Farvel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie, jeg skrev for et stykke tid siden, som jeg gerne vil dele med jer.
Den er meget kort, og man må selv tænke sig til, hvad man synes historien handler om, da der ikke kommer nogen grundige forklaringer på hvad der er sket.
Håber i kan lide den. :)

2Likes
1Kommentarer
227Visninger

1. Farvel

 Jeg savner ham.

 Jeg savner, hver eneste lille del ved ham. Alt fra hans u-bundne snørebånd til den måde han i klatrede i høje træer og sprang fra træ til træ som en vildfaren abe.  

 Jeg savner, hvordan han sparkede bolden ind i det gamle fodboldmål og råbte: "MÅL!" hvor efter han krammede mig, som om han lige havde vundet et verdensmesterskab. 

 Jeg elskede hans lille hytte ude i skoven blandt de mange træer, bær og tornebuske. Det var utroligt hvordan den stod gennem storme og vilde dyr, jeg undrer mig stadig over hvordan en så lille gammel hytte kan holde til alt det. 

 Jeg elskede, den måde han skubbede bag på min gynge så højt, at jeg gentagende gange bad ham om at stoppe, men han blev ved. Dengang syntes jeg det var irriterende, men nu savner jeg det mere end noget andet.

 Men er det ikke det man siger: Du ved først, hvad du havde, når det er væk. 

* * *

 Jeg husker, den aften han sagde farvel.

 Han sagde, de havde fundet ham.

 Jeg ved stadigvæk ikke hvem de er, jeg ved bare, at de var efter ham, og han måtte væk så hurtigt som muligt. 

 Mine forældre ville ikke have jeg så ham, men jeg var ligeglad, med hvad de sagde.

 Jeg elskede ham. Jeg elsker ham

* * *

 Foråret er sprunget ud igen.

 Søen har mistet sin is og vandet genspejler den strålende sol over den. 

 Det er utroligt der er gået et helt år, siden han sagde farvel. Han lovede mig, at vi en dag ville løbe væk sammen, men han forlod mig. 

 Der hænger friske frugter på træerne der giver mig en næsten umættelig lyst til at plukke en og stikke mine tænder i den, men jeg ved bedre. Jeg husker stadig, hvordan han klatrede op i et træ, og kastede det vi begge troede var et æble ned til mig. Det var først da æblet strakte sine vinger ud, hvæsede af mig og fløj væk af det gik op for os at den ikke var et normalt æble.

 Dumme alfer.

 Vi plejede at jagte dem gennem skoven og fange dem kun for at sætte dem fri lige efter. 

 Vi havde mange magiske eventyr sammen.

* * *

 Vi diskuterede ofte, skændetes hel tiden, men der er noget at det jeg savner mest nu. 

 Hans stemme. Hver gang han blev sur, såret, glad, lykkelig og jeg kunne fortsætte i evigheder. 

 I det hele taget savner jeg ham bare, mere end jeg nogensinde har savnet nogen før.

* * *

 "Leder du efter noget?" spørger en dyb stemme bag mig. Jeg vender mig om og kigger på en høj kutteklædt mand med et langt gråt skæg der kan ses under den mørke hætte. Men det der får mig til at træde mange skridt tilbage og får mig til at holde vejret er den person manden holder i sine arme.

 Det er ham.

 Der er i mandens arme ligger han. Han sko er stadig ubundne og hans hænder lige så beskidte som altid, men hans krop er blodig og beskidt. Hans tøj er laset og hullet med størknede blod der klistrer det fast til hans krop. I de fleste af sårene løber der en gul eller hvid væske ud. Hans hud er bleg og hans læber blå. Hans hår sidder sammen af blod og jord, og det værste er nu at hans øjne er lukkede.

 Manden smider ham på jorden, som om han var en sæk affald, han ville af med så hurtigt som muligt. 

 Jeg falder ned på mine knæ ved hans side og tager hans hånd. Den er så kold. 

 Jeg lader tårerne trille ned over mine kinder sammen med regnen der falder ned fra himlen. 

 Han er død...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...