Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5378Visninger
AA

7. 5. Dyrlægen og pigens forsvinding.

 

Jeg var begyndt at blive urolig for Emma. I flere dage spiste hun ikke noget. Jeg blev vær gang nød til at tvinge hende til at tage noget at spise. Hver aften hvor jeg havde lavet hendes aftenmad, måtte jeg hånd fodre hende. Jeg vidste ikke, hvad der var gal med hende. I starten troede jeg, at det var på grund af den manglende opmærksomhed. Jeg havde ikke lige vænnet mig til at have to dyr på sammen tid. En ulv og kat. Det var faktisk underligt. Jeg tror, at de kan kommunikere med hinanden. Det er umuligt. De er jo to forskellige dyr. Men måske kan de alligevel? Men når de snakker sammen, lyder det mest om et skænderi. Det virker faktisk ret underligt.

Der var gået en uge siden overfaldet, og jeg var ikke gået udenfor en eneste gang. Jeg kunne ikke. Jeg var bange. Jeg var bange for, at de vil komme tilbage igen. Jeg havde mareridt vær evig eneste nat om det. Jeg vågnede vær nat op med koldsveden løbende ned af ryggen, og det dunkede forfærdeligt i mit hoved, selvom der ikke var noget i vejen med det. Såret var syet sammen og heldet fint, og jeg var sluppet fri for de åndsvage badager.

Jeg havde simpelthen ikke ro inde i mig selv. Jeg kunne ikke finde ro nogen steder, og Emma var begyndt at blive urolig. Hun blev ved og ved med at vandre rundt i små cirkler med hovedet til gulvet. Den opførsel gjorde det bare værre. Nu spiste hun slet ingenting, og det var ikke spor betrykkende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv og hvad der var galt med Emma.

Jeg prøvede forgæves at give hende det meste af min opmærksomhed, men så blev Dusti sur. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have to dyr på en gang, da de begge behøvede opmærksomhed, og de havde en rigtig bitch-fight i gang. Det var faktisk virkelig irriterende, men jeg kunne ikke stoppe dem. Jeg har prøvet at skælde dem ud, men de bliver bare ved. Jeg havde tænk på at sætte dem ind i et rum vær for sig og se hvordan det går. Men jeg tror ikke jeg tør. De vil helt sikkert komme op at slås på en eller anden møde. Og jeg tror ikke, at Emma kunne finde på at spise en kat, hvis hun havde chancen. Hun havde jo redet mit liv, så hun ville helt sikkert kunne skåne Dusti.

Jeg lå nedtrykt i min seng helt alene. Dusti var i stuen, og Emma vandrede hvileløst rundt. Det havde hun gjort i langtid. I alt for langtid. Tankerne vivlede rundt i mit hoved, og jeg prøvede forgæves at sove videre, da der kom irriterende lyde inde fra stuen. Ikke igen. Lydene var høje, og det var lyde fra Dusti og Emma. Emma lød godt sur og irriteret, mens Dusti lod til at more sig, over Emmas vrede. Jeg måtte næsten advare Dusti. Jeg ved ikke, hvordan Emma er, når hun er sur. Og hun lød virkelig sur. Der lød høje knurre lyde, og skadefro katte-snak. Jeg sukkede dybt og irriteret, før jeg tvang mig på benene igen, da der var gået en time siden, jeg havde givet dem mad. Jeg håbede på, at Emma havde fået spist sin mad.

Med slæbene skridt fik jeg tvunget mig ud i gangen og videre ind i stuen, hvor Emma og Dusti opholdte sig. Dusti sad på en sofas ryg, og Emma stod lidt væk med blottede tænder og hårde og irriterende øjne. Jeg havde kun set hende sådan, da hun havde angrebet overfaldsmændene, og jeg vidste, hvis jeg ikke greb ind, så vil hun flænse Dusti i ti tusind stykker. Jeg kunne se på hende, at hun var klar. Klar til at gå til angreb.

”Emma – Dusti,” sagde jeg hårdt ud til dem, og de vendte opmærksomheden om på mig. Emma, der havde set så ond og irriteret, kiggede roligt på mig med milde himmelblå øjne, som om hun ikke mente det, jeg havde set. Hun så så sød ud, som hun sad der og kiggede på mig. Man kunne virkelig ikke være sur på hende længe af gangen. De himmelblå øjne der var så rolig og milde, kunne man ikke stå for. ”Dusti, kan du ikke være lidt sød overfor Emma.”

Dusti så ud, som om den ikke troede sine egne øre. Den lod ikke til, hvorfor den fik alt skæld uden, og Emma slap fri for ballade, da det var hende, der havde tænkt sig at flænse den. Men det var Dusti’ skyld, at Emma blev så sur. Den kat måtte altså tænke lide bedre, end den gør nu, for så ender det værtifald med, at Emma flænser den til punkt og prikke, hvis jeg ikke holder øje med dem. Hvilket jeg har tænkt mig at gøre.

Jeg rustede irriteret på hovedet, inden jeg satte kurs mod køkkenet. Jeg ville og skal se, om Emma havde spist sin mad. Jeg åbnede roligt døren til køkkenet, og jeg så i øjenkrogen, at Emma lagde sig så langt væk fra Dusti som muligt, mens hun holdt blikket rettet på mig. Det var et undskyldende blik, der sendte mig videre ud i køkkenet. Jeg fandt vej hen til hendes hundeskål, som jeg fik Gemma til at hente. Det lod ikke til, at min familie brød sig om Emma. Hvorfor? Hvad var, er galt med Emma? Hun gør ikke en flue fortræd. Jo måske. Men det sker, jo kun fordi, hun bliver sur.

Jeg kiggede spændt ned i hendes madskål. Den var fuldkommen det sammen. Den var ikke blevet rørt siden, jeg havde givet hende det. Jeg mærkede bekymringen i min krop, da jeg så, at Dusti hoppede op på køkkenbordet, som om hun ville høre, hvad der vil ske nu.

”EMMA!” stemmen lød i hele bygningen, så Emma ikke kunne undgå at høre den.

Lyden af rolige poter mod gulvet afslørede, at en forsigtig Emma var på vej. Jo tætter Emma kom på køkkenet, jo mere skadefro blev Dusti. Dusti’ øjne var store og hendes hale viftede højt i vejret, mens Emma kom ind med sænket hovedet. Emma tog langsomt de sidste skridt mod mig og satte sig ned med hovedet mod gulvet.

Jeg sukkede og satte mig ned på hug, så jeg nogenlunde var på størrelse med hende. Hendes himmelblå kiggede flovt ind i mine, mens halen var mellem benene og ørerne hang uroligt ned. Hun brød flovt øjenkontakten, inden jeg lod en hånd glide igennem hendes tykke pels, der sad som skulle. Pjusket og dejlig blød.

”Du skal altså spise noget, Emma,” sagde jeg roligt og begravede min næse i hendes bløde pels, som kilede mig i ansigtet, mens Dusti gav et irriteret hvæs fra sig, inden hun skred ud for køkkenet, da der ikke skete noget, som der insisterede hende. ”Jeg bliver altså bekymret for dig.”

Emma kiggede hurtigt op på mig, som om hun forstod, hvad jeg sagde. Jeg følte, hver gang jeg talte med hende, at hun forstod mig og jeg forstod hende. Hun lod til at være meget overrasket, inden hun slikkede mig i hovedet, som om hun vil sige: ”Jeg kan lide dig.” Jeg smilede sødt til hende, mens hun lagde sig ned med hovedet i mit skød. Det havde hun aldrig gjort før, så det overraskede mig en del. Det tog mig tid, før jeg aede hende over pelsen, som opslugte mine hænder, som et bølgende hav.

”Hvad skal vi gøre med dig,” sagde jeg kærligt, og hun sukkede fredfuldt, inden hun lukkede øjnene. ”Skal vi ikke få dig til en dyrlæge, og se hvad han siger til det madproblem.”

Ved ordene gik der en gysen igennem Emmas krop, mens hun løftede hovedet og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg nussede hende blidt bag ørerne, da hendes blik fortalte mig, at hun ikke kunne lide dyrlæger. Men hvorfor? Der lugtede måske ikke ret godt, men det hele var jo for hendes bedste. Jeg vidste, at Emma ikke frivilligt ville tage til dyrlæge sammen med mig, men jeg blev nød til at tvinge hende. Det var jo for hendes skyld, at jeg gjorde det.

Beslutsomt rejste jeg mig op og tog min Iphone på køkkenbordet, mens Emma gik ind i hovedet. Hun så trist ud. Hendes pjuskede hale lagde ned langs hendes bagben, mens ørene hang slap ned, og Dusti, der havde siddet på sofaryggen, så både tilfreds og irriteret ud, mens den holdt øje med vær og eneste bevægelse, Emma lavede. Jeg trykkede hurtigt telefon numret ind til dyrlægen, som jeg plejede at tage. Jeg håbede, de havde fostand på ulve, eller retter sagt hunde.

Jeg fik hurtigt lavet en aftale i dag, som snart skulle finde sted. Jeg skulle af sted nu, hvis vi skulle nå det.

”Kom så, Emma,” råbte jeg ud i lejligheden, mens jeg satte kurs mod hoveddøren, hvor jeg tog overtøj på og fandt min nøgle i lommen.

Emma kom luntende med et trist ansigt udtryk, der absolut gjorde, at jeg måtte tvinge hende. Der var så meget stædighed i det, at jeg blev bange for, at hun ville bide mig. Men da jeg kiggede hårdt på hende, gik hun med mig udenfor. Jeg låste døren og tjekkede efter, om den virkelig var låst. Med Emma ved min side ville det ikke gå galt. Jeg vidste, at ingen ville overfalde mig, når Emma var ved min side. De var bange for hende. Bange for, at hun ville angribe dem, hvis de gjorde mig fortræd, og jeg var en smule glad for at være i sikkerhed.

På vej til bilen, kiggede jeg mig konstant over skulderene for at sikre mig, at jeg ikke blev forfulgt, eller om overfaldsmændene lå på luger. Jeg var blevet meget forsigtigere siden, mit overfald og meget mere glad for hunde og ulve. Jeg havde faktisk sat mig for at finde mere ud af ulvene, da jeg var så nysgerrig over, hvorfor Emma gjorde, som hu gjorde, og hvorfor hun er så venlig, når hun er en ulv. En ulv burde da, have dræbt mig. Burde den ikke? Der var så mange spørgsmål, at jeg var bange for, at jeg aldrig vil kunne få svar på dem og det ville for altid var en gåde for mig. Lige nu var det en gåde. En gåde som jeg ikke kunne løse.

Jeg var næsten ved at gå ind i min egen bil, hvis Emma ikke havde advaret mig med et ulvehyl, som gjorde, at jeg sprang forskrækket tilbage, da jeg troede, at hun havde fået øje på en af overfaldsmændene. Men der var ikke nogen på gaden, kun mig og Emma. Jeg vidste ikke en gang, hvad der var sket med overfaldsmændene. Var de stadig i live, eller havde Emma virkelig spist dem. Det var i værtifald, det folk sagde. Politiet havde kunnet fundet den ene, og jeg havde oplyst, at der havde været to. Folk havde ment, at Emma havde spist den anden mand. Men det tror jeg ikke på. Jeg vidste, at Emma ikke vil gå så langt. Emma var ikke en morder. Hun havde bare forsvaret mig. Hun havde sikkert gemt den anden mand et eller andet sted. Men hvor? Hvis jeg kunne finde den mand, ville jeg kunne bevise, at det ikke var Emma, som havde spist ham. Nu havde jeg endnu en ting, jeg skulle have fundet ud af.

Jeg låste fraværene bilen op og åbnede den ene dør, så Emma kunne hoppe ind. Hun hoppede modvilligt op på forsædet, inden jeg roligt smækkede døren i og hoppede selv ind bag rettet. Jeg kunne mærke på Emma, at hun gjorde det her, for min skyld. Hvilket jeg var taknemmelig for. Jeg startede bilen og kørte roligt ud på vejen. Der var ikke ret meget trafik, og fodgænger slappede af ved fodgængerovergange. Der var en enkel kvinde, som fik min opmærksomhed. Det var en rødhårede dame med skarpe øjne og de var rettet mod Emma, eller der var hun havde siddet. Hun lå ned, mens hun utålmodigt ventede på, at jeg skulle køre videre, og det gjorde jeg. Hvad var der med den rødhårede dame og Emma? Kendte de hinanden? Det ville være fuldkommet umuligt. Emma var en vild ulv, da jeg mødte hende og da hun rede mig. Hvis hun ikke havde, havde hun jo haft halsbånd på eller ligne.

Jeg kunne næsten ikke få tankerne ud af hovedet, men med en pose held fik mig til at holde koncentrationen på vejen, mens Emma langsomt rejste sig op, da hun havde sikkert sig, at vi var ude af den rødhårede synsvinkel. Jeg kiggede kort på hende, men hun kiggede ikke på mig. Hun kiggede lige ud, mens hun så ud, som om hun tænkte på noget vigtigt, for hun så meget koncentreret ud. Jeg kørte roligt videre, indtil at jeg parkerede uden foran en murstens hus, hvor et skilt var tydelig placeret. Dyrlæge Clausen.

Jeg gik der hen, efter at gave lukket Emma ud og låst bilen. Emma gik lige ved min side, som om hun var bange for at blive væk fra mig. Jeg opdagede først hvorfor, da vi trådte indenfor, hvor der lugtede stærkt af dyrlæge, mens vi satte kurs mod det lille venteværelse, hvor en ældre mand sad med en ordentlig Rottweiler. Emma rustede som aldrig før, mens jeg satte mig på en stol, og hun kom krybene hen til mig. Hun lænede sig op ad mine ben, mens jeg mærkede hendes rystelser igennem hende. Jeg prøvede at beroliger hende ved at nusse hende bag det ene øre. Langsomt begyndte hun at slappe af, og manden med Rottweileren blev kaldt ind.

”Det skal nok gå, Emma. Jeg er ved din side hele tiden, jeg forlader dig ikke. Det kan jeg aldrig fine på,” sagde jeg roligt til hende, og hun kiggede forsigtigt op på med mig med de smukkeste himmelblå øjne, jeg havde set i mit liv. Hendes øjne var de smukkeste jeg havde set. De glimtrede altid i solens skær. Jeg kunne simpelthen fare vild i dem. Så smukke som de var.

”Emma,” lød det fra en mand med skæg og venlige ansigt træk, efter ti minutter ekstra. Dyrlæge Clausen kiggede på Emma, der igen trykte sig helt ind til mig. det var tydeligt, at hun ikke gad være her. Jeg nussede hende kort, inden jeg rejste mig og fulgte med dr. Clausen ud af døren og ned af trapperne. Emma fulgte modvilligt med, med halen mellem benene. Hun krøb af sted bag mig. Hun forsvandt aldrig for min side.

”Nå, hvad er der, så galt med den unge frøken, du har taget med dig,” sagde Clausen med ryggen til, da vi trådte ind af en trædør, som jeg lukkede efter mig. Jeg ville helt ikke have, at Emma stak af, når hun fik chancen.

Der var højt til loftet, og hvidt over alt. I midten af rummet stod der en metalbriks, som Emma stirrede på. Der lugtede dårligt her inde. Jeg kan ikke beskrive lugten, for jeg kendte den ikke. Den var sød af en art, blandet med noget stærkt af en art. Jeg kunne værtifald ikke lide lugten, og det lod heller ikke til, at Emma gjorde. Hun havde et utilfreds ansigt udtryk, mens Rottweileren og ejeren gik ud mod udgangen.

”Hun spiser ikke rigtig noget. Jeg har prøvet at give hende alt, det hun ville ha’, men hun spiser stadig ikke noget,” sagde jeg, mens jeg roligt strøg Emma over hovedet, som var ved min side.

”Hvad giver du hende at spise.” dr. Clausen kiggede gennemtrængende på Emma, der søgte læ bag mig. Derefter vendte han opmærksomheden mod mig. Jeg forstod godt, hvorfor Emma gemte sig bag mig, for det havde jeg også løst til at gøre, da jeg så dr. Clausens blik gennemborer mig. Det alvorlige og hårde øjne der trængte ubehageligt ind i min sjæl. Jeg havde ikke løst til at nævne, hvad jeg gav Emma at spise, men vidste, at jeg var tvunget. For hvis jeg ikke gjorde, så fik jeg aldrig at vide, hvorfor Emma ikke spiser.

”Leverpostej,” sagde jeg stille og afbrød øjenkontakten, mens Emma borede sin kolde snude mod mine ben. Jeg vidste, at hun lyttede med.

”Leverpostej,” sagde dr. Clausen overrasket, at jeg sprang et skridt tilbage, og Emma gav en pivende lyd fra sig, da jeg trådte hende på halen. Jeg slap hurtigt hendes hale fri, og hendes skønne ulveansigt tittede frem bag mine ben. ”Det er en ulv, Harry, ikke en hund. Ulve spiser kød og ikke leverpostej!”

Jeg vidste, at han ville sige det, men det var bare det, at hun heller ikke ville spise kød. Jeg har prøvet at give hende det, men hun æder det ikke. Hun lader det være lige som ved leverpostejmadderne, som jeg vær gang prøvede at få hende til at spise, men intet resultat.

”Jeg har prøvet at give hende kød, men hun rør det ikke,” sagde jeg hidsigt, mens Emma satte sig på min ene fod, som om hun ville beskytte mig mod ham, hvis han gik til angreb på mig.

”Harry, tænk dig lidt om,” sagde dr. Clausen irriteret, mens han utålmodigt lagde armene overkors. Hvad var det, han ville have mig til at tænke på? Jeg tænkte allerede godt i forvejen. Jeg vidste udmærket, hvad jeg gjorde, og det skal han ikke forhindre mig i. Jeg vidste, at alt det her drejede sig om Emma. Jeg vidste næsten allerede, hvad han ville sige, men jeg havde ikke tænkt mig at give efter.

”Tænke på hvad!” halvråbte jeg vredt, og folk inde fra dukkede op for at se, hvad der skete.

”Det er en ulv. Hun er farlig. Hun dræber dig, når hun for chancen. Det ville være bedst, hvis hun kunne komme i zoo og være. Der er der nogen af hendes egen slags,” råbte dr. Clausen hårdt tilbage til mig.

Jeg kunne mærke vreden stige i min krop, mens Emma kiggede uroligt op på mig. Jeg kunne se i hendes blik, at hun ikke vil lukkes inde i et bur, og det ville aldrig ske, for det ville jeg aldrig tillade. Emma var ikke farlig. Hun var en ven, som behøvede omsorg og kærlighed. Hun skulle ikke i zoo, det ville blive over mit lig. Og det havde jeg tænkt mig at fortælle ham.

”Det kan du godt droppe alt om,” råbte jeg, og det gav et chok i flokken af læger, og en flot lyshårede pige med slangekrøller og smukke grå øjne, men de kunne ikke slå Emmas. Pigen tabte næsten underkæben af overraskelse ved synet af mig. Jeg ignorerede hende. ”Hun skal ikke i zoo. Aldrig i livet. Hun er ikke spor farlig på nogen måde. Hun har redet mig ud af klørene på to overfaldsmænd …”

”Og spist den ene, og den anden var ved at forbløde, hvis nogle folk ikke havde stoppet blødningen hurtigt nok,” afbrød dr. Clausen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, da jeg ikke havde noget bevis på, at hun ikke havde ædt den ene. Jeg havde rodet mig ud i en svær situation og jeg skulle nok bevise, at hun ikke er farlig.

”Far, lad dog ham være,” lød det irriteret for den lyshårede, og hendes far gav hende et hårdt blik, men hun holdte ikke kæft. Det var tydeligt, at hun ikke var bange for hendes far. ”Ulven er ikke spor farlig. Den gjorde det for at rede ham.”

Dr. Clausens underlæbe dirrede af raseri, inden han kiggede hård på sin datter. Det lod til, at han mest havde løst til at råbe af hende, men gjorde det ikke, for der var for mange mennesker, der hørte ham og det ville han ikke have. Det gættede jeg værtifald.

                                                                               


Der var gået flere timer siden, jeg havde været ved dyrlægen og jeg havde stadig væk ikke fundet ud af, hvad der var galt med hende. Jeg spekulerede over alt det, som dyrlægen havde sagt. Var det virkelig rigtig, at Emma var farlig, selvom hun havde redet mit liv? Gjorde hun det kun fordi, at hun ville slå til, når jeg mindst venter det? Vil hun overhovedet overveje at dræbe mig? Måske var det bedst at skille mig af med hende? Måske var det bedst, at hun begyndte at omgås sine egne, og ikke en som mig? Jeg kunne jo godt klare mig selv, men alligevel ikke. Jeg vil ikke kunne rede mig selv ud af at overfald igen, og hvis jeg gjorde, ville jeg blive slået ihjel, for der var ingen til at rede mig. Emma ville være sparet inde hos sine artsfæller, og leve under deres regler. Vil alfahanen overhovedet tage hende med i flokken?

Mine tanker skræmte mig næsten til døde. Hvordan kunne jeg tænke sådan? Hvordan kunne jeg dog tænke på, at lade hende komme i zoo, og lade hende rende rundt med de andre ulve? De ville helt sikkert ikke have hende med. Hun havde jo allerede personlighed som en opdragen hund. Hun var ikke vil som dem. Hun var ikke kødæder. Hun ville have menneskemad. Hun nægtede at spise kød eller hundemad. Hun gad simpelthen ikke. Hendes udseende var som en ulv, men hendes personlighed var som en hund. Skru ikke hunden over hårene. Jeg kan ikke en gang huske, hvordan det ordsprog siges. Typisk mig.

Jeg vågnede for min trance, da jeg mærkede noget koldt mod min bar arm. Jeg kiggede roligt ned på Emma, der sad ved siden af min seng. Hun blev ved og ved med at puffe til mig. Jeg burde have kaldt hende Puf, for hun puffer til en rimelig meget. Jeg kiggede ned på Emma, der kiggede sødt op på mig. Hvad ville hun? Det gik hurtigt op for mig, da dørklokken lød. Shit, jeg havde helt glemt alt om, at drengene skulle komme + Perrie og Elanor.

”Godt husket, Emma.” jeg klappede roligt Emma på hovedet. Hun lukkede fredligt øjnene og nød mine berøringer. Jeg rejste mig op, da drengene blev utålmodige. De ringede på dørklokken som åndsvage, og Dusti hvæsede irriteret, inden hun gemte sig under sofaen. Emma fulgte efter mig ved min side.

Jeg krydsede roligt stuen og ud til hoveddøren. Jeg kiggede ned på Emma, som satte sig pænt ned, før jeg åbnede døren. Drengene væltede ind, at man ikke kunne lade vær med at grine af dem og ruste på hovedet. Kæresterne kom til sidst, mens de rustede på hovedet. Jeg kunne nærmest høre deres tanker: ”De er ikke rigtig kloge.”

”Norh, hvor den sød,” udbrød Perrie, da hun fik øje på Emma, der sad roligt og kiggede på drengene, som væltede ind i stuen. Eleanor kom op på Perrie’ side, og de nussede godt og grundigt. Det lod til, at Emma nød det. Det så værtifald sådan ud. Hun lå ned med lukkede øjne og tungen ud af munden.

Jeg gik roligt ind i stuen og lod pigerne være i fred med Emma, som ikke havde tid til at se, hvad der skete omkring hende. Drengene havde allerede erobret sofaerne, da jeg trådte der ind. De vinkede alle sammen til mig som åndsvage. Jeg siger det lige, vi er ikke rigtig kloge nogen gange. Men de tossede har det altid sjovest.

”De er vist vilde med hende,” grinede Louis henne ved tv’et, da Emma kom lunterne og hoppede elegant op i sofaen ved siden af mig. Hun satte sig ned med tungen ud af munden, mens hun kiggede rundt på drengene.

”Harry,” sagde Liam, der sad ved siden af Emma. Jeg lænede mig tilbage, så jeg kunne se for Emma, der tornede sig op over ham. ”Har du hørt om pigen, der er forsvundet.”

Jeg kiggede forvirret på ham. Var der en pige, der var forsvundet? Det havde jeg ikke hørt noget om. Liam tog min forvirring som et nej, mens han roede efter noget i en taske.

”Stakkels mor,” sukkede Perrie trist.

”Og pige,” tilføjede Eleanor i samme tonefald, mens hun lænede sig op ad Louis skulder, og Louis tog armen om hende, da Liam endelig fandt, det han ledte efter. Han lagde et blad på bordet, og Emma kiggede nøje på forsiden, og det samme gjorde jeg.

Det var et billede af en smuk brunhårede pige med lette bølger hist og her. Hun havde et hjerteformet ansigt, og hun havde den nøjagtig samme øjn farve som Emma. Hvor mærkeligt. Pigen var rigtig smuk. Rosenfarvede læber, smal næse og korte skulder. Hun bar ikke makeup. Måske mascara. Hvad ved jeg. Ingenting.

Jeg kiggede ned på over skriften, der stod tydeligt ud, at man ikke kunne tage fejl ved bogstaverne. Emma Walter, forsvundet. Pigen hed Emma, og havde den samme øjenfarve som ulven Emma. Mystisk. Meget mystisk faktisk. Emma, der sad ved siden af mig, stirrede forbavset på billedet. Kendte hun noget til den pige? Det var umuligt. Det her var en virkelig mærkelig dag + mystisk.

Jeg runkede øjenbrynene, før jeg bladerede rundt i bladet for at finde mer ud af denne pige. Efter nogle sekunder fandt jeg siden.

 

Emma Walter, forsvundet for omverden.

Den 5. marts ringede en bekymret mor til politiet og fortalte, at hendes atten årig datter, Emma Walter, var forsvundet sporløst. ”Det var en katastrofe, da hun ikke kom hjem den nat,” siger hendes mor, Elisabeth Walter. Den unge pige var taget ud på en vandre tur, da hun kom hjem fra skole, som hun elsker at være på. Det havde været en køgelig dag med svag blæst, og skolebørn var på vej hjem, men ingen så Emma Walter, tage af sted. Elisabeth vidste ikke, hvor hendes datter gik hen, hvilket hun skammer sig over. ”Hvis jeg bare, jeg havde spurgt hende, hvor hun gik hen, så kunne jeg være til nytte,” siger en trist Elisabeth. Hun hader tanken, om at hendes elskede datter, ikke kan findes nogen steder. Politiet, gør alt hvad de kan for at finde hende. De tror, at hun er blevet kidnappet, hvilket gør moren endnu mere bekymret. Hun ved ikke, om hun nogensinde vil få sin datter at se igen. Men det der undre politiet mest er, at pigen forsvandt den samme dag, som Harry Styles blev overfaldet. Politiet tror, at pigens forsvinding og Harrys overfald hænger sammen på en eller anden måde. I mellem tiden sætter moren oplysninger op i gaderne.

Lige meget hvad er der ingen spor af den atten årig pige, der er kendt for at være livsglad og sød. ”Hvis I ser hende, så tag hende med hjem, og ring til politiet eller til mig,” siger moren.

 

                               

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...