, for at nå alle de ting jeg skal til tiden. Ellers trækker dem jeg arbejder for mig i løn, er myldretiden overstået eller er der bare et tredje problem. Jeg trækker ned i mine stramme skinny jeans, og trækker en blød, nogenlunde varm bomuldstrøje ned over hovedet på mig selv.

Jeg retter lige det sidste på mit tøj, før jeg griber fat i døren til mit værelse, og langsomt og forsigtigt lukker døren efter mig. Jeg er stået op en lille smule tidligere fordi der lige er den her ene ting jeg lige må se. Så forsigtigt jeg kan, og så langt oppe på tåspidserne jeg nu kan, lister jeg hen til døren til min lillebrors værelse. Han ville slå mig ihjel hvis han vidste jeg gik ind på hans værelse mens han sov. Døren åbner jeg forsigtigt, og jeg skærer en mærkelig grimasse, da den irriterende nok knirker en smule højlydt.

Døren åbner jeg ikke mere, for jeg er bange for den vil knirke højere og højere, desto mere jeg åbner den. Jeg står og betragter ham ligge i sin seng. Han er 12 år men ligner stadig en engel når han sover. Hans rodede leverpostej brune hår som ligger til familien, og de dejlige brune øjne som man desværre ikke kan se. Hans dyne løfter sig svagt hver gang han trækker og vejret, og man kan ikke andet end at elske synet af ham der ligger i sin seng, og sover så stille og fredfyldt.

Uret over hans seng minder mig om at jeg ikke har meget tid, og jeg lukker stille døren efter mig. Jeg tager stille turen ned af trappen for ikke at vække ham. Han er sådan set den eneste jeg kan vække, da min far tilbringer alle dage på hospitalet - han vil ikke forlade mors side før hun forlader hans. 

Jeg griber ud efter et rødt æble, som jeg gennemgnaver så meget som jeg nu kan nå, på de små 3 minutter jeg har, tilbage før jeg må gå. Jeg skæver over mod min efterårsjakke, da jeg er kommet ud i gangen, men jeg har desværre ikke den store tid til at overveje noget andet, eller ærge mig over hvor kold den vil blive. Jeg kommer til at smække døren bag mig, og bander for mig selv ved tanken om, at det kunne havet vækket min lillebror.

Jeg slentrer hen af gaden, mens jeg kigger på de forbipasserende. Et kærestepar går forbi mig. De går bare og leger rundt, og puffer hinanden blidt i siden, men noget man kan se er en venlig intention. Nogle gange ville jeg ønske jeg havde en jeg kunne opfører mig sådan med.

Jeg vælger at flytte mit blik over på den anden side af vejen, hvor en dreng med en hoodie trukket helt op over hovedet, og blikket plantet til jorden kommer gående, med sine hænder i lommerne. Jeg tænker ikke så meget over det, før det går op for mig at drengen fra i går, som jeg forresten googlede da jeg ikke kunne huske hans navn, var i nøjagtig samme tøj igår. Det her måtte være skæbnen.

Jeg krydser over vejen, uden rigtig at tjekke efter om der kommer biler, men det går da.

''Hallo?'' siger jeg rettet mod ham, han svarer ikke, ja, han stopper ikke engang, ''jeg snakker altså til dig''.

Jeg går hen mod ham, og i et øjeblik af min logiske del af hjernens svigt, trækker jeg bare hætten af ham. Desværre, til mit uheld, var det ikke Harry - faktisk ikke engang tæt på. Det lignede en af de der hårde typer nede fra stationen af man bare ikke har lyst til at møde, og som alle folk snakker om og får gåsehud af.

''Hvad har du gang i?'' spørger han stramt, jeg er fuldstændig mundlam, da jeg ikke ved hvad jeg kan sige, som vil få mig helskindet herfra.

''Øhm, jeg troede du var en anden'' siger jeg meget forsigtigt, han tager fat i min trøje, og løfter mig op indtil jeg er i øjenhøjde med ham og samtidig er helt tæt på hans ansigt.

''En anden gang må du hellere være sikker, ellers kan jeg ikke lover mit temperament holder'' siger han, hans ånde lugter af røg, og jeg væmmes ved den forfærdelige blanding af røg og mint tyggegummi, ''og forsvind så''.

Han giver slip, og jeg løber over på den anden side af vejen. Af en eller anden grund banker mit hjerte stadig lige så hurtigt som en racerbil, og jeg er bange for han vil dukke op igen. Hvert eneste sekund kigger jeg bagud for at se hvor han befinder sig, men pludselig viser det sig at han er drejet til højre, ved det nærmeste gadehjørne der er.

Der er stadig omkring ti minutter til jeg når til det sted mit gig skal afholdes. En kold dråbe løber ned af min kind, og jeg kigger undrende op - det er begyndt at sne. Et lille smil formes på mine læber, ved tanken om hvor glad min lillebror vil blive. Han vil nærmest hænge op af mig når jeg kommer hjem, fordi han vil have mig med ud i sneen og lege. Inden jeg overhovedet kan nå at gribe et snefnug med hånden, opdager jeg at jeg står lige foran mit mål Greenwich Edge Club. 

Ærligt talt ved jeg ikke hvorfor den hedder det, for det her er ikke engang Greenwich. Men jeg regner med at det har noget at gøre med Greenwich mean time, og det er desuden ikke den vigtigeste viden i verden.

Jeg træder ind af de western-agtige døre, og et undrende blik er det første folks øjne møder. Stedet var slet ikke som jeg havde regnet med. Alle de mennesker der sad derinde lignede folk der ikke var rigtig kloge. De fleste sad med en øl, og havde konkurrencer om hvor hurtigt de kunne bunde, og ovre i højre hjørne var uendeligt mange med i konkurrencen, om hvem der kunne bunde 10 shots hurtigst, hvor de spillede om en omgang til ens pårørende på husets regning. Men det her skal jo gøres.

Jeg går hen til baren, og sætter mig på en barstol. Mændene sidder og stirrer på mig, og jeg prøver så vidt jeg kan at ignorerer dem. Det er en befrielse da bartenderen, også bedre kendt som ejeren, endelig bemærker at jeg faktisk er der, istedet for at sludre med sine kunder.

''Jeg skulle spille her i aften'' siger jeg, han kigger op på klokken, og laver et bekræftende nik til mig.

''Scenen er derovre'' siger han, han peger over på en scene bygget af træplanker, som ligner noget et børnehavebarn kunne havet lavet i sløjd, ''bare tag plads og begynd''.

Jeg nikker til ham, og går over mod scenen. Min første tanke da jeg træder op, er at den falder sammen, da den knirker under mig, og virker til at give latterligt meget efter, men den holder da trods alt. Jeg tager fat om guitaren der står ved siden af mig, og bider tænderne hårdt sammen, da plankerne knirker bare af at jeg løfter guitaren en smule.

Jeg svinger den over mig, og begynder så at spille All i want for christmas is you. Publikum kigger opmærksomt med. Det er dog svært for mig at se om de lytter opmærksomt eller stirrer på mig, og det gør mig en smule utilpas. Jeg lader mine fingre stryge ned af guitaren en sidste gang, og den sidste akkord fylder rummet med klapsalve. At jeg er tilfreds er næsten en underdrivelse.

Jeg træder ned af scenen. Desværre for mig er folk begyndt at 'tage en enkelt smøg', og hele rummet fyldes med en tung luft. Jeg prøver så vidt som muligt at trække vejret igennem næsen, men jeg kan ikke undgå at indånde noget af røgen, og hver eneste gang rammer den tørre hoste mig igen. Det er ikke sundt.

En forholdsvis ung mand kommer hen mod mig, og jeg føler mig en smule utilpas, da han sender mig et smil. Det er altså ikke et af de smil, der får min mave til at trække sig sammen, men et af de smil der får mig til at danne en klump i min hals.

''Hvad, jeg har da ikke set dig før'' siger han, han tager smøgen ud af munden, og udhalerer røgen lige direkte ind i hovedet på mig - sikke en charmetrold.

''Nej, jeg kommer her kun for at tjene nogle penge'' siger jeg, jeg har stadig en klump, og for hver gang han træder nærmere, udvider den sig en smule.

''Der er et værelse derinde, jeg tænkte om du ikke har lyst til at følge med mig?'' spørger han, han tager fat om min svedige hånd, men jeg trækker den hurtigt til mig.

''Det tror jeg ikke'' siger jeg, han virker til at morer sig, hvilket jeg specielt ikke gør.

Han træder helt tæt ind på mig.

''Jeg ved jo du vil'' siger han, han stryger en hånd igennem sit kastanjebrune hår, og hans ånde som er en blanding af stærk spiritus og cigaret røg, er ved at slå mig fuldstændig ud.

Der er et specielt uhyggeligt glimt i hans mørkegrønne, mystiske øjne. Jeg kan absolut ikke lide den her situation, og den bliver mere og mere ubehagelig for hvert sekund der går.

''Kom så'' siger han, han siger det en smule stramt, og trækker mig hen mod en dør.

Mit hjerte hamrer helt vildt, og har bevæget sig helt op i halsen på mig. Jeg prøver at trække mig fri, men han har et meget hårdt og fast greb omkring min hånd.

Han smider mig i sengen, og ligger sig sådan at han fanger mine ben i mellem hans, og han bruger begge sine hænder til at holde mig nede. Lidt ligesom når man laver donkey kicks, bare med et meget hårdere greb. Nu ligger han sig ned på ham, og jeg mærker det meste af min luft forsvinde, da hans krop rammer min. Han vejer nok mindst 30-40 kg mere end mig.

Mine åndedrag er tunge mens hans er fuld af liv. Han kommer tættere på mig, og begynder at kysse mig - ikke stille og roligt, mere som en skovsnegl, ad. Jeg prøver at trække, skubbe og sparke ham væk, men han er simpelthen alt for stærk og tung. Hans hænder begynder at bevæge sig længere ned, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg begynder at tæge mig som en vild, men der er intet jeg kan gøre. Jeg har brugt alle kræfterne i min krop, og jeg har ikke mere energi at bruge af. Jeg kan mærke tårene presse sig på.

     _______________________________________________________________

Jeg ved det folkens, det var et lidt ''vildt'' kapitel. Jeg lover det ikke kommer til at ske igen, seriously, jeg mener det, i skal ikke regne med flere idiot fyre. Nå, men vi må jo se hvad der sker med Tara. I hvert fald er hovedpersonen både personligheds mæssigt og udseendes mæssigt baseret på en af mine veninder i virkeligheden. Hun er virkelig en af de smukkeste skabninger på denne jord, og hun har et af de mest dyrebare hjerter på denne jord, selvom hun ikke selv indser det, hah. Nå, men anyways, hun er så sej, hun er fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om hende og gr, så perfekt. I hvert fald er hovedpersonen inspireret af hende fordi hun inspirerer mig. Og jeg behøver ikke fortælle hvem det er, for hun ved det selv når hun læser det her. Oh, og btw, sorry for STADIG at være bagud, men jeg klør på i morgen, og så regner jeg med at få indhentet det sidste Søndag, så don't worry.

~Autumn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...