En Evig Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2013
  • Opdateret: 15 mar. 2014
  • Status: Igang
den handler om en pige på 15 år ved navn Sofia der bliver involveret i en en strid mellem hendes bedste venner og ham hun elsker af hele hendes hjerte alt mens hendes forældre ikke er hjemme

3Likes
6Kommentarer
320Visninger
AA

3. hjemme

Sofia går op af vejen hen til hendes hus det blæser voldsomt uden for vinden raser i hendes hår og får kjolen til at flagrer om hende alt er mørkt inde i huset der er ikke en sjæl at se nogen steder for Sofias forældre er ikke hjemme de er ude at rejse så hun er helt alene i det store smukke hus med flotte vinduer fra loft til gulv. Hun fandt den lille nøgle frem fra sin taske, låste hoveddøren op, der var helt stille ud over vinden der slog mod ruderne hun tændte den store lyse krone den lyste så smuk rummet op. Sofia smed sin taske på den store sofa og gik op af den smukke tappe med de mange udsmykninger på og ind på sit værelse, smed hendes ellers så smukke kjole på den store drømme seng, rev næsten skabslågerne op og tog en lang hvid kjole ud med blonder på og tynde fine stropper hun tog den yndefuldt på gik med ret ryk hen mod balkonen skubbede de store døre op der mødte den kolde susende vind hendes ansigt med et stød. Hun gik ud mens vinden rev i hende og kjolen flagrede som en vanvittig hun gik helt hen til rækværket mens håret blæste rundt om hendes ansigt hun spredte stille armene ud lukkede hendes øjne og ja vis det ikke havde været fordi at dørene havde gik en ordenligt smæk fra sig havde hun hoppet ud fra balkonen hun vendte sig med et ryk pustede ud og gik så ind igen lagde sig på sengen og lukkede sine øjne.

Hun rejste sig med et sæt hvad var det for en lyd udenfor hun gik hen mod balkonen åbnede stille dørende, gik ud så ud i mørket og der midt på plænen stod den sødeste lille hvide killing og miaved, der spredte sig et smil på hendes læber. Sofia løb ind lukkede dørende og tog et par ballerinas på, løb ud i bag haven og hen til den lille killing og sagde stille til den ´´når er det bare dig der vækker mig midt om natten lille ven hvor er du dog sød ´´ hun satte sig på huk og nussede den lille killing blidt men så pludselig løb den, Sofia hoppede op med et sæt, og så sig om hun så skrækslagen ud i mørket men eftersom hun intet så slappede hun lidt af men i det hun pustede lettet ud tog en om hendes skulder og det udløste et skrig Sofia skreg af hendes lungers kraft rev hånden af hendes skulder og løb, men så der pludselig lige foran hende gabte et stort hul sig, Sofia røg lige ned i det, der var så småt, så trængt, så så mørkt, Sofia så sig panisk rundt der var ingen vej op hvad skulle hun nu gøre men så blev hendes tanker afbrudt af en stemme den kom oppe fra hulet, hun kiggede hurtigt op, hun kunne endelig ikke se om det var en hun havde set før men det var med sikkerhed en dreng men hvad var det han sagde Sofia anstrengte sig meget for at høre hvad den fremmede sagde men der var en ringen for hendes øre endelig efter noget tid kunne hun høre hvad han sagde men kunne hun nu stole på at han bare ville hjælpe hende ja hun havde ikke rigtig noget valg ellers ville hun bare sulte her nede der kom et reb ned så fik stemmen en komenderne klang hun gjorde som han sagde og bandt rebet om livet så nu skete der noget rebet blev stramt, Sofia lettede fra jorden efter noget tid var hun oppe af hulet igen nu ville Sofia bare have det reb af og komme indenfor igen men rebet  var så stramt så pludselig hørte hun en lyd hun så op med et ryk der stod ham der lige havde hjulpet hende og det var nok også hans hånd hun havde mærket der lød en blid stemme fra hans mund som spurgte ´´skal jeg ikke hjælpe dig nu var det jo min skyld du faldt der ned´´ da hun ikke svarede begyndte han bare og binde knuden op det tog ham ikke lang tid Sofia kiggede bare på ham hun takkede ham mange gange da han var færdig og hun ville til at gå gjorde han noget uventet han tog hendes hånd og spurgte lidt sarkastisk ´´har jeg ikke ret til at kende dit navn nu når jeg har hjulpet dig´´ hun så på ham og svarede lidt irritabelt ´´det var DIN skyld jeg røg derned så nej det havde du endelig ikke men mit navn er Sofia vis du ville vide det´´ hun rev sig fri og ville til at gå da hun hørte at han fulgte efter hende også skulle han absolut lige snakke til hende igen han sagde roligt ´´vent lidt jeg kom faktisk for at spørger dig om noget vigtigt´´ Sofia vente sig men idet ramte en uro ned i hende der var noget der sagde inde i hende kom væk hun vendte sig hurtigt og løb hen mod døren hun nåede til muren da hun ville kigge sig tilbage stødte hun ind i noget eller retter sagt nogen men det var ikke ham fra før ham her havde lyst hår og han spærrede vejen ind hun vendte sig for at løbe den anden vej men der stod en fyr med brunt krøllede hår der var ingen vej ud hun bagede så meget hun kunne hun var fanget kunne det virkelig passe der var ingen vej ud nu var uroen gået over til frygt Sofia så op der stod han igen han begyndte at snakke men hun ville ikke høre hvad han sagde hun holdt sig for ørene men så hørte hun en beroligende stemme der sagde ´´du skal ikke være bange Sofia jeg gør dig ikke noget mit navn er Leon ham med det lyse hår er Liam og ham med det brune krøllede er Noah jeg ville bare spørger om du ikke nok vil hjælpe os ved at give os en lille bidte smugle af dit blod´´ Leon så spørgende på hende, Sofia vidste ikke hvad hun skulle sige hvad fanden skulle de med HENDES blod hun rystede på hovedet og råbte ´´aldrig i mit liv lad mig gå jeg vil op i min seng´´ Leon så på hende med et smil og svarede ´´ lille dumme Sofia vil du op og sove var men ved du hvad det kommer du ikke for vis ikke giver mig noget af dit blod ellers tager jeg det selv er det forstået var så giv mig nu bare den lille smugle blod jeg skal bruge så prøves det ikke gøre ondt´´ Sofia så på ham frygten herskede i hendes dybhavblå øjne hun rystede bare på hovedet mens Leon kom nærmere og nærmere han blottede hans spidse hjørne tænder der begyndte at svimle for Sofia hun prøvede at koncentrere sig om at gøre modstand men det hjalp ikke hun havde ikke de kræfter til at gøre modstand. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...