Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

39Likes
58Kommentarer
5261Visninger
AA

14. Zoo

Jeg satte mig ind i bilen bag ved rettet, mens Emma Walter hoppede ind på den anden. Jeg sendte hende et sideblik. Hun lænede sig op ad ruden. Hun kiggede ud mod stranden. Jeg kvældede et suk og startede motoren. Den kom straks til live. Jeg satte kursen mod hjem.
Imens jeg kørte, kæmpede jeg med at holde fokus. Mit fokus – min koncentration var et helt andet sted, end den burde være. Men det var svært for mig at tænke på en anden ting, end det jeg gjorde. Mine tanker vrimlede bare i hovedet på mig. Det var ligesom den gang, jeg for alder første gang mødte ulve Emma. Gigantiske spørgsmål som jeg stadigvæk ikke kunne finde en logisk forklaring på. Og det gjorde det ikke bedre, at der kom flere.
Hvordan kunne Emma Walter vide, at ulve Emma var okay? Kendte hun hende? Hvordan? Havde Emma set ulve Emma, men løjet overfor mig? Måske havde Emma ret. Ulve levede jo i skoven. De levede jo af at jagte dyr og dræbe dem. Måske havde Emma bare brug for noget luft. Noget tid til at være sit gamle jeg. Tid til at komme ud til hendes flok, som hun hørte til.

Hun hørte jo ikke til hos en som mig. Hun var en ulv – jeg er et menneske.
Jeg havde tænkt længe på at slippe hende fri. Efter hvad jeg havde set af hendes opførsel i dag, troede jeg, at hun ikke havde brug for mig. Men det var bare det, at mit hjerte sagde noget helt andet. Jeg kunne ikke rigtigt forstå alle de følelser inde i min krop. Jeg ved snart ikke, hvem jeg er. Hvad jeg laver. Det hele var så indviklet. Hvordan var jeg havnet i alt det her rod?
Hvorfor hjalp jeg overhovedet ulven den gang, den sad fast i den busk? Jeg vidste godt hvorfor, men jeg ville ikke indrømme det. Jeg kunne ikke lade vær. Da jeg havde set ulven ligge der og prøvede at kæmpe sig løs, kunne jeg ikke lade vær. Den havde set så fredelig ud, og det var den også. Men på grund af den havde jeg så mange ubesvaret spørgsmål i hovedet.

Men nu hvor jeg tænker over det. Ville jeg så have været i live i dag, hvis jeg ikke havde sluppet den løs? Hvis jeg ikke havde sluppet Emma løs, så vil hun stadig sidde i den busk. Og det vil betyde … at hun aldrig ville have kunnet have reddet mig. Hvis jeg ikke havde reddet hende, ville jeg være død lige nu.

Jeg skubbede irriteret tankerne væk fra mig. Jeg ville nådig køre galt med Emma Walter. Hun virkede som en sød pige. Men mystisk det var hun. Igen sendte jeg hende et hurtigt sideblik. Jeg sukkede. Hun var faldet i søvn.

Hendes brunehår var faldet lidt ned over hendes ansigt. Hendes øjenlåg skjulte de smukke himmelblå øjne. Hun sad stadig lænet op ad ruden med let åben mund. Jeg kunne høre hendes rolige vejrtrækninger. En gang i mellem rørte hun på sig, når jeg kørte. Hun bevægede flere gange læberne. Det var, som om hun sagde noget.

Jeg kiggede igen på hendes ansigt. Det havde været i rolige folder siden, jeg sidst havde set på det. Men nu var det skræmt og bange. Hun begyndte at bevæge uroligt på sig, som om nogen torterede hende. Og akkurat da jeg kiggede på hende, så jeg en lille tåre trille ned ad hendes kind. Langsomt begyndte hun at vride sig. Vred sig, som om nogen havde fat i hende. Som om nogen overfaldt hende.

Jeg parkerede chokket bilen uden foran lejligheden, som jeg heldigvis var nået hen til, da jeg opdagede det. Langsomt begyndte hun at hulke. Flere og flere tårer trillede ned ad hendes ansigt. Jeg kiggede uroligt på hende. Jeg mærkede mit indre synke i bund. Jeg kunne ikke klare at se hende sådan. Jeg kunne se, at hun led. Det gjorde hun hvert i fald i den drøm, hun drømte. Altså hvis det var en drøm.

Jeg åbnede bildøren og sprang ud på vejen, der var helt ødet. Jeg bed mig i underlæben for ikke at kigge mig over skulderen. De fleste ville nok grine, hvis jeg fortalte dem, at jeg var bange for at blive overfaldet igen. Bange for den smerte som jeg havde oplevet den gang. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde haft så ondt i mit liv før.

Jeg ved godt, at jeg havde været alene, da jeg skulle til dyrlæge med ulven og på stranden med Natalie. Men der var andre mennesker. Mennesker der ville handle, hvis der skete noget. Og ikke for at glemme det vigtigste: Emma var der. Jeg var utrolig nok altid hundrede procent tryg i Emmas nærvær. Jeg havde vær gang følelsen af, at der ikke kunne ske mig noget, når hun var ved min side.

Jeg tvang igen alle de tanker væk. Jeg vil nådig blive kørt ned. Men hvad var risikoen, når der ikke var nogen biler her på stedet.

Jeg gik med store skridt over mod Emmas side. Ved synet af hende, skræmte mig. Jeg havde aldrig med mine egne øjne set nogen, der var så bange som hende. Hun rystede over hele kroppen. Hun skreg noget, jeg ikke kunne høre. Tårerne trillede ned af frygt. Hun bevægede sig stadig, som om hun blev torterede. Hendes vejrtrækning var hurtige.

Jeg måtte tage nogen dybe åndedragt, før jeg åbnede døren til hende. Hendes hoved faldt ned på hendes skulder. Hun var blevet tavs, men hun rørte stadig på sig. Jeg kunne allerede nu mærke på hende, at hun var bange. Hun var urolig. Hvad var det hun drømte om? Var det noget, der var sket i virkeligheden? Men hvad?

Forsigtigt spændte jeg hendes sele op. Emma faldt mod mig. Jeg støttede hende i siden. I mens jeg stod og støttede hende, prøvede jeg at få en ide til at få en sovende person helt op til min lejlighed. Jeg vil have været dum, hvis jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Men heldigvis gjorde jeg.

Jeg lagde den ene hånd ved hendes ryg og den anden under hendes knæhaser. Hun begyndte igen at vride sig rundt, som om hun var et viskestykke. Det var umuligt at holde hende stille. Jeg måtte sætte hende ned igen. Jeg prøvede igen, og hun gjorde det samme. Men denne gang fik jeg hende helt ind til mig.

Jeg blev helt målløs, da jeg så, at hun faldt en smule til ro. Hun vred sig ikke mere. Hun havde stadig det bange ansigt, som var fuld af smerter. Tårerne trillede stadig væk ned ad hendes kinder.  Jeg kunne ikke lade vær med at betage hende lidt. Hvor var hun smuk. Hendes brunehår dækkede min arm. Det var silkeblødt og så dejlig at røre ved. Men nok det jeg bedst kunne lide ved hende, var hendes øjne. Hendes smukke himmelblå øjne.
Jeg kunne ikke skjule et smil.

Jeg lukkede bildøren ved at skubbe blidt til den med min side. Emma bevægede sig lidt, og hendes hjerteformede blev trygget ind mod mit bryst. Jeg fumlede efter nøglen. Det var en smule svært at have en sovende pige i armene, mens man skulle låse sin bil. Jeg kunne sætte hende ned. Men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Endelig fik jeg endelig fat i nøglen og låst bilen. Jeg beholdte nøgle i hånden og gik over mod lejlighedens opgangs dør. Jeg brugte albue teknikken for at få døren op. Jeg måtte mase mig igennem døren for at få den åben. Det var irriterende at bakse sig igennem døren, og jeg glædede mig ikke til at kæmpe mig ind i lejligheden.

Bag mig lukkede døren med et brag efter mig, da jeg endelig var kommet ind. Det gav et lille spjæt i mig, at jeg var ved at tabe Emma. Ikke fordi hun var tung. Hun var let som fjer, hvilket bekymrede mig en smule. Spiste hun overhovedet? Eller havde moren sultede hende?

Jeg kiggede ned på Emma igen. Hun sov stadig uforstyrreligt, som om døren aldrig var blevet smækket med. Hun mumlede noget jeg ikke kunne høre. Hun var blevet helt rolig. Hendes vejrtrækninger var regelmæssige igen. Hendes skønne ansigt var i rolige folder og et afslappet smil var på hendes rosenfarvede læber.

Jeg gik stille op til lejligheden som var helt øde. Jeg havde lige troet, at ulve Emma ville vente her. Men der var ingen tegn på, at hun havde været her siden, vi tog afsted til stranden.
Jeg fumlede lidt med at få døren låst op, men det lykkes mig. Jeg brugte den samme teknik, som jeg havde gjort ved den anden. Det var ikke en spor lettere at komme igennem døren end den anden. Jeg maste mig igen igennem og lukkede den med en fod.

Dusti, der var kommet gående inde for stuen med trætte øjne, kiggede nu på Emma med ny energi. De lyste næsten af nysgerrighed. De fulgte vær evig eneste bevægelse, jeg lavede. Det var, som om Dusti kendte hende. Som om hun kunne lide hende, og var hendes ven. En der var anderledes i forhold til alle de andre.

Jeg begyndte igen at synes, at det var underligt. Emma og Dusti havde for en dag siden stået og gloet ondt på hinanden, som om de var væreste fjender. Men nu lod Dusti til at kunne lide hende. Mystisk, var min eneste kommentar til det.

Jeg kiggede kort på Dusti, før jeg krydsede stuen og ind på mit soveværelse. Jeg lagde hende i min seng. Jeg trækkede dynen over hendes slanke krop. Et blegt, nervøst smil pillede over hendes læber. Jeg kiggede lidt på hende. Jeg bukkede mig ned og kyssede hende forsigtigt på panden.

Idet samme sprang Dusti op i sengen. Katten kiggede på mig med gennemtrængende øjne. De var nysgerrige og opspilede. Jeg satte mig sukkende ned i sengen. Jeg lod en hånd glide igennem mit krøllede hår, mens Dusti lagde sig tilrette i mit skød. Jeg lod en hånd glide over hendes pels.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre Dusti,” sagde jeg sukkende, og Dusti kiggede undrende op på mig. ”Jeg er havnet i noget, jeg ikke selv forstår. Ting der sker inde i min krop. Både for Emma Walter og hende jeg mødte på stranden.”

Jeg holdte en pause. Emma var en rigtig sød pige, som jeg rigtig godt kunne lide. Hun var smuk og sød. Hun virkede til at være en af de mystiske personer, jeg havde kendt i mit liv. Hun var gådefuld og ikke til at få noget ud af. Hun holdte noget hemmeligt for mig. Men hvad? Emma kunne få mig i vildrede. Jeg kunne blive bekymrede for hende så hurtigt.

Og Natalie. Hun var en hel anden type. Hun kunne sagtens fortælle om sig selv, men hun var genert. Hun virkede til at være en rigtig sød pige – ligesom Emma. Men Natalie var bange for ulve. Hun kunne ikke klare dem. Hun var blevet bidt i skulderen og i benet. Natalie virkede som en man skulle beskytte mod alt og alle. Men jeg tror, at Emma sagtens kunne tage vare på sig selv.

Min tanke gang blev afbrudt af min telefon, der ringede. Den lå og vibrerede i min jakkelomme. Jeg åbnede lommen og trak telefonen op. Jeg kiggede på hvem, det var. Det var Louis.

”Det er Harry,” sagde jeg, da jeg havde besvaret opkaldet.

”Hva’ så, Harry, fandt du Emma?” spurgte Louis i den anden ende af telefonen. Jeg bed mig i underlæben.

”Nej, men jeg fandt Emma Walter,” sagde jeg og kiggede endnu en gang på Emma.
Dusti, der havde ligget i mit skød, havde rejst sig. Hun lå ned ved siden af Emmas sovende hoved. Hun lå og betagede hende og passede på hende.

”Hvordan kan det være? Du sagde jo, at hun ikke ville være der på grund af hendes mor,” sagde Louis nysgerrigt.

Jeg forklarede alt, hvad der var sket. Louis lyttede roligt efter, mens Dusti nogle gange gned sin bløde pels op ad Emmas kind.

”Mystisk,” sagde Louis, da jeg havde fortalt færdigt. ”Men hvor er hun nu? Du lod hende da hende ikke være alene? Der kunne jo ske alt muligt ved hende. Hun er jo en pige.”
Jeg smilede lidt af Louis spørgemål.

”Jeg tog hende med hjem. Hun ligger og sover i min seng nu,” sagde jeg og skiftede hånd til at holde telefonen.

”Hvor har du så tænkt dig at sove,” sagde Louis, inden han sagde godnat til Eleanor.

”Sofaen, selvfølgelig,” sagde jeg, som om det var indlysende.

”Nå, farvel,” sagde Louis, der måtte skjule et gab.

”Farvel, Louis.”

Jeg lagde på og lagde telefonen på natbordet ved siden af Emma. Jeg var også selv at være ret brugt. Jeg sukkede og rejste mig op med en gabende lyd. Jeg gik forsigtigt ud af døren. I et øjeblik kiggede jeg bare på Emma, der havde vent sig. Hun lå nu med Dusti favnen. Jeg kunne ane et lille smil over hendes læber.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Hun så virkelig sød ud, når hun sov. Jeg greb fat i dørhåndtaget og lukkede døren på klem, så Dusti kunne komme ud. Men noget sagde mig, at hun ikke ville røre sig væk fra Emma lige så længe, som hun var her.

Jeg gik ud i stuen og lagde mig spekulerende i sofaen. Jeg trak et tæppe op omkring min krop for ikke at komme til at fryse. Jeg lagde en pude under nakken og lagde hænderne under hovedet. Igennem mit hår kunne jeg mærke det ar, jeg havde fået efter at have slået hul på hovedet. Jeg lod en hånd glide over det, imens jeg kiggede op i løftet.

Hvad var det, Emma drømte om? Var det noget, der havde generet hende et tidspunkt i livet. Men hvad? Kunne det være noget hendes mor havde gjort mod hende? Langsomt gled min hukommelse tilbage til første gang jeg havde set hende. Det var på det sladderblad, Liam havde vist mig. Hun var blevet tortureret, mente politiet. Var det det? Havde Emma løjet overfor mig? Det kunne sagtens hænge sammen. Hun var blevet kidnappet og tortureret af nogle mænd. Måske dem som overfaldt mig. Det var måske derfor, at hun ville med på stranden? Hun var bange for, at kidnapperne var tilstede.

Men lige meget hvor meget jeg troede på min teori, kunne jeg næppe tro på den. Emma havde ikke en eneste stramme et sted på sin krop. Så det hvert i fald ud til.
                                                                                  


 

Jeg måtte have faldet i søvn på et tidspunkt, for da jeg tjekkede klokken på mit armbåndsur, var klokken otte om morgenen. Jeg måtte indrømme, at man ikke sov så godt på en sofa. Min ryg gjorde ondt, når jeg bevægede mig. Men jeg fortrød ikke, at jeg havde valgt sofaen i stedet for sengen. Jeg ville på ingen led have, at Emma skulle sove på sofaen. Jeg ville ikke have, at hun skulle have ondt.

Jeg satte mig op i sofaen. Jeg opdagede, at det tæppe, jeg havde brugt, nu lå nede på gulvet. Jeg kiggede lidt på det, før jeg rejste mig og gik ind mod soveværelset. Jeg skubbede forsigtigt døren op, så jeg kunne se ind i det mørke rum. Emma lå, hvor jeg forladte hende. Sådan da. Hun måtte have fået endnu et mareridt i løbet af natten.

Hun lå med spredte arme i sengen. Hun lå på begge sider af senge. Den tykke dyne, som jeg ellers havde svøbt godt om hende, lå nu nede på gulvet sammen med min hovedpude. Det måtte virkelig være et slemt mareridt, hun havde haft. Det lignede en hel kampplads herfra. Min ellers så dejlige natlampe lå på gulvet med knust pære.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile over synet. Jeg kiggede videre i rummet og så, at Dusti sad i vindueskarmen og stirrede ud på befolkningen. Jeg kunne ikke lade vær med at undre mig over, hvad hun lavede der. Min nysgerrighed forrådte mig hurtigt. Jeg gik med forsigtige skridt over mod Dusti, der bare sad og stirrede ud. Jeg undgik med omhu glasskårne.

Jeg lænede mig ind over vindueskarmen og kiggede ud på den store fælleshave. Børnene var allerede udenfor. De legede i det gode vejr, mens en voksen mand klippede hæk og en anden slog græsplænen. Jeg lod blikket vandre over til træet, der stod og blomsted med sine nye grønne blade.  I træet sad nogen piger på cirka ni til ti år og snakkede lystdigt sammen. De havde musik i ørerne.

Jeg kiggede videre ud i haven. Lidt længere henne på en af de bænke, der var anlagt på stedet, sad et ungt kæreste par. De havde flettet fingrene sammen. Den unge pige som var uhyggelig meget lysthåret, lagde sig til rette i fyrens skød. Jeg prøvede at skjule et suk, men det kunne jeg ikke. Jeg vidste ikke, hvad der var galt med mig. Måske savnede jeg kærlighed for en anden. Min familie kunne jo godt lide det, men det var ikke det. Jeg savnede kærligheden for en pige. Jeg vidste, der var mange piger ude i verden, som gad at give mig min kærlighed. Men sådan skulle det ikke være. Det skulle ikke bare være en tilfældig pige. En specielpige skulle det være.

Jeg kiggede ned på mine hænder, der holde om hinanden. Jeg sukkede igen. Jeg kiggede op for mine hænder og kiggede over på Dusti. Hun sad stadigvæk og kiggede, men ikke længere ud på de andre mennesker. Hun kiggede på mig. Kiggede mig dybt ind i øjnene, som om hun vidste, at der var noget galt.

Idet samme mærkede jeg en hånd på min skulder. Jeg fik et helt chok. Jeg fløj fem meter i vejret næsten. Jeg hørte et lille sødt grin bag mig. Jeg vidste udmærket godt, hvem det var. Det kunne kun være hende. Hvem ellers skulle det være? Hun var den eneste, jeg havde slæbt med hjem i går.

”Du ser tænksom ud, Harry,” lød Emmas milde stemme. Hun hoppede elegant op på vindueskarmen. Dusti, der havde set hel urørlig, gik nu med rolige skridt over til Emma og lagde sig i hendes skød.

”Jeg troede ikke, du kunne lide katte,” sagde jeg og kiggede hende dybt ind i de himmelblå øjne. Et lille smil pillede over Emmas rosenfarvede læber. Hun brød øjenkontakten og bøjede hovedet ned over Dusti. Jeg kunne ikke lade vær med at føle mig skuffet. Jeg elskede hendes øjne. ”Det sagde du hvert i fald sidste gang, du var her.”

”Jeg kan gøre en undtagelse en gang i mellem.” hun strøg Dusti over ryggen. Dusti spandt glædeligt og lukkede sine øjne i. Hun lod sig falde ned på ryggen, mens halen blev lagt direkte ned over hendes ene bagben. ”Hvis jeg skal indrømme det, så kan jeg godt lide din kat. Den er ikke som de andre, jeg har mødt.”

”Nå, det var vidst godt, at du synes det.” Jeg kunne ikke lade vær med at skjule et charmerende smil. Hun var virkelig sød på den måde, hun sagde tingene på. Hun havde både en fantastisk personlighed og en god evne til at føle mig tryg og fri som fuglen.

”Undskyld, jeg spøger, men … hvordan kom jeg endelig her op? Og hvor har du sovet i nat?” spurgte Emma og hendes øjne flakkede rundt i rummet, som om hun var bange for, at jeg ville grine af hende. Men det ville jeg aldrig kunne finde på. Hun var en klog pige.

”Spørg du bare løs, Emma,” sagde jeg smilende og satte mig op til hende. Hun kiggede lidt nervøst på mig. Jeg sendte hende bare et beroligende smil, som fik hende til at falde lidt ned. Men jeg kunne stadigvæk skimte et lag bekymring under hendes øjne. ”Jeg bærrede dig her op. Du var jo faldet i søvn, så jeg regnede ikke med, at du kunne gå selv. Og jeg sov på sofaen.”

”Det skulle du ikke have gjort. Jeg kunne da sagtens have sovet på sofaen. Det er jo din seng. Jeg er jo kun gæst. Hvis min mor vidste det, havde jeg fået stuearrest mindst en måned. Det må du undskylde Harry,” sagde hun nærmest paniskslagen. Hun blev ved med at snakke, om hvor ked af det var. Jeg blev helt ør i hovedet af at høre på det. Samtidig blev jeg også let overrasket over det, hun sagde. Hvorfor tog hun det så tungt. Jeg havde det fint med at sove på sofaen.

Jeg greb hendes hånd uden at tænke over det. Jeg gad ikke høre på, at hun nedlagde sig selv. Hun var ikke nogen dårlig gæst. Hun var dejlig at have her. Hun fik mig til at føle, at jeg havde noget ansvar i livet.

Emma kiggede forskrækket ned på vores hænder, men hun tog ikke sin hånd til sig. Jeg begyndte roligt at nusse hendes hånd. Jeg kunne tydeligt se på hende, at hun langsomt faldt til ro.

”Du skal ikke sige sådan noget, Emma,” begyndte jeg lige så langsomt. Emma flyttede øjnene fra vores hænder. Hun kiggede fortvivlet på mig. ”Jeg kan bedst lide, at mine gæster sover behageligt.”

”Men hvad med dit soveværelse,” sagde Emma uroligt og kiggede ud over det roede soveværelset. ”Det er jo fuldkommet rodet. Det er jo kun mig, der kunne have gjort det.”

”Emma, det gør ikke noget,” sagde jeg roligt og gav Emmas hånd et opmuntrende klem. ”Jeg er ikke spor sur. Det hele kan bare rodes op igen. Jeg skal bare have købt en ny pære til min natlampe, værre er det ikke.”

Emma nikkede sagte med hovedet mod gulvet. Jeg mærkede, at hun klemte lidt til min hånd. Jeg vidste, at hun var nogenlunde okay. Hun skulle bare glemme det og opmuntres lidt. Hun skulle smile igen. Det dejlige smil. Øjeblikkeligt fik jeg en fantastisk ide. Jeg smilede over til Emma, som rettede opmærksomheden på mig. Hun kiggede lidt undrende på mig.

”Hvad siger du til, at vi to tager i zoo?” spurgte jeg energisk. Emma lavede store øjne. Det så ud til, at hun måtte kæmpe med at holde munden på plads.

”I zoo med dig,” sagde Emma en smule halv forvirret. Jeg smilede bare til hende. I et øjeblik kiggede hun bare på mig. Men så lyste hun op i et lille smil. ”Fint.”

I et øjeblik troede jeg, at hun ville sige nej. Jeg pustede lettet op, da jeg hørte hendes fint. Jeg hoppede ned for vindueskarmen, og det samme gjorde Emma. Dusti sprang med, med en chokket mine. Men den så ikke spor sur ud. Den kiggede bare på os, inden den krøb ind under sengen. Jeg kunne se de gule øjne følge hvert et skridt, vi tog.

Selvom det var min egen kat, kunne jeg ikke lide, at den kiggede sådan på mig. Den var uhyggelig at kigge på. Jeg skyndte mig forsigtigt ud af mit soveværelse, som lignede en kampplads. Jeg håbede virkelig ikke, at nogen ville gå derind. Især ikke drengene. Hvad vil de ikke tro? Jeg var jo blevet overfaldet en gang og det kunne sagtens ske igen.

Jeg rystede tanken af mig og fulgte med Emma ud til den lille forgang. Hun gik hen til døren og ventede på, at jeg skulle få sko og jakke på. Jeg kunne ikke lade vær med at kaste et forsigtigt blik på Emma. Hun stod med armene overkors og gnubbede. Hun havde heller ikke meget tøj på. Hun havde en smart bluse med et øje på i print og sten på brystet. Hun havde leggings med blomster i print på.

Jeg kunne tydeligt se på hende, at hun ikke kunne holde varmen. Det var nok forår, og det havde været en varm dag i går. Men temperaturen i dag var køligere. Syv grader. Hundekoldt for en som hende. Jeg vidste helt inde i mig selv, at jeg ikke kunne lade hende gå ud sådan der. Jeg kunne ikke. Jeg tog en af mine andre jakker og hende den.

Emma smilede taknemmeligt til mig. Hun tog jakken om sine smalle skulder og lynede den op til halsen. Ærmerne gik ned over hendes mager finger. Hun blev nåd til at smøre dem op for at få hænderne fri. Jeg kunne ikke lade vær med at smile af hende. Det kunne hun heller ikke selv.

Sammen gik vi ud. Jeg låste døren og tjekkede efter om den virkelig var låst, inden vi gik ned ad trapperne. Emma gik foran mig. Jeg hørte, at hun stille nynnede en lille melodi, som jeg faktisk godt kunne lide. Hendes skridt var energisk. Vi gik ud til bilen uden et ord til hinanden. Emma satte sig ind, hvor hun sad sidste gang og mig ved rattet.

Jeg startede tavst motoren. Jeg kunne mærke Emmas blide blik mod mig. Jeg ignorerede det. Det var ikke, fordi jeg ikke vil have, at hun så på mig. Det var slet ikke det. Jeg var faktisk ligeglad med det. Hvilket jeg plejede at være. Men på en underlig måde kunne jeg godt lide, at hun kiggede på mig. Jeg følte mig lidt nysgerrig? Hvorfor havde jeg det sådan?

Vi kørte i stilhed. Emma sad igen lænet tilbage i sædet. Hun sad kiggede ud på dem, der gik der ude. Hun kiggede først på mig, da jeg parkerede ude foran zoo. Der var allerede mange mennesker, som stod i kø. Jeg kiggede over på Emma, som kiggede over på mig. Jeg prøvede at lade vær med at smile, men jeg kunne ikke.

Uden at sige et ord til hinanden, hoppede vi udenfor i det dejlige vejr – så det ud til. Solen stod højt og skinnede ud over alle menneskerne, der havde nogen lette jakker på. Selvom solen stod højt, så var det ikke ret varmt.

Vi stalde os i kø ved siden af hinanden. Køen gik langsomt, og jeg var ved at miste tålmodigheden. Jeg begyndte at fløjte melodien til Little things. Nogen hoveder blev vendt mod mig, men jeg ignorerede dem. Emma, der stod ved siden af mig, sukkede af utålmodighed. Hun svajede utålmodigt for fod til fod.

Nogen piger mellem ti og femten år stod længere henne og stirrede på Emma. Jeg vidste med første øjekast, at de var fans. Øjeblikkeligt begyndte en tanke at drille mig. Vidste de, at Emma var efterlyst? Ville de så ringe efter hendes mor? Det håbede jeg ikke. Jeg ville ikke have min og Emmas dag ødelagt af dem. Og Emma ville heller ikke hjem til sin mor. Hun kunne jo sagtens stikke af igen.

Endelig nåede vi til slutningen af køen. Jeg kunne ikke lade vær med at ånde lettet op. Endelig! Det havde taget cirka en halvtimes ventetid, og jeg hadede at vente for længe. Jeg var nok ikke det tålmodigste menneske i verden lige nu. Emma så også ud til at være ret lettet over endelig at komme ind. Jeg betalte for to biletter.

Vi gik lettet ind i zoo. Der var mange mennesker, der stod og kiggede på de forskellige dyr. Jeg kiggede over på Emma, der stod og kiggede sig rundt.

”Hvor vil du hen?” spurgte jeg efter nogle minutter. Det gav et lille sæt i hende af, at jeg lige pludselig snakkede til hende. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt af hende. Hvilket fik hende til at himle med øjnene af mig. ”Hey, du skal ikke himle med øjnene af mig.”
Jeg skubbede blidt til hende. Hvilket fik hende til at gøre det igen. Jeg rystede på hovedet.

”Så skal du heller ikke ryste på hovedet af mig, Harry,” sagde Emma og skubbede blidt igen. Hun smilede. Hun havde fine hvide tænder, som næsten fik mig til at tro, at hun malede dem med hvid maling vær dag i stedet for at børste tænder. ”Åh … ulvene.”

På skiltene der var stald op her på stedet, stod der, hvilken retning man skulle gå får at finde det dyr, man gerne ville hen til. På en blå pil stod der med tydelige sorte blokbogstaver - ulve. Jeg nikkede og gik der hen. Jeg ville faktisk også selv derhen.

”Kan du godt lide ulve,” spurgte jeg efter et minuts vandring. Vi gik mellem masser af mennesker, der snakkede eller holdt deres små børn på deres skulder. Nogen var så små, at de stadig lå i barnevogn.

”Det er et flot dyr, men det er ikke dem man skal nærme sig i vildmarken,” sagde Emma og drejede til højre uden at se på skiltet. Det lod til, at hun havde været her før. Måske sammen med sin mor, dengang hun boede hos hende.

Hvor boede Emma endelig nu? Jeg godt spøger hende om det, men jeg gjorde det ikke. Hvorfor? Det vidste jeg ikke. Måske fordi jeg synes, at det ikke ravede mig, hvor hun holdte til nu. Men alligevel gærede det spørgsmål i min mave.

”Det siger du ikke,” sagde jeg smilende. Uden at jeg selv vidste af det, havde jeg taget hendes hånd i min. Den var så spinkel i min, at jeg var bange for at knuse hendes knogler. Jeg blev glad, da hun accepterede sin hånd i min.

 

Vi gik videre hånd i hånd. Folk omkring os – mest teenager – begyndte at hviske og pege over mod os. Jeg kunne mærke på Emma, at hun ikke kunne lide det. Jeg kiggede over på hende. Hun så en smule nervøs ud, mens hun klemte om min hånd. Jeg havde ikke noget imod, at hun holdte godt fast i min hånd. Jeg kunne godt lide at have hendes hånd i min. Så vidste jeg, at hun ville blive ved mig.

Jeg bøjede mig ind mod hende, så mine læber var tæt ved hendes øre.

”Bare ignorere dem,” hviskede jeg i hendes øre. Jeg kunne mærke på hende, at det gav et lille gys igennem hendes slanke krop. Jeg trækkede kort på det ene smilebånd. Jeg gav hendes hånd et forsigtigt klem, der fik hende til at slappe af igen.

”Jeg skal prøve,” hviskede hun tilbage.

Emma kiggede op på mig med milde øjne. Hendes blik fik mig til at huske ulve Emmas blikke. De kærlige, rolige blikke der altid smittede af på mig. Jeg sendte hende et smil. Mit smil blev hurtigt gengæld.

Idet samme skar en irriterende blitz mig i øjnene. Jeg kunne lige skimte, at det samme skete med Emma. Hun gned sig irriteret i øjnene med den ene hånd. Da vi endelig fik klart syn igen, så vi nogle paparazzier tage flere billeder. Jeg mærkede igen Emmas nervøsitet. Til min store overraskelse beholdte hun sin hånd i min.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...