Christmas shoes[1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Igang
Det er ikke let at være Tara. Julemåneden er på vej, og det eneste der går hende på er hun mangler penge. Det sidste hun vil gøre før hendes mor højst sandsyneligt går bort, er at glæde hende. Men da hun møder en ung dreng bliver hele hendes plan vendt på hovedet og hun må indse hun har været blind.

3Likes
3Kommentarer
250Visninger
AA

2. 1.December

Jeg lagde forsigtigt min guitarkasse på jorden. Det er vildt at tænke på at jeg gik her sidste år, hånd i hånd med mine veninder, og bare lod grinet undslippe mine læber. Der havde jeg noget at grine over - det har jeg ikke mere. Engang i Januar blev min mor indlagt med en sygdom - en sygdom jeg aldrig har fået lov til at hører om. Men her sidste gang da jeg var på vej ind og snakke med hende, overhørte jeg deres samtale. Hun har ikke meget tid tilbage, og det kan meget nemt blive den første juleaften uden hende.

Folk strømmer i stride strømme omkring mig. Alle folk er nu begyndt at stresse rundt fordi der er tusind ting de skal nå. Kulden trænger igennem min efterårsjakke fra sidste år og helt ind til mine knogler. En jakke der kun er en smule tykkere end en sommerjakke og som intet varmende pels har, er ikke særlig smart om vinteren, men den er desværre nødvendig for mig. Hver gang jeg ånder ud, kan jeg se luften dugge foran mig, og jeg ønsker mig ærligt talt bare langt væk. 

Jeg lader mine stive fingre glide ned af strengene en enkelt gang, og tager så en dyb indånding. Jeg begynder at synge All I want for christmas is you, men folk bliver bare ved med at skubbe sig forbi mig. Jeg prøver igen at starte og en person vender sig om mod mig. Jeg kan ikke rigtig tyde hendes ansigt, men jeg synger tilfredst videre.

''Kan man nu ikke engang få noget ro?'' spørger hun bittert, ærligt talt havde jeg håbet, på bare en enkel skilling, men det ser ud til folk har en eller anden tendens, til altid at skulle smadre mit humør yderligere, ''jeg kan jo slet ikke hører hvad jeg tænker''.

Hun snerrer af mig og jeg overvejer at sige noget til hende. Jeg mener, måske får hun medlidenhed, og giver mig en lille smule? Men da jeg vender hovedet op imod det sted hun stod et par sekunder inden, er hun allerede forsvundet.

Jeg lader langsomt fingrene glide ned af strengene igen, og tager sangen fra toppen igen. Det er der at en person endelig stopper foran mig. Han er meget mystisk. Det er ikke så normalt at man går rundt i byen med en kæmpestor hoodie på - eller jo, det er det, men ikke når den er trukket helt ned over hovedet, og personen bogstaveligt talt har intim øjenkontakt med jorden.

''Hvad, er der noget mellem dig og jorden, for jeg syntes du virker ret tiltrukket?'' siger jeg, han svarer ikke rigtig, men jeg kan nærmest mærke smilet forme sig på hans læber, og det varmer mig helt ind til hjertet - lige den stemning jeg havde ønsket mig til jul.

''Arh'' siger han, jeg er ret nysgerrig over hvem han egentlig er, jeg mener - han virker ret mystisk, ''Ikke helt''.

''Måske du skulle fjerne hætten så jeg i det mindste kan snakke til et ansigt?'' spørger jeg, og jeg river ud efter den, og prøver at hive den af - noget han tydeligvis er utilfreds med, ''kom nu''.

Jeg får fat i hætten og får den hevet af - og dog også sat den på i en fart. Da jeg ser hans krøller,og mine mørkeblå øjne møder hans grønne øjne,mærker jeg et stik af skyldfølelse. Jeg trækker med det samme hoodieen over hans hoved igen, og kigger forlegent ned i jorden, som lige pludselig virker som et tiltalende sted at begrave mig selv - lige nu.

''Well, hvad ville du havet gjort hvis nogen så mig?'' spørger han lettere irriteret, jeg kan ikke andet end at stå og rode rundt i sneen med min fod, mens jeg prøver i det mindste at få pevet et lille undskyld. 

Jeg ved at i tænker at jeg er latterlig, men ærligt talt - hvad ville i gøre? Det er 1.December, alle folk strømmer omkring, og hvis nogen havde opdaget det, ville praktisk talt alle mennesker havet samlet sig og trængt ham på. Det mindste han har brug for er vel en lille, latterlig pige, der går rundt og afslører ham mens han 'prøver ikke at være ham'.

''Undskyld'' får jeg forsigtigt fremstammet, han sukker sagte, og han går bare videre igen, ''vent''.

Han vender sig om, ikke spor begejstret, men han vender sig da om. Ville det være for meget at bede ham om penge? Han virker i forvejen meget vred, selvom der jo intet skete. Hvorfor skal han egentlig være så vred? Der skete jo intet. Han har jo intet at være vred over?

''Jeg tænkte på om du måske havde nogle penge?'' spurgte jeg, jeg ved godt det nok er en af det dummeste spørgsmål man overhovedet kan stille, han er en verdenskendt superstjerne, selvfølgelig har han penge? Jeg følte bare det var lidt venligerer end at stikke den lige i hovedet på ham, når han nu var sur over den lille episode.

''Ja, det har jeg'' siger han, han vender sig om, og begynder at presse sig igennem mængden, uden overhovedet at spørge yderligere ind.

Jeg tager en stor chance og lader både guitar og taske ligge der uden opsyn. Jeg presser mig igennem strømmen, og jeg bliver fuldstændig mast mellem folk. Jeg står fuldstændig klemt mellem en person som tilsyneladende står og ryger, og en eller anden hysterisk teenager som skriger ind i sin telefon, fordi hendes mor åbenbart ikke vil låne hende 'lidt' penge til noget MAC makeup. Jeg kan slet ikke tænke klart, når jeg indånder alt den røg, og hver gang det finder vej til mine luftveje, kommer en tør hoste ud af min mund. Det eneste gode ved den her situation var at moderen endelig havde fået sat den skrigeunge på plads.

Jeg stiller mig så langt op på mine tæer som jeg kan, men desværre er jeg ikke just en ballarina, og selvom jeg kun er halvt oppe på mine tæer, står jeg allerede og ligner en der bliver skubbet til, som er ved at falde. Jeg kan ikke se ham i mængden, og jeg kan ikke andet end at indse, at jeg har tabt ham. Jeg glider langsomt ned på mine fødder igen, og kan mærke mine fodpuder og tæer gør ondt. Hvorfor skulle jeg også lige rive den irriterende hætte af ham?

Jeg bevæger mig hen mod springvandet, hvor jeg lidt tidligere havde sat, og sunget julesange - i håb om at få lidt penge ind. Jeg glipper med øjnene, da jeg ser der ikke ligger nogen guitar - eller for den sags skyld den tilhørende taske. Det kan ikke være det rigtige springvand. Jeg mener, torvet er delt op i 3 sektioner - indkøbscenteret ligger i den første sektion, resturanterne i den anden og i den sidste sektion ligger alle butikkerne, som af en eller anden grund føler sig, for højt hævet til at ligge i centeret. I sektion to og tre er der begge steder et springvand, og jeg må havet forvildet mig alt for langt væk.

Jeg hører en guitar spille i det fjerne, og den første tanke der rammer mig er det er tyven. Jeg bevæger mig listende hen mod den store menneskeflok, jeg ved ærligt talt ikke hvorfor, jeg kan bare så godt lide følelsen af eventyr og farer - det er ikke min skyld. Det første jeg gør, er at kigge over skulderen på dem - eller i hvert fald prøve. Alle er for høje til jeg kan gøre det, og den mindste person jeg kan finde er mindst 10-20 cm højere end mig - det er bare typisk. Jeg maser mig ind imellem, og da jeg kigger op på dem ved siden af, kan jeg se at deres kinder gløder af raseri, men de har heldigvis så meget at tænke på, at de hurtigt fortrænger det, og glemmer alt om det.

Der, inde i cirklen står en blond dreng, med krystal blå øjne, som nærmest lyste hele cirklen op. Hans blide smil efterlader julelys i øjnene på alle de travle forældre - eller måske er det bare faktummet at de faktisk har, mulighed for at få den gave, som deres børn allermest brænder inde efter. I hvert fald er det ikke faktummet. Faktummet er at det er min guitar han spiller på det. Og det her var mit formål. Jeg har brugt hele dagen på at opnå det, så kan det for guds skyld ikke passe, at han bare kan komme valsende og stjæle mit spotlight - popstjerne eller ej. I kan kalde mig egoistisk, men det er jeg altså ikke, jeg ser bare tingene på en anden måde end jer.

Jeg går ind i cirklen og trækker nærmest guitaren ud af hånden på ham. Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at det faktisk gør ham lidt ked af det, han virker som en ret skrøbelig dreng, og det gør mig faktisk lidt ked af det, det nedtrykte ansigtsudtryk han får, men det er jo min guitar.

''Den her er vist min'' siger jeg, han kigger fuldstændig forvirret på mig, som om han ikke ved hvad jeg snakker om.

''Undskyld, de sagde den var hendes, så jeg troede ikke der var noget problem i at give et nummer'' siger han, jeg kan se at han virker til virkelig at fortryde, så jeg lader min bitterhed falde så meget ned jeg nu kan.

''Det var der heller ikke indtil hun kom, urgh'' udbryder en ældre dame med et fnys, jeg vendte mig en smile irriteret over mod hende, og var helt klar på at udtrykke min mening.

''Det er min guitar. Ergo, kan du vel ikke bare lade andre bruge den som du har lyst?'' siger jeg, hun virker nærmest fornærmet, men jeg er sådan set ligeglad, jeg syntes ikke jeg er en idiot - det er hende der tænker så ulogisk som en kvinde i 60'erne nu kan tillade sig.

''Jeg er da fuldstændig ligeglad. Jeg ville da hellere se ham have den - en der faktisk har lidt talent i blodet'' sagde hun, jeg blev faktisk hverken fornærmet eller sur - jeg blev virkelig ked af det, ''mere er der vel ikke rigtig sige omkring det''.

Hun vendte sig om, og skulle til at gå.

''Man skulle tro en der havde 60 år på bagen var lidt mere fornuftig'' sagde jeg og fnøs hånende, jeg var desværre lidt tidligt på den, da hun vender sig om og er ildrød i hovedet.

Heldigvis går hun stædigt videre i stedet for at starte den diskussion jeg havde regnet med.

''Øhm, her er din guitar'' siger han, jeg får den stukket hurtigt i hånden, hvorefter han haster af sted.

Jeg lunter efter ham og lægger en hånd på hans skulder. 

''Det er okay du lånte min guitar'' siger jeg, han nikker bekræftende, og kigger på sit ur - jeg ved hvad klokken er slået, ''nå, men farvel''.

''Må jeg lige spørge om noget?'' spørger han, han ser lidt forvirret ud, men jeg er ikke bekymret, ''hvordan kan du være så cool overfor mig?''

''Hvad mener du, ja, jeg er godt klar over du er med i 'bandet', men jeg har aldrig rigtig været fan - jeg har ikke rigtig tid eller venner til det'' siger jeg, han rynker blot på brynene, men jeg kan ikke rigtig se hvorfor.

''Du behøver ikke nogen venner'' siger han, jeg bliver først rigtig forvirret nu - man skal jo have nogle at dele glæden med?, ''jeg vil ikke presse dig til noget, især fordi jeg ved det sikkert opstår som om jeg prøver at lokke dig, så du kan smide penge i os, men det fantastiske ved en fandom er at du får venner, fordi folk accepterer dig!''

''Tak'' siger jeg, jeg smiler til ham, selvom jeg ikke rigtig har planer om at fordybe mig i noget - i hvert fald ikke før jeg har skaffet de penge.

''Intet problem, nå, jeg må smutte nu'' siger han hastigt, jeg kan ikke engang nå at sige farvel, før han er forsvundet i horisonten.

Jeg har stadig et stort smil plantet på mine læber, og jeg kan mærke det bobler indeni mig. Det er første gang i et år, der faktisk er en person, der har formået at bringe et 100% ægte smil frem på mine små, læbepomade belagte læber. Jeg kan mærke en boblende fornemmelse indeni mig - han var så venlig og forsigtig at det næsten var kriminelt. 

Jeg slentrer hen af vejen. Nogle få gange strejfer den irriterende dreng mig, men jeg har slet ikke tid til at bekymre mig om ham lige nu. For første gang i lang tid føler jeg at jeg faktisk har haft en okay dag, og for en gangs skyld gnaver tanken om de manglende penge mig ikke på. 

Da jeg når hen til mit hus er den boblende fornemmelse der stadig. Hvad mon det egentlig betyder?

                ________________________________________________________

Okay peepz, jeg ved udmærket godt at jeg er sent ude, og det må i meget undskylde, men har bare ikke lige følt for at lave en julekalender før nu, heh. I hvert fald håber jeg i kunne lide det første kapitel, og har lyst til at læse endnu mere. Jeg lover jeg nok skal indhente det forsømte, så jeg kan følge med datoerne. Vil meget gerne have kritik, respons osv. Oh, and btw, det her er også min første historie i lang tid da jeg har sat med; skriveblokeringer, manglende overskud, dovenskab mm. og dette er desuden også en ny bruger, hvor jeg er startet på en frisk, så jeg håber i nyder mine fremtidige historier.

~Autumn.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...