One day everything will be better.. -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2013
  • Opdateret: 18 dec. 2013
  • Status: Igang
Flora er en 17 årig pige, som bor i plejefamilie, pleje faren slår hende med hans bælte, og nogle værre ting sker imod hende, men William redder hende, eller gør han? Får han nået at redde hende fra ham?
*drengene er ikke kendte og en af dem har ikke sit eget navn i starten*

1Likes
2Kommentarer
219Visninger
AA

1. everything happens for a reason

Floras synsvinkel:

Nogle gange ville man bare ønske at man boede ved sine rigtige forældre..

"Flora! Det var nu og ikke i morgen!" Min pleje far kom gående op af trappen sidst han kaldte var for 2 sekunder siden, men han gav mig aldrig en chance før han kom op og trak bæltet af for at gøre sig klar til at slå mig.

Da døren åbnede sad jeg henne i hjørnet med hænderne oppe for ørene og vippede frem og tilbage, tårerne kørte ned af mine kinder, men der var ingen som hjalp mig, ingen som kunne høre mig.

Da det første slag ramt kom der et lille skrig ud af min mund, det var ikke højt men han hørte det.

"Hvad har jeg sagt om at skrige? Forbandet møgtøs!" Flere slag ramte min ryg, jeg kunne mærke hvordan blodet langsomt gled ned af min ryg, men han nød det, han nyder altid at se mig være såret, bange og ude af stand til at kunne gøre modstand.

Efter 10 mere slag kunne jeg ikke mærke mere, og efter 5 mere stoppede mine tåre, og han stoppede også med at slå mig.

"Har du fået nok?" Hans stemme var vred så jeg nikkede, jeg kiggede ikke på ham, han rev mig i armen og fik mig op at stå, han slæbte mig ind på Victorias værelse, Victoria er endnu en af de børn de har taget i pleje, men i modsætning til mig så var hun kun et lille barn, kun 5 år gammel..

"Nu det Victorias tur, og jeg syntes du skal gøre det for at vise hvor dygtigt et barn du er blevet!" Han gav mig bæltet i hånden, jeg kiggede på Victoria som rystede på hovedet og græd, jeg kunne ikke, jeg kunne simpelthen bare ikke gøre det.

"Nej" var alt der kom ud af min mund, jeg smed bæltet på gulvet, han var hurtig til at samle det op, han slæbte mig ud af værelset og smed mig på jorden inde på mit værelse som jeg delte med de 2 andre børn som var omkring 14-17.

"Hvad sagde du!" Han slog mig en gang på ryggen med bæltet, jeg skar en grimasse men det var det værd hellere mig en Victoria hun skulle ikke opleve den smerte jeg oplevede.

"Jeg sagde nej, jeg vil ikke slå Victoria, eller Victor, eller nogen af de andre!" Råbte jeg af ham og prøvede at rejse mig op, men han holdt mig nede, pressede mit hovede ned i gulvet og begyndte at sparke til mig, pludselig blev alt sort, jeg var død. VAR jeg død?

Et kæmpe lys kom frem i mine øjenlåg.

"Er hun okay?" Lød en stemme, den var så fjern og jeg følte ikke at jeg nogensinde vil kunne finde den.

"Hun er brækket et par ribben, men hun vil komme sig, hun vil få lidt svært ved at gå de første par dage" lød en mande stemme.

Jeg var helt klart død. Dette her kunne under ingen omstændigheder ske, ingen ville have grebet ind og fået mig ud derfra..

"Jeg håber du bliver okay ingen Flora.." Et kys landede på min pande samt nogle få dråber vand som helt klart var tåre, men hvem ville græde over mig?

"Tror du hun kan høre os William?" Lød en lille pige stemme, jeg ved ikke hvad der blev svaret men lidt efter var der noget i min hånd.

"Jeg håber du klare dig, du reddede mig" sagde en lille stemme en kys landede på min kind hvorefter alt blev helt stille..

-----------

Håber i kan li det jeg har fået skrevet ind til nu... Han virkelig spekuleret over dette i et stykke tid og er endelig kommet frem til at jeg vil give det et forsøg..

Ved det ikke er langt men syntes selv jeg skal være stolt af det..

Peace out..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...