Den smukke Mariehøne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2013
  • Opdateret: 3 dec. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
210Visninger

1. Takken

Den smukke røde mariehøne

 

Da han endelig havde fået svuppet sig op af den sumpede skråning, bevægede han sig længere hen mod det røde skilt. Kæmpede videre, hen ad vejen - vidste ikke, hvad der ville hænde, når han kom længere. Ville han finde hende, pigen han havde mistet ... Der var forude to lygtepæle hvis lys var gået ud. Det røde skilt lysende, smukt, kom nærmere og nærmere, men ville det overhovedet gøre den store forskel. Skyggerne fulgte ham som trofaste hunde, gode og onde de var med ham dette øjeblik, han kunne gøre dette, fuldføre denne uhændelige lidelse, der havde naget ham noget så grueligt, givet ham de værste sår og slag. Han kunne høre kirkeklokkerne i det fjerne, de havde altid været en så naturlig ting, men det føles nu så forbitret. Den brækkede arm som hang slapt ned ville overhovedet ikke lystre længere, han prøvede at få liv i fingrene, men den skrækindjagende smerte stoppede ham. Han fulgte lydigt de hvide landevejs streger, de skreg til ham, størknede ham i den mørke nat. Det røde skilt kom nærmere, han følte sig ikke mindst dumdristig for, hvad han havde gjort. Han var støt, forfærdet og frygtsom for denne opstandelse der opholdt sig ....

 

Han kunne nu danne sig skiltets form, det var ovalt. Det lignede mest af alt et delikat jordbær. Kirkeklokkerne ringede, kimede, skingrede stadig i det fjerne - denne lyd var forfærdelig destruktiv. Han havde ikke meget energi, og dermed at tale om gå på mod, det fandtes ikke længere. Komplet og fortrængt. Den sviende smerte bredte sig langsomt op gennem hans rygrad, og han faldt så lang han var, og den jagende smerte i armen tiltog. De kimende klokker tumlede nu ind over ham, en bølge af forfærdelige, desinficerende  erindringer skyllede ind over ham. Han så rødt ... sorte prikker ... blinkende desorienterede øjne ... stirre ... forfærdelig stirren ... skrig ... afskyelig latter ... brændende smerte ... synkende i dybet ...

 

Vridende i smertefulde hug, rejste han sig op. Videre måtte han, det var hans mål - det var, hvad han levede for, hvad han måtte dedikere til dette elskværdige individ. Koldsveden var svidende og alt for brutal. Det røde skilt ... Det røde skilt. Vreden tog til, han måtte tilintetgøre denne person, aldrig ville han lade ham vinde. Det var ikke et spil, det var følelser, han drak af deres sjæl og misbrugte deres ord. Den alarmerende sang, dirrede forkasteligt i ørene på ham. Hvad den sang, var endnu en opdagelse at gøre. Få ord, en mening. Sang om den smukkeste lille røde mariehøne, som ventelisten nu havde taget til helvede.

Dybt i mørket finder du denne mariehøne, smukkere end ellers, anderledes og lysnende som en måne. Hun flyver rundt, ender altid i den samme sump. Kan ikke finde plads, føler sig utilpas - denne store verden, tager sin lid i hendes smerte. Prikkerne formerer sig, og stikkerne ler klagende. Nålen er nået så langt ind, men pladsen er bekvem. Smukke mariehøner lever ikke livet i mørke, finder lyset i selv den dæmoniske signatur. Det er også, hvad der dræber smukke mariehøner, de bliver nedbrudt af afplukkede blomsterhoveder.

Skiltet, det formerer sig ... Tiltrækker ham. Dybt inde, slikker sig som ild op ad hver eneste afkrog af hans sjæl, og stopper så ... Lader ham lide med denne tomhed, skriger på mere, men snører sig bare op ad yderkrogen af skallen. Da han nærmer sig signaturen af skiltet, formen - hvad det ér. Den smukkeste yndefulde mariehøne, blinker med sine tiltalende øjne. Ånder sensuelt i den dystre lyd af klokkesang, de kimer nu som dystre trommeslag. Ved, at de skal nå kirken - finde tiltroen, lade kirken afmærke dem. Han river, flår med alle kræfter, tærer på den minimalistiske energi, som han nu har tilbage. Hun må ikke ende i helvede, han vil lade denne smukke røde mariehøne ånde frit.

 

Han trækker skiltet, som viser sig at være denne smukke mariehøne videre, tager sig ikke af smerten i kroppen - for ikke at nævne, denne brænde ild der slikker sig op ad hans sjæl - dybt mærket. Ankomsten vil tage taknemmeligt imod dem, elske deres forviselighed. Ikke lade det onde blod overtage. Det ville være nederlaget nu, hvor han har fået sin smukke røde mariehøne. De nærmer sig kirken, omkring dem er fuldt skovdækket, og skyggerne er nu efter dem, river og kradser sig fat, han vil ikke give slip, den morderiske mand holder i, til det endelige slag, og det vil komme - han vil flugte dem ad helvedet bristene vej, manipulere dem, og deres uvidenhed - som nu forekommer ubrugelig; kærligheden, det er, hvad fører dem ad denne vej. Kirkefacaden viser sig tydeligt, blodet siler ned, men byder dem hjerteligt velkommen som forventet. De kommer ind i den oplyste kirke, ser en kvinde og en mand - den ene lys, den anden mørk. Kvinden stirrer, manden smiler. Han ved, hvad der tiltaler ham, det er smilet. Dette forunderlige smil, bedragerisk, håbende. Tænder den værste ild inden i, men tiltaler ham. Stirren gør ham forsigtig, men føler denne lidenskabelighed den lyser og bringer med sig. Denne alt for sirlige stirren. Han ved, hvad han skal vælge ved, hvad der er bedst for dem. Han havde udelukkende koncentreret sig, om omfanget af dem, og ubevist havde den smukke mariehøne draget sig hen til ham. Han ville gribe ud efter hende, men hun var allerede fortabt. Dette dæmoniske smil viser sig på hans læber, og han kører sin beskidte hånd gennem hendes smukke prikkede labyrint af følelser. Hver og en prik, de tilhører nu ham. Han kommer hen med prikkerne, hælder dem i halsen på ham. Det endelige synk er, hvad der bragte ham her. Han kvæles i prikkerne, med øjnene rettet mod dem, hans dæmoniske, bedrageriske smil og hendes ynde og smukke nu hullede røde hud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...