Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

39Likes
58Kommentarer
5269Visninger
AA

5. 3. Harrys helt

 

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. To fyre havde overfaldet Harry. Jeg kunne jo ikke lade dem slå ham ihjel, efter hvad han har gjort for mig. Jeg følte, at jeg skylde ham det. Han fortjente det også.

Jeg skubbede til ham med min kolde snude. Men han reagerede ikke. Jeg prøvede alt. Slikke ham, skubbe til ham. Men lige meget hjalp det. Jeg var bange for, at han var død. Jeg kunne ikke klare, at han var død. Tænkt på alle de fans. De ville være rasende. Meget rasende. Jeg ville gerne stå først i den hob, der ville dannes mod overfaldsmændene. Jeg blev beroliget, da jeg så, at han stadig træk vejret. Så var han stadig i live.

Det kunne ikke være beder. Hvor var jeg glad for, at jeg havde hørt hans skrig. Jeg vidste ikke, om det var ham. Men jeg havde det på fornemmelsen. Jeg havde lugtet mig hele vejen her hen. Og nu måtte jeg lugte mig efter hjælp. Jeg vidste, hvor skulle tage hen. Hjem til de andre drenge. Han havde muligvis fortalt dem om mig. Inden jeg gik af sted sørgede jeg for, at overfaldsmændene var væk fra miles omkreds. Det betød, at jeg måtte få den bevidstløse mand væk her fra. Jeg tog fat i mandens hætte og trak ham med mig. Jeg synes stadigt, at det var vildt, at jeg havde knust hans arm. Det var også det, jeg havde gået efter. Jeg vidste, at den anden mand ville tage Harry, så jeg beskyttede ham. Og han sagde tak. Han rørte ved mig. Vær Directioner’ drøm.

Jeg hev den bevidstløse mand længere ind af den forladte bydel. Her lugtede dårligt af alt for gammel fisk og hunde lort. Hvem lukkede dog deres hund her ud for at gå på toilet? Med roligt hjerte og ørne på stilke, slæbte jeg manden inden på en gammel losseplads. Der var fuld med ting og sager, som alt sammen lugtede af fisk. Jeg lagde ham i en bunke stablet hestepære for at være ond mod ham. Hallo han havde lige overfaldet Harry Styles, så han fortjener det altså.

Roligt traskede jeg videre. Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Hvorfor ville de dræbe Harry? Harry havde jo ikke gjort noget. Jeg er hunderede procent sikker på, at han ikke har gjort dem noget. Han er uskyldig. Fuldkommen uskyldig. Sådan et overfald gør mig simpelthen så rasende. Det var derfor, jeg gjorde, som jeg gjorde? Jeg havde en trang til at beskytte Harry. Koste hvad det ville. Han skulle ikke behandles sådan. Giv dog noget respekt.

Jeg var stadig godt sur over overfaldet. Sådan noget kunne vare længe, før jeg blev god igen. Men jeg havde tvunget mig selv til at være rolig og venlig overfor Harry. Han skulle ikke mærke, hvor sur jeg var. Det var jo ikke hans skyld, at han var blevet overfaldet.

Mens jeg satte kursen mod Louis’ hjem, hvor bandet stadigt var samlet, spekulerede jeg over, hvordan jeg skulle få fortalt det. At vise min sande skikkelse, var ude lukket. Fuldkommen tåbeligt at gøre sådan. Jeg måtte bruge tegn spørg. Jeg skulle gøre et eller andet. Rive i dem indtil de fattede det. Jeg skulle vise dem vej. Så om jeg skulle anstrenge mig for både at lytte efter overfaldsmændene, og sammen tidlig koncentrere mig om at lugte mig vej hen til Harry. Jeg kunne umuligt huske hele turen uden ad. Det var vist godt, jeg var en ulv. Jeg havde mange fordele. Jeg tjekkede en sidste gang, at Harry var uskadt, før jeg løb af sted. Mine øre var på stilke, min lugte sans lugtede alt. Alt hvad der var i nærheden.

Jeg måtte løbe opad forskellige gader. Jeg skulle krydse flere veje, hvor ingen biler kørte på. Der var fuldkommen stille. Der var ingen på gaderne. Ingen på vejene. Der var kun mig, og Harry i blindgyden. Jeg ville gerne have taget Harry med, men det ville være for besværligt, og han ville bare få flere skræmmer, end han havde i forvejen.

Jeg havde det dårligt ved det hele. Jeg var sindssyg bange for, at ham den anden overfaldsmand ville dræbe Harry, mens jeg var væk. Det stak i mit hjerte ved tanken om det. Det ville være min skyld, hvis Harry døde. Jeg følte, at jeg havde alt ansvaret for det. Hvis der ikke havde været så meget på spil, ville jeg have løbet væk, i stedet for at hentet hjælp. Men at hente hjælp var rigtigt. Og lade Harry blive alene. Nej det var ikke rigtigt. Men hvordan kunne jeg så have ringet efter hjælp. For helvede da ose. Jeg kunne have forvandlet mig tilbage. Tilbage til menneske. Jeg havde jo en telefon. Men det var forsendt. Jeg havde allerede spildt alt for meget værdifuldt tid. Tiden var vigtig. Det her galte liv eller død. Hvis overfaldsmanden tog tilbage til Harry, ville han dræbe ham på stedet. Det var jeg sikker på. Hundrede procent sikker på. Når jeg siger, at jeg er sikker, er jeg sikker. Og alt mit sikker, er altid det der sker. Hvis det sker altså. Det måtte ikke ske. Jeg vil tage mit ejet liv, hvis der gjorde.

Hvad var det! Jeg synes jeg hørte noget. Fodskridt. De kom mod mig. Nej bag mig. Jeg stoppede op. Mit hjerte satte sig i halsen. Det var, som om mit hjerte gik i stå. Jeg kunne ikke trække vejret af spænding. Jeg måtte ikke stoppe her. Men først skulle jeg tjekke, hvem det var. Jeg vente hovedet bag mig. Men der var ikke nogen. Jeg slikkede mig om snuden, mens jeg langsomt begyndte at gå. Jeg gik med forsigtige skridt. Også skete der noget! En person greb om mig bag fra. Jeg sprællede som aldrig før. En latter lød i mit øre. Det gjorde ondt i mit øre, for latteren var høj og følesløs. Den var hård og ru. Overfaldsmanden.

 Han strammede grebet om mig, mens jeg gav en knurrende lyd fra. Men jeg holdt kæft, da manden trækkede sin kniv op. Han lod den langsomt nærme sig min strube. Jeg så mit snit til at gøre noget, jeg aldrig har gjort før. Det ville blive brutalt og ondt. Men hvad havde jeg at gøre. Jeg gjorde det her for Harry. Jeg skulle hjælpe ham. Selvom jeg skulle gøre noget jeg ikke måtte. Jeg vendte langsomt hovedet, så jeg kiggede mod hans hals. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke tvinge mig selv. Men jeg skulle jo. Hvad så med Harry? Jeg kunne ikke lade ham ligge der. Ligge der helt bevidstløs. Måske kan jeg gøre noget, som ikke dræber ham? Bare gøre ham ukampdygtig. Jeg har det! Men hvordan skulle jeg kunne bide ham der nede? Min plan var jo umulig. Nej jeg skulle prøve. Jeg skulle tænke. Tænke hurtigt. Kniven for to centimeter fra min hals. Jeg skulle handle nu. Med et voldsomt sprak, fik jeg revet mig løs. Jeg faldt ned på jorden, men slog mig ikke. Jeg skulle være hurtig, hvis jeg skulle nå det. Med et kæmpe spring bed jeg ham i benet. Så tæt på hans private som muligt. Han skreg. Han skreg meget højt. Han faldt ned på jorden, med blodet strømmene for benet. Han vred sig ubehageligt på fortovet, men jeg havde ingen medlidenhed med ham. Ingen. Jeg hadede ham som pesten.

Uden at tænke mere over ham, løb jeg videre. Nu kunne jeg slappe lidt mere af. Nu var jeg sikker på, at de begge var uskadeligt gjort og ukampdygtige. Så de ville ikke være noget problem indtil videre. Jeg håbede virkelig ikke for dem, at de ville krydse min vej igen. Jeg tror ikke, at jeg ville tøve et sekund, før jeg bed dem igen. Bare værre.

Med tungen i lige munden nåede jeg en lejlighedsbygning. Jeg var spændt. Min mave snørede sig sammen til en kule, mens jeg rejste mig på bagben og lod mine forpoter trykke håndtaget ned, og døren gik roligt op. Jeg kom ind i opgangen. Nu var det bare, hvor han boede. Roligt og koncentreret, gik jeg opad trapperne. Jeg læste vært et navn, der hang på dørene. Jeg gik forbi flere og flere døre, før jeg nåede en dør, hvor der stod. Louis Tomlinson. Det var her.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg åbnede døren, ligesom jeg havde gjort ved den anden dør. De snakkede der inde. Men de blev straks tavs, da de hørte hoveddøren åbne sig. Jeg bevægede mig elegant mod døren. Jeg åbnede døren. Døren gik langsomt knirkene op. Jeg kunne mærke den spændte aroma i rummet. Fire par ansigter blev vendt mod mig. De så meget overrasket ud. En hund, der måtte være Louis’, kom hen til mig. Den snusede til mig. Men jeg havde ikke tid til det. Jeg ignorerede dem og gik hen til en sorthårede fyr, der var en smule mørk i huden. Hans hår var sat op. Jeg tog forsigtigt fat i hans trøje, han havde på. Jeg trak i mig. Til mit uheld kom jeg til at ødelægge den. Hvilket han ikke var tilfreds med.

”Ej helt ærligt,” brummede han irriteret, inden han undersøgte sin trøje nærmere.

Det hjalp ikke at trække i dem. hmm, hvad så. Med halen sænket gik jeg ud til alle jakkerne. Jeg hoppede op på en lille kasse. Jeg rejste mig op på bag benene og fik med noget besvær skubbet alle jakkerne på gulvet med snuden. Jakkerne faldt med et klask på gulvet. Jeg hoppede letter elegant ned fra kassen, inden jeg tog fat jakkernes krager. Jeg slæbte dem med mig ind i stuen, hvor et dybt suk lød.

”Først ødelægger den Zayn’ trøje, nu kommer den slæbene med alle jakkerne,” lød ret irriterede Louis. Jeg så, at han himmel med øjne, inden han lod en hånd glide igennem hans brune hår.

Jeg var snart ved at miste tålmodigheden. Jeg havde mest løst til at forvandle mig til menneske. Men inden tanken nåede at slutte, fik jeg øje på noget bekendt. Et smykke. En ulvehalskæde. Min ulvehalskæde. Hvordan kunne de have den? Jeg har ledt så længe efter den og så er den her. Her ved One Direction. Jeg fik en ide. Jeg slap taget for jakkerne og luntede hen til glasbordet. Halskæden lå i midten, og jeg måtte hoppe op for bordet for at få fat i den. Jeg hoppede ren seriøst op på bordet. Mine negle gled på det glatte glas.

”Ik’ op på bordet, dit åndsvage dyr,” udbrød Louis irriterede og kastede en pude efter mig. Jeg sendte ham et hårdt blik, inden jeg med få skridt nåede hen til halskæden. Jeg tog halskæden i munden. ”Ik’ halskæden.”

Som på kommando sprang de ud efter mig. De ville vist godt have den halskæde tilbage. Jeg sprang over dem. Jeg sprang over sofaens ryg. Men da jeg landede på gulvet gled jeg. Jeg nåede lige at rette op. Med de andre drenge i hælene, løb jeg ud til hoveddøren og ventede på dem.  De kom spændene. De havde fået deres jakker på og nu baksede de med at få sko på. Louis kom til at tage sine sko forkert på, og jeg kunne ikke lade vær med more mig ved synet af dem.

”Du skal grine, din hæslige ulv,” hvæsede Louis og tog skoene rigtigt på.

Jeg skubbede døren op, så jeg kunne snu mig ud. Med masser af spektakel, løb de efter mig. Naborene kiggede forvirret ud. De kiggede overraskende på drengene, der nærmest faldt over hinanden for at få fat i halskæden, som jeg havde i munden. Vi løb ned af gade over veje, forbi den ene overfaldsmand. Nogle gange gjorde jeg stop for at se, om de var med. Nogle gange måtte jeg vente flere minutter, før de fik øje på mig. Jeg måtte også give lyd fra mig nogle gange. Jeg måtte indrømme, at det var hylende morsomt at drille dem. Især fordi jeg prøvede at hjælpe, og så tror de, at jeg bare gør det surt for dem. Jeg kunne faktisk godt gøre det her noget mere. Men da jeg luntede ned mod gryden, hørte jeg en lyd. Den var ikke en lyd, der gjorde mig rolig.

Jeg mærkede drengene bag mig. De kunne ikke høre det. Som på kommando slap jeg min halskæde og satte i løb. I meget hurtigt løb. Drengene måtte have undret sig over mit pludselige løben, for de løb med. Hvilket gjorde mig glad. Jeg nåede forpustet blindgyden, hvor en hel ny person stod. Det var en høj pige med brunt hår. Hun havde hættetrøje på. Jeg kunne kun se hårfarven, fordi noget af håret stak ud. På jorden lå Harry stadig bevidstløs. Bag mig kunne jeg mærke drengene. De var spændte og chokkede.

”Shit, hvad er der sket med ham,” sagde Liam stille. Pigen hævede jernrøret få at dræbe Harry. Drengene bag mig stod lammet til stedet. De kunne ikke noget. ”Han er færdig, vi kommer …”

Hans stemme knækkede over. Jeg forstod ham godt. Se sin bedsteven blive slået ihjel foran snuden på en. Men hov! Jeg kunne rede ham. Jeg løb uden at tænke. Mit hjerte hoppede i mig. Jeg bed mig fast i hendes ben, så hårdt jeg kunne. Jeg knurrede højt, og drengene så lamslået til. Pigen svingede jernrøret. Jeg blev kastet mod stenmuren. Jeg peb. Min mave skreg af smerter, mens det begyndte at bløde for mit øre. Mit hoved dunkede. Mit hjerte bankede. Drengene gispede. Men jeg havde ikke tænkt mig at give op nu. Selvom jeg måtte kæmpe mig på benene og kæmpe for at få benene til at gøre, som jeg ville, hoppede jeg igen på hende. Jeg tog fat om jernstangen og rev til.

Det var, som om verden gik i stå, da pigen sparkede mig. Jeg peb endnu højre og jeg vidste, at jeg var på dødens ran. Men jeg ville have, at hun skulle ræbe Harry. Så hellere mig. Han var mere vær an mig. For tredje gang gik jeg på hende. Denne gang i skulderen. Med en kraft anstrengelse fik pigen mig af. Jeg faldt til jorden. En vær del i min krop skreg. Jeg peb som aldrig før. Nu kunne jeg ikke mere. Det var både slut med mig og Harry. Men så skete der noget, jeg aldrig havde drømt om. En af drengene rev jernrøret ud af hånden på hende. De så rasende ud, og pigen så både chokket og skræmt ud. Jeg rørte mig ikke ud af flækken, selvom jeg gerne ville.

Pigen kiggede sig forskrækket til begge sider, inden hun greb fat i en stige, der hang i et hjørne. Jeg mærkede vreden stige i mig, men jeg havde ingen kræfter til at forsøge at stoppe hende. Så jeg lod hende flygte.

Liam gik med forsigtige skridt mod Harry. Jeg kunne se, at han var bange. Bange for at han var død. Det var jeg faktisk også. Men jeg sagde ingenting. Han knælede ved Harrys side og tog den ene hånd op. De andre drenge satte sig omkring ham. Jeg kunne ikke se, hvad de lavede. Men kort efter rejste Liam sig. Han havde tårer i øjne.

Jeg vidste, hvad det betød. Harry Styles var død. Jeg mærkede sorgen flyde rundt i min krop. Harry Styles var død. Han kunne ikke dø. Han kunne ikke. Han var så ung. Han var for ung til at dø. Hvorfor var det ikke mig, der var død? De kendte jo mig ikke. De ville ikke sørge over mig. Folk kendte mig ikke. Min mor vil nok være død bekymrede. Men … hun vidste ikke, hvor jeg var og hvad der var sket med mig. Så hun kunne ikke vide, at jeg var død. Jeg følte, at mit indre gik i stå. Mit hjerte var revnet. Revnet midt over, selvom jeg ikke havde kendt ham i langtid. Kun en dag. Alligevel følte jeg, at jeg kendte ham. Han havde redet mig, og jeg kunne ikke rede ham. Jeg peb og peb. Jeg kunne ikke tro mine øjne. Det hele var forbi. Harry Styles er død.

Liam faldt ned på knæ ved min krop, som lå strakt ud. Blodet strømmede ud fra mit øre. Jeg mærkede blodet blande sig med mit spyt. Mine muskler gjorde ondt. Jeg havde ondt over det hele. Både fysisk og psykisk. Liam strøg mig over min pels. Jeg mærkede, at hans hænder skælvede. Jeg lod mit blik glide op på hans ansigt. Han var en køn dreng. Det var de alle. Men da jeg kiggede på Liam smilede han. Hvorfor smilte han? Hans bandmedlem var jo for helvede død. Hvordan kunne han så smile? Hvem vil smile, når ens bedsteven var død? HVEM?

”Du rede ham.” hans stemme var ved at knække, men han holdt ud. Han tørrede sig med håndryggen. Hvad! Hvad talte han om? Harry var jo død. Men nu kom de andre drenge. De satte sig rundt om mig. De rørte alle sammen ved mig. De havde alle sammen tårer i øjnene.

”Du er fantastisk,” lød det fra Niall, der lod sin hånd glide over mit højre forben. Det gav et piv fra mig. Niall undersøgte mit ben. Han nussede den blidt, og jeg nød det, selvom det gjorde ondt.

”Du er en modig ulv,” sagde Zayn og snøftede.

”Du er Harrys helt, ingen tvivl i det. Du rede ham, du rede ham for at dø,” sagde Louis kærligt og stryg mig over hovedet.

Vil det sige, at Harry ikke var død! Harry Styles er i live. Mine sår inde i mig helede hurtigt. Mit hjerte faldt på plads, mens en ukendt stolthed bredte sig i min krop. Jeg var Harrys helt. Jeg har redet ham. Det var der vist ikke ret mange, som kunne sige. Men det kunne jeg. Hvem ville ikke være stolt over det?

Et smil bredte sig over mine ulvelæber. Jeg følte mig stolt og glad. Det gav mig helt nyt energi. Med en masse energi fik jeg mig om på maven, mens jeg nød drengenes berøringer. De smilede, og min hale logerede, selvom det gjorde ondt. Med en kæmpe kræft anstrengelse kom jeg på benene. Mig måtte stå i langtid for at genvinde balancen. Jeg kunne mærke drengenes blikke mod mig. Forsigtigt tog jeg et skridt. Skridt efter skridt. Til sidst stod jeg henne ved Harry. Jeg satte mig ned, inden jeg vendte ansigtet mod drengene.

”Vi har ringet efter en ambulance, hvis det er det du spørger om,” sagde Louis. Idet samme hørte jeg en alarm. Det var ambulancen.

Og ganske rigtigt, kom der en gul bil kørerne. Det var ikke den eneste bil der kom. Et filmhold holdte trop, og fans kom gående for flere sider fra. De ville se, Harry. Jeg havde besluttet mig. Jeg ville blive hos Harry. Jeg vil være ved hans side. Ambulance folk strømmede ind i gyden med en båre. Filmhold kom med kamera og en vært. Det var nyhederne. Politifolk holdt fansene i skak, mens værten begyndte at snakke.

”Hvad skete der?” spurgte værten drengene om.

”Hvis vi skal være helt ærlige, så ved vi det ikke,” svarede Louis tamt. Hans blik var rettet mod mig, der sad og bevogtede Harry, mens ambulancefolkene undersøgte ham. Jeg holdt øje med vær evig eneste bevægelse ambulancefolkene lavede. Ambulancefolkene var ikke trygge ved mig. I nu og næ sendte de mig urolige blikke, som om jeg kunne finde på at angribe dem.

”Hvem ved det så?” sagde værten tålmodigt. ”Hvem var det der rede ham? Det var jo jer, som ringede efter hjælp.”

”Tja,” begyndte Zayn, mens han nikkede til mig. ”Vi gjorde ikke det store, men det gjorde hun.”

Han lavede et hovedkast mod mig, som satte mig i forsvars position foran Harry. Tv-værten kiggede over på mig, og det samme gjorde kameraet. Værten så dybt overrasket ud.

”Så ulven redede ham. Hvordan det?” han lød overrasket og chokket, mens kameraet summede ind på mig. Jeg kiggede ind i kameraet, og det kunne tv-værten hvis godt lide, for han smilede og mumlede perfekt.

”Tja … så vidt jeg kan gætte mig til, har den først og fremmest nedlagt to overfaldsmænd,” sagde Louis. Han så tænksom ud, mens han talte. Jeg spidsede øre for at lytte til ham. ”Og da vi kom her hen, var der en anden. En pige tror jeg. Hun skulle til at slå ham ihjel. Man lige da vi troede, at det var ude, gik ulven til angreb. Bed sig fat i hendes ben, men blev slået med jernstangen, lige i maven.”

Alle lyttede med. Politiet stod med armene overkors og skrev notater ned til en rapport til deres efterforskning. For håbelig. Fansene der stod udenfor gryden i en stor bue, var holdt op med at skrige og råbe, mens Louis fortalte historien færdig. Der var en åndeløs tavshed, efter fortællingen. Alle var tavse og stille. Jeg lod mit hoved synke til jorden for endnu en gang at vise taknemlighed.

”Ulven er Harrys helt,” sagde værten efter en lang pause. Drengene nikkede, mens Harry blev lagt op på en båre. Jeg fulgte øjeblikkeligt med, og det samme gjorde drengene.

”Giv en stor hånd til Harrys helt!” råbte drengene i kor ud til deres fans, da Harry blev ført mod ambulancerne. Der lød et stort bifald med klapsalver og jublen.

”Hvem køre med?” spurgte en ambulancemand. Han kiggede venligt på drengene, men sendte mig et uroligt blik.

”Ulven,” lød det straks for Niall.

Ambulancen sukkede, og jeg sprang ind i ambulancen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...