Bad boys don't cry (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Bad boys don't cry. ~ 1

Stephanie får sig et chok, da Justin, vender tilbage til Stratford skole, efter at have været bortvist i et år, pga. mobning og voldelige episoder. Og hvad gør man, når den man mest frygter og hader, begynder at være sød mod en?
{ Justin er ikke kendt }

57Likes
24Kommentarer
3876Visninger
AA

3. Forandringen!

Stephanie's synsvinkel:

Mit liv var blevet en del bedre, siden at Justin blev bortvist. Alt hvad der hed mobning var helt væk fra vores skole nu, og det skyldes Justin bortvisning. Jeg har faktisk også fået et par venner. Jeg er faktisk blevet ret populær, hvorfor ved jeg ikke. Jeg vil også lige tilføje at jeg er blevet en del pænere end jeg var da Justin var der. Mit meget korte hår, er blevet en del længere, ja faktisk så langt, at det næsten går ned til numsen. Næsten. Jeg har også tabt et par kilo. Men den tanke, at Justin måske vil vænne tilbage, plager mig dog stadig. Han var en dæmon, et monster. "Skat, har du fået tøj på?", råbte min mor ned fra stuen. Det tog mig et par sekunder, før at jeg indså at jeg kun havde 10 min. til både at få tøj på, få makeup på, og spise morgenmad, selvom at jeg normalt bare tager et æble som min morgenmad.

Jeg flåede mit tøjskab op, og fandt et par stramme jeans og en hvid strikketrøje frem. Derefter tog jeg lidt makeup på, ikke specielt meget, da jeg ikke er typen som vil ligne en dukke. Lidt mascara og noget lipgloss burde være nok. "Hvor ser du flot ud skat!" , sagde min mor overrasket, og gjorde store øjne, da jeg kom ned i stuen. "Ehm.. Tak?"svarede jeg undrende, da jeg ikke synes at jeg havde gjordt sådan helt vildt meget ud af mig selv. Jeg tog som sædvanlig et æble, og smuttede så ud. "Ses mor", råbte jeg, og inden hun nåede at svare, havde jeg lukket døren.

 

Jeg gik til skole, da jeg kun bor en kilomet væk derfra. Jeg gik op ad en lang trappe, som fører op til hovedeindgangen. Da jeg trådte ind, var Everlyn den første person jeg så. Everlyn er min bedste veninde. "Hey girl!" , kom det hvinende  fra Everlyn. "Hey" sagde jeg og sendte hende et sødt smil. "Hvad har du lavet i weekenden?" , kom det spørgende fra Everlyn. "Ikke det helt store, altså min mor havde inviteret hendes veninde og venindes dreng over at spise hos os" fortalte jeg, i en lang køre. "Vent vent vent, havde veninden en dreng? Var han lækker!?", spurgte Everlyn nysgerrigt. " Han er 11 år Everlyn", "Nå" svarede Everlyn skuffet, og kiggede ned i jorden. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af hende, da jeg fandt situationen meget komisk. "Hold op med at grine af mig!", sagde hun og gav mig et puf med albuen. Der gik et par sekunder, og så kunne hun heller ikke holde masken længere, så vi flækkede begge to af grin. "Hvad griner i sådan af?", spurgte Ryan hvorefter han lagde armen mig. Ryan var min bedste ven, og tro det eller lad være, men han var engang bedste venner med Justin, ret vildt ik? Men da Justin blev bortvist, gik Ryan, fra at være bad boy, til mors lille dreng. "Ikke noget" svarede jeg, og fniste lidt. Jeg skulede over til Everlyn, der rødmede en hel del. Hun er forelsket i Ryan. Vi gik alle videre hen af gangen. Klokken ringede ind til time, og vi blev alle tre skilt af, da jeg skulle have biologi, Everlyn skulle have Historie, haha, men Ryan vidste jeg ikke, da han forsvandt lige så hurtigt som min far skred fra min mor.

Jeg sad og betragtede, de hvide skyer der hver især, forestillede et eller andet. "Stephanie Hastings" "Ja, hvad er der?", "Kan du svare på hvad biodiversitet er?". Hvor skulle jeg vide det fra. "Ehm... Noget... Med.... Naturen?" , svarede jeg usikkert, og sendte ham et uskyldigt smil. Han sukkede højlydt, og rynkede lidt på panden.

Vi havde fået fri, og jeg stod nu og snakkede med Everlyn. "Ved du hvor Ryan er?", "Næh, han har vel stadig time", svarede Everlyn, og trækkede på den ene skulder. Det undrede mig meget hvor Ryan var. Han plejede ikke at have timer til kl 16:00. "Ryan Butler, bedes komme op på kontoret, omgående!". Nu begyndte jeg for alvor, at blive urolig, jeg troede at Ryan var stoppet med at gøre dumme ting, eftersom Justin ikke var tilstede. Men jeg tog åbenbart fejl.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...