A surprising meeting

Det første Mack skuede ved denne pige var hendes øjne. Hun var rød i krogen, så der vistes et tydeligt tegn på gråd. En mikroskopisk tåre havde heller ikke forladt hendes kind helt, og før han vidste af det, tørrede han den væk. Dette fik pigen til at vende sit ansigt op imod ham, til trods for gulvet havde haft hendes interesse i større stil. Hendes grønne øjne var fulde af forvirring, og alligevel virkede de til at stråle. Et skævt smil vistes nu på den unge Macks læber, imens han hazel brune øjne holdte øjenkontakten. "Du virker til at være okay nu," konstaterede han uden så meget som at spørge, hvilket fik hendes øjenbryn til at hæve sig en anelse, alt imens hun fik et kort nik lavet. Øjenkontakten fortsatte, og Mack havde ikke i sinde at bryde den, før han fik hendes navn. "Mit navn er Mack," forklarede han kort og blev ved at betragte hende. Han kunne se på hende, at hun ville til at svare, idet en mand råbte "ADKINS!" højt udover gangen. Hendes blik fløj væk fra Mack ..

1Likes
0Kommentarer
184Visninger
AA

2. Kap. 1 – Mack

Mack stormede ud fra biologilokalet. Endnu en gang tog han skraldet for Brady, der endnu en gang havde fået sig rodet ind i problemer. Denne gang havde han skrevet og forsøgt at tegne et par umodne ting på tavlen, hvor Mack havde løbet op og stoppet ham, da han opdagede læreren udenfor. Brady nåede ned på sin plads, men Mack stod stadig op, idet frøken McLeod, Avery McLeod, deres biologi lærer trådte ind ad døren. Hun havde med det samme givet Mack skylden og havde bedt ham forlade hendes time. Mack var egentligt ligeglad, da han klarede sig fremragende i biologi, og frøken McLeod tog aldrig så hårdt på ’drengestreger’, som hun kaldte dem. Alligevel havde Mack valgt at smadre døren op, da han gik ud – primært af irritation. Han havde smidt sin skuldertaske over skulderen, hvor den nu engang skulle sidde placeret. Han gik stadig i sine egne tanker, til trods for de ikke omhandlede andet end hans familie. Hans mor gik og truede med at smide ham ud hjemmefra, hvis han ikke stoppede med at svine deres såkaldte gode navn, Higgins, til. Det irriterede Mack noget så grusomt, at hans mor var sunket så dybt, at hun ville tænke, at han tilsvinede deres navn. Han endte med at sætte tempoet op af rent raseri, der nu buldrede i hans indre. Han opdagede lige netop ikke pigen, der kom ud på gangen fra et andet lokale. Han endte med at brage direkte ind i hende, så hun væltede om på jorden, hvor han med det samme vågnede fra sine tanker og rakte hende hånden.

”Beklager,” fik han fremstammet med en lidt sur stemme, som han hurtigt rystede af sig. Han skulle ikke gå og være rasende på skolen over noget, der foregik der hjemme. Pigen sagde kort: ”Det er okay.” Dét, at hun talte, fik Mack til at kigge en ekstra gang på hende og for første gang rigtigt se på hende.  Det første Mack skuede ved denne pige var hendes øjne. Hun var rød i krogen, så der vistes et tydeligt tegn på gråd. En mikroskopisk tåre havde heller ikke forladt hendes kind helt, og før han vidste af det, tørrede han den væk. Dette fik pigen til at vende sit ansigt op imod ham, til trods for gulvet havde haft hendes interesse i større stil. Hendes grønne øjne var fulde af forvirring, og alligevel virkede de til at stråle. Et skævt smil vistes nu på den unge Macks læber, imens han hazel brune øjne holdte øjenkontakten. "Du virker til at være okay nu," konstaterede han uden så meget som at spørge, hvilket fik hendes øjenbryn til at hæve sig en anelse, alt imens hun fik et kort nik lavet. Øjenkontakten fortsatte, og Mack havde ikke i sinde at bryde den, før han fik hendes navn. "Mit navn er Mack," forklarede han kort og blev ved at betragte hende. Han kunne se på hende, at hun ville til at svare, idet en mand råbte "ADKINS!" højt udover gangen. Hendes blik fløj væk fra Mack, og hun skyndte sig imod mandens stemme. Mack stod tilbage med et forvirret udtryk i ansigtet, alt imens han smil for længst var forduftet. "Adkins," mumlede han stille - et efternavn var bedre end intet. Han vendte sig 180 grader og begyndte at traske væk derfra. Hvem denne pige var, måtte han finde ud af, for de øjne var ikke bare nogen, han lige kunne glemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...