Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

39Likes
58Kommentarer
5266Visninger
AA

12. 9. Pigen.

 

Jeg placerede omhyggeligt sedlen, hvor der stod, at jeg ikke kunne tage med til stranden på grund af, at jeg helst ikke ville tilbage til min mor. Der stod også, at han bare skulle tage ulven med, da den sikkert trængte til at komme lidt ud. Der stod pænt underskrevet af Emma Walter, som faktisk var mig. Jeg snusede lidt til den, før jeg vendte om og gik ind i lejligheden, hvor der kun var mig og Harry. Drengene var taget hjem for noget tid siden, da de fandt ud af, at Harry var faldet i søvn, lænet opad mig. Allerede nu blev jeg varm inden i.

Jeg hadede tanken om, at jeg havde forelsket mig i ham. Følelserne var irriterende, og jeg ville gøre alt for at slippe af med dem, men jeg ville ikke forlade Harry, for den eneste mulighed jeg kunne finde for at slippe fra følelserne, var at forlade ham og lade ham blive fortid. Lade som om at vi aldrig havde kendt hinanden. Men jeg kunne det ikke.

Hver gang jeg tænkte på tanken, blev min mave så tung som bly. Det føltes, som om jeg ikke kunne bevæge mig en meter. Jeg fik det også dårligt. Min mave snurrede sig sammen, og jeg havde følelsen af, at jeg skulle kaste op. Jeg kunne ikke forlade ham på grund af mine følelser og mit løfte til ham. Nogen gange synes jeg, at det var hårdt at spille to roller. Jeg skulle spille den forsvundne pige og ulven, som passer på Harry. Hvorfor skal mit liv være så svært nogen gange? Nogle gange gad jeg godt slippe af med min evne. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes, at den gør mit liv helt vildt svært her på det sidste. Måske var det på grund af Harry. Det var jo der, det hele begyndte.

Jeg sukkede dybt og puffede døren til lejligheden op og lukkede den efter mig igen. Mine øre lyttede fraværende rundt i lejligheden uden at vide, hvad jeg lyttede efter. Men jeg kunne høre en svag mumlen inde fra stuen, som fik nysgerrigheden til at sprede sig i min krop. Jeg vidste, at det var Harry, som mumlede i søvne. Hvem kunne det ellers være? En indbrudstyv? Hvilket jeg ikke tror på, for jeg ved, at de vil holde sig væk fra dette hus ligeså længe, at jeg boede her.

Hvad drømte Harry om? Det spørgsmål fik nervøsiteten til at sprede sig i min krop. Den startede i maven og spredte sig med hurtige skridt rundt i min krop via blodbanerne. Jeg gik med sænket hoved og halen stille ind i stuen, hvor Harry lå i sofaen med hovedet hvilende på armlænet. Hans krøller lå som det plejede, mens han mumlede utydelige ord. Måske fordi jeg ikke gad høre, hvad han sagde i frygt af, at han drømte om mig. Drømte om ulvens sandenatur igennem min krop. Om at jeg kunne dræbe et bytte uden at blinke så meget med øjnene, før jeg bed mig fast til dyrets strube.

Der gik et gus igennem min krop, og min pels føltes kold. Mine poter larmede mod gulvet, mens jeg snoede mig mod Harry, der begyndte at mumle højre og højre, men jeg lykkede hans stemme ude og det eneste jeg nåede at høre var; løb kronhjort, løb. Jeg vidste allerede der, at han drømte om, det jeg troede. Om mig som en dræber maskine. Jeg bed mig irriteret i tungen uden at bide hul på den.

Jeg havde det dårligt med at vække ham, men jeg ville af alt min magt ikke have, at han skulle drømme om mig. Især ikke den drøm. Jeg kunne ikke bære tanken om, at han måske ville vende mig ryggen. Måske ville han sende mig i zoo til min arts fæller eller ud i skoven, hvor jeg er den eneste ulv. Hvis han gjorde det, havde jeg ikke et andet valg end at gå hjem til min mor og være slave der.

Tanken om at blive flaskedreng, gjorde mig øger hovedet. Jeg gad virkelig ikke at ordne flasker i en butik, der helt sikkert ikke ville betale den løn, jeg skulle have. Jeg har prøvet at have et job før, men igen på min mors ordre. Jeg ville selvfølgelig gerne arbejde, men … jeg ville så gerne blive dyrlæge, selvom der ikke er ret mange folk, der støtter mig i det. Min mor synes det er tåbeligt. Hun spørger hver gang emnet kommer på bordet om, at jeg ikke har nok i min evne. Amalie synes det er spild af tid, men er begyndt at bakke mig op, da hun endelig har indset, at det er noget jeg virkelig gerne vil. Og det vil jeg.

Jeg brød hurtigt min tanke gang og satte mig ned ved Harrys hoved. Han så virkelig sød ud, når han sover. Han var så fredlig og stille, men jeg fortrak ham vågn og livlig, da jeg elskede hans øjne og hans blide stemme. Jeg havde aldrig set nogen øjne, der var smukkere end hans. De strålede hver dag om kap med solen uden foran vores vinduer.

Jeg puffede blidt til ham med min kolde snude. Jeg puffede flere gange til ham, før han bevægede sig lidt, og hans øjenlåg løftede sig, så hans grønne øjne blev sat fri. Han gned sig lidt i øjnene, før han ventede hovedet og kiggede på mig. Jeg mærkede genertheden sprede sig i min krop, men jeg bed mig selv i at kigge væk. Jeg tvang mig selv til at kigge på ham, og han lod en hånd glide igennem min tykke pels, som langsomt begyndte at falde af og skifte til sommerpels. Hvilket gjorte at jeg fældede meget. Der var næsten altid pels på gulvet, og der trængte til at blive støvsuget over hele lejligheden. Harry havde også opdaget det, men gjorde ikke noget ved det.

Idet samme lød en høj rumle rundt i rummet. Harry kiggede på mig, og jeg kiggede på ham. Jeg var sulten. Drengene havde givet mig aftensmad, inden de var gået, men nu var klokken altså otte om morgenen, og min mave brændte hurtigt kolonierne af.

”Er du sulten. Har drengene ikke givet dig aftensmad, inden de gik, hva’,” sagde Harry og klappede mig på skulderen. Selvom han havde gjort det så mange før, så var det, som om der gik stød igennem min krop. Jeg kiggede op på ham, mens jeg nikkede, for de havde jo givet mig mad. ”Det var da godt. Hvad er klokken overhovedet … otte.”

Harry smilede og rejste sig. Han havde kurs mod køkkenet, og jeg fulgte roligt med ham. Jeg kiggede over på Dusti, som sad henne ved døren til den lille gang. Dens gule øjne flyttede sig ikke fra min krop. Den stirrede på mig, som om jeg var et monster. Jeg vidste allerede, at den vidste, hvad jeg kunne og hvem jeg var. Men den havde ikke sagt noget til mig om det. Den havde faktisk slet ikke talt til mig på det sidste. Den havde bare ligget og kigget på mig fra sofaen eller for et eller andet fra, hvor den havde frit udsyn til mig. Jeg havde mest løst til at snakke med den, men jeg kunne ikke få mig selv til at tale med den, så jeg fyldte bare med Harry og ignorerede katten.

Jeg blev revet væk fra min tanker, da jeg hørte køleskabet blive åbnet og den velkendte lugt af leverpostej, stod mig i møde. Jeg snusede veltilfreds ud i rummet, før jeg vandrede hen og satte mig ved siden af Harry. Jeg betagede hans blide bevægelser smøre leverpostejen på et rugbrød, skære dem ud i tern og lad dem glide ned i hundeskålen, som stod ved siden af ham.

Det var ikke ligefrem det spændende at se på, men min mave skreg af sult, at jeg ikke kunne lade vær med at se på. Harry rustede på hovedet af min opførsel, men han smilede ned til den sidste rugbrødsmad, som han hældte ned i skålen. Jeg begyndte at logre med halen, da han tog den og stalde den ned på gulvet. Jeg skyndte mig hen til skålen, som om jeg var bange for, at nogen ville tage det fra mig.

Jeg spiste maden rolig og langsom, end jeg plejede. Lige pludselig mærkede jeg en kold snude mod min pels, og jeg løftede hovedet. Jeg fandt Dusti, der sad pænt ved siden af mig. Den så sulten ud, mens den sorgmodigt kiggede på min mad og så på mig.

”Spis du bare resten, Dusti,” sagde jeg til den. Jeg kunne simpelthen ikke klare at se dens sultende, sorgmodige øjne. Selvom jeg hadede katte, kunne jeg mærke, at vores fjendskab ikke havde noget, man skulle spilde tid på. Jeg tror bare, at vi kom skævt ind på hinanden fra start af. Dusti var jo en kat og hun var van til at skulle slås mod hunde, da hunde hader katte. Så hun troede sikkert, at jeg var lige sådan.

”Mener du det.” Dusti lod overrasket, mens den kiggede på mig med store gule øjne. Den var vist ikke van til, at den fik lov til at tage andres mad. Jeg gad heller ikke at have mere. Jeg havde spist det halve, og jeg følte, at Dusti havde mere brug for det sidste, end jeg havde.

”Selvfølgelig gør jeg det, ligner jeg en der ikke mener det,” sagde jeg og puffede madskålen hen til Dusti, der hurtige tog for sig af leverpostejen. Og det var mig som troede, at katte helst ville have kød

Jeg betagede lidt Dusti i nogle minutter, inden jeg vendte mig op og gik hen til Harry, der sad og betagede os begge ved en stol. Han så både overrasket og glad ud. Han lod sine grønne øjne synkroniser min krop, der havde fundet sin normale vægt igen. Mine ribben kunne ikke ses, men hvis man stryg mig over dem, kunne man mærke dem. Jeg havde altid været slank.

Jeg satte mig på hans fod og nød hans hænder igennem min pels. Jeg lukkede blidt øjnene, da han nåede op til mit øre, som absolut var mit yndlingssted.

”Nå, så har I fået gravet fjendtligheden bort hva’. Det var også på tide, jeg har været irriteret over jeres ’skænderier’,” sagde han sød til mig, og Dusti kiggede op fra madskålen, som hun langsomt slikkede ren. Ligesom jeg plejede at gøre.

Idet samme som han fik gjort sætningen færdig ringede hans mobil. Det gav et sæt i Dusti, der langsomt spændte om bag en stoleben, som stod tættest på. Jeg kunne ikke lade vær med grine af hende, og det kunne hun heller ikke. Det føltes for første gang dejligt at være sammen med en kat, som jeg plejede at hade som bare pesten. Jeg vil nok ikke indrømme det, men jeg begynder faktisk at kunne lide den kat.

Harry rejste sig op og gik hen til køkkenbordet, hvor han havde lagt sin telefon. Den viberede højlydt, mens den blev ved med at sende en ringetone ud i rummet, som skar sig ind i mit øre. Der blev igen stille, da Harry besvarede opkaldet og tog telefonen til ørerne. Han gik roligt ud i stuen, mens han snakkede med ham, som havde ringet til ham. Jeg kiggede lidt efter ham, mens jeg prøvede at lytte efter, hvem der havde ringet til ham, men jeg kunne ikke høre det.

Det gav et sæt i mig, da jeg mærkede en læne sig op ad mit ben. Dusti’ pels kildede mod min. Jeg kiggede ned på hende, og hun var meget mindre end mig, men hun havde klør, som jeg havde stor respekt for. Man kunne godt sige, at jeg var bange for hendes klør.

”Tak Emma, du er ikke så slem, som du ser ud. Og jeg skylder dig vist en undskyldning for min opførsel,” sagde Dusti og tog hovedet tilbage, så den kiggede mig dybt ind i øjnene.

”Det er ikke kun dig, som skal undskylde, jeg har heller ikke været ret sød mod dig. Jeg var jo den nye, der kom, og jeg skulle have lyttet mere til dig, da du bedre kender reglerne i dette hus,” sagde jeg til Dusti og kiggede hende mildt ind i øjnene. Jeg mente, det jeg havde sagt. Jeg skulle have lyttet efter, hvad hun havde sagt og lade hende blive alfahun, hvis man kunne kalde det dét. Jeg skulle have accepteret, at hun også var der og ikke lade det gå mig på. Vi kunne begge to lide Harry, og vi ville begge to have opmærksomheden og omsorgen. Det var nok det, der fik os til at blive fjender og misforstå hinanden.

”Men jeg skulle have været mere gæstfri og venlig overfor dig, men jeg var bange for, at du tog Harry fra mig. Jeg har jo boet hos ham lige siden, jeg var killing, og så er det altså svært, når en ulv lige pludselig skal ind i ens liv. Jeg var måske også lidt for hård mod dig på grund af, at alle hundene i byen altid jager mig, når jeg er udenfor. Så jeg troede, at du var lige sådan, men det viser sig, at du er meget bedre og sødere end dem,” sagde Dusti for at få sine fejl på plads. Jeg smilede til Dusti. Tænk, at vi kunne misforstå hinandens holdninger så meget. Jeg var faktisk overrasket over det.

”Lad os glemme alt om det her,” sagde jeg og kiggede ud mod stuen, hvor Harry stadig snakkede i telefon. Mit indre gærede efter at vide, hvem han snakkede i telefon med. Var det en jeg kendte? Var det bare en af drengene? Var det måske en pige, han havde mødt? Eller min mor der forlangte at få mig tilbage igen? Jeg ville personligt helst tro på nummer to.

”Er der noget galt.” Dusti’ stemme brød min tanke gang, mens jeg konstant lyttede efter et mindste tegn på, at det var en pigestemme, men jeg kunne ikke høre noget. Jeg vidste, at jeg skulle tættere på, hvis jeg skulle høre det. Men hvad hvis det var en privatsnak, og han ville sende mig væk.

”Jeg vil bare vide, hvem han snakker med,” sagde jeg kort for hovedet. Jeg gad ikke at uddybe mig mere. Jeg ville ikke til at fortælle Dusti, at jeg var forelsket i ham. Hvordan ville hun så reagere? Hun vidste allerede, at jeg var to personer. Et menneske og en ulv. Jeg kiggede ned på Dusti igen, men koncentrerede mig stadigvæk om samtalen, selvom jeg ikke kunne høre, hvem det var.

”På grund af din mor?” spurgte Dusti spørgende. ”Jeg ved altså godt din hemmelighed, Emma. Hvorfor er du så interesseret i hans telefonsamtale.”

Jeg vidste allerede, at jeg ikke havde nogen vej udenom. Jeg blev nød til at fortælle hende sandheden. Sandeheden om mine følelser. Det var ikke med min gode vilje. Jeg var nervøs og jeg turde ikke se Dusti ind i øjnene. Jeg sank en klump, før jeg langsomt sagde.

”Det er fordi, at jeg er forelsket i ham.” min stemme var kun en svag hvisken, mens jeg mærkede Dusti’ blik mod mig. Jeg var bange for, at den var blevet sur på mig. Jeg kneb øjnene sammen og ventede på dens klør, men de kom aldrig.

Der gik minutter, før jeg åbnede mine øjne igen. Dusti stod ikke længer opad mig, men direkte foran mig med et venligt blik i sine øjne. Først nu opdagede jeg, at hun ikke var sur, men glad. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor, den var så glad for, at jeg havde forelsket mig i ham. Jeg troede ikke, at Dusti forstod alvoren i det. Jeg var ikke normal, og det var farlig for mig at forelske mig, når personen kendte til begge af mine skikkelser. Han kunne sende mig til videnskabsmændene. Han ville kunne smide mig ud, fordi han ikke gad at have en unormal person i sit hjem. Det hele var blevet til noget rod. Jeg skulle aldrig have taget med Harry hjem.

”Det da godt er det ikke?” sagde Dusti, da den opdagede mine bekymring, der strømmede ud af mine himmelblå øjne. Jeg vidste, at Dusti ville forstå mig, når jeg fortalte det til hende. Jeg følte, at jeg kunne stole på hende, som jeg stolede på Harry, men jeg turde bare ikke sige det til af ham på grund af, at jeg var bange for, at han sendte mig væk.

Jeg fortalte langsomt og præcist, om hvad jeg troede. Dusti lagde sig ned og lyttede efter, som et barn der fik læst en god historie op, før sin sengetid. Dusti var stille under hele fortællingen. Hun stalde ikke spørgsmål eller kommenterede, hvad jeg sagde. Jeg kunne godt lide, at hun ikke gjorde det, da jeg følte mig mindre presset til at fortælle det, end jeg nogen gange gjorde.

Der var stille efter fortællingen. Ingen af os sagde noget, og samtalen inde fra stuen fordampede, da Harry lagde på. Nu havde jeg ingen chance for at finde ud af, hvem som havde ringet til ham. Jeg kiggede på Dusti, som gjorde et kast med hovedet mod stuen, som om hun prøvede at få vand ud af ørerne. Jeg grinede lavt af hende, inden jeg som den første begyndte at gå ud mod stuen, hvor Harry forsvandt ud mod hoveddøren. Jeg opfattede hurtigt, at han var på vej til stranden sammen med de andre drenge, der sikkert havde ringet for at høre, om han kom. Måske nævnte de også mig, men det var jeg lige glad. Jeg kom jo ikke. Jo men bare i en anden skikkelse.

Uden at sige noget til Dusti, der allerede viste, hvad jeg havde gjort, løb jeg så hurtigt jeg kunne ud til hoveddøren, der blev smækket i og låst, da jeg nåede der ind. Jeg vidste ikke, om han ville tage mig med, eller om han bare kørte og ignorerede min seddel.

Jeg sad nervøst lidt væk fra hoveddøren, mens jeg ventede spændt på, at den skulle åbnes igen. Jeg ville rigtig gerne med til stranden, men turde ikke at gøre det, fordi jeg var bange for at blive opdaget af en eller anden, som så ringede efter politiet eller min mor, og det ville føre til, at jeg skulle blive flaske dreng plus stuearrest i flere måneder. Og det eneste jeg måtte, når jeg havde stuearrest, var at gå i skole, læse bøger, lave lektier og arbejde, hvis jeg havde et job. Det var dødsygt, hvis jeg skulle være helt ærlig.

Efter et minut gik døren op og Harry trådte ind. Han så trist ud, og jeg fik dårlig samvittighed over, hvad jeg havde gjort. Min mave begyndte at snurre sig sammen, mens jeg kiggede flovt ned i gulvet, som om det var min skyld det hele. Og det var det også. Jeg fortrød allerede nu, at jeg havde ligget den seddel til ham. Han så virkelig knust ud, mens han koblede en hundesnor til mit læderhalsbånd, hvor der stod navn (mit navn), telefonnummer og hvor jeg boede.

Jeg plejede at gå med hundesnor, når jeg var ude at blive luftet, selvom jeg var velopdragen. Men det var for de andre mennesker, der ikke var van til at se ulve, og de troede jo, at jeg var farlig. For at gøre dem tryg gav Harry mig altid hundesnor på, når jeg skulle ud og luftes.

Jeg kiggede undskyldende op på Harry, der fremtvang et smil og lod en hånd glide igennem mit pels. Igen gik der stød til mig, men jeg ignorerede det og fulgte med Harry ud af døren. Han låste døren, før vi begav os ned mod hans bil som holdte ude på gaden.

                                                                        


Køreturen tog cirka en halvtime. Jeg lå på forsædet, som jeg plejede at gøre, når jeg var ude og køre med Harry. Jeg havde kun været ude at køre med ham en gang som ulv. Den anden gang var som menneske.

Solen skinnede højt oppe fra den skyfri himmel. Solens stråler skinnede ind i bilen, og jeg sad med tungen ude og svedte. Det var en rigtig varm dag og især for en med pels. Jeg kunne ikke vente med at komme ud i havet og mærke det kolde vand mod min pels. Det var rigtig sommer vejr, at jeg næsten troede, at det var blevet sommer uden, at jeg havde opdaget det. Men det var stadigvæk forår.

Harry sad lidt og kiggede ned på den fine sand strand, der gav genskær fra solens flotte stråler. Vandet var helt blåt og ikke grumset. Jeg kiggede over på Harry, der efter et minut sukkede og åbnede døren. Jeg blev siddende og vente på, at jeg måtte komme ud, mens folk kiggede en ekstra gang på mig. Nogle skyndte sig væk, da de opdagede, at jeg var en ulv, men det var mest moder med børn. Unge piger smilede bare og gik videre.

Jeg fik et chok, da Harry åbnede døren. Jeg hørte, at han grinede. Jeg håbede, at han var kommet i bedre humør, end da vi tog hjemme fra. Harry tog fat i hundesnoren, før jeg sprang ud af bilen og strækkede min lange tynde ben. Harry smilede bare og gik ned mod stranden. Der var græs og buske omkring os, da vi langsomt luntede ned mod stranden. Der var allerede mange mennesker ude på stranden og i vandet. Der var også hunde, som tonsede rundt ude i havet efter pinde eller legetøj, som deres ejer kastede efter dem.

Jeg kiggede mig omkring, mens jeg følte glæden sprænge rundt i mig. Det var længe siden, at jeg var taget ud til stranden, da min mor aldrig havde tid til at tage her ud sammen med mig, eller havde jeg alt for travlt med mine lektier. Det var gået flere år siden, jeg havde været her sidst. Det var elleve år siden, jeg havde været her sidst. Jeg havde været syv den gang.

Jeg snusede til lugten af saltvand, mens Harry skyggede sig over øjnene, som han kiggede efter nogen. Jeg vidste øjeblikkeligt, hvem han ledte efter. De andre drenge og måske deres kærester. Jeg vidste ikke, om de var taget med eller ej. Jeg kiggede selv rundt efter dem, men kunne i rigtig se noget, da alle mennesker tordnede sig op over mig. Jeg følte mig ret lille, når jeg kiggede på dem. Jeg gik kun til deres ben, men jeg vidste, at jeg var stærkkere end dem. Jeg var en ulv, der kunne dræbe dem, men jeg gjorde det ikke, fordi jeg ikke var en rigtig ulv.

Harry blev ved med at skygge for øjne, indtil han endelig fik øje på det, han søgte. Han fik øje på Louis, der stod fint langt væk. Louis vinkede til Harry, der vinkede tilbage, inden han begyndte at gå i retningen af Louis. Jeg fulgte villigt med, med tungen ud af munden. Jeg havde det varmt. Alt for varmt. Det var, som om mit indre var smeltet til det rene vand. Jeg var trøstig, mens jeg længtes ud i det kolde vand for at køle lidt ned. Jeg havde aldrig i mit liv været ulv i sådan et vejr.

”Så kom du,” sagde Louis smilende, mens han kiggede på Harry, som om han manglede noget. ”Hvor er Emma Walter?”

Jeg havde regnet med, at dette spørgsmål ville blive stillet før eller siden. Harry kiggede væk og i stedet ud i havet, hvor de andre var. Også Perrie og Eleanor der stod lidt fra og snakkede til de fik øje på Harry, der vinkede til dem, inden han igen vendte opmærksomheden mod Louis, som stod tålmodigt med armene overkors.

”Hun kunne ikke komme på grund af hendes mor. Hun ville ikke blive sendt tilbage til hendes mor,” sagde Harry i et normalt toneleje, mens jeg satte mig pænt ved siden af ham. Han strøg mig over hovedet, mens han kiggede Louis ind i øjnene. ”Men jeg tog hende her med i stedet for. Hun ville gerne med.”

Louis vendte opmærksomheden mod mig. Han satte mig ned på hyg foran mig og lod sine hænder glide ind i min pels, som var varm. Min pels var ikke til at holde ud. Jeg havde mest løst til at få det klippet af, da jeg ikke kunne klare varmen ret meget længere.

”Du ser ud til at have det varmt, hva’. Det er godt, det ikke er mig, der har alt det pels,” sagde Louis og kløede mig på skulderen, mens Harry trækkede sin T-shirt over hovedet, så han stod i bar mave ligesom Louis. Jeg kiggede kort over på Harry, der havde tatoveringer forskellige steder på kroppen. Min yndlings var nok sommerfuglen ved hans brystkasse. ”Vil I med ud og bade.”

Jeg tvang mig selv til at se væk fra Harrys overkrop. Jeg måtte flere gange tage mig i at kigge i hans retning. Harry nikkede og bøjede sig ned over mig. Det var, som om mit hjerte gik i stå, da jeg mærkede hans varme ånde mod min pelslag. Jeg prøvede at tage dybe indåndinger, men det var svært, når han var så tæt på. Jeg kunne høre, at Harry smilede, inden han fjernede min hundesnor.

Jeg tvang mig selv til at tage det roligt, da mit indre skreg efter at komme ud i det køgelige vand.

Louis var allerede ude i vandet. Han stod ved siden af Zayn, som råbte mit navn for at få mig ud i vandet. Jeg kiggede op på Harry for at se, om jeg må. Han smilede og nikkede. Jeg logrede glad, inden jeg satte i løb ud mod vandet med tungen ud af munden. Det måtte have set sjovt ud, for drengene og kæresterne begyndte at grine af mig.

Da jeg mærkede det kolde vand mod mine poter, var, det som om at alt i mit indre begyndte at slappe af. Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik, før jeg igen begyndte at løbe mod bølgerne, som slog mig i møde. Jeg gøs, da jeg mærkede vandet mod min pels, men jeg ignorerede det og svømmede videre. Jeg kom ud til Louis, der aede mig på hovedet, da resten var under vand. Jeg kunne ikke længere nå bunden, så jeg blev nød til at hundesvømme og holde hovedet overvande.

Jeg pjattede rundt med drengene i noget tid, da jeg opdagede, at Harry ikke var kommet her ud. Jeg mærkede panikken og nervøsiteten sprede sig i min krop. Jeg stoppede hurtigt min jagt efter en pind, som Niall havde fundet og kastet. Drengene kunne fornemme min urolighed, mens jeg spejdede ud over vandet for at finde en krølhårede fyr med en sommerfugl på maven. Men lige meget hvor meget jeg kiggede efter ham, kunne jeg ikke finde ham.

Jeg begyndte hurtigt at svømme mod land, mens jeg ikke håbede det væreste. Jeg kunne mærke de andre omkring mig, som havde opdaget, hvem der manglede. De så også ret nervøse ud. Jeg vidste, at de var bange for det samme som mig. Om Harry var blevet overfaldet igen.

Vi var alle som tavse, da vi nåede ind til stranden. Jeg begyndte at kigge rundt på stranden med nogle himmelblå øjne, som lyste af bekymring. Jeg vidste ikke, hvor Harry var. Han kunne være blevet dræbt allerede uden, at jeg havde opdaget hans fravær. Jeg følte mig så tung som bly, mens jeg langsomt prøvede at finde en lugt, der havde noget med Harry at gøre på den mindst mulige møde.

Vi stod længe i tavshed. Drengene og kæresterne spejdede over alle menneskerne, mens jeg hele tiden prøvede at lugte mig frem til Harry. Jeg prøvede også at lytte efter hans blide stemme rundt på stranden, men jeg kunne ikke høre den. Jeg sukkede opgivende med hovedet mod sandet. Jeg mærkede en sætte sig ned ved siden af mig og lægge en arm omkring min skulder.

”Vi skal nok finde ham, Emma, det lover jeg dig,” sagde Eleanor, der blidt nussede min skulder. Men jeg troede ikke på hende. Harry var ikke til at finde nogen steder, og jeg var fortabt uden Harry. Jeg følte mig dårlig uden ham. Jeg lugtede for en sidste gang efter lugten af ham.

Jeg kiggede hurtigt op. Jeg havde lugten ham! Jeg rejste ørerne og hovedet, før jeg snusede, mens jeg gik med hastige skridt. Jeg fulgte lugten og jo tætter på jeg kom, og jo stærkkere blev lugten. Jeg hørte de andre bag mig, mens jeg fandt vejen til, hvor de havde lagt deres håndklæder.

På en af håndklæderne sad Harry og snakkede med … en pige. Det var, som om min verden gik i stå, da jeg så ham tage hendes hånd, mens han undersøgte hendes skulder, som om der var et eller andet med den. Mit hjerte gik i stå og jeg kunne ikke trække vejret. Det var, som om alt omkring var blevet sort. Sad Harry der med en pige og flirtede rundt med hende.

Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at koge. Ikke på grund af varmen – men af vrede. Jeg mærkede vreden pumpe rundt i min krop, mens jeg betagede pigens slanke skikkelse. Hun var slank og pæn. Høje kindben og langt lysebrunt hår, der bølgede omkring hende, når hun rørte på hovedet. Uden at jeg vidste af det, begyndte jeg at knurre højre og højre.

Jeg mærkede en eller anden lægge en hånd på min hoved, men jeg kiggede ikke op.

”Kom lad os lade dem være i fred,” lød det fra Louis, som havde flettet sine finger ind i Eleanors.

Først nu opdagede jeg, at det ikke var Harrys lugt, der havde fået mig her hen. Men pigens. Hun lugtede af kirsebær og æble. Med det samme genkendte jeg hende. Det var hende, som ville have dræbt Harry, hvis jeg ikke havde grebet ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...