Take Care (Niall Horan fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2013
  • Opdateret: 17 mar. 2014
  • Status: Igang
Mae er en 19 årige pige der lever i tokoy, hun er med i en dansegruppe som består af 10 drenge og 6 piger. Hun har levet af at danse hele sit liv, og har haft en svær barndom med fattigdom. Hendes far døde af kræft da hun var 5 år lige siden har hun fundet tryghed i at danse og hører musik. Hendes bedsteveninde kommer fra England som hun har kendt siden hun var lille, da hendes far arbejde kræver at han rejser meget. Han har en engelsk kollega som er Melanies far, de har været meget sammen dengang de var små, og har holdt kontakten lige siden Maes far døde og nu hvor Mae er blevet 16 og får af vide at hun har fået kræft, støtter hun sig meget op af Melanie, de skyper sammen hverdag, hjælper hinanden med tøj, sko, hår drenge og problemer. Melanie hører meget musik, som blandt andet One direction. Første gang Melanie får af vide at Mae har fået kræft lukker hun alt ude og er ked af det. Men hun støtter stadig Mae....

8Likes
7Kommentarer
522Visninger
AA

4. Hospitalet

Maes P.O.V.

Jeg ligger bare i sengen på hospitalet og hører musik, tænker meget på min far lige nu for min mor er helt ude af den. Jeg kan mærke på hende hun er forvirret og ikke har lyst til at være på hospitalet, jeg er bare bange for at hun lukker alt ude som hun har gjort før fordi hun savner far… det gør jeg også selv men jeg må være stærk for at min mor ikke skal føle der er for mange ting på en gang. Imens jeg sidder og tænker over tingene kommer en læge hen fr at snakke med mig om hvad der har skyldtes det her. ”Undskyld mig frøken, men vi vil gerne at din mor er her når vi fortæller hvad vi har fundet ud af så vi har ringet til hende og hun kommer først efter hun har fri, vi håber du forstår hvorfor vi vil have hende her ved dig” jeg kigger lidt underligt men tænker, når ja det kunne også være dejligt og have hende her, jeg nikker og ligger mig ned igen. Jeg var faldet i søvn, og vågner ved at min mor kalder på mig og holder mig i hånden. Jeg kigger på hende og smiler og siger ”Hej mor” ”Hej skat” svare hun smilende. Lægen kommer ind og mor sidder ved siden af mig i en stol, lægen begynder og fortælle, min mor strammer sit håndgreb om min hånd, den ”nyhed” havde vi ikke forvente, jeg kigger over på min mor og ser at hun prøver at holde tårerne inde men hun kan ikke. Jeg bliver selv helt ved siden af mig selv og tænker, hvorfor, hvorfor skulle det lige ske for mig… jeg har mistet min far, min mor har mistet sin mand nu skal hun heller ikke miste sin datter. Jeg udbryder i vrede og frustration ”er der ikke noget i kan gøre, i må jo kunne gøre noget tage mig i behandling med det samme, det kan ikke passe. Jeg kan ikke – jeg kan ikke… ” jeg begyndte at hulke helt vildt og kunne ikke stoppe med at græde, min mor tager mig ind til sig i et kram. Efter 15min hvor vi har sat sådan begynder jeg og falde til ro, det eneste jeg kunne få mig selv til at sige var ”Mor, Melanie må vide det her nu, vi må fortælle det til hende og hendes forældre, jeg kan ikke vente med at sige det til hende, jeg føler hun skal vide det med det samme! ” ”selvfølgelig skal de have det af vide søde, men er du sikker på du kan sige det nu selv eller skal jeg snakke med dem også? ” ”Du må meget gerne sige det sammen med mig, jeg vil ringe til hende over skype nu, kan vi ikke godt det? ” ”Jo min skat, vi finder din computer frem nu så. ” Min mor kigger smilende på mig og finder min computer sætter den på mit skød, og lader mig finde det hele frem. Klokken er kun ved at være 5, så det er midt om natten derover. Vi ringer Melanie op, første gang tager hun den ikke, så vi prøver en gang til denne gang tager hun den. ”Hej Mel, jeg har noget at fortælle dig, men du bliver nød til at gå ind til dine forældre og vække dem for de skal også hører det. ” der går lidt tid før Melanie svare, men hun går ind til sine forældre og vækker dem. Vi har cam på men det virker ikke så godt, når det er over hendes telefon, så hun finder sin computer frem i stedet og logger på der, da vi nu kan bedre se hinanden… jeg kigger over på min mor bedende fordi jeg ikke selv kan få det ud så min mor begynder at sige ting ”Lige nu er vi på hospitalet, Mae har været her siden i går, fordi hun har haft det dårligt, og vi har nu fået svar på hvad der er galt med hende...”  min mor begynder at græde lydløst, men jeg kan se at hun lige tager en dyb indånding, jeg tager fat i hendes hånd og nikker til hende, med det mener jeg at jeg selv kan sige det nu, jeg kigger på Melanie og hendes forældre på computeren, begynder stille at græde og siger ”Lægen kom for at sige hvad det var og træk det lidt ud, men til sidst sagde han det… jeg har fået kræft” jeg begynder at græde vildt og min mor tager om mig og trøster mig, jeg kan hører at Melanie også er begyndt at græde og kigger over på computeren og ser at hendes mor holder om hende. ”Kan de ikke gøre noget Mae? Det kan ikke passe at du skal igennem det her, jeg vil så gerne være hos dig, men jeg kan ikke… du må love mig at vi skyper sammen hverdag eller så meget som vi nu kan” ”Mel, selvfølgelig skal vi skype! Vi må bare sætte et bestemt klokkesæt hverdag, for at det kan gå nemmest, du får alt af vide” jeg smiler til hende og vinker for jeg kan ikke klare mere nu. Vi lukker samtalen ned, jeg kigger over på min mor og hun spørger ”Skal jeg finde noget mad og tage det med herhen? ” jeg nikker og hun smutter så ud efter det. Hun kommer tilbage med nogle kartofler, kylling og sauce, vi sidder og hygger lidt men der er stadig en trykket stemning. Men jeg er ligeglad nu vil jeg bare være sammen med min mor.

Hospitalet

Maes P.O.V.

Jeg ligger bare i sengen på hospitalet og hører musik, tænker meget på min far lige nu for min mor er helt ude af den. Jeg kan mærke på hende hun er forvirret og ikke har lyst til at være på hospitalet, jeg er bare bange for at hun lukker alt ude som hun har gjort før fordi hun savner far… det gør jeg også selv men jeg må være stærk for at min mor ikke skal føle der er for mange ting på en gang. Imens jeg sidder og tænker over tingene kommer en læge hen fr at snakke med mig om hvad der har skyldtes det her. ”Undskyld mig frøken, men vi vil gerne at din mor er her når vi fortæller hvad vi har fundet ud af så vi har ringet til hende og hun kommer først efter hun har fri, vi håber du forstår hvorfor vi vil have hende her ved dig” jeg kigger lidt underligt men tænker, når ja det kunne også være dejligt og have hende her, jeg nikker og ligger mig ned igen. Jeg var faldet i søvn, og vågner ved at min mor kalder på mig og holder mig i hånden. Jeg kigger på hende og smiler og siger ”Hej mor” ”Hej skat” svare hun smilende. Lægen kommer ind og mor sidder ved siden af mig i en stol, lægen begynder og fortælle, min mor strammer sit håndgreb om min hånd, den ”nyhed” havde vi ikke forvente, jeg kigger over på min mor og ser at hun prøver at holde tårerne inde men hun kan ikke. Jeg bliver selv helt ved siden af mig selv og tænker, hvorfor, hvorfor skulle det lige ske for mig… jeg har mistet min far, min mor har mistet sin mand nu skal hun heller ikke miste sin datter. Jeg udbryder i vrede og frustration ”er der ikke noget i kan gøre, i må jo kunne gøre noget tage mig i behandling med det samme, det kan ikke passe. Jeg kan ikke – jeg kan ikke… ” jeg begyndte at hulke helt vildt og kunne ikke stoppe med at græde, min mor tager mig ind til sig i et kram. Efter 15min hvor vi har sat sådan begynder jeg og falde til ro, det eneste jeg kunne få mig selv til at sige var ”Mor, Melanie må vide det her nu, vi må fortælle det til hende og hendes forældre, jeg kan ikke vente med at sige det til hende, jeg føler hun skal vide det med det samme! ” ”selvfølgelig skal de have det af vide søde, men er du sikker på du kan sige det nu selv eller skal jeg snakke med dem også? ” ”Du må meget gerne sige det sammen med mig, jeg vil ringe til hende over skype nu, kan vi ikke godt det? ” ”Jo min skat, vi finder din computer frem nu så. ” Min mor kigger smilende på mig og finder min computer sætter den på mit skød, og lader mig finde det hele frem. Klokken er kun ved at være 5, så det er midt om natten derover. Vi ringer Melanie op, første gang tager hun den ikke, så vi prøver en gang til denne gang tager hun den. ”Hej Mel, jeg har noget at fortælle dig, men du bliver nød til at gå ind til dine forældre og vække dem for de skal også hører det. ” der går lidt tid før Melanie svare, men hun går ind til sine forældre og vækker dem. Vi har cam på men det virker ikke så godt, når det er over hendes telefon, så hun finder sin computer frem i stedet og logger på der, da vi nu kan bedre se hinanden… jeg kigger over på min mor bedende fordi jeg ikke selv kan få det ud så min mor begynder at sige ting ”Lige nu er vi på hospitalet, Mae har været her siden i går, fordi hun har haft det dårligt, og vi har nu fået svar på hvad der er galt med hende...”  min mor begynder at græde lydløst, men jeg kan se at hun lige tager en dyb indånding, jeg tager fat i hendes hånd og nikker til hende, med det mener jeg at jeg selv kan sige det nu, jeg kigger på Melanie og hendes forældre på computeren, begynder stille at græde og siger ”Lægen kom for at sige hvad det var og træk det lidt ud, men til sidst sagde han det… jeg har fået kræft” jeg begynder at græde vildt og min mor tager om mig og trøster mig, jeg kan hører at Melanie også er begyndt at græde og kigger over på computeren og ser at hendes mor holder om hende. ”Kan de ikke gøre noget Mae? Det kan ikke passe at du skal igennem det her, jeg vil så gerne være hos dig, men jeg kan ikke… du må love mig at vi skyper sammen hverdag eller så meget som vi nu kan” ”Mel, selvfølgelig skal vi skype! Vi må bare sætte et bestemt klokkesæt hverdag, for at det kan gå nemmest, du får alt af vide” jeg smiler til hende og vinker for jeg kan ikke klare mere nu. Vi lukker samtalen ned, jeg kigger over på min mor og hun spørger ”Skal jeg finde noget mad og tage det med herhen? ” jeg nikker og hun smutter så ud efter det. Hun kommer tilbage med nogle kartofler, kylling og sauce, vi sidder og hygger lidt men der er stadig en trykket stemning. Men jeg er ligeglad nu vil jeg bare være sammen med min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...