Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5498Visninger
AA

6. 4. Et nyt hjem, med en ny fjende.

 

Ambulancen stoppede ude ved et hospital. Jeg følte mig usikker. Jeg vidste ikke hvordan alt det her vil ende. Det eneste jeg vidste, var, at jeg havde gjort en god gerning.

Jeg blev længe siddende på den stol jeg sad på. Det var, som om jeg ikke kunne røre mig. Det eneste jeg kunne var at stirre på Harry. Gang på gang kiggede jeg på hans smukke ansigt. Hans sovende ansigt. Hans øjenlåg skjulte hans fantastiske grønne øjne, som strålede som solen. Hans ansigt strålede som solen for mig. For mig var han ikke bare en berømthed. Han var en ven. En ven som ikke fortjente at blive overfaldet. Han var en der hjalp en, selvom man var anderedes. Jeg var anderledes i den grad. Men jeg var ligeglad. Jeg var, den jeg var, og det kunne igen tage fra mig. Ingen. Jeg kunne ikke bevæge mig uden ham. Jeg ville ikke gå nogen som helst steder uden ham. Jeg ville blive ved hans side og passe på ham. Og jeg ville gøre det, lige meget hvem det var og hvornår. Så lige meget om jeg selv var såret og på dødens ran, så ville jeg stadig væk kaste mig ud for at rede mig. Jeg var ikke en helt. Jeg gjorde bare det, som jeg følte var rigtigt. Og min beslutning var rigtig. Jeg kunne føle det. Ingen skulle stå i vejen for det. Heller ikke min mor. Hun havde ikke noget at sige. Jeg kunne godt klare mig selv. Med hjælp eller uden. Jeg forstod godt, hvis Harry ikke vil have mig boende. Jeg var jo en ulv. Mennesker tolker ulve som farlige. Men det er deres natur. Jeg ville i værtifald holde øje med ham.

Ambulancen mændene åbnede døren til ambulancen for at få Harry ud. Jeg hoppede selv ned fra stolen, jeg havde siddet på. Jeg var den første som nåede udenfor. Til min overraskelse var der fans. De var alle tavse, mens Harry blev løftet ud på en båre. Hans ene hånd gled ud og den ramte mig i hovedet. Jeg slikkede hans hånd. Fansene holdt godt øje med mig, mens jeg roligt skubbede til Harrys hånd. Jo tætter vi kom på hospitalet, jo mere gik jeg ved siden af båren. Jeg frygtede, at de ville benægte mig ad gang. Hvis de gjorde, kunne jeg ligeså godt smutte. De så mig vel for ikke at være til hjælp. Da vi gik forbi fansene, der næsten havde gjort døren usynlig, aede mig på ryggen. De hviskede alle sammen Harrys helt i mine øre. Nogle sagde endda, at de var glade for, at jeg havde redet ham, og at de synes, at jeg skulle blive hos ham og passe på ham for dem. Og andre sagde, at jeg var en rigtig helt. For vært et ord de sagde, blev jeg mere og mere stolt over min handling. Jeg havde endelig gjort noget, som førte noget godt med sig. Nu kunne min mor blive stolt af mig. Hun mente mange gange, at jeg var uansvarlig. Meget uansvarlig. Hun mente nogle gange, at jeg skulle på kostskole. Hvilket jeg ikke gad. Endelig var jeg ikke en skamplet på familien, som min mor kaldte mig.

Indenfor var det dejligt varm, og der var næsten ingen. Folk vandrede stille forbi uden at lægge mærke til os. Hvilket jeg godt kunne lide. Jeg gik tæt ind til båren, så Harrys hånd lå på mit hoved. Min spidse runde øre opfangede telefonsamtaler, fansenes snakken, og ikke mindst Harrys åndedragt. Jeg lyttede til den som aldrig før. Jeg ville reagere hurtigt, hvis det stoppede. Hvis hans hjerte stoppede. Jeg havde ansvaret for ham. Jeg skulle nok søger for, at ingen fik lov til at gøre ham fortrød igen. Koste hvad det ville. Jeg skulle gøre min pligt. For jeg var Emma Walter. Walter-familien havde altid været respekteret over hele landet. En Walter-familiemedlem hjalp altid andre, selvom de var på dødens ran. Walter-stammen var kendt for deres redningsaktioner, deres råd og vejleding, deres logik, og ikke mindst deres familiesammenhold. Vær Walter-medlem stod hos deres familie gennem tykt og tyndt. Jeg havde vist, at jeg var en rigtig Walter. En som min far. Han har redet folk lige som resten af hans slægt. Og jeg kan være stolt af, at jeg er hans datter. Og jeg vidste, at han var stolt af mig. Min mor og far kunne genkende mig som ulv. Hvordan det vidste jeg ikke. Men hvad ravede det mig. Men lige nu håbede jeg, at min far ville se min heltegerning. Hvis jeg skulle vælge, hvem jeg bedst kunne lide mellem min far og mor, var det min far. Selvom han ville have mig afsløret. Men det ville han ikke nu. Det vidste jeg. Ellers ville han have gjort det for langtid siden.

Med halen sænket og hovedet højt, fulgte jeg med ned af en lang marmorgang, hvor læger og sygeplejerske myldrede forbi, mens de sendte mig et forskrækket blik, inden de gik videre. Nogle stoppede endda op for at se beder på mig. Jeg tog mig ikke af dem. jeg ignorerede dem, mens jeg flere gange puffede til Harrys hånd for at se, om han var vågnet. Men han var stadig bevidstløs. Vågn nu op Harry tænkte jeg. Jeg havde det dårligt med, at han ikke vågnede. Han skulle vågne ellers var alt mit hårde arbejde og anstrengelser nytteløst. Jeg gik med dem ned af en ny gang, hvor nyhedernes kelingsmelodi nåede mine øre. Jeg kunne ikke lade vær med at stoppe op henne ved et personalerum. Til mit held drejede ambulancemanden ind på stuen overfor. Jeg lod dem gå. Jeg skulle bare lige se om de nævnte min auktion.

Bag værten der var en spinkel kvinde, kom der et billede op. Det var af en stor ulv, der sad og bevogtede Harry Styles. Det var mig. Jeg kiggede ned på overskriften. Den var så stor, at man ikke tog fejl af den. Selv blinde kunne få øje på den. Med store hvide bogstaver dannede en sætning, som gjorde mig til den stolteste menneske/ulv i verden. EN ULV REDER BERØMTHEDEN, HARRY STYLES FRA ONE DIRECTION.

I aftes skete der noget der både overraskede bandet og alle fansene,” sagde værten og fumlede med sine papirer. Hun kiggede direkte ind i kameraet med sine grå øjne, der var fremhævet med sort mascara. ”Den kendte Harry Styles blev overfaldet. Gerningsmændene er stadig på fri fod, men politiet gør, hvad de kan for at få ramt på de usle overfaldsmænd. Men det der overrasker ulve eksperter mest, er ulven der redede Harrys liv.”

Jeg blev stående, selvom døren til Harrys stue lukkede sig. Hvad mener de med, at ulve eksperter er overrasket over min optræden? Det nok ikke ret sjældent, at en ulv reder en berømthed, men hvad så. Jeg gjorde det rigtige for at leve op til mit efternavn. Jeg redede ham ikke på grund af det, men på grund af hans venlighed. Hans mod. Jeg lyttede ikke med til ulve eksperternes kommentarer. De sagde et eller andet med, at de aldrig har set sådan en ulv før. Men så er jeg ikke hen hel normal ulv. Men da værten meldte, at de skulle snakke med en mand, der hed Aiden Walter. Min høre sans kom igen på stilke. Det var min far.

En muskuløs mand kom på tv’et. Han havde høje kindben og et afslappende ansigtsudtryk. Han bag en halskæde som lignede min. Ulvehalskæden var et kendetegn på en Walter medlem. Men det vidste ikke ret mange. Næsten ingen. Min far smilede ud til kameraet, mens han aede en schæferhund på hovedet.

Var ulvens auktion en rigtig Walter-auktion?” spurgte jonalisten, der havde en fugle stemme lys og syngene.

Ja, det er det,” begyndte min far, mens han kiggede ind i kameraet, som om han vidste, at jeg så med. Jeg vidste, at han havde genkendt mig. Og han ville rose mig igennem kameraet. ”Hvis ulven var et menneske, hvilket det ikke er. Det ville jo være umuligt. Men hvis det var et menneske, og jeg var menneskets far, så ville jeg være ret stolt. Jeg vil betragte ulven som en Walter medlem.”

En tåre prikkede min i øjnene, inden jeg logrede med halen og satte kurs mod Harrys stue, hvor en sygeplejerske gik ud af. Jeg havde hørt nok af min far. Endelig var jeg en rigtig Walter-medlem. Det havde jeg altid ønsket mig. Men lige nu var det ikke så vigtigt som Harry. Min far var stolt af min handling. Med glæden om hjertet, gik jeg ind på Harrys stue. Det var et højloftet rum med to stole ved hospitalsengen, hvor en skikkelse lå helt stille. Der var flotte vinduer, som havde udsigt til parkeringspladsen. I vindueskarmen stod der nogle smukke blomster, der glimterede mat for månens skær.

Det overraskede mig faktisk, at det var blevet mørkt. Jeg synes ikke, at tiden var gået langsom – men hurtig. Det føltes, som om jeg lige var stået op i mit mørke værelse, hvor jeg måtte fumle mig vej igennem mørket. Det tætte, trætte mørke som herskede i det. Dag og nat. Jeg savnede faktisk lidt mit værelse. Den velkendte lugt af hund, der levede i det. Ulvehårende på min seng. Jeg sov mest som ulv, da jeg ikke skulle have dyne på, for jeg havde en tyk pels, som kunne holde mig varm. Også kunne jeg hurtigere høre ukendte lyde. Jeg kunne huske en nat, hvor jeg havde hørt en ukendt bil, køre ind i vores indkørsel. Det var en tyv, og jeg havde hurtigt fået tilkaldt politiet, inden tyven havde noget at stoppe motor larmen.

Jeg smilede ved tanken om tyvens overraskede ansigtsudtryk. Jeg vendte straks tilbage i verden igen, hvor jeg luntede hen mod en stol, der stod på højre side af sengen. Med et elegant spring, sad jeg der oppe. Jeg kiggede på Harrys sovende ansigt. Det meste af hans krøllede hår var fanget i en tyk hvid bandage, der fik hans krøller til at forsvinde. Hans arm var syet sammen, så det ikke bløde længere. Han så så sød ud, som han lå. Han lå på ryggen med lukkede øjnene. Jeg så et smil pille over hans læber. Han måtte tænke på noget dejligt og noget han kunne lide.

Jeg missede træt med øjnene. Jeg var også selv træt. Men jeg gad ikke sove på gulvet eller på stolen. Gulvet var for koldt og for hårdt. Stolen var for lille. Så jeg havde ingen sted at sove. Jeg gabte højlydt, at jeg blottede mine tænder, som var skabere end hundes. Tag den hunde. Men jeg kunne heller ikke være vågn resten af natten. Jeg havde brug for mine ti timers søvn, ellers skulle man ikke gå mig på tværs. Så tog jeg en beslutning, som jeg ikke en gang tænkte over, før jeg gjorde det. Jeg sprang forsigtigt op i Harrys seng. Jeg landede på siden og det lykkes mig at holde balancen. Jeg forsatte ned i hans fodende, hvor jeg lagde mig med et dybt suk. Her kunne jeg holde øje med klokken og døren. Klokken var to om natten. Jeg ville ligge her og passe på Harry. Ingen skulle røre ham, og hvis de gjorde, fik de med mig og bestille …

Jeg var omgivet af mørke. Et tæt mørke. Jeg kunne ikke se. Jeg kiggede ned af min krop, som var menneskelig. Jeg var tilbage som menneske. Jeg gik videre i mørket uden at ville. Jeg gik og gik. Jeg mærkede frygten skrige i min krop. Den ville have mig væk her fra. Jeg ville gerne væk, men jeg kunne ikke. Det var, som om mørket sugede mig indtil sig. Den sugede mig længere ind i mørket. Jeg kunne mærke, at jeg rustede. Rustede over hele kroppen. Ikke en eneste kropsdel i min krop var roligt. Det føltes, som om alt eksploderede i min krop, da jeg mærkede noget under mig forlade mig. Jeg faldt og faldt. Og det hele blev ved med at være mørke. Der var ikke noget lys. Jeg havde brug for lys. Jeg var mørkerad lige nu. Jeg plejere aldrig at være mørkerad. Jeg har altid været modig. Undtagen når det galte problemer. Jeg rander for mine problemer. Men et vært menneske har deres svagheder, og det er min. Det har jeg accepteret, ligesom jeg har accepteret min unormale evne. Den evne jeg ikke ved, hvor kommer fra. Jeg ved faktisk ikke noget om min evne. Jeg ved ikke en gang, hvordan jeg har fået den. Er det held? Eller er det noget, jeg har gjort i mit liv, som jeg ikke kan huske? Det var et være rod, mens jeg blev ved med at dale længere og længere ned i mørket. Dette mørke var uendeligt langt. Den ville aldrig stoppe. Jeg skulle blive her for evigt ...

Lyden af en dør som smækkede, fik mig helt op på højkant. Jeg satte mig op med et ryk. Det var ikke mørkt for øjnene af mig. Jeg kiggede Harry, der lå forsvarsløs foran mig. Det var bare en drøm. En dum drøm som havde fået mine tanker om evnen frem. Jeg prøvede ellers at glemme dem. Men det var umuligt. Det var sandt. Jeg vidste ikke en pind om min evne. Min evne til at forvandle mig. Da jeg var lille, forstod jeg det ikke. Og det gør jeg stadig væk ikke. Hvorfor er det mig, der har evnen og ikke andre? Er det min skæbne?

Tankerne var irriterende, mens jeg mærkede nogle blikke mod mig. Jeg vendte langsomt hovedet. Jeg var parat til forsvar, hvis det var overfaldsmændene igen. Jeg blottede tænder mod personerne, der stirrede forbavset på mig. Jeg blev straks venlig igen, da jeg så hvem det var. Harrys mor og hans storesøster Gemma. Jeg nikkede i med hovedet og hoppede ned for sengen. De kiggede stadig på mig, mens jeg langsomt gik hen til vindueskarmen. Jeg blev nærmest tvunget til at ligge mig på gulvet. Jeg lagde min på gulvet, inden Gemma og Anne satte sig på stolen. Jeg slap dem ikke af syne. Ikke fordi jeg ikke troede, at de ville overfalde ham, men … fordi jeg ikke havde noget at lave.

Anne stryg ham over panden, mens hun sagde noget til ham, som jeg ikke lyttede til. Gemma sad tavs på stolen og kiggede på sin lillebror. De så ikke ligefrem glade ud. Jeg forstod dem også godt. At se en søn være smadret til plukfisk ville gøre ondt på alle. Også på storesøsteren. Selvom storesøster og lillebrødre har det med at skændes. Men inderst inde vidste man, at man elskede hinanden. Man kan komme op og skændes, men man elskede stadig væk hinanden. Det er det man kalder søskende kærlighed.

Jeg vandrede lidt rundt en gang imellem, mens jeg overvågede dem. Ingen snakkede med mig og det gjorde mig lidt irriteret og ensom. Jeg trængte til noget opmærksomhed, men gjorde ikke noget for at få den. Jeg ville ikke være uhøflig. De havde sikkert ventet hele natten på at se til ham, mens jeg havde været her resten af natten og passet på ham. Jeg har sovet i hans fodende for at sikre mig, at der ikke skete ham noget.

Men så skete der noget, som både fik mig, Anne og Gemma til at vende opmærksomheden på Harry. Han rørte på sig. Han havde ikke rørt på sig i langtid. Med bankene hjerte, hoppede jeg op i fodenden igen. Gemma vendte øjnene mod mig. Jeg kiggede ikke på hende, men på Harry. Jeg satte med hjertet lige i halsen. Sig at han vågner. Så ved jeg, at jeg har redet ham fuldt ud. Vi sad alle tavse i langtid, mens vi kiggede på Harry. Efter fem minutter åbnede han øjnene. Jeg så hans grønne øjne, som strålede om kap med solen udenfor. Det var, som om et fyrværkeri blev tændt i mig. Den eksploderede mig. Jeg var simpelthen så glad. Og det var de andre to hvis ose. De så ud, som jeg følte mig.

”Hvad er der sket?” spurgte han og satte sig forsigtigt op, mens han tog en hånd til hovedet. ”Hvor er jeg?”

”Du var blevet overfaldet,” sagde Anne og omfavnede sin søn. Jeg lå og så på, mens de krammede ham på skift. ”På hospitalet min ven. Takket været dine bandmedlemmer.”

Moren lød lykkelig og glad. Jeg forstod hende godt, men det var altså mig der gjorde det meste af arbejdet. Det er mig, der har muskler der skriger af smerte, når jeg bevæger dem. Det var mig, som redede ham og blev kylede af helveds til. Det var mig, der hentede drengene. Der var mig som redede ham. Og hvad er deres tak. Ingenting. Husk mig dog. Lige nu havde jeg mest løst til at gå. Gå væk her fra. Jeg kunne ikke lide, at jeg ikke fik, det jeg fortjente. Ros ville være nok. Bare et enkelt klap ville være nok. Harry kiggede for sin mor til sin søster, men han så mig ikke. Måske var det fordi, jeg havde ligget mig ned. Men jeg var træt og øm over det hele. Og mit højre øre var tørret ind i indtørret blod, hvilket ikke er behageligt.

”Hvor er ulven?” spurgte Harry og kiggede omkring, som om han havde mistet et eller andet. Moren grinede lavt, inden hun kiggede på mig. Jeg havde mest løst til at sætte mig op, men jeg havde ikke kræfter til det. Vær en del i min krop streg, hvis jeg rørte på mig. ”Den ulv som rede mig.”

Han begyndte at beskrive mig. Gråt og hvidt pels, spidse runde øre, skarpe tænder, himmelblå øjne, som han kaldte for smukke. Under alle beskrivelserne kiggede moren og søsteren på mig, som om de havde set et spøgelse. Jeg ville gerne have rejst mig op, men jeg havde ikke kræfterne til det. Jeg var godt udmattet. Selv efter søvnen. Jeg var faktisk også død sulten. Jeg har ikke fået mad i flere timer.

Moren og søsteren vekslede signe blikke. De ville lyve for ham. Det vidste jeg. Og det kunne jeg ikke lade ske. Med en kæmpe anstrengelse satte jeg mig op. Mine muskler skrig af smerte, at jeg faldt sammen. Jeg kunne ikke sætte mig op. Det var for hårdt for mine muskler. Men i det mindste vidste han, at jeg var her. Jeg var her for at passe på ham. Passe på ham for evigt. For evig og altid.

”Ulv!” udbrød Harry. Han satte sig helt op med et ryk, at han tog sig til hovedet. Stakkels Harry tænkte jeg.

Jeg besluttede at gøre et forsøg. Jeg skulle hen til ham. Lige meget hvor meget mine muskler ville skrige af smerte. Jeg måtte gøre det. Med en beslutsom viljestyrke, brugte jeg de sidste kræfter i mig. Og som jeg havde forudsagt, skrig alle dele i min krop. Med forsigtige skridt gik jeg hen til ham. Han kiggede på mig imens. Han smilede til mig. Jeg logrede kort med halen for at vise ham, at jeg også var glad for at se ham. Smerten var næsten uudholdelig. Jeg måtte anstrenge mig for at nå hen til ham. Roligt og smertefuldt lagde jeg mig ned ved siden af ham. Han lod en finger glide igennem min pels. Da han førte hånden over min skulder, begyndte jeg at hyle. Det gjorte især ondt på mine skulder.

”Hvad er der sket med dig,” sagde han og lod en hånd tage fat ved mit indtørrede øre. ”Og tak for redningsauktionen.”

Han nussede mig bag øret, at jeg lukkede øjnene, mens døren til stuen gik op. Fire drenge, jeg aldrig har set så rolig som nu, kom gående forsigtigt ind.

”Nå, men vi skal også gå nu, så – farvel Harry,” sagde hans mor, og søsteren rejste sig. Roligt og med ikke flere ord, gik de. Jeg kiggede lidt efter dem, men ikke langtid efter sad drengene på stolene eller i fodenden. Alle var tavse. Ingen sagde noget. Jeg gad godt, men jeg kunne ikke. Jeg var jo stadig væk en ulv.

Jeg kiggede for den ene dreng til den anden. Alle Drengene kiggede på Harry, men sagde ikke noget. Jeg kunne ikke lide tavsheden, men glemte det hurtigt, da Harry nussede mig på ryggen. Jeg lukkede tilfreds øjnene og gav en lille lyd fra mig, da det stadig væk gjorde ondt.

”Hvad er der endelig sket med hende, og hvordan er jeg havnet her?” noget sagde mig, at det var et spørgsmål, som havde plaget ham længe, for han så håbfuld ud. Han ville virkelig godt, have det af vide. Jeg forstod ham godt. Jeg ville også være virkelig nysgerrig, hvis jeg var i hans sted. Drengene kiggede på hinanden. Smilende.

”Det hjemme hos mig,” begyndte Louis, mens han så tankefuld ud. Han ville have alle detaljerne med. Louis fortalte alt, hvad der var sket. Hans tanker, da jeg havde bidt Zayn’ trøje i stykker og da jeg kom med alle frakkerne. Han fortalte ham, hvordan jeg havde fået dem ud af fjernende med halskæden. Og om pigen som skulle til at slå ham ihjel. Harry lyttede spændt med og en gang imellem sendte han mig et taknemmeligt smil, inden han igen koncentrerede sig om fortællingen. Jeg lyttede selv med, at det endte med, at mit hoved lå ovenpå Harrys mave. Harry blev ved og ved med at nusse mig, og jeg kunne ikke lade vær med at nyde det. Jeg havde aldrig i mit liv blevet nusset som meget.

”Jeg kan, hvis være glad for, at jeg redede den for busken, hva’,” sagde ham muntre og gnubbede mig bag det ene øre. ”Hvis det ikke har været for dig, ville jeg ikke have siddet her. Tusind – tusind tak. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden dig.”

Han kyssede mig taknemmeligt på ørne, og jeg kunne ikke lade vær med at slikke ham i hovedet. I starten troede jeg, at han ville blive sur, men han grinede bare og det smittede af på de andre. Hele rummet flød ud i latter, og jeg gav et ulvehyl fra mig. Hvilket fik dem alle til at nusse mig, da de troede, at jeg ville have opmærksomhed.

”Jeg har faktisk tænkt over noget,” lød det lidt efter fra Harry, da latteren fordampede, og der blev igen ro på stuen. Jeg vidste, at de andre havde hørt dem, men ladet det være, da de havde det så hyggeligt. Drengene kiggede på ham, og det samme gjorde jeg. Mit hjerte bankede for at høre det. Harry kiggede på vær og en af os. ”Jeg har tænkt over at tage ulven til mig.”

Jeg tabte helt underkæben af overraskelse. Ville han tage mig til sig? Skulle jeg bo os ham? Jeg kunne ikke beskrive den følelse, der eksploderede i mig. Jeg havde mest løst til at overfalde ham, men gjorde det ikke. I stedet logrede jeg vildt med halen.

”Det tror jeg, gerne den vil,” lo Liam, der prøvede at få min hale til at ligge stille, da han fik den i hovedet.

”Men skal den ikke have et navn?” spurgte Zayn, der så tænksom ud. Give mig et navn. Jeg havde allerede et navn, som de kunne bruge. Men hvordan kunne jeg fortælle dem det. Det her bliver mere og mere svært.

”Gemma det hedder min storesøster,” sagde Harry tankefuldt, mens han kløede mig fraværende på ryggen. Han kiggede op i loftet. ”Hvad rimer på Gemma?”

”Emma,” kom det fra Niall, der så lige så tankefuld ud som de andre.

Det var mit signal. Jeg satte mig op, mens jeg ignorerede smerten for min krop. Jeg puffede til Harry, som en tosse.

”Vil du hedde Emma, hva’,” sagde Harry og kiggede mig dybt ind i øjnene på ham. ”Det bliver det. Emma.”


 En uge gik, før Harry blev udskrevet for sygehuset. Han var i godt humør, mens vi vandrede ned af gange, hvor folk havde det normalt med, at en ulv konstant vandrede frem og tilbage. Jeg var blevet Harrys kæledyr. Hvilket var meget underligt, da jeg ikke spiste dyremad. Han havde prøvet, men jeg rørte det ikke. Jo en gang. Men jeg fik det op igen. Det endte med, at han skærerede rugbrød med leverpostej ud i tern og ned i den lille skål, som jeg havde fået på sygehuset. Det var straks bedre. Jeg tog hurtigere for mig. Hmm, leverpostej. Jeg elsker leverpostej.

Det var aften, da vi gik ud mod parkeringspladsen. Jeg gik lige ved siden af ham, som en velopdragen hund, som folk kaldte mig. Eller de sagde nok velopdragen ulv i stedet for. Men hvad så. Jeg var velopdragen. På grund af, at jeg kunne forstå dem, kunne jeg alle de nummer man bad mig om. I en hel dag hvor drengene var samlet, havde de moret sig med at se, hvor mange numre jeg kunne. De blev meget overrasket, da jeg var en naturtalent til at spille død. Jeg kunne også de andre; sætte, dække og så videre.

Med tungen ud af munden flugte jeg med Harry ud i lobbeyen, hvor der var prop fuldt med muntre fans, som fejerede, at han var rask igen. Jeg så, at han smilede, mens han roligt satte kurs mod døren. Jeg var ikke så tryg ved det, som Harry var. Jeg gik med sænket hoved og halen nede ved gulvet, mens jeg tog forsigtige skridt. Harry vende sig om og kiggede på mig.

”Kom så Emma, du skal ikke være bange, de bider ikke,” sagde han beroligende og stryg mig over min ryg, inden han igen gik mod døren. Denne gang fulgte jeg med ham. Igennem myldret af fans og videre ud til parkeringspladsen, hvor den friske forårsvind ramte i mod mig. Jeg lukkede mine øjne og nød den friske luft. ”Endelig fri.”

Helt rigtigt Harry. Endelig fri. Jeg havde faktisk savnet friheden. Den friske luft. Lyden fra fuglene. Og lugten af gran, som var spredt ud over landskabet i byen. Roligt gik vi over mod en taxa, som ventede på os. Harry gad ikke tage en limousine i dag. Han sprang ind på det første sæde ved siden af taxamanden. Jeg hoppede op på bagsædet, som jeg havde helt for mig selv. Sådan. Med en sukkende lyd lagde jeg mig ned. Jeg nød taxaens blide bevægelser, men måtte nogen gange anstrenge mig for ikke at falde ned. Harry holdte øje med mig. Han havde stadig væk bandage rundt om hovedet, da lærerne gerne ville have, at han stadig væk havde det på. Hvilket han ikke var så særlig tilfreds med, og jeg forstod ham godt. Jeg ville helst have ham med hans krøller. Han smukke brune krøller.

Taxaen stoppede endelig ved en lejlighedsbygning. Den var lavere end den Louis boede i, men det var vel lige meget. Det gav et ryk i mig, da taxaen stoppede, og jeg faldt seriøst ned for sædet. Jeg havde noget besvær med at komme på benene igen, så det endte med, at Harry måtte hjælpe mig ud af bilen. Jeg vaklede nogle par skridt, inden jeg fandt balancen. Harry grinede kort af mig. Hans latter var så mild, at jeg ikke kunne lade vær med at logre med halen. Jeg fulgte med ham i godt humør ind i opgangen, der lignede meget den hos Louis. Der hang bare nogle få malerier her. Jeg faldt i staver ved et ulvehoved, der var ved siden af Harrys lejlighed. Jeg kunne ikke lade vær med at undre mig over den, for jeg synes, at den lignede mig på en prik.

”Emma!” råbte Harry i dørkarmen, og jeg vendte uskyldigt hovedet mod ham. Jeg sendte ham det blik, de fleste hunde brugte: Har-jeg-gjort-noget-forkert-blikket. Han smilede bare og rustede på hovedet. ”Det er et smukt billede, hva’. Nu hvor jeg tænker over det ligner det faktisk dig. Men du er også en flot hund – jeg mener ulv.”

Jeg rev mig løs for billede, selvom det drev rundt i mine tanker. Jeg kunne ikke få det ud af tankerne. Lige meget hvor meget jeg prøvede at tænke på noget andet. Men jeg kunne ikke. Mit hoved drev rundt med tanker om billede. Var det virkelig mig? Jeg kan ikke huske, at jeg er blevet malet. Er jeg overhovedet blevet malet? Nej, det er jeg ikke blevet. Så hvordan kunne, der så være et portræt af mig? Det er jo umuligt. Jeg var aldrig blevet malet i ulveskikkelse heller ikke som menneske. Mærkeligt.

Med tankerne i hovedet gik jeg for første gang ind i Harrys lejlighed. Den duftede fremmed og af kat. Havde han kat. Åh nej ikke en kat. Jeg hader katte. De kredser. Hvilket jeg har prøvet og jeg ønsker det ikke igen. Tro mig, det gjorde ondt. Måske er jeg en kylling. Jeg er ikke en kylling. Jeg har redet et menneske. Her lugtede også af ham. Jeg kunne godt lide lugten, men ikke katte lugten. Ad.

Og det kunne ikke blive værre, for da jeg trådte ind i en tilpas størrelse stue med fladskærm og sofaer, gik en kat til angreb på mig. Jeg blev rullet om kuld, og katten kredsede hul ved mit øre, så det igen strømmede med blod. Ej altså. Jeg havde jo lige fået den renset for blod. Blodet løb ned i blodet på mig, og jeg havde ikke andet valg at give den en advarsel. Jeg knurrede højlydt af katten og jeg fik den rykket af mig. Jeg knurrede endnu en gang for at sikre mig, at den fattede min advarsel alvorligt.

”Sænk lige våbnene kammarater,” sagde Harry og puffede forsigtigt sin kat væk fra mig. Han løftede den op i sofaen, hvor den stod og betagede mig med store gule øjne, som lyste af had. Den hadede mig allerede, og jeg hadede den, så jeg gengælde blikket med et dræberblik. Jeg havde mest løst til at rive hovedet af den. Som sagt, jeg hader katte. ”Du skal være sød mod den nye.”

Harry kløede katten bag øret, og den spandt lykkeligt. Jeg mærkede en ukendt misundelse glide igennem min ulvekrop. Jeg luntede ensom rundt i lejligheden. Jeg ville se hans lejlighed. Jeg besøgte først køkkenet, der var lavet af fint marmor, og der var stald en mad og vandskål til katten tæt på døren. Der var stadig katte piller i den. En eller anden måtte have givet den mad, mens Harry havde ligget på hospitalet. En familiemedlem eller en af drengene. Jeg gik lidt rundt og kiggede i køkkenet. Et sted på bordet stod der en frugt skål med æbler, pærer og bananer. Jeg gik videre ned af en lille gang, som et lys oplyste ganske godt. På højre hånd var der et toilet, som jeg ikke var så insisteret i. Jeg var ikke insisteret i noget her. Heller ikke det flotte soveværelse med en dobbelt seng.

Da jeg kom tilbage til stuen, sad Harry stadig væk og nussede katten. Det var, som om han var væk i sine tanker, for han lod ikke mærke til mig. Ingen af dem lod mærke til mig. Jeg kunne ikke lade vær med at føle mig udenfor. Jeg lod mig falde ned på gulvet, mens katten sendte mig et skadefrugt blik og den miavede irriteret. Jeg tolkede det som; ”Ha tag den din usle ulv. Du skal ikke tage min Harry fra mig.”

Nogle gange ønskede jeg, at jeg kunne tale med de andre dyr. Jeg vidste ikke en gang, om man kunne. Var det vær at forsøge. Skulle jeg forsøge mig?

”Forstår du mig lille missekat,” sagde jeg tamt ud i luften. Både til mig og kattens overraskelse, kunne vi forstå hinanden. Det kom som et kæmpe chok for mig. Selv katten lavede store øjne og svarede tilbage:

”Jeg forstår dig udmærket, men hvad laver du her, og hvorfor har Harry været så langtid væk?”

Jeg fnøs håneligt. Mig og den kat var ikke venner. Vi var allerede i gang med at gøre os til fjender. Hvilket jeg ikke havde et problem med. Dumme lille missekat.

”Du burde takke mig, for at han stadig er i live,” sagde jeg irriteret og jeg fortrød, at jeg havde prøvet at snakke til den. Det gjorde bare hele sitionsonen værre, end den allerede var. Hvad hvis det her afslørede min sande densitet. ”Han var blevet overfaldet, og jeg redede ham, så han takkede mig med lade mig bo sammen med ham.”

Min stemme var irriteret.

”Men det er ikke dig, han nusser. Ulv,” sagde katten håneligt og smilede håneligt til mig. Jeg brød mig ikke om den kat. Den er så … belastene. ”For resten er du farlig. Gad vide hvor længe han ville have dig? Lige indtil du knækker en af hans knogler.”

Jeg mærkede en vrede sprede sig igennem min krop. Katten havde ret. Hvor længe ville han beholde mig? Hvornår gik jeg over stregen? Vil han nogensinde finde på at smide ham ud, efter hvad jeg havde gjort mod ham? Jeg har redet hans fucking liv. Han kan, da ikke finde på det, vel? Jeg havde mest løst til at give igen, men Harry afbrød vores skænderi. Han rejste uvidende op. Han havde vist glemt, at han havde sin kat på skødet. Katten råbte om hjælp. Men som altid landede den på benene. Pokkers. Jeg gad ellers godt se den slå sig.

”Kom så, I trænger hvis til noget at spise,” sagde han og traskede ud i køkkenet. Mig og katten fulgte med. Vi gik så langt fra hinanden som muligt, mens vi kæmpede for at komme først. Pis den lorte kat vandt. Jeg gik irriteret ind i køkkenet, hvor Harry smed det gamle kattemad ud og hælde noget nyt ned i. ”Så der mad, Dusti. Så mangler vi bare dig Emma. Leverpostej igen … godt.”

Han gik roligt hen til køleskabet og trækkede noget leverpostej ud. Jeg kunne se, at Dusti, som katten hed, holdt øje med hvad der forgik. Den gik misunderligt på mig, mens Harry smørrede leverpostejen på rugbrødet. Han skar det derefter ud i tern og hældte de ned i en skål, som jeg skulle bruge, indtil han fik købt en hundeskål. Men da jeg stalde mig hen for at spise det, havde jeg ikke noget appetit, som jeg for få sekunder siden. Lige meget hvor mange gange jeg prøvede at tage noget i munden, gik det ikke. Jeg kunne ikke spise noget, selvom min mave skreg af sult. Hvad var der galt med mig?

Idet samme følte jeg et savn vokse mig større. Nej det kan ikke passe. Jeg må ikke savne min mor. Harry opfattede hurtigt, at der var noget galt. Jeg plejede altid at spise, når jeg for det serveret. Han satte sig ned på hug. Han lagde den ene arm rund om mig, så han nussede mig på den modsatte skulder. Han lod sit hoved hvile mod min hals, mens han blev ved med at nusse min skulder.

”Hvorfor spiser du ikke Emma? Er du syg?” mange mennesker ville sikkert hæve øjenbrynene og ruste på hovedet, hvis de hørte Harry tale sådan til mig. Men han vidste, at jeg forstod ham med det samme. Jeg rustede på hovedet, og Harry fiskede en tern op. Jeg tog forsigtigt i mod den. Med Harrys hjælp og omsorg fik jeg spist min mad. Jeg hørte, at Dusti sukkede irriteret. Tag den!   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...