Bundet på Hænder og Fødder (Terminsopgave)

Historien om January - Jani, en 6 årig pige der lider af skizofreni. Det er et kig ind i hovedet på en skizofren som jeg forestiller mig det, og dermed heller ikke egnet til sarte læsere.
Denne er skrevet som terminsopgave til emnet 'hænder'.

7Likes
3Kommentarer
2942Visninger
AA

1. Bundet på Hænder og Fødder

De mørkeste steder er dem hvor ikke engang sindet tør at være alene.


”Der er ikke noget jeg kan gøre, desværre,” sagde han, og lagde armene over kors. Pigen forstod det ikke. Forstod ikke hvad manden med det massive overskæg snakkede om, hvad han mente. Han måtte kunne gøre noget. Mor og far var væk nu, det havde hun endelig forstået. Derfor måtte han også gøre noget, for han var den eneste der var tilbage.

”Et eller andet må du kunne gøre. De stakkels forældre kan ikke kontrollere deres egen datter, men det betyder ikke at hun skal indlægges, slet ikke på den lukkede,” rasede damen, der ellers altid var så blid. Lyden fik Jani til at fare sammen.

”Det er den eneste lovlige vej. Jeg har allerede gjort for meget for January, og er bundet på hænder og fødder. Beklager.” Manden med skægget bøjede hovedet.

”Hvor skal jeg føre hende hen så?” spurgte den blide dame, og trak manden ned af gangen, væk fra Jani. Det generede hende at hun ikke måtte høre noget, prikkede som nåle lige under hendes hud.

Prik. Smerte. Prik.

Skriget fór op af hendes hals før hun overhovedet havde tænkt tanken, og fortsatte meget længere end det var meningen. Hun ville slå den skæggede mand for ikke at kunne gøre noget, for at være bundet på hænder og fødder.

Hun skulle slå ham.

Begge de voksne ignoranter løb imod hende, den blide dame med bekymring og manden med frygt. Hun mødte dem på vejen, øjeblikkeligt tavs.

”Jani er du okay?” spurgte damen og rakte armene ud mod hende. Men damen var ikke hendes mål. I stedet styrede hun mod manden med rævehalen på overlæben.

”Hvad laver du?” spurgte damen nervøst.

”Jeg skal slå ham,” svarede Jani, og pegede på rævehale-manden. Det var det mest simple faktum i universet, så damen måtte da vide det.

”Jani, nej!”

Damen lagde armene om Jani bagfra, og trak hende ind til sig. ”Nej Jani,” hviskede hun.

”Jeg skal slå ham,” konstaterede Jani igen, og hev og sled i de bånd der var damens arme.

Damen ville ikke slippe, og blev ved med at hviske uforståelige ting i hendes ene øre. Men i det andet hørte hun 264’s stemme, klart og tydeligt. ”Slå ham.”

Kvindens arme slappede af et øjeblik, og Jani sprang frem. Manden var fuldstændig uforberedt på den kraft behovet for at slå ham gav hende. Den 6 årige piges knyttede næve ramte ham i brystet så han snublede bagud.

”Den pige hører til på en institution!” gispede han. Sjovt hvordan hun havde hørt sin mor sige de samme ord så mange gange, men aldrig stønnende. Det lød underligt, malplaceret.

”Men…” begyndte damen, og rystede så på hovedet. ”Kom Jani,” sagde hun i stedet, og rakte hånden frem. Jani tog den uden tøven, helt rolig igen. 264 bad hende ikke om at slå damen, så det skulle nok gå.

Kvinden førte Jani ud til sin bil, den samme som de var ankommet i, og åbnede døren til passagersædet.

”Husk selen,” sagde hun, og gik selv over i den anden side. Lydigt spændte Jani selen, for mere end halvdelen af dem der dør i trafikulykker, dør fordi de kører uden. Det sagde mor engang da Jani spurgte hvorfor hun skulle have den på, og hun havde brugt den uden at stille spørgsmål lige siden.

”Så kører vi,” sagde damen da hun havde drejet nøglen. Hun smilede et lille smil, men der var noget galt med det som Jani ikke kunne forstå. Hun så smilende trist ud, men smil betyder glæde, undrede Jani sig, da de trak ud af parkeringspladsen.

 

Mor og far mødte Jani og damen på institutionen. En doktor med hvid kittel og store briller ledte dem ind på sit kontor, næsten med det samme.

Doktoren ville se sjov ud hvis man smadrede hans briller. Hans øjne ville ligne et puslespil igennem glasset, bemærkede Jani.

”Eftersom en samling psykiatere alle er blevet enige om at hvad January lider af, er børne-skizofreni, vil jeg forsøge at forklare jer om sygdommen.” Han rømmede sig, og fortsatte så. ”Som mange ved, er skizofreni en psykisk sygdom, der hovedsagligt manifesterer sig ved kraftige hallucinationer, begrænset evne til at forstå og kontrollere følelser, samt tvangstanker.

Der er mange behandlingsmetoder for skizofreni, men på mange måder er sygdommen den mentale version af cancer. Hvis kræften en gang har været i kroppen kan man ikke være sikker på at den forsvinder. Patienten kan være symptomfri længe, men der er altid en sandsynlighed for at det vender tilbage, lige til livets ende.

Det samme gælder for skizofreni, og i yderligere grad for skizofreni hos børn.

Jeg siger ikke dette for at tage jeres håb fra jer, men mere for at I skal kende realiteterne bag sygdommen. Forskellige behandlingsmidler kan blive givet til jeres datter for at dæmpe psykosen og hallucinationerne, men I skal vide at det for de fleste svarer lidt til at sætte et tv på lydløs. Det vil stadig være en konstant ting i hendes liv, men hun vil forhåbentlig være i stand til at abstrahere fra det, det meste af tiden,” forklarede doktoren. Jani vidste, med sin fornuft, at hun til tider så noget andre ikke så, hørte lyde ingen så ud til at bemærke, men det føltes ikke som noget der boede i hendes hoved. Det føltes for det meste bare som om alle andre var både blinde og døve.

Mor snøftede, og en dråbe løb ned af hendes kind. Mor græd tit, og i al den tid Jani kunne huske var det blevet oftere og oftere.

”Men hvad er det bedste vi kan gøre for hende?” spurgte far. Af en eller anden grund var det altid far der snakkede med lægerne. Måske fordi mor altid havde travlt med at græde?

”Jeg vil gerne have hende i observation i en uges tid før jeg kan besvare det spørgsmål med sikkerhed. Alle tilfælde af skizofreni er forskellige, og igen er den forskel også større imellem patienter med børne-skizofreni, fordi hjernen ikke har haft mulighed for at udvikle sig på samme måde,” forklarede lægen.

Mor og far nikkede, men alt hvad Jani forstod, var at hun skulle bo på hospitalet igen. Det var aldrig sjovt at bo på hospitalet.

 

Janis værelse var større end på de andre hospitaler, og hun havde det for sig selv. Sengen så rar ud, og Jani kunne ikke vente med at hoppe i den. Før sygeplejersken kunne bede hende om det, havde hun hevet snørebåndene ud af sine sko. Det var en ting der var det samme på alle hospitalerne.

Sygeplejersken tog imod dem med et smil, og pegede på den lille gyldne alarmklokke på væggen.

”Hvis du har brug for noget skal du bare ringe på den her, så kommer der nogen så hurtigt som et lyn,” forklarede hun. Jani nikkede ivrigt, alt for vant til alarmklokken til at høre ordentligt efter.

Sygeplejersken smilede igen, og forlod så værelset, til fordel for at stå i døren.

Mor og far kom ind af døren, og sagde farvel.

Mens hun klappede hende på toppen af hovedet sagde mor: ”Opfør dig nu pænt.”

Jani nikkede og vendte sig mod far. Han trak hende ind til sig i et knus, og kyssede hende på hovedet, samme sted som hendes mor lige havde klappet.

”Jeg elsker dig min pige,” sagde han, og så vendte de om og gik ud af døren.

Derefter blev Jani ladt alene med sin taske, som hun pakkede ud. Far pakkede altid de samme trøjer så hun vidste hvad hun havde med. 164, med sin grå snude og sorte pels lå også i tasken. Katten var halvsøster til 264, men var den eneste der gad og snakke. 264 sagde bare hvad hun skulle, men han havde ret.

Med et lille smil lagde Jani sig på sengen med 164, mens 264 sad i hjørnet. Den mørklilla kat var tavs for nu.

 

Tre dage senere, da afdelingslægen kom for at tjekke op på Jani, var hun ikke på sit værelse. Lægen gik ud på badeværelset, men der var hun heller ikke. Det lignede ikke Jani at forsvinde på den måde, for hun havde opført sig eksemplarisk de sidste par dage.

Med bange anelser skubbede lægen til den sædvanligvis låste dør ud til badekaret, og den gled op uden en lyd.

”Se! Jeg er bundet på hænder og fødder, ligesom rævehalen!” smilede Jani fra bunden af badekaret. Det badekar som lægen slet ikke kunne forstå hvordan hun var endt i, for hun skulle slet ikke kunne komme i nærheden af det. Men fuldt beklædt lå pigen i vand til hagen, med hænder og fødder bundet med afrevne trøjeærmer.

”January! Du kunne være druknet!” udbrød lægen og trak den lille pige op af badekarret, ikke videre blidt.

”Det var også meningen,” forklarede Jani med et smil.

Lægen, der havde arbejdet på hospitalet længere end Jani havde været i live, var målløs. Ikke nok med at den lille pige dirkede låsen op til baderummet, hendes plan var også at drukne.

”Hvordan kom du herind?” spurgte han i stedet, for den anden konstatering var umulig at kommentere på.

”Hjørnet af mit håndklæde sad i klemme da døren lukkede, så den var ikke rigtig lukket. 264 sagde at det var en god idé,” fortalte Jani.

”Hvorfor sagde han det?” spurgte lægen, velvidende at det ikke ville hjælpe at afvise hallucinationens eksistens.

”Fordi rævehale-manden var bundet på hænder og fødder, og han havde det godt,” fortsatte Jani, som om det var hende der resonerede med en seksårig, og ikke omvendt.

”Jeg melder det her til dine forældre, og i mellemtiden går du ind på dit værelse og bliver i sengen,” beordrede lægen.

”Må jeg beholde båndende på?”

”Nej!” udbrød han, og skubbede hende ud af døren. Denne gang smækkede døren helt, og der var ingen måde at komme tilbage i rummet før nogen låste det op igen. Han hev båndene af.

Jani hoppede op i sengen, stadig iført sit våde tøj, og satte sig lydigt.

Lægen forlod rummet uden et ord mere.

Da rummet var tomt og stille hørte Jani igen 264.

”Hvis du ikke må binde det om hænder og fødder, skal du binde det om halsen,” sagde katten, og pegede mod de våde ødelagte ærmer i hjørnet af rummet. Jani hoppede ned fra sengen og bandt dem sammen til et langt bånd, som hun bandt om halsen.

”Nu skal du binde den anden ende om lampen,” sagde 264, og Jani gjorde som han sagde. ”Hop,” var hans sidste ord, før alt gjorde ondt, og så pludselig blev helt blødt.

 

Blinkende vågnede Jani op på en seng. Hendes hår dækkede hendes øjne, og hun løftede hånden for at skubbe det væk, men hånden kunne ikke komme derop. I stedet var den surret fast til hendes side. Begge hendes hænder lå der faktisk. Men hendes ben var frie.

Hun var ikke bundet på hænder og fødder, kun på hænderne.

Det var ikke så behageligt som 264 havde fortalt hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...