En Evig Kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2013
  • Opdateret: 15 mar. 2014
  • Status: Igang
den handler om en pige på 15 år ved navn Sofia der bliver involveret i en en strid mellem hendes bedste venner og ham hun elsker af hele hendes hjerte alt mens hendes forældre ikke er hjemme

3Likes
6Kommentarer
326Visninger
AA

2. Den første aften

det var en storm fuld lørdag aften da Sofia skulle til fest med hendes venner det var en hel speciel fest i aften det var nemlig galla aften og Sofia havde helt selv syet hendes kjole det var en halv lang hvid kjole der sad stramt og flot over brystet og matchende til hendes blå skinnede øjne sad der et smukt bredt bælte lige under brystet og når hun snurede rundt flagrede kjolen så smukt og glitrede i aftenens måneskin hun følte sig så smuk og så fri når hun snurede rundt i den. 

Hun glæde sig til at vise den til hendes venner især Ida og Matt. Ida var hendes bedste vendinde ever og Matt ja han var bare en virkelig god ven.

De mødte op nede på skolen hvor de skulle mødes for at køre videre i en bus til der hvor festen blev holdt Sofia åbnede sin frakke og viste sine venner hendes kjole det kom en masse pæne kommentarer om hvor smuk og flot kjolen var, men Ida så en ting som de andre ikke helt så det var de ringe Sofia havde på sin højere hånd Ida undrede sig for dem plejede Sofia da ikke have på og hun havde aldrig set dem før og hun havde været hjemme ved Sofia så mange gange før og set ALLE hendes smykker. Ida skubbe tanken væk igen og de satte sig ind i bussen og snakkede om alt muligt som hvem de syntes var de sødeste og legede lidt S,P eller K bare for sjov skyld. Sofia sad på det bagerste sæde lige i midten så når man kom ind så man med det samme den smukke kjole stråle med al sin glans og ynde. Alle drenge kiggede ikke bare på hende de stirrede nærmest på hende når de steg på og sendte hende de varmeste og søde blikke som man kunne forstille sig.

Endelig nåde de op til festen de gik ind og musikken begyndte at spille den var så vidunderlig, så fri, Sofia følte at hun svævede på en sky når hun drejede rundt på det store gulv. Der pludselig mens hun drejede rundt kom en af drengene fra en anden skole hen til Sofia og spurgte stille ´´hej mit navn er Daniel, vil du ikke med ud at danse´´ Sofia så på ham og nikkede stille hun kunne føle hvordan varmen strømede op i hende nu svævede hun foralvor på en sky Daniel var så sød med alle de pæne ting han sagde og alle de søde kommentarer om kjolen men den Sofia alder bedst kunne huske var at han sagde at lige meget hvor meget kjolen end stålede kunne den ikke over stråle hendes skønhed og ynde. Daniel så pludselig på Sofias højre hånd og så de små ringe glimte på hendes lille hånd i skindet fra månen der stålede ind af vinduet over dem han ikke bare så på dem han beundrede dem lige frem og efter noget tids beundre spurgte han stille ´´hvad er det for nogle ringe på har på, de er meget smukke og især den lille der med hjertet hvorfra har du dem´´ Sofia så hurtigt på hendes hånd og kom så pludselig i tanke om de små ringe på hendes hånd det var som og al glæden strømede ud af hende som når man tager luften ud af en ballon eller rammer jorden pludselig og mister pusten, hun kunne se at Daniel toldmodigt ventede på et svare fra hende, men istedet for et svar vendte hun sig halvt om og så ned på hendes hånd mens hun kærtegnede de små ringe uden at sige en eneste lyd, da hun stod i sin egen lille verden mærkede hun pludselig en hånd på hendes skulder og vente sig med et ryk af forskælekse og så så med meget store øjne lige ind i Daniels øjne han kunne godt se hun havde fået et chok så han spurgte meget stille og med en meget beroligne stemme ´´ det var altså ikke min menig at gøre dig ked af det du prøves ikke at svare vis du ikke vil´´ men længer nåede han ikke før Sofia afbrød ham ´´nej nej det er bare fordi den ene af dem er lavet til ære for min gamle hund, han var som en bror for mig altså den med det lille hjerte og en af de andre gav min mormor mig lige før hun faldt død om, så hver af mine ringe har en historie bag sig derfor passer jeg meget på dem og går endelig aldrig med dem´´ Daniel så bare på hende med et lille smil og sagde med sine øjne at det ikke gjorde noget at hun var trist men så, han lænte sig frem mos hende hvad var nu det for noget Sofia havde slet ikke de følser lige nu og var på absolut ingen måder i humør til det. Hun trak sig hurtigt tilbage med et skræmt udtryk i øjne hun viste slet ikke hvad hun skulle sige hun stod som lammet indtil hun fandt sig selv og så røg det bare ud af hende uden hun nåede at tinkke over det ´´HVAD HAR DU LIGE GANG I LAGDE DU DA BARE AN PÅ MIG SÅ DU KUNNE KYSSE MIG ELLER HVAD ER DET LIGE DU LAVER HVA DANIEL!!!`` alle så med store øjne på dem også efter lidt stilhed begyndte folk at viske lidt men Daniels udtryk havde ændret sig meget nu så man vreden blusse op inde i ham Sofia så lidt på ham og gik så først med hastige skridt der endte i løb men inden hun nåede for langt væk råbte Daniel til hende ´´DET SKAL DU FÅ BETALT SOFIA TRO MIT ORD!!`` Ida løb efter hende og resten af aftenen sad Sofia uden for hun sad der bare og betagtede hendes ringe da hun pludselig høre en stemme det var Matt hun hørte endelig ikke efter hvad han sagde sad bare i sin helt egen verden hun så ud af den ene øjenkrogen at han satte sig ved siden af hende og spurgte så igen stille ´´vil du ikke have din jakke Sofia her er virkelig koldt og du ender bare med at blive syg ´´ hun så stille over på ham lige der sad en af hendes alder bedste venner en der altid vil være der for hende hun nikkede stille og smilte til Matt da Ida pludselig kom løbende ud og råber ´´ BUSSEN ER HER NU KOM´´ de rejste sig stille og gik ud til bussen og kørte hjem...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...