Kolde Hænder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Færdig
((Vi havde en stil for i dansk, og blev meget glad for den, så jeg tænkte jeg ville dele den herinde))
Emil og hans venner er på hyttetur sammen, men alt går galt. En historie, få ord. Død, Kulde, Kærlighed, Venskab og Kolde Hænder.

3Likes
0Kommentarer
330Visninger

1. Kolde Hænder

Han vidste det! Han vidste det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer! I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes til mysteriemødet om HVEM der havde taget den sidste skumfidus.

Han gik ind i stuen, hvor Anton, Tom, Zelna og Chika sad og ventede. Vidste de det mon allerede? Vidste de mon at det var ham der tog den sidste? Han satte sig ved siden af Chika, og lagde hænderne på skødet. De var svedige af ren spænding. Hvis de nu ikke vidste det, ville de så regne det ud?.

”Nogen der vil tilstå?” Sagde Zelna højt og tydeligt. Ingen sagde noget. Zelna sukkede. ”Fint så gør vi det på den hårde måde.” Det bankede i det samme på døren. ”Det er nok til mig.” Tom og rejste sig. ”Jeg har bestilt pizza.” Han gik grinende ud af stuen, og forsvandt. Der blev helt stille. Zelna trommede utålmodigt fingerende i skødet. ”Hvor bliver han af?” ”Måske snakker han med pizzabudet?” Påpegede Anton. De kiggede alle sammen på ham. ”Hvad? Det gør han da så tit?” Emil sukkede. ”Vi bør måske gå ud og hente ham så?” De rejste sig og begyndte at gå hen mod døren. Emil skævede til Chika. Som altid var hun stille og stirrede genert ned i jorden. Han smilede for sig selv. Hun var ellers sød når hun var sammen med de rette personer.

De nåede hen mod den gamle dør. Døren stod åben, pizzaæsken lå ved fodtrinet, men ingen Tom. ”Mand, hvor er den dreng!” Zelna kiggede irriteret på den åbne dør, og smækkede den hårdt i. Anton satte sig ned på jorden, og tog pizzaen op. ”Anton!” Han vendte sig hen mod Emil med et smørret grin. ”Hvad? Hvis han ikke er her, så tager jeg den bare.” Han vendte sig om, og åbnede låget men noget stoppede ham. Pizzaæsken var halvt åben, da han stoppede sig selv midt i en bevægelse. ”Hey dude, hvad er der?” Emil lagde en hånd på hans skulder og fik et chok. Han var helt kold. ”Ehm… Anton?” Han kiggede ham over skulderne. Han stoppede med at trække vejret. Nede i pizzaæsken, på pizzaen lå der…

Zelna skreg. ”HVAD ER DET!!!” Emil kunne ikke røre en muskel. Hans stemmebånd ville knap nok sige en lyd. ”Det er… Toms hænder”, hvislede han. Zelna skreg igen. ”Er han… død?” Han vendte sig om, og kiggede på Chikas kønne grå og nu blanke øjne. Han kunne ikke noget andet end at nikke.

”Vi bliver i stuen til politiet kommer!” Råbte Zelna og smed røret på. ”Ingen får lov til at komme ud!” Emil kiggede rundt på de andre. Zelna havde fået fatningen tilbage igen, Chika sad bare i sofaen med et ansigtsudtryk der bare gjorde ondt, og Tom sad rystende og stirrede chokeret ud i luften. Det havde været en ren kamp at få ham til at gå de få skridt ind i stuen. Halvvejs stoppede han ren faktisk, så Emil måtte bære ham den sidste meter. De sad og ventede. Det virkede som evigheder. Han kiggede på sin mobil få at tjekke klokken. Det ene minut føltes som flere timer. ”H-Hvad gør… V-v-vi hvis…. M-morderen kommer…. H-herind?” Stammede Anton. Zelna rev et tæppe frem fra bunken og lagde det omkring ham. ”Det må vi jo bare håbe på at han ikke gør.” Utroligt, hvordan kunne hun være så rolig? Hun var jo ikke engang et år ældre end de andre. Nogle gange skulle man tro at hun var 20 år gammel eller sådan noget.

Han stod op og satte sig i stedet for ved siden af Chika. Hun gav ham et kort blik, og kiggede derefter igen ned på sine fødder. ”Er du bange?” Spurgte han. Hun svarede ikke, men pegede på sin underarm. Gåsehud. Det begyndte at prikke på hans håndflader. Hvad skulle han gøre? Hvad skulle han sige? Alt var så stille, han kunne ikke være bekendt at bryde den tavshed.

Larm. En kæde. Motor. Alle lyd-sanser satte sig i gang. Hvad var det? Lyden af døren der splintrede op, en kæde, en modbydelig latter. Emil sprang op. Han kunne høre sit eget hjerte hamre, selvom det larmede så forfærdeligt. Døren blev blæst op, og lavede et brag da det ramte jorden. Chika rejste sig svejsende op.

Der lød trin ude på gangen. Dybe rungende trin. Zelna, stod foran dem, parat til kamp. I det samme stod han der. Med en blodig motorsav i den ene hånd, og et hoved i det andet. Han lo hysterisk og smed hovedet over mod dem. Tom. Han startede motorsaven igen, og styrtede over mod os. Emil tog fat i Chikas hånd, og løb over mod havedøren. Han lod lydende bag mig være. Lydende af skrig, blodsprøjt, væmmelig latter, og så stilheden. Den værste larm af alle. Emil kunne ikke andet, ville ikke andet end at løbe. Han sprang ind i den dunkle skov, med Chika snublende efter ham. Han ville ikke dø. Ikke endnu. ”Stop. Emil, hvor skal vi hen?” Han vendte sig om kiggede på hendes skræmte ansigt. ”Det er for sent.” Chika stoppede op. ”Hvad laver du?” Hvæsede han ad hende, hvilket fik hende til at se forskrækket, endda bange på ham. ”H-Hvordan kan du være så sikker?”

En kold vind susede hurtigt omkring dem. Alt var så pludselig stille. Bortset fra uglen som kukkelurede, Chikas kæber som lavmælt klaprede, og fodtrinene. Fodtrin. Han listede sig om bag hende, og kiggede ad vejen tilbage til hytten. ”Chika, bliv lige der.” Kommanderede han og løb. Grene og kviste viste deres klamme skygger på jorden han løb på. Nogle af dem kradsede sig endda på hans hud. De rev huller i hans bukser og t-shirt. Hans hænder var kolde som is. Han kunne mærke hans tåre i munden. Hvis det ikke havde været for hans egen angst, ville han nok drukne.

Langsomt tonede hytten op mellem træerne. Han standsede op. Allerede derfra kunne han se de blodige lig inde i hytten. Men hvor var morderen? Emil kiggede omkring. Til højre, til venstre, oppe. Intet tegn. Han vendte sig om for at gå tilbage til Chika. Men han blev skubbet. Slået hårdt i ryggen. Han faldt på knæ, kun for at få en hård lussing over kinden. ”Tror man at man kan slippe væk, huh?” Brummede en stemme bag ham. En hård og dyb stemme, som gav det til at hvisle koldt ned ad ryggen. Emil prøvede at komme på, men han blev sparket umenneskeligt hårdt mellem ribbenene og tumlede over den klamme jord. Han hørte hvordan mandens kniv blev trukket ud af skeden. Så forsvandt alt i en rød tåge.

Emil blinkede sine øjne op. Alt var så tåget og diset. Eller rettere, hans syn var. Han kunne fornemme nogle utydelige klatter bevæge sig omkring ham. Lidt efter lidt blev klatterne til mennesker og ambulancer. I starten kunne han kun høre sit eget hjerte der hamrede mod hans bryst. Han vendte og drejede hovedet for at finde et velkendt ansigt. En. Kun en kunne han finde. Langt lyst, næsten hvidt håret pige iført en lyseblå T-shirt med en blå trøje indenunder, og mørke jeans. Hun stod og talte med en mand iført hvidt nogle meter væk. Emil ville kalde, men kunne ikke. Det var som om hans hals var snøret sammen med snorene fra en fodbold sko. Hun nikkede til manden, vendte om og gik i retningen af ham. Hendes grå øjne var blanke som nypudsede ruder. Da hun kiggede op og så Emils åbne øjne, nærmest løb hun hen mod ham. ”Du er vågen.” Tårerne trillede ned ad hendes røde kinder. ”Undskyld, men mine melankolske tåre kan jeg ikke holde tilbage mere.” Emil forstod ikke hvad melankolsk betød, han var bare glad for at være i live. ”Hvad skete der?” Han blev overasket over hvor hæs hans stemme egentlig var. Han kunne knap nok sige noget. ”Jeg fulgte efter dig.” Hviskede hun. ”Jeg ville ikke være alene, og da jeg så dig på jorden, kunne jeg ikke gøre andet end at gemme dig væk. Jeg… så jeg ringede efter hjælp.” Hun smilte. ”Jeg er glad for at du er okay.” Så meget havde hun aldrig snakket til ham før. Aldrig så mange ord havde undsluppet hendes mund når hun snakkede til ham. Han kunne ikke andet end at smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...