Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

39Likes
58Kommentarer
5272Visninger
AA

8. 6. De underlige følelser.

Jeg stirrede forbavset på sladderbladet. Havde min mor virkelig løjet over for pressen? Jeg vidste, at det var for at skjule min hemmelighed, men jeg var stadig urolig over min hemmelighed. Jeg kunne se på Harry, at han allerede havde opdaget det med øjnene. Han måtte simpelthen ikke få mistanke til det allerede. Det ville være en katastrofe. Jeg turde ikke en gang tænke på, hvad der ville ske. Jeg gøs allerede ved tanken om at blive sprattet op på live tv. Adr. Nej tak.

Jeg kiggede uroligt rundt på de andre. Eleanor sad stadig lænet opad Louis, der blidt nussede om hende. Perrie havde lagt sig ned i Zayn’ skød, mens de andre kiggede på mig. Jeg brød mig ikke om deres blikke, og den tunge tavshed. Det endte med at jeg krøb sammen, så godt som jeg kunne. Jeg lignede en lille boldt. Man kunne tydeligvis se, at jeg havde tabt mig. Tabt mig alt for meget. Jeg kunne ikke spise noget, selvom Harry gav mig omsorg og trykhed, men intet hjalp.

Jeg savnede min mor, men ville ikke kendes ved hende. Jeg gad ikke tilbage til hende. Ikke tilbage til den støder. Min mor kunne ikke bestemmer over mig. Hun havde ingen rettigheder over mig længere. Jeg var atten år og voksen. Basta! Men jeg var stadigvæk bekymret over, det som havde plaget mig resten af dagen. Der var alt for mange ting, der plagede mig for tiden.

Havde min mor genkendt mig? Hun havde set ind i bilen. Havde jeg ligget mig hurtigt nok ned? Hvis hun vidste det, hvad vil hun så gøre ved Harry? Få folk til at tro, at han kidnappede mig? Eller banke på og sige, at han har hendes hund?

Jeg tænkte også på det dyrlægen havde sagt.

Vil Harry virkelig beholde mig? Selvom folk mente, at jeg skulle spærres inde hos de andre ulve. Jeg ville ikke kunne holde en dag ud, sammen med dem. Spise råd kød. Adr.! Jeg skulle også leve under alfahannens regler. Nej tak – jeg bliver hos Harry.

Hver gang jeg tænkte på, at jeg måske skulle i zoo, gjorde mig øger i hovedet. Hvor længe vil Harry stå ved, at jeg ikke var farlig og ikke skulle i zoo? Vil zoo-arbejderne tvinge Harry, til at give mig til dem? Eller vil de bare tage mig? Hvis de gjorde, kan de bare kom an. Jeg er ikke til at løbe om hjørner med. Tro mig eller ej – de for mig ikke uden kamp.

”Harry,” lød det bekymret for Liam, der stryg mig over ribbenene, som var så tydelige som et skelet. Man kunne næsten se mine knogler igennem mit matte pelslag. Jeg var ikke rask. Det var tydeligt. Jeg var sløv og udmattet hele tiden. Jeg tabte mig konstant. Jeg var sulten, men kunne ikke spise noget. Jeg kunne godt forstå, at Liam var bekymret for mig. Jeg var snart død af sult! ”Hun har altså tabt sig for meget. For hun overhovedet noget at spise?”

Alles opmærksomhed landede på mig, og jeg havde mest løst til at smutte, men jeg orkede det ikke. Jeg var for sløv og for sulten til det. Perrie satte sig op igen, og Eleanor gik forsigtigt over til mig og satte sig på hug ved mit hoved. Hun lod sine spinkle hænder glide over mit hoved, som lå sløvt ved Liams ene ben.

”Hun vil ikke spise noget. Jeg har prøvet alt. Gået til dyrlægen med hende, men det gik ikke så langt. Han mente, at hun skulle zoo,” lød det uroligt for Harry, som nervøst stryg mig over ryggen.

”Måske savner hun noget,” lød det stille for Perrie, der stod og betagede min slanke krop, mens hun holdte Zayn i hånden. ”Hvis hun gør, så skal hun bare få livsglæde igen. Jeg mener, at vi bliver nød til at finde hendes livsglæde.”

Perrie havde ret. Jeg havde mistet min livsglæde ved mit savn for min mor. Jeg savnede overraskende nok, vores skænderier. Men betød det, at de skulle komme op og skændes, før jeg skulle leve igen. For helvede nej, sådan skulle det ikke være. Jeg måtte tvinge mig selv til at spise. Jeg skulle have noget at spise.

Beslutsomt kom jeg på benene. Det overraskede dem alle, at jeg stadig havde kræfter nok til at rejse mig op. Men det var svært at holde mig på benene. Mine ben rustede under mig, og Harry prøvede at få mig ned at ligge, men jeg gad ikke. Jeg vaklede ned fra sofaen, at jeg næsten faldt på hovedet mod gulvet, men Liam støttede mig.

Jeg tog forsigtige skridt mod køkkenet, mens de andre kiggede forskrækket på mig, men de lod mig gå. De lod mig gå mine egen veje. Det var både godt og skidt, men jeg vidste, hvis der skete noget forfærdeligt ved mig, så ville de være der for mig. Jeg var mere end hundrede procent sikker i den sag.

Dusti, der stadig lå under sofaen, sendte mig nogle ulæselige blikke. Jeg vidste ikke, om den var glad for, at jeg snart var død, hvis jeg ikke havde tænkt mig at gøre, det jeg ville gøre, eller om den var bekymret for mig. Men det var også lige meget. Vi var ikke lige frem venner. Jeg vil nok kalde os for rivaler eller fjender. Jeg har aldrig i mit liv, kommet godt ud mod katte. De irriterende små bæster, som jeg mest har løst til at flænse i ti tusind stykker, hvis jeg fik lov.

Ingen slap mig med synet. Vær og evig eneste bevægelse så de. Jeg mistede først deres blikke, da jeg nåede ud i marmor køkkenet, hvor mine poter gled på det glatte gulv. Jeg havde næsten ikke mer energi til at holde mig oprejst, men jeg kæmpede mig videre på min svage tynde ben.

Jeg tog ikke øjnene fra frugt skålen. Bare det her ville lykkes. Jeg vidste, at jeg ville ødelægge den dyrebare skål, de lå i, men jeg havde ingen valg. Heller ødelægge den, end dø. Jeg havde ikke tænkt mig at stille træskoene endnu. Jeg skulle følge min plan. Min plan, som ville smadre den skål.

Jeg tog nervøst de sidste skridt mod skålen. Ville Harry blive sur over, at jeg ødelagde hans skål for at få fat i frugten? Ville han skælde mig ud? Eller ville han overveje at sende mig i zoo på grund ad min handling? Jeg blev nød til at give det en chance. På hvilken anden møde, skulle jeg ellers, få det at se, hvordan han reagere.

Jeg sank en stor klump, da jeg nåede skålen. Jeg kiggede mig til begge sider for at se, om der var nogen, som så det her. Men det ville jo allerede være lige meget. De ville alligevel kommer her ud for at se, hvad alt den larm skyldes. Kom så Emma, du kan godt!

Med mine sidste kræfter, fik jeg rejst mig op på bagbenene. Mine forpoter stødte på køkkenbords side. Det skulle bare lykkes det her. Jeg strakte mit hoved mod skålen. Jeg mærkede den kolde skål mod min våde snude. Med bankende hjerte, fik jeg skubbet skålen ned på gulvet.

KRAJS.

Skålen gik i mange stykker, da den ramte gulvets hårde overflade. Inde i stuen blev de tavse, mens de rejste sig op og gik forsigtigt ud mod køkkenet. Mine ben gav under, da Harrys skikkelse viste sig i dørkarmen. Min krop faldt så langt, som den var på gulvet. Jeg mærkede smerten rundt i kroppen, da jeg mærkede den kølige gulv mod min matte pels, som ikke kunne holde kulden ude.

”Emma!” udbrød Harry bekymret og styrtede mod mig. Han satte sig ned på hug. Jeg forstod allerede, at jeg var på dødens ran, da jeg så, at hans øjne var blanke. Tåre trillede ned af hans kinder og landede i min pels. ”Du må ikke forlade mig.”

Han stryg mig over min pels flere gange. Troede han virkelig, at jeg havde tænkt mig at forlade ham? Det kunne han godt droppe! Så nemt slipper han ikke af med mig. Jeg lod mine himmelblå øjne synkronisere tingene omkring mig. Der lå en masse glasskær omkring mig, og en enkel æble trillede hen til min snude.

Henne ved vasken sad Liam og skubbede æbler i min retning. Han havde regnet ud, hvad jeg havde fortaget mig. Taknemligt åbnede jeg munde. Jeg mærkede det store æble i min mund. Jeg lod mine tænder gennemborer æblet, så dens saft gled ned fra min mund. Jeg havde ca. det halve æble i munden. Langsomt tykkede jeg det. Allerede nu mærkede jeg min appetit gå amok. Endelig kunne jeg spise igen. Harry kiggede overrasket på mig, men ikke ret langtid efter, lyste han op i et stort smil.

”Du spiser.” han lod så glad, at jeg ikke kunne lade vær med at føle glæden rundt i kroppen. Harry rejste sig op og fangede alle æblerne, han fik øje på. Min plan var fuld endt. Sådan. Perrie og Eleanor tog bananerne og skærerede dem ud i små tern. Liam og Louis tog sig af leverpostejsmadderne. Niall og Zayn tog sig af Dusti’ mad.

Bananerne, æblerne og leverpostejsmadderne i tern blev hældt ned i min hundeskål. Harry miksede det godt sammen. Det hele så så fantastisk ud i mine ulve øjne, da det blev stald foran snuden på mig. Maden lignede paradis i mine øjne. Mine tænder løb i vand, at det ikke varede ret længe, før jeg var på benene og spiste alt. Rub og stub.   

Mens jeg spiste, kunne jeg mærke de andres blikke mod mig. Jeg kiggede rundt på dem, og de så alle sammen glade ud. Især Harry. Han var den gladeste af dem alle. Han lignede et julelys. Han smilede så meget, at jeg næsten blev blændet af hans hvide tænder, der sad perfekt. Louis og Eleanor holdt i hånden, mens de roede op på bordet. Dusti var godt irriteret, da jeg fik alt opmærksomheden.

”Gad vide hvad der ville være sket, hvis hun ikke havde redet dig, Harry,” sagde Perrie tanke fuldt, da jeg havde trukket mig for madskålen. Efter lange dage var min mave endelig mæt. Jeg mærkede ikke den konstante sult, der plagede mig dag og nat. Den havde sørget for, at jeg ikke havde, kunne sovet nogle par nætter.

”Jeg tror ikke, at jeg ville have været i live, hvis det ikke var for hende,” sagde Harry ærligt, mens han fulde mine bevægelser nøje. Jeg gik hen til ham. Jeg kiggede op på ham. Han lod en hånd glide igennem min matte pels, som snart ville være så god som ny igen. Hans berøring sendte nogle underlige signaler i gang inde i min krop. Jeg begyndte øjeblikkeligt at svede. Hvis man kende hunde, så sveder de igennem tungen. Og det gør jeg også. Min mave eksploderede næsten af glæde.

”Det er næsten uhyggeligt at tænke på,” sagde Liam, der havde sat sig ned på gulvet. Jeg forsvandt for Harrys side og gik i stedet for over til Liam, som lukkede mig ind i hans favn. Han nussede mig kærligt bag øret, at jeg næsten faldt i søvn. Jeg lagde mig ned med et tilfreds suk. ”Men hun er så kær.”

”Ja ik’,” sagde Louis og lænede sig opad køkkenbordet, mens Harry fejede skårene op for skålen, som jeg havde smadret. Jeg blev faktisk lidt rørt over deres ord. Jeg kan ikke huske, at nogen havde sagt sådan om mig i langtid. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det virkelig varmer mit hjerte. De er virkelig nogle dejlige drenge. ”Jeg forstår slet ikke, hvorfor dyrlægen ville sende hende i zoo. Hun passer jo slet ikke til det sted.”

”Nemlig. Du har bare at beholde hende,” sagde Liam, der blev ved og ved med at nusse mig.

”Bare rolig, jeg vil aldrig skille mig af med hende. Hun er fantastisk,” sagde Harry roligt, før han gabte og lod en hånd glide igennem sine krøller. ”Dyrlægen mente, at hun havde ædt den ene mand. Men det tror jeg altså ikke på. Jeg kan ikke forbinde hende med en dræber maskine. Jeg tror ikke på, at hun er sådan. Hun bed dem kun for at rede mig. Hvilket jeg ikke kan være mer taknemlig for.”

Hvis jeg var et menneske nu, ville jeg smile over hele ti øren, men i stedet for logrede min hale som en sindssyg. Liam kæmpede forgæves at få den til at ligge stille. Men sådan noget er umuligt, når det er mig. Når jeg er glad, så er jeg ikke til at falde til ro igen. Måske er jeg en smule barnlig. Men alle har et legebarn dybt inde i sig. For nogen er det bare svære at finde den end andre. Det har jeg ikke. Hvis jeg er helt oppe og køre, så er jeg barnlig. Hvilket min mor virkelig hader. Så når jeg vil irritere hende, skal jeg bare være barnlig. Så sker der noget.

Det er ikke fordi min by er kedelig. Måske lidt. Men nogen gange er den spændende. Nej det er ikke ret tit. Derfor elsker jeg at få sat gang i tingene. Sådan noget går altid ud over min mor. Det er hende, jeg får til at eksplodere i vrede. Men det er mange gange uden, at jeg ved det, for jeg hader at få problemer.

”Hende ædt en mand, det tror jeg næppe,” fnøs Niall irriteret, der sad og vippede frem og tilbage på en stol. ”Hun æder ikke en gang råd kød. Det har du vil prøvet at give hende, Harry?

Harry smilede, mens han satte sig op på køkkenbordet. Han kiggede smilende rundt i køkkenet. Jeg fulgte hans blik, der søgte ud af vinduet. Det var aften, og mørket havde allerede sat sig på himlen. Månen, der var formet som en tånegl, flød dovnet rundt på himlen, mens stjernerne gjorde sit bedste for at lyse lige så kraftigt som månen, men månen var stærkest. Jeg kunne ikke lade vær med at betage himlen udenfor. Så klar og så smuk.

Jeg elsker naturen. Den er så fri, og har sin egen vilje. Naturen er stærk, at det næsten er overrasket. Vandet kan oversvømme byer så let som ingen ting. Vinden kan ødelægge ting, og få tagsten til at flyve rundt i luften. Og det tagsten som flyver rundt i luften, kan dræbe et menneske. Vulkaner kan gå i udbrud og ødelægge huse og dræbe folk, som kommer for tæt på. Lyn kan starte skovbrande, og det kan solen også, hvis der ikke har været meget vand. Det er næsten uhyggeligt, hvor meget kræft naturen har.

”Jeg har prøvet, men hun spiser det ikke.” Harry lød glad for, at jeg ikke kunne lide råd kød. Jeg hader råd kød. Det er sikkert fuldt med salmonella, så jeg kan få salmonellaforgiftning.

”Så er hun ikke så farlig, som hun ser ud,” grinede Louis, der lod en hånd nulre mit ene øre. Hmm, dejligt.

Jeg ser da ikke spor farlig ud. Eller gør jeg? Okay for en fremmed så ja, men for dem så nej. Jeg ligner jo en ulv. Men jeg opføre mig ikke som en. Måske vil folk bare tro, at jeg er en hjemløs ulv. Nej. Ikke hvis de har forstand på, hvad forskellen er på en hund og på en ulv. Men det er der vist ikke ret mange, der har. Ulve har større tænder end hunde, og ulvenes øre er runde og ikke spidse som hundes.

”Hun er ikke spor farlig, hun er mega sød,” sagde Harry og kyssede mig på hovedet. Det var, som om min mave eksploderede, da han gjorde det. Hvad i ulvens navn sker der med mig? Han kan ikke røre mig mer, før jeg får mærkelige følelser i gang for ham. Det er virkelig underlig, og jeg skal finde ud af hvorfor?

”Uh Harry er blevet forelsket,” drillede Louis. Harry rakte irriteret tunge af ham, og det fik bare de andre til at grine. Mens de andre grinede, kiggede jeg væk. Jeg kunne ikke lide det ord ’forelskelet’. Det kunne ikke være forklaringen på de underlige følelser? Nej det må det ikke være. Vi er fuldkommen andreledes på så mange måder. Han er en normal berømthed, og jeg er en person, som kan skifte skikkelse til en ulv. No way.

”Tie stille, Louis,” sagde Harry irriteret, mens han fulde et krus med koldt vand. Nogle dråber for det kolde vand faldt ned i min pels. Jeg gøs ved berøringen. Harry kastede vandet mod Louis, men ramte ikke.

”Sigter godt, men rammer skidt,” sagde Louis for at drille. Okay nogle gange kunne barnligheden også blive for meget. Jeg havde værtifald fået nok. Jeg gav en knurrende lyd fra mig, og opmærksomheden blev hurtigt vendt mod mig. ”Er du på hans hold.”

Hans drillerier smittede hurtigt af på mig. Jeg er normal ikke den, som driller eller ligne, men når det er så fristende, så kan jeg ikke lade vær med at være med på den.

Jeg rejste mig op og gik ud af Liams dejlige favn. Jeg stalde mig, så jeg havde overblik til Louis, der stod og kiggede roligt på mig. Jeg satte om gående i et spring, så jeg fik væltet Louis ned på gulvet. Han udbrød forbløffet et lille skrig til han landede på gulvet. Jeg havde søgeret for, at han ikke slog sig for hårdt. Jeg slikkede ham i hele ansigtet, og han fik grine flip. De andre omkring os begyndte at skrald grine, at de måtte sætte sig ned for at sikre sig, at de ikke faldt.

”S-stop Emma,” grinede han og jeg slap ham, som han sagde, at jeg skulle gøre. Jeg gik hen til Harry, der lå flad på gulvet af grin. Han rullede rundt, som en anden boldt. Jeg kunne ikke selv lade vær med at more mig over, at alle næsten lå på gulvet. Flade af grin. Jeg havde aldrig nogensinde i mit liv, følt mig så fri, som jeg gjorde her. Det var et fantastisk sted. Og de var fantastiske.

”I vinder,” gispede Louis, der havde fået kvældet latteren bort. Han gispede nu efter luft, sammen med de andre.

”Sådan Emma, vi vandt,” sagde Harry triumferede og kløede mig bag øret. Endnu en gang den underlige følelse af glæde og varme, som ikke var til at holde ud. ”Hvad er klokken?”

Harry kiggede op mod uret, der hang over komfuret. 23:30. Hold da hat og briller, er klokken virkelig så meget. Det lod ikke til, at jeg var den eneste, der tænkte den tanke. De andre så også meget overrasket ud. Havde tiden virkelig gået så hurtig? Det føltes, som om jeg lige var stået op, og nu er det allerede aften/nat.

”Vi må også se at komme hjem,” sagde Louis og kiggede over på Eleanor. Som om det var på kommando, gik alle i retningen af hoveddøren. Mig og Harry fulgte automatisk med dem.

Jeg gabte, da jeg satte mig ude ved hoveddøren og kiggede på, at de sagde farvel. De sagde også farvel til mig. Hvilket overraskede mig en del. Jeg tror ikke ret mange hunde, blev sagt farvel til. Men jeg nød det. Det var faktisk dejligt at blive behandlet ordenligt, og folk ikke var bange for mig.

Ja, der har været nogen, som havde fået øje på mig. Jeg måtte kvælde latteren, da jeg huskede den gamle dame, der havde set mig liste omkring. Åh, hvor hun skreg. Og det der var mest mærkelig var, at hun gik med stok, men da hun løb væk fra mig, havde hun smidt sin stok. Hvordan kan hun løbe uden sin stok? Det er et spørgsmål, jeg aldrig ville få svar på? For håbelig ikke, for jeg tror ikke, at jeg vil vide det.

”Du ser træt ud, Emma.” det gav et helt chok i mig, ved lyden af Harrys stemme. Han grinede af mig, inden han satte sig ned på hug. Jeg rejste mig op og gik hen til ham. Han nussede mig kærligt bag øret og på min brystkasse.

”Du er den bedste hund eller ulv. Lige meget. Det gør vel ikke noget, at jeg kalder dig hund?” sagde han. Jeg slikkede ham i ansigtet som svar. Jeg havde faktisk ikke noget i mod det. Jeg ville faktisk heller blive kaldt for en hund end en ulv, men vi skal ikke glemme, at jeg er en ulv. ”Du er min bedsteven, Emma.”

Jeg blev glad. Det havde ingen dreng sagt til mig. Ren faktisk havde ingen drenge talt til mig, som Harry gjorde. Harry ignorerede mig ikke, som de andre drenge på min skole. Jeg følte, at jeg var noget specielt for ham. Og det håbede jeg, at jeg var, for det var han for mig. Han skilte sig så meget ud for de andre drenge. Han var smukkere, sødere og venligere end dem.

”Kom lad os gå i seng,” sagde han, og jeg faldt omgående til omverden. Han stryg mig en sidste gang over pelsen, inden han rejste sig og gik i retningen af hans soveværelse. Jeg blev stående lidt, hvor jeg var. Jeg kiggede efter ham. Han stoppede, da han nåede døren til hans soveværelse. Han vende sig om og så på mig, der stod som neglet til stedet. ”Kom så Emma.”

Hans opmuntrende stemme fik mig i bevægelse. Jeg krydsede stuen, hvor Dusti lå på sofaryggen og kiggede på mig med hadefulde gule øjne. Den hvæsede lavmælt af mig, men jeg ignorerede den bare. Jeg ville ikke have noget med den og gøre. Jeg gad ikke en gang knurre af den. Jeg gad den simpelthen ikke lige nu.

Harry åbnede døren til hans soveværelse, da jeg sluttede mig til ham. En kold vind stod mig i møde for det åbne vindue. Gardinerne blafrede blidt i den milde blæst. Udenfor kunne jeg høre stemmer. Jeg havde hørt de stemmer før. Det vidste jeg. En pige stemme og en mande stemme. Det var pigen og manden, som jeg havde skjult i hesteafføringen! Hvad lavede de her?

Jeg begyndte staks at lytte til, hvad de sagde, men deres samtale fordampede, da de nåede under vinduet. Vidste de, at jeg var her? Hvis de gjorde, kunne de bare komme an. Havde de planlagt at brude ind, mens vi sov? Hvis de gjorde, ville de så skade Harry? Det bliver over mit lig.

Jeg var ikke den eneste, som havde hørt deres stemmer. Harry stod ganske stille og lyttede. Jeg vidste øjeblikkeligt, at han havde genkendt den ene stemme. Jeg kiggede over på ham. Han så ikke lige frem tryg ud ved tanken om, at hans ene overfaldsmand stod nedenunder hans vindue.

Jeg gik roligt hen til ham. Han skulle ikke være bange. Jeg var her jo, og jeg skulle nok passe på ham. Jeg skubbede blidt til hans ene hånd. Det gav et helt sæt i Harry. Han kiggede forskrækket ned på mig, der blidt slikkede hans hånd. Han skulle vide, at jeg var der for ham. Gennem tykt og tyndt.

”Vil du beskytte mig?” spurgte han blidt, mens han lod en hånd glide igennem mit pels. Jeg nikkede beslutsomt. Harry smilede til mig ”Tak.”

Han klappede to gange på sengen, og jeg forstod straks betydningen. Jeg hoppede elegant op i sengen. Jeg mærkede den bløde madras mod mine poter. Lækkert. Jeg gik over og lagde mig ved siden af hans hovedpude. Harry klædte sig af og lagde sig under dynen.

”Sov godt og hav ørne på stilke.” Harry lukkede øjnene, og hans ene hånd havde fundet vej over til mig. Jeg lukkede øjnene, men holdte høre sansen oppe.

                                                                                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...