Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

39Likes
58Kommentarer
5266Visninger
AA

11. 8. Drømmen.

Man kan godt sige, at jeg havde savnet Emma. Altså ulven Emma, ikke mennesket. Jeg synes det er lidt indviklet, at både min ulv og den pige, som var blevet kidnappet men ikke alligevel, også hedder Emma. Jeg kan godt se på det hele, at det er lidt forvirrende, men sådan er det bare. Emma og Emma minder meget om hinanden, hvilket undre mig meget. Jeg kan ikke lade vær med at spekulere over det. Deres personlighed er meget ens, selvom menneske Emma er mere generet end ulve Emma. Men et sted passer de værtifald. De kan begge to ikke lide katte. De afskyr dem, hvilket giver mig en dårlig fornemmelse i maven. Da jeg så, hvordan Dusti og menneske Emma kiggede på hinanden, kunne jeg næsten se ulve Emma i øjnene på hende. Jeg må indrømme, at deres øjne er hundrede procent ens. Det er meget mærkeligt, da ingen her i verden er ens. Ingen ligner hinanden. Heller ikke ulv eller menneske, men alligevel lignede deres øjne hinanden på en prik.

Jeg rustede på hovedet, så mine tanker vivlede ud. Emma, der havde ladet mig omfavne hende, begyndte at slikke mig i ansigtet, som om hun vidste, at jeg havde været væk i mine egne tanker. Hvordan kunne hun vide det? Jeg var simpelthen så forvirret over alt det her. Det hele var som noget der ikke fandtes. Som om der var noget hemmeligt bag Emma. Noget jeg ikke vidste noget om. Noget Emma og Emma var en del i.

I det samme slå en tanke ned i mig. Men jeg troede ikke på den. Den var umulig, og den kunne ikke lade sig gøre. Min hjerne var simpelthen for meget nu. Den roede i baner, der slet ikke var mulige i denne verden. Det var altså ikke en film, jeg levede i, men det virkelig liv, og sådan noget var mere end umuligt i denne verden. Jeg vil aldrig accepter den chance. Emma og Emma kunne ikke være den samme person. Emma kunne ikke forvandle sig til en ulv og tilbage igen. Jeg tror, at min hjerne er ved at gå for forstanden.

Jeg slap taget i Emma, der begyndte at skubbe kærligt til mig med sin kolde våde snude, som fik gåsehuden frem på mine arme, mens drengene råbte på mig. Jeg rejste mig op i min fulde højde igen og lod mig glide ind af døren, med Emma luntende ved siden af mig. Jeg kunne rigtig godt lide, at Emma var godt opdraget, hvilket også undrede mig meget. Hvordan kunne en ulv være velopdragen, når de levede i den vilde natur? Men nu var Emma en helt unormal ulv, der elskede at blive nusset omkring og snakket med.

Jeg bed mig hårdt i underlæben, før jeg gik ind i stuen og satte mig ned. Emma hoppede op i sofaen, som hun plejede at gøre. Hun lå mange gange i sofaerne, men mest ved mig, hvilket jeg ikke havde noget imod. Jeg kunne faktisk godt lide at have hende tæt ved mig, da jeg følte mig tryg i hendes tilstedeværelse. Det var nok på grund af alt det hun havde gjort for mig. Hun havde redet mit liv, uden at tænke på sin egen sikkerhed. Endda to gange, hvilket jeg ikke kunne takke hende mer for. Hun var virkelig en af mine bedste venner, hvilket folk havde undret sig over. Til interviewet havde værten godt og grundigt spurgt mig om, hvorfor jeg overhovedet turde have en ulv, som Emmas kalibre boende. Emma så nok ud som en brask, ond ulv, der kunne flå et menneske fra hinanden uden at blinke. Jeg tror, at folk er bange for Emma på grund af hendes udseende. Skarpe tænder. Men ingen af de mennesker kender Emma så godt, som jeg gør og drengene med. Drengene er de eneste jeg kender, som ikke er bange for Emma. De ved, at hun ser ud som en ulv, men har personlighed som en hund. Nogen gange. Jeg tror ikke, at en normal hund vil angribe forbryder, som Emma gør, men hvis man ser på hendes anden side, hvor hun er kælen, fredlig og harmløs, så har hun personlighed som vores kære hunde.

Emma lagde sig ned ved siden af mig og lagde sit pragtfulde hoved på mine ben. Jeg lod mine hænder glide over hendes bløde vinterpels, som langsomt begyndte at falde af, så pelset blev, korter og kunne klare varmen til sommer. Emma sukkede og lukkede øjnene i nydelse, da jeg langsomt kløede hende bag ørerne, som var hendes yndlingssted. Hun lod ørerne falde ned, inden hun gabte højlydt. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Tanken om at hun var min ulv, gjorde mig altid lykkelig.

”Nå, er du træt hva’, Emma,” sagde Louis drillende til hende, men hun ignorerede ham. Hun åbnede et øje på klem og kiggede muntret over på Louis, som sad og smilede til hende. Jeg var også virkelig glad for, at drengene accepterede Emma, som hun var. ”Men det fortjener du også. Du har virkelig gjort en stor indsats i dag.”

Et smil krøb over Emmas læber, mens hun igen lukkede øjnene i nydelse. Jeg kunne heller ikke selv lade vær med at smile. Jeg blev ved med at nusse Emma bag øret, mens tavsheden lagde sig over os. Jeg lyttede til regnen udenfor, der lige var begyndt. Jeg lod mine øjne glide hen til det nærmeste vindue, hvor dråber langsomt trillede ned ad, mens der kom flere og flere.

Man kunne kun høre regnen mod vinduet, og ingen bevægede sig eller sagde noget. Jeg hadede den tunge tavshed, men havde ikke mod til at bryde den. Vi plejede aldrig at være tavse, når vi var sammen. Vi plejede at snakke og fjolle rundt, som vi altid havde gjort. Men det lod ikke til, at nogen af os havde lyst til at bryde den irriterende tavshed, der fik mig til at falde ind i en søvnlig trance. Eller man kan måske godt sige, at jeg faldt i søvn af en art. Lyden, stuen, Emma og drengene omkring mig forsvandt værtifald.

Men hurtig dukkede et nyt sted op foran mine øjne. Der var lyde, og der lugtede stærkt af bilos og af ildebrand. Jeg vidste ikke, hvor jeg var henne. Det var ikke et helt normalt sted. Der var mennesker omkring mig, som myldrede af sted, mens andre stod lænet op ad huse. Nogle af dem kiggede på mig. Men ikke hvad jeg var van til. Det var nogle tomme blikke, som jeg følte gik lige igennem mig. Det var, som om jeg slet ikke var til stede i den by, der tornede sig op over mig.

Jeg følte mig ikke velkommen, mens jeg spejdede over de myldrende menneskers silhuetter. De havde virkelig travlt, for de maste sig igennem en hver, der stod i vejen. Det her var noget af det mærkeligste, jeg havde oplevet. Først sad jeg i min lejlighed med Emmas sovende hoved på mit lår også forsvandt alt omkring mig og blev til en travl storby, hvor de ikke sparede på co2en.

Jeg havde mest løst til at forsvinde her fra, men lige meget hvor meget jeg prøvede, var jeg fanget i det her sted, hvor jeg nærmest blev kvalt i alt røgen fra bilerne, at jeg hostede højt og grusom, at alle vil have vendt sig mod mig for at se, hvad der var galt, men alle blev ved med at ignorere mig, som om jeg ikke fandtes i denne verden.

Jeg skulle til at vende mig om og gå den anden vej, da jeg fik øje på en høj, mager pige henne ved en slidt bager, hvor folk langsomt gik forbi hende. Hun kiggede uinteresseret på dem, der gik forbi hende. Hendes lange brunehår var sat i en fletning, som gik rundt om hendes fine, hjerteformede ansigt. Hun havde nogle flotte rosenfarvede læber og en smal næse. Jeg kunne rigtig godt lide hendes kropsbygning; spinkel og mager med nogle brede hofter, der drengene til at kigge mere end en gang på hende.

Jeg måtte bide mig selv i læben ved synet af Emma, der så så gådefuld ud, som hun stod der med armene overkors, mens hun kiggede fredfyldt på de travle mennesker, som om hun mente, at de godt kunne slappe lidt af, med alt det de fortog sig på en gang. Jeg forstod hende godt. Alle havde så travlt med sig selv, at de glemte alt omkring sig, mens nogle snakkede i telefon samtidig med, at de prøvede at holde en samtale i gang med en anden.

Jeg kiggede mig over skulderen for at se, om jeg kunne få øje på drengene nogle steder, men lige meget hvor længe jeg kiggede efter dem, fandt jeg dem aldrig. Jeg kunne ikke se nogen som helst Louis eller nogle af de andre drenge. Jeg kunne heller ikke høre deres stemmer i miles omkreds. Den eneste jeg kendte her fra, var Emma, der nu utålmodigt stod og kiggede på hendes telefon, som om hun ventede på nogen.

Jeg samlede mit mod sammen og maste mig igennem myldret. Men først der skete der noget, der overraskede mig mere end noget andet ved det her underlige sted. Min første tanke ved det her var: Er jeg et spøgelse. Jeg kunne simpelthen ikke fatte det. Var jeg virkelig et spøgelse? Det vil sige, at jeg var død!

Jeg havde lige gået igennem en halvtreds årig gammel dame med stok, der havde været på vej ned ad gaden sammen med de andre mennesker omkring os. Jeg tog forskrækket mine hænder op foran øjnene og lod dem røre hinanden. Men de fløj ikke igennem hinanden, som jeg elleres havde troet, at de ville, men jeg følte alligevel ikke noget.

Hvad var det, der skete med mig? Jeg kunne røre mig selv, men ikke føle noget. Det her var unormalt. Jeg havde løst til at råbe for min lunger fulde kræft, men jeg turde ikke. Hvad hvis de alle ville høre mig, og troede at stedet var hjemsøgt af en hjemløs ånd. Jeg havde ikke været så forvirret før.

Med et forvirret ansigt som ingen kunne se, banede jeg mig vej igennem menneske myldret – eller retter sagt gik igennem dem. Jeg troede, at menneskerne jeg gik igennem, ville gyse og få gåsehud på armene, men de gik upåvirket videre med deres ærene. Jeg krydsede hurtigt gaden med forsigtige skridt, før jeg stod en halv meter fra Emma, der stod og gloede på sin mobil og så spejdede hun ud mellem menneskerene. Det var tydeligt, at hun ventede på nogen.

”Emma,” råbte jeg, men min stemme lød ikke som den plejede. Det var, som om den var blevet gentaget et sted fra. Men jeg blev overrasket, da Emma kiggede op og kiggede direkte på mig med sine himmelblå øjne. Hun lyste op i et smil. Jeg blev straks lettet, men måtte hurtigt bide mig i kinden for ikke at sige mere, da jeg opdagede, at hun slet ikke havde hørt mig, men en anden.

Jeg vendte mig godt irriteret rundt og kiggede ud over myldret, der så ud som før, men en lyshårede pige længere henne råbte og skreg Emmas navn højt, mens hun løb forpustet igennem menneskemængden. Hun væltede flere mennesker i sin fært med at nå over til Emma, så hurtigt som muligt.

Jeg kendte ikke pigens navn, men jeg havde set hende før, når jeg nogle gange vandrede rundt i mit kvarter med solbriller og en hætte over hovedet for at folk ikke ville genkende mig. Selvom jeg ikke kendte hendes navn, vidste jeg, hvor hun boede og hvad hun kunne lide. Hun elskede One Direction og hun havde en underlig vane med at skrige over det mindste pludselige lyd, der kom. Hun var hunderad for ulve, der ikke var i indhegning.

Jeg så Emma smile et smil, der blottede hendes smuk hvid tandrække, mens hendes øjne lyste af lettelse, da hun så pigen komme hende i møde. Jeg vidste allerede derfra, at de to var bedste venner. Jeg håbede virkelig ikke, at hun afslørede, hvor jeg boede. Det ville være en katastrofe.

”Amalie,” sagde Emma glad og omfavnede hende glad, da pigen var noget helt hen til hende. Jeg kunne mærke et stik i mit hjerte, mens jeg irriteret så til på deres omfavnelser. Jeg skar højlydte tænder og sparkede hårdt til en skraldespand, så den faldt og skraldet flød ud, men ingen lod mærke til det.

Jeg var ved at gå ud af mit gode sind, da alle ignorerede mig for groft. Jeg havde aldrig oplevet at blive behandlet på den måde. Jeg plejede altid at blive hørt og set, men nu var det hele vendt på hovedet. Nu blev jeg ikke hørt eller set, lige meget hvor længe jeg blev ved med at ødelægge ting. Men lige meget hjalp det. Emma og Amalie blev ved med at snakke og grine sammen. Det irriterede mig meget. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor. Jeg havde bare et monster i min mave, der bare brølede og brølede som en åndsvag. Det var, som om min krop og min hjerne ikke vil accepter, Emma Walter var sammen med en anden end mig – dreng eller pige – det var den ligeglad med, og det samme gjorde jeg.

Jeg følte virkelig, at jeg var ved at blive sindssyg. Jeg havde så absurde tanker løbene i hovedet, som jeg forgæves prøvede at tvinge ud af hovedet. Man kan godt sige, at jeg var glad for, at folk ikke kunne se mig nu, for jeg lignede sikkert en eller anden støder, der ikke havde fået sin vilje.

”Hvordan går det, du har virkelig været væk i langtid?” sagde Amalie og begyndte at gå ned af en sidegade ved bageren, hvor der var helt affolket fra mennesker. Kun fugle var til stede i trækronerne og fulgte vært et skridt, som Emma og Amalie tog. Selvom jeg hellere vil være alene med mine tanker, kunne jeg ikke stoppe mine ben til at følge efter dem.

Emma kiggede ned mod sine føder, der gik i rasktempo uden, at hun vidste, at jeg gik direkte bag ved hende. Jeg fik en underlig trang til at røre ved hende, selvom jeg vidste, at min hånd ville glide igennem med det samme. Jeg vil ikke kunne røre hende, selvom jeg gad.

”Tja … det har været en hård tid,” sukkede Emma træt, mens hun lod sin spinkle hånd glide igennem hendes brunehår, som jeg gættede på måtte være så blød som silke. ”Du ved … alle hemmelighederne, min mor der konstant ville have mig til at være flaskedreng, selvom mit største ønske er at blive dyrlæge med speciale i hunde, som du ved, at jeg elsker så højt. De små kære væsner, som absolut altid skal være glade, når man kommer hjem.”

Emma lød så drømmende, når hun talte. Det var, som om hun sagde noget, jeg både vidste og noget, der hele tiden havde plaget mig. Hun havde fortalt os om hendes drømme job, da hun fortalte os (mig og de andre drenge), om hendes mor, der ville have, at hun skulle være flaskedreng, når hun drømte om at blive en dygtig dyrelæge. Jeg håbede virkelig, at hun fik den drøm opfyldt, da jeg virkelig havde kunnet følt på hende, at hun virkelig gerne ville det.

”Du drømmer for meget Emma,” sagde Amalie, der slet ikke lød til at støtte hende i hendes drømme. Hvilket fik vreden til at dunkle i mig. Hvordan kunne en ven sige sådan til sin bedsteveninde? Det var meningen ved et venskab, at man bakkede hinanden op i deres drømme og gjorde dem til virkelighed, hvis det var muligt. Man skulle ikke stå og sige, at man drømmer for meget, da det i mine øre mere lød, som om hun mente, at hun skulle droppe sine elskede drømme. ”Jeg tror ikke, at du får høje karaktere nok. Helt ærligt altså du har gået i skole ret langtid – du ved to år mere end andre …”

”På grund af min mor, og hvad er der i vejen med det? Jeg har sikkert gode karakter nok, plus at jeg allerede kan latin,” afbrød Emma irriteret. Man kunne godt høre på hende, at Amalie var ved at gå hende på næverne.

”Helt klart, Emma,” sagde Amalie stædigt, mens de drejede ud mod en stor skov, der med besvær kunne ses i horisonten, for røgen fra bilerne og fabrikkerne. Jeg opdagede først nu, at det var den by, jeg boede i bare mere beskidt. Skraldeposer, sodavandsdåser og bleer lå og flød. Jeg synes det var klamt – rigtig klamt. Der stank også meget af gammelt skrald og … afføring. Adr.

”Og hvorfor skulle jeg, så ikke have gode karakter nok, hva’? Jeg har knoglet i skolen længere end dig – to år mere end dig,” sagde Emma, der absolut ikke vil godtage venindens bebrejdelser, og det håbede jeg, at hun blev ved med, for jeg ønskede virkelig for hende, at hun fik sin drøm opfyldt.

”Tja … har du set på dine matematikkarakter fornyelig,” sagde Amalie urokkeligt. Det var både tydeligt at høre og se på hende for mig, at hun absolut ikke godtog, at hendes bedsteveninde ville være dyrelæge. Jeg kunne næsten læse hendes tanker for hendes ansigt. Jeg kunne næsten høre hendes irriterende, stædige stemme i mit hoved sige: ”Min bedsteveninde skal ikke spilde sin tid på sådan noget pjat som dyrelæge, skal hun. Jeg vil gøre mit bedste for at få hende til at se, hvorfor hun ikke dur til at være en åndsvag dyrelæge. Hun skulle hellere til at finde sig en kæreste, der gider at tage sig af hende og prøve på, at få hende til at glemme hendes tåbelige dyrelæge drøm.

Jeg rystede irriteret på mit hoved for at få hendes stemme ud af mit hoved, at mine roede krøller fløj om ørene på mig. Allerede nu begyndte jeg at spekulere på, om dette overhovedet var ægte.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var her. Jeg mener, at der må være en grund til, at jeg vandre rundt i min by, som er fuldkommen anderledes. Jeg har aldrig drømt om, at mit hjem og by ville se sådan her ud. Det lignede jo en loseplads og lugtede som et toilet, der var blevet gjort rent i flere år. Jeg havde aldrig lugtet sådan en stank før nu. Jeg virkelig fornemmelsen af, at jeg skulle brække mig.   

”Ja, og jeg har topkarakter, så dem er der ikke noget galt med,” sagde Emma spidst, da vi var noget ind i skoven som lugtede lige så dårligt som resten af byen. Var der overhovedet et sted i denne by, som ikke lugtede forfærdeligt, eller hvor skraldet flød i store bunker, der lignede gravhøje.

Amalie fnøs irriteret, mens hun lavede himmelvendte øjne. Emma bemærkede det hurtigt og sendte hende et ondt blik, som jeg havde set før. Jeg havde set det, når den dejlige ulve Emma, var rasende på de overfaldsmænd, der havde angrebet mig.

”Hvad er det, du har imod, at jeg ville være dyrelæge?” spurgte Emma arrigt, mens de himmelblå øjne, som jeg altid havde kendt som rolige og milde, forvandlede sig til nogle iskolde øjne, der skød skarpe lyn mod Amalie, som skuttede sig under hendes hårde øjne.

Amalie bed sig nervøst i underlæben. Det var tydeligt, at hun ikke havde set den reaktion før fra Emma. Hun så ikke på hende, mens de gik på de smalle skovstier, der førte ud til en skillevej. Jeg kendte skillevejen alt for godt til, at det kunne være sandt.

Ikke ret langvæk fra mig stod den tordenbusk, som jeg havde befriet ulve Emma fra. Den lignede sig selv. Stor og pjusket med troende pikke, der ikke delte medlidenhed med andre end sig selv. Jeg kunne ikke lade vær med at gå hen til den. Men før jeg nåede at tage et skridt, skød et stort, paniskslagen kronhjort ud foran mig.

Mit hjerte slog et slag over af chok, og jeg hoppede forskrækket tilbage med sammenbidte tænder. Emma og Amalie stod som neglet til stedet, mens de kiggede uroligt efter den store kronhjort, som løb fra sit liv – det så værtifald sådan ud. Og det gjorde den også. Kort efter kom en flok ulve spændende efter den med blottede tænder og ørerne på stilke.

Ulven der lå i front halede sig hurtigt ind på dens bytte, mens en anden ulv, som jeg gættede på måtte være alfahannen, holdte sig tæt til ulven i front. Det hele gik meget hurtigt, at jeg ikke kunne nå at reager, havde ulven i front taget et elegant spring mod struben på kronhjorten. Ulven bed sig fast i kronhjortens hals og fik den hurtigt ned at ligge, mens den sprællede med benene i et forgæves flugtforsøg.

Jeg kiggede måbende på ulven, der bed hårdere fat en før. Den gav først slip, da kronhjorten lå helt stille, og jeg vidste, at den var død. Alfahannen nærmede sig ulven, der havde nedlagt byttet, mens de andre for flokken kredsede rundt om dem. Alfahannen inventerede hurtigt alfahunnen til middag, som var ulven, der havde ned lagt byttet. Med største fornøjelse begyndte de at spise, mens de holdte øje med resten af flokken. Når en flokmedlem kom for tæt på, jagtede alfahannen dem væk, inden han igen begyndte at fiske efter leveren.

Efter nogle få minutter kiggede alfahunnen op fra byttet med blodet om munden. Den slikkede sig om munden med dens lange lyserøde tunge, mens den kiggede i min retning med sine himmelblå øjne. Det var først nu, jeg opdagede, at alfahunnen var Emma …

En kold snude puffede til mig flere gange, at jeg åbnede mine øjne og kiggede op i loftet i min lejlighed. Jeg gned mig træt i øjnene, inden jeg vendte hovedet mod Emma, som stod og kiggede på mig med nogle rolige hundeøjne, der brød ind i min bevidsthed. Jeg opdagede, at jeg var, faldt i søvn og drømt en meget forvirret drøm. Den var ikke uhyggelig på nogen måde, men alligevel skrammede den mig. Hvad betød den drøm? Betød den, at Emma i virkeligheden var et farligt dyr at have boende?

_______________________________________________________________________

Undskyld at det har taget så langtid at lave kapitlet. Jeg har haft rigtig mange lektier for, at jeg næsten ikke havde tid til andet en lektier. Jeg synes selv, at dette kapitel blev fint kort, men jeg havde det bedst med at stoppe den der.

Men jeg er rigtig glad for jeres dejlige, søde kommentarer, og at I sætter den på favorit. Det er jeg rigtig rigtig glad for. Jeg håber I har det godt, hvor end I er.

MVH Stjerneskud :)

 

                                                             

 

 

                                                                          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...