Loraine, jeg er anderles. Som alle andre.

Den her historie handler om pigen, "Loraine" som kommer fra, Filippinen. Hendes navn kommer fra hendes amerikanske far. Begge hendes forældre er døde, hun er havnet i Danmark fordi hun et eller andet sted langt, langt, langt ude havde en mosters, mosters, tantes, bros, kone. Som gad at have hende boende, Loraine. Eller Lora. Går i gennem en masse almindelige ting, som en helt almindelig teenagepige gør. Borset fra at hun er udlændinge, har ingen penge, ser anderledes ud. Tjo, udfordinger er der nok af.

3Likes
1Kommentarer
249Visninger
AA

3. Inspektører

Inspektører, i ved. Den der sure gamle, pædofile mand som altid lugter lidt at gammel ost, blandet med en god gang armsved. Ad, ad, ad. Jeg hader ham, da jeg kom til skolen, stod han og kiggede meget ned på min trøje, den var lidt nedringet. Men ikke overdrevet, bare sådan normalt ikke?

- Men i hvert fald, så stod han dér og kiggede på mig med et klamt smil. Han kiggede op og ned af mig, og gjorde den der irriterende ting med pege fingeren. I ved "Kom lige med med"- tingen. Årh, jeg H A D E R det, med stort H. Dum som jeg var, gik jeg med ham. Vi gik hen på kontoret, hvor vi gik ind. Han bad mig sætte mig, som jeg gjorde. Han satte sig overfor mig, og prøvede inderligt at se ud som om at han var vigtig, hvilket han på en måde også er. Men inderst inde, er han bare en taber som nyder at have magt over yngre børn, som sagt. Pedoooo.

"Nå Loraine. Hvor har du så været henne? Vi har ikke set dig længe, og har intet hørt fra Gerda eller kommunen. Kan du fortælle mig lidt om hvad der er sket?"spurgte han oversygt pædagogisk, i ved den trælse ting alle voksne kan.

"Hvad rager det dig?"-svarede jeg igen.

Jeg så et lille smil komme frem på hans læber. "Kære Loraine, du er et lille barn. Du har brug for noget opdragelse. Men det er ikke det her handler om, Loraine. Du bliver simpelthen nød til at fortælle mig hvad der forgår!"- spurgte han igen, oversygt pædagogisk.

Jeg rullede øjne. "Hør, det er mit liv. Ikke dit. Bland dig uden om mit, og jeg blander mig uden om dit!"

"LORAINE!"- råbte han.

Utroligt at alle skal råbe af mig idag, altså helt ærligt. Jeg rejste mig for at gå, men. Okay, det her er mærkeligt. Men faktisk var han hurtigere end mig, han løb hen foran mig. Og krammede mig så indtil sig. Han gik ned på knæ, og han gik mig lige til midt på melonerne. Ret akavet ifølge mig, han lavede store øjne og smilte. Klog som jeg var, eller haha "dum". Valgte jeg at sparke ham så hårdt lige mellem benene. Han væltede omkuld og lavede en masse grimasser. Lad mig beskrive det som en gris det føder, det er nok det tætteste jeg kan komme på den han ligner. Jeg grinte for mig selv, for seriøst. Han så alt for sjov ud.
Jeg løb ud af døren og ned mod klassen, da jeg trådte ind kigge omkring 42 forskrækket øjne mig. Ja, forskrækket. De havde nok ikke lige regnet med at se mig, men jeg vælger at træde ind og sætte mig på en tom plads. Hver lille bevægelse jeg laver bliver nøje studeret af dem alle sammen. Ikke lige det fedeste, men jeg fik da opmærksomhed. Haha, første gang i like 2 måneder.

"Eh, Velkommen tilbage Loraine." Sagde læren, Jette ( Gråt hår, gråt tøj, ingen humor.. i kender typen )

Jeg løftede hovedet som svar.
"Som sagt så skal i ud i grupper og snakke og bogen i skulle læse til idag. Men Loraine, siden du ikke har været her. Går du bare med Jonas og Sofies gruppe" Sagde Jette og kiggede sukkersødt på mig. Ad

Jonas fangede mit blik og smilede, jeg tror han er ny. Ellers har jeg bare ikke lagt mærke til ham før nu, hvilket ikke undre mig. Men alligevel, en som ham vil man da lægge mærke til han var pæn i forhold til de andre. Der skulle heller ikke meget til, meeeeen han toppede den nu ret godt. Han var ret charmerende at se på, han havde de smukkeste brune øjne og det sødeste smil. Jeg blev helt varm indeni af det smil der, waow. Han mindede egenlig ret meget om Justin Bieber. ( heldigt, Justin er seriøst for læks )
Som sagt gik jeg med "Jonas og Sofies gruppe", kunne stadig hører stemmen i hovedet
Vi satte os ved et bord på gangen. "Det er længe siden Lora" Sagde Sofie, efter cirka 3 års akavet stilhed. Jeg nikkede, "Ja, det er det vel" Svarede jeg. Hun kiggede ned i bordet. Det var for sindssygt akavet, vi sad bare der og kiggede skiftevis på hinanden og ned i bordet. "Tror ikke vi har hilst på hinanden.. eh.. ehm.. Lora. Mit navn er Jonas, jeg startede i sidste måned" Jeg kiggede op, "Hej Jonas. Som sagt er jeg Loraine, men kald mig bare Lora" sagde jeg med et lidt for pivet stemme. Han nikkede, "Hvorfor har du ikke været her?" Spurgte Jonas forsigtigt. Jeg kiggede på ham med sammenknebte øjne, "Familieproblemer" svarede jeg.
"Hvordan går det så her?" Spurgte Jette. Jeg.. Eller vi havde slet ikke set hende komme. "Det går fint, vi snakker lige lidt med Lora hvis det er i orden" Svarede en smilende Jonas, seriøst guys. Det smil der, waooow.
"Hmm, det vel fint. Meeeeen, Lora. Jeg vil gerne lige snakke med dig" Sagde Jette bestemt, og lavede "kom lige med" fingeren.
Jeg fulgte modvilligt med hende, før jeg anede det stod vi foran inspektørernes dør.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...