Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5369Visninger
AA

10. 7. I en anden skikkelse.

 

KRAJS.

Lyden af glas der blev ødelagt, vækkede mig med et sæt. Jeg drømt et eller andet mærkelig, men det var også lige meget. Jeg lå ikke, hvor jeg havde lagt mig til at sove. Jeg lod stadigvæk i Harrys seng, men helt op ad ham. Jeg kom til at gyse, og grebet blev strammet, da endnu en ting blev smadret. Først nu gik det op for mig, at der var nogle udbydende gæster i lejligheden. Jeg lå som forstenet.

Var de virkelig brudt ind i lejligheden, når de godt vidste, at jeg boede her. Hvis jeg var dem, så ville jeg flugte så hurtigt som muligt. Men det lod ikke til, at de tænke som jeg. Hvis jeg skulle gå ind i et hus med et dyr, som havde angrebet mig, så skulle jeg have en god grund. Havde de en god grund? Hvad var den gode grund?

Bag mig rørte Harry på sig. Han var vågn. Det havde han været i langtid. Jeg kunne mærke på ham, at han ikke var tryg ved situationen, og det kunne jeg godt forstå. Jeg var heller ikke særlig tilfreds ved, at nogle udbydende gæster vandrede rundt og luskede efter det, de gerne vil have fat i.

Jeg huskede hurtigt, at jeg havde lovet Harry og mig selv at beskytte ham. Og når jeg lover noget så holder jeg det. Jeg hader at bryde løfter, da det fik mig til at føle mig som et dårligt menneske. Men alligevel rustede jeg meget. Jeg sank flere gange store klumper. Hvor gad jeg godt at stikke halen mellem benene. Men jeg kunne ikke. Jeg skulle blive ved med at beskytte Harry. Var det ikke det, jeg havde lovet mig selv? Men jeg var blevet en sølle svækling. Skulle den ulv, der redede Harry Styles liv sidste gang, stikke af. Nej. Ulven skal kæmpe.

Det var den kampånd, jeg aldrig havde skaffet mig end nu. Jeg havde i flere år prøvet at finde den. I timerne, til idræt og andre fag. Jeg havde aldrig haft en kampånd som nu. Og jeg skulle nok gøre nytte af den. Det lover jeg i guds navn. Og hvis jeg fejler, vil jeg være den væreste person på jorden. Jeg lover, at jeg ville beskytte Harry, så godt som en ulv kan.

Det gav et grip i min krop, da Harrys hænder gled ned over min pels, som var kommet sig ganske godt. Hans hænder spredte trygheden ud i min krop, mens modet samlede sig om mit hjerte. Allerede nu pumpede adrenalinen rundt i årerne på mig.

Med en stærk vilje styrke rejste jeg mig op på mine ben, som var blevet stærkere og sunder end i går. Jeg vidste, at jeg ville være færdig, hvis jeg fik et slag med en jernstang. Jeg var ikke stærk nok til en jernstang endnu. Men jeg havde en vilje, der var så stærk som naturens kræfter.

”Emma,” sagde Harry uroligt. Jeg vendte hovedet mod ham. Han havde sat sig op i sengen, mens han strålende grønne øjne gled over mig, gang på gang. Jeg sendte ham et forsigtigt nik, inden jeg vendte opmærksomheden tilbage til indbrudstyvene, eller retter sagt to af overfaldsmændene. ”Du skal ikke gå der ud alene.”

Jeg stoppede forskrækket ud ved sengekanten, som jeg ville have sprængt ned fra. Det mente han bare ikke! Hvis han tog med der ud, vil han se ud ligesom sidste gang. Det rene blodbad og totur. Jeg kunne ikke lade ham gå der ud og skade sig selv, for så ville at beskytte Harry være forgæves. Jeg måtte stoppe ham. Han skulle ikke der ud for at blive slået ihjel. Der ville være flere, der ville savne ham end mig. Heller at jeg døde end ham. Jeg var mindre værdifuld end ham. Han havde en hel stor fremtid foran sig. En sang karrier foran sig. En drøm der skal udleves. Han skulle ikke bruge sit fornuftige liv, fordi jeg ville rede ham. Han kunne ikke være så dum at gøre det. Kunne han?

Jeg kiggede ham dybt ind i hans grønne øjne, mens jeg rustede på hovedet, inden jeg sprang ned for sengen. Men jeg hørte en dyne blev skubbet til side og nogle fodskridt. Jeg kiggede op efter min elegante landing. Harry stod og blokerede døren for mig. Forstod han ikke en pind med. Nej, du skal ikke gå der ud, du ville dø. Jeg skal hellere dø end dig. Absolut ingenting. Hvor havde den dreng sin sunde fornuft. Lad mig nu gå ud og tag mit liv.

”Tror du, at jeg vil lade dig gå i døden for mig, efter havde du havde gjort mod mig,” sagde Harry beslutsom. Han lød så beslutsom, at det ikke var til at tage fejl af. Ville han virkelig tage sit liv for at give mig tilbage? Var det måske derfor, at han lod mig bo hos ham? Ville han smide mig ud, hvis jeg overlevede og ham med? Jeg himlede irriterende med øjnene og knurrede ad ham.

 ”Jeg ved, at det er for at beskytte mig, at du ik’ vil have mig der ud. Jeg ved godt, at det lød egoistisk, men det lyser ud af dine smukke himmelblå øjne. Jeg vil ikke lade dig går der ud, for jeg kan godt li’ dig. Jeg vil ik’ ha’, at de skader dig. Jeg ved godt, at du er en ulv, men du er en rigtig god ven. Du lytter altid, når man snakker til dig. Vil du ik’ nok lade mig gå med der ud.” Harry kiggede mig beslutsomt ind i øjnene.

Mente han det virkelig. Kunne han virkelig godt lide mig som ven. Han kunne lide mig. Han ville beskytte mig, ligesom jeg ville beskytte ham. Jeg mærkede en varm fornemmelse rundt om mit hjerte, der fik mit blod til at koge. Jeg følte, at jeg brande indeni. Jeg havde aldrig haft det sådan. Men jeg kunne lide det. Og jeg vidste, at jeg også kunne lide ham.

Jeg sukkede dybt. Jeg lod ham få sin vilje, men han fik min fulde beskyttelse. Jeg vil ikke lade ham gå et eneste sted hen, når de var i nærheden af ham. Det skulle jeg nok søger for. Han fik lov til at gå med, men han fik ikke lov til at sætte sit liv på spil. Ikke på grund af mig.

Harry nikkede til mig, inden han forsigtigt tog fat i håndtaget til gangen. Vi vidste udmærket godt, at der ikke var nogen vej tilbage. Vi var sprunget lige ud i det med begge ben. Gad vide hvor farligt, det er. Men jeg modet overalt min krop, og det havde Harry også. Det kunne jeg se på ham. Han var en modig dreng, det måtte jeg indrømme. Og det kan jeg lide. Jeg kender ikke ret mange drenge, som turde at gå ud til nogle indbrudstyve med en stor ulv, der kunne dræbe en, hvis den gad. Jeg tror ikke en gang, at nogen for min klasse vil turde at nærme sig mig, som Harry gjorde.

Jeg gik først ud mod køkkenet med Harry lige i hælene. Han trak vejret roligt og kontrolleret, end jeg kunne mønstre. Mine var urolige og hurtige på grund af den trykkende spænding, der gennemborede min krop, jo tætter på vi kom på køkkenet og stuen. Man kunne godt sige, at jeg hadede spænding, for jeg havde det ikke for godt lige nu. Mit hjerte pumpede som bare fandens, mens mine øre opfangede et hvert skridt. Jeg lyttede til de fodskridt, der kom ude for køkkenet, der lød også en lavmælt mumlen, jeg kunne høre, men jeg gad ikke at vide, hvad de snakkede om. Jeg ville hellere have det her overstået, så jeg kunne sove igen.

Jeg åbnede den hurtigt den lukkede dør til køkkenet, hvor der blev helt stille. Ingen af dem bevægede en muskel. Det lød heller ikke til, at de trak vejret, for jeg kunne ikke høre nogen åndedragt. Måske var de flygtet? Men nej, det ville jeg have hørt. Kunne de ikke gå efter mit hoved. De skulle aldrig have krydset mine vejen en gang til. For jeg kunne ikke lide dem, og de kunne heller ikke lide dem.

Jeg puffede til døren med min snude. I det samme døren gik op, fik jeg øje på to mænd. De to overfaldsmænd, som havde, overfaldt Harry, inden hende tøsen kom og ville gøre det af med ham. Hvor var den tøs endelig henne? Var hun overhovedet med dem længere, eller havde fået dårlig samvittighed. Men jeg vidste, at jeg ville genkende hende, når jeg så hende. Jeg kunne huske hendes lugt: Kirsebær blandet med æble.

De to mænd stod neglet til stedet med ansigter, der var fulde af angst. De havde vist ikke glemt mig siden sidst, vi krydsede hinandens veje, hvilket jeg havde det fuldkommet fint med. Det ville nemlig betyde, at det her ville være så let som ingenting. Det var som at stjæle slik for små børn. Men det er ikke ret let for en ulv, da alle flugter for livet.

Jeg blottede mine skarpe tænder, mens jeg gav mig til at knurre så højt, som jeg kunne. De to mænd for sammen, men det lod til at den ene mand (hr. Tobak), var modigere og klogere end den anden (Smølf), for han fandt en glasskål i en af hjørne skabene. Han smilede grumt, inden han kastede glasskålen mod mig. Jeg mærkede Harrys arme omkring mig. Han trak mig til siden, så jeg ikke blev ramt af splinterne, der fløj fra den ødelagte skål. Men jeg var ikke til at løbe om hjørner med.

Jeg kæmpede mig fri for Harrys greb. Jeg var godt sur nu. De skal ikke prøve at skade mig eller Harry. Det kan de ligeså godt droppe, for jeg havde lovet mig selv, at ingen vil krumme et hår på hans hoved. Og som sagt, holder jeg, hvad jeg lover folk. I det samme kom jeg i tanke om noget. Mig og Amalies planche. Jeg skulle lave den sammen med hende, det havde jeg lovet hende. For satan da.

Jeg rustede tankerne væk, da jeg satte i løb mod mændene. Jeg så ikke en gang, hvad de havde i hånden, før Harry råbte:

”Pas på.” hans stemme rungede i mig, og jeg standsede øjeblikkeligt op, at den stegepande, som hr. Tobak prøvede at slå mig med, ramte forbi mit venstre øre. Det var tæt på. Hurtigt som muligt bed jeg mig fast i hr. Tobaks ene arm. Jeg tvang ham ned at ligge, mens Smølf kastede sig imod mig. Jeg slap grebet i hr. Tobaks arm, før jeg hoppede ind under bordet, så Smølf ikke fik fat i mig.

Det her var skide sjovt. Jeg havde ikke moret mig så meget siden, at jeg havde ledt drengene hen til Harry, den gang han var blevet overfaldet. Under bordet tilladte mig at kigge over mod Harry, som optog det i smug i dørkarmen med sin mobil. Sådan Harry, du er for sej. Jeg vidste, at mange vil se det på Youtube, men jeg havde også en anden fornemmelse hvorfor. Han skulle jo til interview i dag, og jeg havde på fornemmelsen, at værten ville spørger om, hvorfor han ikke var bange for mig, og hvorfor han lod mig blive boende. Og det vigtigste af alt: Han fik bevidst, at jeg ikke er spor farlig og at jeg gjorde det for at rede ham + at så vil de vide, hvem overfaldsmændene var. Godt tænkt Harry.

Jeg blev hurtig revet ud af min tanker, da hr. Tobak lagde sig ned på maven og greb fat i mit nakkeskind. Jeg mærkede smerten glide igennem min krop. Det gik jo lige så godt, men jeg havde ikke tænkt mig, at de skulle vinde over mig. Næppe. De kunne ikke vinde over mig, undtagen hvis … de er slet ikke kloge nok til at gøre det, og for det andet så er de fuld optaget i at fange mig, så de ville ikke gøre Harry fortræd. Det måtte de bare ikke.

  Jeg bed ud efter hr. Tobak, der forskrækket bakkede tilbage, mens han slap sit tag i mig. Jeg tog chancen og bed ham i lige i hans private, hvilket fik ham til at skrige så højt, at selv en i Kina ville kunne høre ham. Det gjorde værtifald ondt i mine øre, da det var alt for højt til, hvad jeg kunne klare, men jeg blev ved med at bide til, indtil jeg havde fået nok af hans skrigeri.

Jeg kiggede over på Harry, der stadig optog u opdaget. Han rustede på den ene hånd, mens han skar en smertefuld grimasse. Jeg kunne næsten høre hans tanker helt der over fra. Av, den sved. Jeg sendte ham et roligt blik, inden jeg igen vende opmærksomheden mod hr. Tobak, der kom stønende af smerte op på knæ. Hans ansigt var fuld med smerte og arrigskab.

”Din forbandede ulv. Av, av.” jeg havde bidt mig fast i hans hånd, som han havde prøvet at slå mig med. Han lukkede smertefuldt øjnene, mens Smølf så bange til. Han havde vist fået nok af bid for mig af. Han havde vist forstået mit budskab: Hvis i rør Harry eller bare tænker på at gøre det, så får i med mig og bestille. Endelig en der forstod det. ”Kom vi smutter.”

Med en kraftig bevægelse trak hr. Tobak sin hånd ud af min mund. Mine tænder rev noget af hans hud af. Han skrig i vilden sky, mens jeg havde et dårligt ansigtsudryk. Jeg kunne smage saltet for kødet og blodet, der gled ned i spiserøret. Jeg kæmpede med ikke at sluge huden og det kød, der var kommet med.

Hr. Tobak og Smølf stormede forbi Harry, der bakkede tilbage, mens hr. Tobak sendte ham et hårdt blik. Han havde sin raske hånd over den helt røde hånd, der blødte sindssygt. Jeg vidste, at de blev nød til at stoppe blødningen, da han snart forblødte og det vil betyde en ting. Død.

Jeg spyttede huden fra hånden ud af munden, mens Harry stod i dørkarmen og betagede mig, der banede mig vej til min vandskål. Ad blod. Det smager forfærdeligt. Hvordan kan ulve overhovedet, spise råd kød, det smager jo elendigt. Jeg mærkede Harrys blik hvile på mig, mens jeg drak mit vand for at få smagen af råd kød ud af min mund.

Det gav et helt chok i mig, da jeg mærkede Harrys hænder om min skulder. Jeg løftede forskrækket hovedet og kiggede mildt over på Harry. Små dråber vand faldt ned for min grå, hvide pels. Harry smilede til mig, mens han ganske stille nussede min ene skulder.

”Du er fantastisk, ved du godt det,” sagde Harry sødt, mens han hvilede sit hoved mod mit. Jeg slikkede ham kort i ansigtet for at vise ham, at jeg også synes det om ham. ”Men jeg bliver altså nød til at smutte, jeg skal til et interview. Kan du passe på dig selv.”

Han klappede mig kort på skulderen, før han rejste sig op og forsvandt ud mod stuen. Klokken var også syv om morgenen, og han skulle være der før, da han skulle sminkes og alt det der skrammel. Jeg havde aldrig sådan kunne lide make up, men hvad så. Jeg stod stille og lyttede efter døren, der blev smækket, før jeg luntede ud af køkkenet og videre mod soveværelset.

Der var stadig væk køgeligt, da vinduet havde stået åben hele natten og dagen med. Det skulle den bare, for hvordan skulle jeg så komme ind igen efter, at jeg havde været i skole. Ja, jeg havde tænkt mig at tage i skole, bare ikke i denne skikkelse, jeg var i nu. Jeg tror ikke skolen ville blive så begejstret, hvis en ulv kom luntende ind i skolen. Nogle ville sikkert flippe ud, mens drengene prøvede at spille modig, da de fleste drenge ikke kunne lade vær med at gå hen til mig.

Inde på soveværelset tjekkede jeg de mest sandsynlige steder, hvor en kat kunne gemme sig. Jeg var bange for, at katten kunne røbe min hemmelighed. Måske kunne den ikke tale, men den kunne sikkert vise det på en eller anden måde, ligesom jeg mange gange gjorde. Da jeg havde sikkert mig, at ingen Dusti var i nærheden, gik jeg roligt over til fodenden af sengen, hvor jeg ville forvandle mig tilbage.

Jeg lukkede øjnene og mærkede mine ulveøre forsvinde. Lydene omkring mig fordampede sig, da jeg ikke kunne høre lige så godt som en ulv kunne længere. De spidse tænder forsvandt, og der kom fine hvide tænder, der var på deres rigtige pladser, mens min pels forsvandt og det tøj jeg havde på den gang, jeg faldt ind i busken, kom til syne. Jeg mærkede, at jeg blev en del højre, og jeg vidste, at jeg var på to ben nu.

Da jeg åbnede mine øjne og kiggede ned, så jeg min menneskekrop. Den slanke spinkle krop, hvor jeg kunne mærke mine egne ribben. Jeg havde endnu ikke fået taget de kilo på, som jeg havde tabt som ulv. Jeg løftede mine hænder op foran mine øjne og prøvede at bevæge dem. Det gjorde de. Jeg sikrede mig, at jeg kunne gå og tale.

”Det var det,” sagde jeg til mig selv, før jeg lod min hånd glide igennem mit uldet brunehår, men jeg var ligeglad.

Med et smil og godt tilfreds, gik jeg hen til Harrys garderobe for at se om der var noget, som jeg kunne bruge til at klatre ud af vinduet med. Jeg vidste ikke en gang, om at han havde noget. Det ville være underligt, men jeg havde et langt tov læggende, da jeg kunne bruge det til at krave ud af vinduet med, hvis der var brand der hjemme. Jeg håbede virkelig, at jeg aldrig ville få brug for det.

Jeg blev nærmest lykkelig, da jeg åbnede garderobe og så en lang tov, der kunne nå helt ned til jorden. Jeg forstod faktisk ikke, hvorfor det ikke var en brandtrappe, da den var meget mere effektiv til sådan noget, men lige nu var tovet nok til mig, jeg skulle bare binde den fast til sengen og kaste den ud af vinduet bagefter. Ej, hvor er jeg godt til planer.

Jeg tog tovet og lukkede omhyggeligt garderoben efter mig, inden jeg gik hen til sengen og bandt den til det nærmeste ben. Jeg bandt en dobl knude for at være sikker på, at den ville holde. Jeg hev og sled lidt i den for at være helt sikker. Jeg var faktisk nervøs over, om jeg kunne klare det. Jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg kunne sikkert godt. Man kunne i film, så kunne jeg sikkert også. Selvom i film havde de alt muligt nyttigt udstyr som sikkerhedsseler, og det havde jeg ikke. Skuespillerne vidste altid, at de kom sikkert ned, men det gjorde jeg ikke. Jeg kunne sikkert bare glide og når jeg ramte jorden, var jeg død.

Jeg kastede roligt tovet ud af vinduet. Jeg bed mig nervøst i underlæben, mens jeg greb om tovets ru overflade. Jeg hoppede elegant op i vindueskarmen. Jeg kiggede ned for at se, om jeg ville dø, hvis jeg faldt. Jeg døde absolut, hvis jeg faldt. Ottende etage.

Jeg begyndte stille at kravle ud af vinduet. Jeg holdte stramt om rebet, som om det var mit eget liv det galte. Jeg lod mig langsomt sænke, mens jeg gik på muren. Jeg var glad for, at ingen så mig nu. Det ville se fuldstændig vandvittigt ud, men jeg var ligeglad, jeg skulle nå i skole.

Idet samme havde jeg fornemmelsen af, at jeg havde glemt noget meget vigtigt. Hvad kan jeg have glemt? Jeg havde nok ikke min taske med, men det var ikke det jeg havde glemt, for jeg havde glemt min taske med vilje. Jeg regnede med at låne af Amalie, når jeg var kommet så langt. Det var sikkert ikke så vigtigt, at det blev spredt over hele landet, hvis jeg dukkede op i skolen uden taske.

Jeg rustede på hovedet og klatrede videre, mens det eneste jeg tænkte på var, at jeg ikke skulle kigge ned eller falde ned. Jeg holdte fokus ved mine hænder og fødder, da det var dem, som gjorde det vigtigste. Jeg kom langsomt tætter på jorden og jeg blev lettet, da jeg mærkede den fugtige græs mod mine sko, mens den milde vind roede i mit hår.

Jeg slap hurtigt tovet og vendte mig om med et ansigt fuld af succes. Jeg gjorde det. Jeg kom ned uden, at jeg gled og blev slået ihjel. Jeg kunne ikke lade vær med at være triumferet over min prætention.

Jeg kiggede rundt i den gigantiske fælleshave, jeg stod i. Der var et stort græsareal, mens der var anlagt fliser tæt op ad lejlighedsbygningen. Græsarealet var omringet af store grønne buske, der glimtrede mat i solopgangen, som spredte sit røde skær ud over den skyfri himmel.

Jeg indåndede den friske luft, inden jeg gik over græsarealet. Græsset slikkede om mine sko, mens jeg gik, og jeg mærkede den kulde, der flød omkring mig. Kulden trængte igennem min hud, at jeg begynde og ruste, og mine hår på armene rejste sig op, mens gåsehuden krøb op ad dem.

Selvom det var koldt, var det en smuk dag. Ingen tvivl om det. Fuglene sad højt oppe i træernes kroner, der var plantet rundt omkring på græsarealet. Fuglenes sang var så tydelig, at man ikke kunne undgå at høre dem, men alligevel blev de næsten overdøvet af bilernes motorstøj ved vejen uden for hækken.

Nu skulle jeg bare finde en vej ud af, hvordan jeg kom ud af haven.

Jeg begyndte at gå omkring ved hækkene, mens jeg kiggede efter smut huller i hækken. Jeg vandrede flere gange rundt ved hækken, da det blotte øje ikke kunne få øje på noget. Var der for helvede ikke et hul, man kunne kravle ud af? Det tror jeg ikke, for jeg kunne ikke få øje på noget, lige meget hvor længe jeg vandrede rundt ved hækken. Men da jeg var lige ved at give op, skete der et mirakel. I et hjørne helt henne bag et stort egetræ, fik jeg øje på et hul, som jeg kunne kravle ud af. Jeg ville nok få beskidte bukser, men hvad så.

Jeg løb lykkeligt der hen, mens jeg tjekkede om, der var nogen, som holdte øje med mig.

Da jeg havde sikkert mig, at der ikke var nogen, der kiggede på mig, gik jeg ned på fireben og kravlede ud af busken. Hvis jeg selv skulle indrømme det, så var det ikke ret behageligt. Jeg mærkede konstant grene prikke til mig. Jeg følte, at jeg var tilbage i tornbusken, da flere grene rev mod min hud. Og jorden var heller ikke for lækker. Den klistrede sig fast til mine bukser.

Jeg kom direkte ud på en hovedvej, som jeg kendte alt for godt, for jeg plejede at krydse den, hvilket betød, at jeg skulle gå til venstre til jeg kom til fodgængerovergangen. Jeg rejste mig op på mine ben igen, mens jeg børstede snavset af mine bukser. Men lige meget jeg børstede det, var der altid en svag brun plet ved mine knæ.

Jeg rettede mig irriteret op, inden jeg gik videre. Jeg gik tæt op ad husene, så skyggerne langsomt opslugte min skikkelse, da jeg huskede, at jeg var efterlyst. For helvede jeg var efterlyst. Hvordan kunne jeg glemme det? Det var jo ikke til at glemme. Men hvordan kunne, jeg så komme i skole uden, at de kontaktede min mor. Jeg havde en ide, men den vil rode Amalie ind i det hele. Men havde jeg noget valg. Jeg trak min Iphone 4s op ad bukselommen.

Alt mit tøj og udstyr forsvandt, når jeg forvandlede mig til ulv, og når jeg forvandlede mig tilbage igen, så dukkede det magiskvis frem på mig igen. Det var lidt smart, det måtte jeg indrømme.

Hej Amalie. Det her kommer til at gå ud over både dig og mig. Først vi jeg lige forklare dig, at det der står i bladet med, at jeg er blevet kidnappet, er falsk. Det er noget min mor, hun tror, der er sket, men jeg har det fuldkommet fint. Jeg er stukket af, da jeg ikke kan klare hende mere. Du ved hvordan hun er. Mega irriterende og belastende. Hun ville have mig til at blive flaskedreng, hvilket jeg ikke gider.

Men grund af efterlysningerne så kan jeg ikke komme i skole og hjælpe, da de ville ringe efter min mor. Hvilket jeg ikke vil have. Jeg er fuldkommen færdig med hende. Men så tænkte jeg på, at vi kunne gøre det alene hjemme hos dig, hvis du har løst. Men det resulter bare til, at du bliver nød til at pjække for skole. Jeg ved godt, at dine forældre er imod det, men vil du ikke have din første tolvtal? Jeg skal nok være der, når du skal fremlægge det for hele skolen.

Kærlig hilsen Emma – din bedste veninde.

Jeg sendte hurtigt sms’en, mens jeg krøb mere i lå ved et mørkt butiks vindue, da skolebørn begyndte at myldre forbi. Jeg gjorde mig så umage, at jeg ikke lod mærke til at flere for min klasse gik forbi mig, men de så mig ikke. Men jeg hørte, hvad de snakkede om. Mig. Jeg hørte, at de synes, det var synd, og at de gerne vil lede efter mig, men politiet nægtede. Det var faktisk overraskende, at de sagde sådan. For mig var det kun Harry, der holdt af mig, men nu gjorde andre drenge også, eller de synes værtifald, at det var synd for mig. Men Harry holdt kun af mig som ulv. Han havde aldrig mødt mig som menneske før, hvilket jeg ikke håbede, at vi gjorde, fordi det vil skabe alt for meget rod i det hele.

Det gav et helt chok i mig, da jeg hørte min sms tone, som var spænding. Jeg fiskede igen min telefon op og låste den op. Den var fra Amalie.

Åh, hvor er jeg glad for at høre fra dig. Jeg har været så bekymrede for dig, da politiet vadede ind i vores klasse og sagde, at du var blevet kidnappet. Men helt ærligt Emma! Kunne du ikke have sagt det noget før? Jeg har brugt timer sammen med din mor. Og jeg kan sige dig, at hun er ude af den af bekymring. Vi har rend rundt i byen og hængt plakater op af dig. Vi har fået dig efterlyst i blade og tv-aviserne + der har været en hel side med din forsvinding. For helvede Emma, hvordan kan du skræmme os fra liv og sans så meget.

Jeg synes ikke, at det var rigtigt at blive så langtid væk fra din mor på grund af, at du ikke gider at være flaskedreng. Du skulle have snakket med hende om det. Ja jeg ved godt, at hun er meget stædig og egoistisk, men hun holder af dig. Hun vil bare gøre det bedste for dig.

Det bedste for mig næppe, mere det bedste for hende selv.

Ja er fuldstændig frisk på en pjækkedag. Kun på grund af, at jeg kan få dig af se igen. Mine forældre kommer ikke til at vide en pind. De er taget på rejse til Australien for at blive spist af hajer. Skynd dig at komme, jeg kan ikke vendte med at se dig igen. Jeg vil vide alt. Hvor har du været i alt den tid? Hvor bor du? Arh jeg er så nysgerrig.

Amalie – den der savner dig mest.

Jeg smilede for mig selv ved hendes sms, inden jeg satte kurs den anden vej. Amalie var virkelig den bedsteveninde man kunne ønske sig. Selvom hun altid fik hele opmærksomheden, og man kom til at føle sig som en skygge ved siden af hende, når drengene prøvede at ligge an på hende. Det var virkelig irriterende nogen gange, men det var det vær. Hun var en fantastisk ven, der hele tiden var der for en, når man havde brug for hende. Jeg havde aldrig været skuffet over hende, selvom hun mange gange kunne være uforudsigelig, men hun holdte altid hvad hun lovede. Hun var fantastisk til at dele hemmeligheder med, men jeg turde alligevel ikke fortælle hende om min dybeste hemmelighed. Jeg havde prøvet at få mig selv til det, men vær gang blev jeg stum og kunne ikke, så jeg havde opgivet at sige det til hende. Men hun vidste alligevel meget om mig, som andre slet ikke gjorde. Hun kendte min frygt for højder og høje lyde. Mine irriterende vaner med at gøre ting næsten uden at tænke over det. Hun vidste næsten alt.

Jeg blev faktisk overrasket, da jeg fandt ud af, hvor kort Harry og Amalie boede fra hinanden. Det eneste jeg skulle var bare at runde det ene gade hjørne, der lå tyve minutter væk. Jeg var glad for, at Amalie ikke vidste det, da hun ville flippe fuldkommen ud. Amalie var kæmpe One Direction fan, hvilket ikke var ret underligt. Okay første gang jeg fik det af vide, så var jeg dybt overrasket over hendes musik valg. Men nu, hvor jeg havde mødt dem, var det faktisk ikke ret galt. Jeg kunne faktisk bedre lide den nu, end jeg kunne før.

Jeg gik hen mod døren, men jeg nåede ikke ret langt, før døren sprang op, og jeg blev nærmest overfaldet af Amalie.

”Wow, det gik hurtigt,” sagde hun inde i krammet. Jeg krammede hende overlegent tilbage, mens jeg klappede hende akavet på ryggen. Jeg havde aldrig i mit liv set hende opføre sig sådan før.

”Jeg var tæt på.” og det var ikke en gang løgn.

”Kom indenfor, jeg vil vide alt,” sagde Amalie, der endelig slap sit tag i mig. Jeg gik roligt med hende indenfor i varmen, der spredte sig dybt ind i min krop.

                                                                           


Da klokken var et om eftermiddagen, tog jeg hjem. Vi havde fået lavet planchen færdig, og den skulle fremlægges på fredag og det var mandag i dag. Jeg var også blevet stillet knivskarpe spørgsmål, som jeg pænt havde svaret på, selvom jeg havde tvunget mig selv til at lyve på de fleste. Især den med hvor jeg boede, for jeg havde fornemmelsen af, at det ikke ville gå ret godt, hvis jeg røbede, at jeg boede hos Harry Styles. Hun ville sikkert gå fuldkommen amok, hvis jeg fortalte hende det, og det var det sidste, jeg ønskede.

Jeg vandrede stille væk fra huset, mens jeg betagede mine fødder, at jeg glemte at skjule mig for forbi passager og bilister, men det lod ikke til, at de lod mærke til mig, da ingen stoppede mig op, når de gik forbi mig. Jeg var ganske tilfreds med det, men jeg vidste, at jeg ville blive opdaget før eller siden. Men jeg håbede bare, at det ikke ville ske, men til min uheld skete det, da jeg var noget halvvejs væk fra Amalies hjem.

”Hey,” lød en stemme et sted. Selvom det kunne være til alle, så var jeg sikker på, at det var mig, der vendte sig nysgerrigt om, selvom jeg fortrød, at jeg gjorde. Jeg troede det var noget, jeg bilde mig ind, da det Hey kom inde fra en bil, som jeg kendte for godt. Jeg kendte også den bag rettet. Også dem som sad sammen med ham. Ved synet af personen ville jeg gøre alt for at krybe ned i et musehul. Det var … Harry og de andre for bandet.

Jeg forbandede mig selv langt væk i mine tanker, mens jeg prøvede at finde en smut vej væk, men Harry og de andre drenge var allerede sprunget ud af bilen. De havde kursen direkte mod mig. Jeg mærkede panikken sprede sig i min krop. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg var så bange for, at de ville kunne genkende mig, for min ulvs personlighed. Ulvens personlighed var også min. Jeg turde ikke en gang se dem i øjnene.

Jeg bakkede forskrækket tilbage, da jeg ikke kunne finde på andet at gøre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre nu. Jeg burde måske at sige noget til dem, men jeg kunne ikke. Hver gang jeg prøvede at sige noget, kom der ikke et ord over mine læber. Jeg havde mest løst til at løbe væk, men det kunne jeg heller ikke. Det eneste jeg kunne var at se panisk ud og bakke baglæns.

”Vi gør dig ikke noget,” sagde Harry med en beroligende stemme. Og på magiskvis mærkede jeg, at jeg begyndte at falde til ro. Harry ville jo aldrig gøre mig noget, og han troede jo, at jeg var blevet kidnappet. Måske troede han, at jeg var blevet udsat for totur.

”Det ved jeg,” sagde jeg og stoppede med at bakke. Jeg lod drengene nærme sig mig, da jeg var sikker på, at de ikke forbandt mig med ulven. Jeg lod dem komme så tæt på, som de vil.

”Det er godt,” sagde Harry og tog sin jakke af. Hvorfor gjorde han dog det? Jeg frøs måske ret meget, da jeg ikke havde nogen jakke på. Jeg frøs faktisk for meget. Jeg rustede næsten over hele kroppen og jeg opdagede, at jeg klaprede højlydt tænder. ”Her.”

Harry tvang sin varme jakke om min korte skulder. Hans jakke var alt for stor til mig. Den gik mig næsten til knæende. Det var tydeligt, at han var højre end mig. Jeg gik ham til skulderne. Jeg havde aldrig været ret høj, men jeg kunne faktisk godt lide mig og Harrys højde forskel. Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde jeg bare.

”Tak,” mumlede jeg, da jeg mærkede varmen fra jakken sprede sig i min kolde krop. Harry smilede charmerende til mig, inden han gjorde tegn til, at jeg skulle følge med dem. Jeg gjorde, som han sagde, da jeg ikke havde noget valg.

”Damerne først,” sagde Harry og åbnede døren for mig, da vi nåede hans bil. Jeg smilede ned til min fødder, mens jeg så, at Louis puffede til Niall, der puffede videre til de andre indtil, at de andre fik øje på Harrys ’gentleman’.

Harry lod døren stå åben, så de andre drenge kunne komme ind. Louis hoppede ind ved siden af mig. Han smilede venligt til mig, mens de andre hoppede ind. Jeg gengælde hans smil med et lidt nervøst smil, hvilket han hurtigt bemærkede.

”Hvorfor så nervøs?” spurgte han, mens Harry startede bilen. Jeg kiggede genert ud af vinduet. Jeg var simpelthen så nervøs. Hvilket kom meget overraskende. Jeg var slet ikke nervøs, når jeg var ulv. Måske var det fordi, jeg var sikker på, at de kunne lide mig der, mens de kendte mig slet ikke.

”Jeg – jeg er bare ikke van til drenge,” sagde jeg stille. Det var virkelig pineligt at indrømme over for dem, da de alle sammen var drenge. Jeg kunne tydeligt se på Louis, at han var ved at flippe af grin, selvom han gjorde sit bedste for at se normal ud.

”Hvorfor dog det,” spurgte Harry bag ved rettet. Jeg opdagede, at vi var udenfor Harrys lejlighed. Han vendte sig i sædet, så han kunne se på mig. Jeg bed mig nervøst i læben.

”For jeg undgår dem,” løj jeg. Det er dem som undgår mig, men det ville jeg ikke indrømme overfor dem. Det ville være det pinligste, jeg overhovedet kunne sige til dem.

Louis rustede på hovedet, da døren på min side blev åbent af Harrys ’gentleman’. Jeg synes, det var virkelig underligt, at han var så sød mod mig, især fordi jeg både var hans ”kæledyr.”

”Du er vist en rigtig gentleman,” sagde jeg til ham og sprang ud, så de andre kunne komme ud. Min kommentar fik ham til at kigge væk, og jeg så rødmen stige i hans kommentar, hvilket fik mig til at rødme. Det var virkelig gode tidspunkter at røde på. De andre drenge lod mærke til vores rødmen. De smilede og rustede på hovedet, inden de satte kurs mod lejlighedsbygningen.

Vi smilede til hinanden, mens vi fulgte efter drengene, som var forsvundet ind af døren. Vi gik i tavshed ind af døren og opad trapperne. Jeg havde sådan en trang til hans hånd, men jeg turde ikke. Jeg var bange for, at han ville blive sur. Jeg kendte ham kun som ulv, men alligevel kunne jeg ikke trække vejret, når jeg var tæt ved ham. Jeg hyperventilere, når jeg er i nærheden af ham. Jeg trak vejret hurtigt, end jeg plejede. Jeg håbede ikke, at han kunne høre det.

Vi nåede hop til hans lejlighed, hvor de andre stoppede den samtale, de var gang med, da de så os. De smilede alle sammen til os, og jeg kiggede væk, men i det samme jeg gjorde det snublede jeg og faldt bag over. Men jeg rørte aldrig jorden, for der var en der holdt om mig, og jeg havde hænderne viklet om personens hals. Jeg vidste udemærke godt hvem det var. Der var kun en, som var tæt nok på at gribe mig, inden jeg faldt ned og slog mig. Harry.

Jeg åbnede langsomt øjnene. Jeg blev nærmest blændet af hans smukke grønne øjne, der kiggede direkte ind i mine. Jeg bed mig i underlæben, inden jeg lod Harry få mig på benene igen, mens jeg sagde stille tak til ham. Jeg var godt overrasket, mens jeg gik forsigtigt op ad de sidste trapper.

Drengene smilede til hinanden, mens Harry roligt gik over til døren og låste op. Jeg kiggede væk fra drengene for at undgå deres blikke. Jeg vidste, at jeg endnu en gang rødmede, men jeg lod som ingenting, mens jeg gik ind i den velkendte lejlighed. Jeg tog jakken af og hang den på den plads, hvor den altid hang, mens jeg indåndede den svage lugt af kat.

Døren til stuen var allerede åben, og de andre drenge smuttede ind, mens Dusti kom ud til hoveddøren, hvor jeg stille stod og kiggede på den. Jeg kiggede irriteret på den, og den viste tænder og hvæssede lavmælt. Jeg vidste, at den havde genkendt mig. Både på min øjne og på min lugt. Jeg lugtede meget af ulv. Jeg kan ikke undgå den lugt, da en altid havde hænget fast til mig.

”Kommer du, Emma,” sagde Harry, der dukkede frem i døråbningen. Han kiggede kort på mig og Dusti, der så ud til at have en stirre konkurrence. Jeg blev tvunget til at rette opmærksomheden mod Harry, der så lidt overraskede ud over mig og Dusti’ fjendskab.

”Jeg kommer nu,” sagde jeg og sendte Dusti et sidste dræberblik, inden jeg fulgte med Harry ind i stuen. Drengene (undtagen Harry), havde sat sig sådan, at der kun var en fri plads ved siden af Harry. Jeg bed mig endnu en gang i underlæben, før jeg gik hen til og satte mig ved siden af ham.

Jeg kiggede ned på mine spinkle hænder, som jeg nullede af nervøsitet.

”Kender du min kat?” spurgte Harry fraværende, og det gjorde mig urolig. Havde genkendt ulvens had til sin kat, under mine blikke til sin kat. Det måtte han bare ikke.

”Nej, jeg har aldrig mødt den. Men jeg kan ikke li’ katte,” halvløj jeg. Det første var løgn, det andet var sandt.

”Hvorfor ikke det?” Harry vendte hovedet mod mig. Han kiggede mig blidt ind i øjnene, mens trangen til at røre ham skrig i mig.

”Jeg kan ikke lide deres klør,” sagde jeg lige ud, mens jeg lænede mig tilbage i sofaen. Jeg havde det virkelig dårligt ved emnet. Det eneste der kørte rundt i mit hoved var: Ved han det, ved han, at jeg er ulven. Det plagede mig som en sindssyg.

”Hvad lavede du overhovedet midt i gaden, når du burde være kidnappet? Er du stykket af,” spurgte Harry. Jeg måtte indrømme, at han var begyndt at blive nysgerrig. Meget nysgerrig, og jeg kunne ikke lide det.

”Jeg – jeg ved det ikke,” sagde jeg flovt, mens jeg trak benene op til mig selv. Jeg begravede mit ansigt i dem, at mit brune hår faldt ned over mit ansigt.

”Du må undskylde, at jeg trænger mig på,” lød det undskyldende fra Harry, der tog min spinkle hånd i sin. Varmen spredte sig fra hånden og videre i min krop, mens jeg begyndte at få det for varmt. Jeg begynde igen at trække vejret for hurtigt.

”Det gør ikke noget, du kan ikke vide, hvad der sker, og hvad der er sket,” sagde jeg og kiggede op igen, mens jeg mærkede, at Harry blidt nussede min hånd. Min hånd passede perfekt i hans, der var så blød og varm.

”Hvad er der sket?” spurgte han forsigtigt og gav min hånd et opmuntrende klem.

”Jeg er stukket af,” sagde jeg rent ud, mens jeg betagede min hånd i hans. Jeg ville aldrig have ham til at give slip, og det gjorde han heller ikke.

”Fra hvem,” sagde Harry, der også havde blikket låst fast til vores hænder. De andre drenge sad roligt og lyttede med, mens de så til.

”Min mor.” det var, som om en eksplosion var sket i Harrys lejlighed. Drengene havde rettet sig helt op, mens Harry strammede sit greb om min hånd, at det gjorde ondt. Han løsnede det blidt, da han så mit smertefulde ansigt.

”Jeg skal hjem,” sagde jeg, da jeg ikke kunne holde alle følelserne ud længere. Alt inde i mig kogte. Det var et problem for mig, og jeg måtte væk, før jeg roede mig ud i for store problemer.

Jeg slap hurtigt Harrys hånd, inden jeg i løb krydsede stuen. Jeg løb ud af hoveddøren. Jeg kunne ikke fatte det. Jeg vidste, at jeg var kommet ud i et problem, som jeg ikke kunne løbe fra. Jeg vil aldrig kunne løbe fra den. Det ville jeg aldrig kunne gøre. Jeg var blevet forelsket i Harry Styles, hvilket ikke var ret godt.

”Emma – vent.” Harrys stemme brød igennem mine forpinte tanker. Jeg snorede rundt på stedet. Harry stod nogle få centimeter fra mig, og jeg kiggede ham direkte ind i hans smukke grønne øjne. Han var simpelthen så smuk. Hans perfekte krøller og hans charmerende smil. Man kunne ikke andet end at falde for ham.

”Ja,” sagde jeg nervøst, mens jeg skiftede utålmodigt vægt.

”Vil du ikke … med på … stranden … i morgen,” sagde Harry, mens han kiggede ned på sin egne fødder. Jeg smilede til ham og nikkede. Han lyste op i et smil. ”Og tak for i dag.”

Jeg nåede ikke at reager, før han havde givet mig et kram. Jeg krammede ham nervøst tilbage, mens jeg indåndede hans lugt. Hans dejlige beroligende lugt, der fik mig til at falde ned til jorden igen.

Vi trækkede os tilbage, inden han vinkede til mig og gik tilbage i til lejligheden. I det samme han havde lukket døren, gik den kildende fornemmelsen i gang rundt i min krop efter min kommando. Kort efter var jeg tilbage til ulven.

Jeg gik hen til døren og satte mig ned. Det ville være uhøfligt, hvis jeg bare brasede ind, selvom jeg boede der, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg satte i et ulvehyl, mens jeg trippede rundt på mine fireben. Jeg vil gerne der ind igen, at det ikke kunne gå for langsomt.

Der gik ikke længe, før døren blev revet op ad en glad Harry, der omfavnede mig, da han fik øje på mig.

”Så kom du endelig, Emma.”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...