Bad boys don't cry (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Bad boys don't cry. ~ 1

Stephanie får sig et chok, da Justin, vender tilbage til Stratford skole, efter at have været bortvist i et år, pga. mobning og voldelige episoder. Og hvad gør man, når den man mest frygter og hader, begynder at være sød mod en?
{ Justin er ikke kendt }

57Likes
24Kommentarer
3810Visninger
AA

5. Lad være med at tale til mig!!

Stephanie's synsvinkel:

Da jeg åbnede døren, gispede jeg, og det samme gjorde ham som stod foran mig. Foran mig stod ham som havde slået mig, ham som havde sagt alt muligt til mig som, fik mig til at få et meget lavt selvværd, ham som ødelagde mit liv. "Pattie! Hvor godt at se dig!", hvinede min mor højlydt, jeg trådte et skridt tilbage, men uden at slippe mit blik fra Justin. Justin gik hen til mig, og smilede smørret. "Fint hus, huh?", sagde han, og smilede bare endu mere smørret. Jeg rullede bare øjne af ham. "Hvorfor så sur tøs?" spurgte Justin, og løftede mit hovede med to fingre under min hage. "Lad være med at tale til mig!", sagde jeg i en hård tone, og jeg kunne næsten mærke at mine øjne lynede. "Stephanie, eg tænkte på om Justin ikke kunne sove inde hos dig", sagde min mor. Jeg drejede mig hovede 90 grader, og nu lynede mine øjne endu mere. Er du gal, jeg var provokeret nu. "Altså selvfølgelig på en madras nede på gulvet", tilføjede min mor. Jeg åndede lettet ud, men var stadig meget chokeret over, at Justin skulle bo, i MIT hus!

Jeg gik op af trappen, som fører til mit værelse, jeg regnede med at Justin fulgte med, ellers var det bare synd. Jeg smed mig i sengen, og fandt min mobil frem. "Hvor skal jeg ligge mine ting?", spurgte Justin. Uden at skænke ham et blik, pegede jeg ned på gulvet, ved siden af min seng. "Vil du måske finde en madras til mig?", spurgte Justin olmt. "Nej, nej det vil jeg sådan set ik", svarede jeg flabet. Justin smed sin taske ned på gulvet, så den landede med et ordenligt bum. Han gik med tunge skridt hen til sengen. De tunge skridt mindede mig om dengang jeg løb væk fra ham, da han havde tænkt sig at slå mig. Jeg gøs ved tanken om dengang. Justin smed sig på sengen ligegyldigt. Det havde jeg ikke forventet. "Skrid fra min seng, din idiot!", "Altså, du gad ikke at finde en madras til mig, så jeg kan ikke se andre muligheder end at sove i din seng", sagde han, og smilede lumskt, jeg hadede det smil. "Gå væk fra min seng!" sagde jeg, imens jeg desperat prøvede at skubbe ham ned af sengen. Han rejste sig op fra sengen. Ha! Jeg havde vundet over ham! Men der tog jeg fejl. Han gik hen til mig, og løftede mig op i brudeform, "Sæt mig ned din psykopat!", skreg jeg, i håb om at han ville sætte mig ned. Men hvad tænkte jeg på, han var jo Justin. Han åbnede mit tøjskab, mens han stadig løftede mig. Han smed mig ind i tøjskabet. "Sov godt tøs", sagde han, og låste så døren dertil. "J-Justin? Luk mig ud!", "Nej,du har ikke været en god pige, Stephanie". Omg! Jeg kommer jo aldrig ud herfra, hvis jeg begynder at trygle ham om at komme ud, tror han bare at jeg er svag, hvilket jeg lige vil tilføje, at jeg ikke er! "Hvad skal jeg gøre for at komme ud?", spurgte jeg olmt. "For det første, drop den flabet attitude, det klær dig ikke. Og for det andet, så skal du give mig lov til at sove i din seng". Jeg kunne bare mærke hvordan han sad og smilede for sig selv, den lille idiot. Jeg havde allerede mistet min værdighed, så hvorfor ikke bare give op. "Fint", svarede jeg olmt, og rullede med øjnene. Jeg kunne høre at han rejste sig op fra sengen, og gik hen til skabet. "Hvad er meningen med at låse mig inde!?". Han rystede bare på hovedet. Jeg rejste mig op, og strakte mig, selvom at jeg ikke havde sider derinde i ret lang tid, gjorde mine ben stadig ondt, da mit skab ikke er særlig stort.

Justin's synsvinkel:

Duften af pandekager, er nu alligevel dejlig at vågne op til. Selvom at jeg plejer at hade, altså virkelig hade hverdage, så var denne her dag nu dejlig nok. Jeg lå ved siden af Stephanie, som lå og sov som en sten. Jeg sad og betragtede hende i et par minutter. Hun var virkelig blevet pæn, siden jeg sidst så hende. Tanken om at jeg havde hende hvor jeg ville have hende, føles godt. Hun var svag. Hun blinkede et par gange, og åbnede så øjnene helt. Da hendes blik faldt på mig, gispede hun. "Sovet godt?", spurgte jeg, og smilede smørret. "Nej, det har jeg ikke, for hver gang jeg åbner øjnene, ligger der en idiot ved siden af mig!", hun var godt nok strid idag, "Havde vi ikke talt om det der med at være flabet?" spurgte jeg og sendte hende et spørgende blik, hvorefter jeg viklede mig hænder om hendes håndled, og strammede grebet. Jeg kunne se smerten i hendes øjne, hvilket bare gjorde mig endu mere tilfreds. "Gør det ondt, huh?". Hun bed sig hårdt i læben, af smerte. "P-please, slip", klynkede hun. Ha! Som om, jeg vil slippe hende. "Er vi så enige om, at du dropper den der attitude?", "J-ja". Jeg slap mit greb om hendes håndlede, hun åndede lettet ud, og tog sig til håndledende.

"Ryan! Hva' så homie!", sagde jeg begejstret, da jeg så Ryan. "Justin!", sagde han ligeså begejstret, og gav mig en high-five. Vi stod og snakkede lidt, da Stephanie, og en eller anden random pige gik forbi os. Stephanie sendte mig dræberblikket. Jeg smilte bare smørret tilbage. Jeg studerede hende fra top til tå, og kunne ikke lade være med at smile endu mere. Hun så sgu godt ud. "Kender du Stephanie, eller?", spurgte Ryan, da han tydeligvis havde fulgt med i mig og Stephanie's lille "samtale" med øjnene. "Jeg bor hos hende", sagde jeg, og smilede ved tanken om alt det der skete igår, og alt det der kommer til at ske. "Du bor hos hende?", spurgte Ryan mistroisk. Og så forklarede jeg ham, om bortvisning, som han i forevejen godt kendte til, og om Atlanta, og så om hvordan jeg havnede hos Stephanie. "Hun hader dig tydeligvis stadigvæk", kom det fra Ryan af. "Hvad mener du med stadigvæk?", "Du mobbede hende, og slog hende, remember?".Da han sagde det, mindede det mig om dengang, det vil sige et år siden, da jeg slog hendes hovede ned i bordet, så hun blødte. Hvorfor jeg gjorde det ved jeg ikke. "Whatever", svarede jeg bare ligegyldigt. "Har du fået lavet noget trouble?", spurgte jeg, og sendte ham et lumskt smil. "Altså igår, slog jeg en af lærerne i maven, fordi at jeg blev sat i en gruppe, med nogle nørder. "Hey, sådan der", sagde jeg og sendte ham en high-five.

Hejsa mennesker!

Hvad synes i så om Justin? Jeg må indrømme,

at jeg har lidt ondt af Stephanie, hun er jo

skide bange for Justin. Men ville blive

super glad, hvis i gad at kommentere

hvad i synes om movellaen, og hvad

jeg kunne gøre bedre<3

Xoxo Sarah. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...