Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

39Likes
58Kommentarer
5263Visninger
AA

4. 2. Til gengæld

 

Jeg var meget overrasket over ulvens opførsel. Så vidt jeg vidste, ville den dræbe mig. Men den havde set så sød ud, at jeg ikke troede, at den ville dræbe mig. Jeg kunne ikke lade vær med at se efter den. Den havde vist mig taknemlighed ved at sænke hovedet. Jeg havde aldrig set et dyr gøre sådan. Den ulv måtte virkelig være noget særligt. Jeg vidste, at drengene ikke ville tro mig, hvis jeg sagde, at en ulv havde gjort sådan. Det var ufatteligt.

Jeg kiggede længe efter den. Indtil den var forsvundet i horisonten, gik jeg videre. Jeg kunne ikke få ulven ud af hovedet. Den havde set så venlig ud. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det. Men … jeg ville gerne se den igen. Jeg ville se ind i dens smukke himmelblå øjne. Selvom det var en ulv, var jeg ikke længere bange for den. I et kort sekund da jeg sluppet den fri, havde jeg haft en trang til at røre den. Men jeg turde ikke. Hvad hvis den havde bidt mig. Den kunne knuse min arm, eller værre den kunne dræbe mig. Den kunne have drab mig. Men den gjorde ikke, fordi jeg havde redet den ud af busken. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af alle mine tanker. Det var et kaos.

Jeg ved det lyder tosset. Men … jeg synes, at den lod til at kende mig. Men hvordan? Ulve og dyr vidste jo ingen ting om mig. De vidste ikke, at jeg var verdensberømt. De vidste ikke noget. Men alligevel havde jeg følt, at ulven vidste, hvem jeg var. Måske var det bare mig? Men ulven havde virket så anderledes. Den virkede ikke som en rigtig ulv. Den lignede en ulv, men havde personlighed som en hund. En hund. Måske var det bare en hjemløs hund, som havde vandret rundt i skoven?

Men hov! Var det ikke den ulv, der havde løbet overvejen. Den som jeg standsede for, da jeg ikke ville køre den ned? Det vil sige, at jeg havde redet den to gange på en dag. Underligt.

Men hvad lavede ulven i kvarteret? Hvad lavede jeg i kvarteret? Jeg vidste ikke ret meget mere. Jeg begyndte at føle mig desperat. Jeg havde alt for meget i hovedet, at jeg ikke kunne koncentrere mig om min karrier. Jeg havde været nede i kulkældrene på det sidste. Og det væreste var, at jeg ikke en gang vidste hvorfor. Jeg vidste ingenting på det sidste. Jeg kunne ikke noget på det sidste. Jeg følte mig syg og alene her på det sidste. Også når jeg var sammen med drengene. Men jeg havde ikke været mig selv. Jeg var ikke den Harry, som jeg kunne huske.

Drengene havde bemærket det. De havde stillet så mange spørgsmål, at det næsten var uoverskueligt. Alt muligt med, at jeg havde brug for luft. Brug få at komme lidt væk. Og det havde jeg gjort. Eller det gør jeg. Men jeg følte, at det hele stadig væk var her. Og jeg havde bare fået mere at spekulere over ved mødet med ulven. Jeg ville så gerne tilbage på mit gamle spor. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ingenting, lige meget hvor meget jeg prøvede på det. Det hele har bare gjort det være. Jeg tænker stadig for meget, at det gør helt ondt. Jeg har brug for nogen, der forstår mig. Nogen der ved, hvordan det er at føle sig anderledes i forhold til andre. Jeg følte mig anderledes på så mange møder. Ikke på grund af berømmelsen. Jeg vidste ikke en gang, hvorfor jeg følte mig anderledes. Hvorfor var jeg anderledes?

Jeg kunne ikke rumme alle tankerne. Jeg gik hen til et egetræ og sparkede til den. En smerte gled igennem min fod, og smertes tårerne dannede sig i mine øjne. Jeg kunne snart ikke klare det mere. Jeg havde brug for nogen, som var der igennem tykt og tyndt. Det var drengene. Men … jeg følte ikke, at det var nok. Det hele var et rod. Et kæmpe kaos der aldrig ville forsvinde for mine tanker. Jeg kunne blive ved med at tænke det samme igen og igen. Men lige meget, hvor meget jeg prøvede at finde svar på den, kom der ikke nogen. Det hele var bare sort. Jeg havde tabt. Jeg kunne ligeså godt droppe det hele, nu hvor jeg er i gang. Det hele var jo allerede gået af sporet. Jeg kunne ikke koncentrere mig, det jeg skulle. Og jeg kunne godt mærke på de andre, at det irriterede dem meget. Selvom de så godt som muligt prøve at skjule det. Men så dum er jeg altså ikke.

Uden at tænke over det, gik jeg videre. For en gangs skyld tænkte jeg ikke. Det var endelig dejligt, at tankerne ikke drev rundt i hovedet på mig, og at jeg ikke hele tiden, skulle prøve at finde svar på spørgsmålene. Det var jo umuligt. Jeg var umulig. Ingen i denne store verden vidste, hvordan jeg havde det. Det ville være umuligt.

Jeg sukkede dybt og gik ned af en smal sti, hvor bregner strakte sig over, at man ikke kunne se stien ret godt. Det slog mig først nu, hvor flot skoven var med dens høje træer. Forskellige træer. Jeg er nok ikke ret klog på træer. Men jeg vidste godt, at det var grantræer, der duftede stærkt af gran. Lugten fik mig underligt nok i julehumør. Jul den bedste tid på året. Hvor man gav hinanden gaver, og Louis havde fødselsdag selveste juleaften. Vor frelser er født. Hurra.

Jeg gik med hænderne i lommen, mens jeg sparkede bregnerne til side, så jeg kunne komme forbi. Jeg kiggede op mod træernes store kroner, som var helt oppe ved himlen. Træerne dannede en flot lysning. Jeg fulgte stille stien, mens jeg lyttede til fuglene og vindens blæst, der legede med træners blade. Nogle enkle fløj rundt. Himlen var flot blå. Blå som ulvens øjne. Jeg måtte indrømme, at ulvens øjne var smukke. Smuk som en engel. Gad vide hvad ulven lavede? Gad vid hvor den var? Sikkert på jagt efter mad. Efter kød. Men hvorfor dræbte den ikke mig, når den havde chancen? Hvad vil fansene have sagt, hvis jeg var blevet ædt af en ulv? Mit indre blik dannede et billede. Der var en kæmpe flok fans med fakler og høtyve. Først stod Louis, Liam, Niall og Zayn. Alle så rasende ud, mens de jagtede ulven. Den ulv som ikke havde dræbt mig, men vist taknemmelig. Det var ikke en normal ulv. Det var jeg sikker på.

Jeg gik igennem løsningen, som afslørede et stort område. Det var et græsareal, hvor træerne omringede, og solens stråler havde besvær med at lyse igennem. I midten var der en stor blank sø. Det hele gav en god stemning. Jeg følte mig underligt nok roligere her. Som om dette sted kunne ville høre mine tanker. Jeg følte mig fri ved være på dette sted. Smukt og roligt. Roligheden smittede af på mig. Jeg gik med et smil hen mod søen. Jeg satte mig ned, mens jeg lyttede fredfulgt til fuglens kvidderen. I et kort øjeblik lukkede jeg øjnene. Drømte mig væk for den verden, jeg var i og levede i. Jeg havde ingen sans for tid. Jeg sad bare og drømte mig væk i mine tanker, som om jeg kunne gøre det for altid. Som om det ville løse mine problemer. Her kunne jeg være mig selv. Ikke bekymrer mig om fansene og paparazzierne. Være i fred uden nogen som forstyrrede mig. Jeg ønskede, at jeg kunne gøre det noget oftere. Måske havde drengene ret? Måske trængte jeg bare til at komme ud? Væk for det hele. Væk for det der generede. Lade mine tanker flyve. Flyve op mod himlen. Op i et nyt univers hvor alt kunne ske. Alt kunne ske og alligevel ikke. Der var så meget, der var umuligt i denne verden. Man kunne ikke flyve. Man kunne ikke forvandle sig til dyr og gemme sig i skikkelsen. Det ville være underligt og unormalt, hvis man kunne. Men måske også en fordel. Man kunne komme væk for hverdagen, uden at skulle bekymre sig om fansene. Man skulle ikke tænke på hvad, der var godt og skidt. Eller stak man bare af, hvis man havde det svært. Væk fra problemerne. Væk for alt der generede en. Det ville være skønt.

Sådan sad jeg i langtid. Bare lod tankerne flyve rundt i hovedet. Få tænkt over tingene, uden nogen skulle blande sig. Jeg ville ikke væk her fra. Jeg følte mig hjemme her. Som om jeg havde boet her hele mit liv. Som om jeg ikke kendte til andre steder. Det var her jeg kunne få løst mine problemer. Men det skulle for blive hemmeligt. Drengene måtte kende til det. Jeg ville bruge min tid her. Jeg ville være helt alene. Kun mig. Bare lille mig som de fleste kender. Hvilket er en uhyggelig tanke. Tanken om de fleste kendte mit navn, gjorde mig nærmest øger i hovedet. Men også nogenlunde glad inden i. Jeg måtte bare håbe på, at fremtiden ville være lige så god. Jeg ville ikke have nogen som helst skænderier mellem mig og de andre drenge. Det ville være en katastrofe. Jeg kunne ikke en gang holde tanken ud.

Men det ville ikke ske. Vi havde et godt forhold. Vi stod sammen tykt og tyndt. Og nu troede jeg på det. Nu troede jeg på mine ord. Jeg skulle have mere selvtillid. Ligesom den jeg havde før. Jeg skulle bare bygge den op igen. Helt op. Jeg skulle ikke give op nu. Jeg skulle forsætte. Koste hvad det ville. Jeg ville tage mig sammen. Meget sammen. En for alle og alle for en.

Med den tanke rejste jeg mig besluttet op. Harry Styles havde ikke opgivet håbet i nu. Han ville kæmpe videre. Nu var det på plads. Uden flere tanker eller ord, gik jeg. Ikke bare gik. Jeg småløb. Jeg småløb på den sti, jeg havde gået på. Løb mod busken, hvor ulven havde siddet fast. Her stoppede jeg op. Jeg synes, jeg kunne se et svagt glimt der inde fra. Jeg rynkede øjenbrynene, før jeg trådte nærmere. Jeg satte mig på hug og rakte hånden ind i busken. Jeg roede rundt inde i den længe. Det tog mig flere minutters tid, før jeg mærkede noget koldt metal mod min hud. Jeg tog ganske forsigtigt fat om metalet og trak det ligeså forsigtigt ud, som om det var lavet af glas.

Jeg kiggede på halskæden. Metalet var formet som et ulvehoved med små øjne. Den hang fast i en læderstrop, som kunne klippes fast. Den der end havde den, måtte virkelig have passet på den, for den så ny ud. Men læderet var slidt, men hold bagt. Nåede sagde mig, at person måtte holde meget af den halskæde, for den var gammel. For 1950. Det måtte være personens bedstemor eller sådan noget. Men det var i værtifald flot. Men det endte med, at jeg puttede den i bukselommen og gik videre. Jeg vidste ikke, hvor jeg gjorde det. Men det var, som om en stemme i mit hoved, sagde at jeg skulle tage den. Jeg måtte have lyttet til stemmen, for jeg gjorde det.

Uden at tænke mere over halskæden gik jeg, den vej jeg var kommet fra. Jeg gik ned af stier, opad stier, mens jeg lyttede til fuglene og stilheden, der herskede i den store skov. Til sidst stod jeg ude ved en lille parkeringsplads, hvor min bil stod. Fuldkommen fredligt. Uden at tænke mere hoppede jeg ind i bilen, og kørte mod Louis’ hjem.

Jeg kørte roligt og stille, mens jeg hørte musik. Det var radio, så jeg bestemte ikke hvad jeg hørte. Jeg var også temmelig ligeglad.


Efter nogle minutters kørsel parkerede jeg foran en lejlighed, der tornede sig op mod himlen, som var ved at skifte farve til mørk. Det var aften, og klokken var seks. Jeg havde godt nok været væk i langtid. Men det gjorde sikkert ikke noget.

Med en rolig mine gik jeg mod døren til lejlighedens opgang. Der var varmt der inde, og en vinkeltrappe snorede sig rundt til den sidste dør. Stille gik jeg. Jeg tænkte ikke meget. Kun på hvad, der var sket i dag. Det havde været en underlig dag. Ulven som ikke havde dræbt mig, selvom den havde chancen. Stedet, der kunne give mig ro. Og halskæden, som jeg havde gemt i lommen. Jeg havde en underlig trang til at tage den op af lommen og tage den på. Det var, som om den kunne lokke folk til at tage den på. Denne dag kunne ikke blive underligere. Måske kunne den? Det skete værtifald altid, når folk sagde, at det ikke kunne blive værre. Og det blev værre. Det var en underlig verden vi boede i.

Jeg rustede voldsomt på hovedet, at mine krøller fløj om ørerne på mig. Mine tanker fløj også væk i et kort øjeblik. Men de fandt tilbage, da jeg stod ude foran lejligheden. Hvad havde drengene lavet, mens jeg var væk? Jeg måtte endnu en gang ruste på hovedet, så de forsvandt i noget tid. Jeg tog en dyb indånding, før jeg tog i dørhåndtaget og gik ind. Jeg hang jakken på en knage, og sparkede skoene af, inden jeg gik ind i en fin tilpas størrelse stue, hvor fire drenge havde slået sig ned. De var alle sammen ældre end mig. Jeg var den yngste i bandet.

Alle drengene vendte hovedet mod mig. De så alle nysgerrig på mig. Jeg vidste godt, hvad de ville spørger om. Men jeg sagde ikke noget. Uden et ord satte jeg mig ved siden af Zayn. Jeg kiggede rundt, indtil en hund kom luntende. Jeg kom i tanken om ulven ved synet af Louis’ hund. Hvor hunde og ulve lignede hinanden. Måske var det bare en hund? Nej. Jeg var sikker. Det var en ulv.

”hva’ så Harry, hvordan gik det?” spurgte Louis, der brød tavsheden. Jeg landede med et bump i verden igen. Jeg kiggede forvirret op. Hvordan gik det med hvad? Jeg var helt på vildspor lige nu.

”Turen Harry. Du må altså koncentrere dig noget beder,” lød det for Liam, der lænede sig tilbage i den sofa, han sad i.

”Nå, den. Den havde jeg helt glemt,” sagde jeg, og drengene himlede med øjnene. ”Den gik vel fint. Men …”

Skulle jeg fortælle dem det? Var det en god ide? Drengene lænede sig frem mod mig. De så alle nysgerrige ud over mit men. Jeg kunne ligeså godt sige det. De ville få det ud af mig før eller siden.

”Men underlig, i den grad,” sluttede jeg sætningen af. Nu var det ikke mig, der så forvirret ud. Nu var det dem. Niall hævede det ene øjenbryn. Louis rustede på hovedet. Zayn … jeg vidste ikke lige, hvad han lavede. Liam himlede med øjnene.

”Hvordan kan en tur i skoven være underlig,” sagde Niall underne, mens han pillede ved en pude. ”Sig hvad der har været så underligt.”

Drengene nikkede sig enig. Jeg fortrød, at jeg havde sluttet den sætning færdig. Hvorfor kunne jeg ikke holde kæft nogen gange? Jeg snakker for meget. Mit hjerte pumpede hårdt mod mit bryst, som om jeg ikke fik blod nok i kroppen. Jeg bed mig nervøst i læben. Hvordan ville de reagere, når jeg fortalte om ulven? Den mega søde ulv. Hey, hvor kom det fra. Nu er jeg også selv, ved at gå for forstanden.

”Er I sikker på, at I ville høre det,” sagde jeg nervøst, mens jeg legede med mine egne hænder af nervøsitet. Drengene kiggede kort på hinanden, inden de nikkede til mig. Nu var der ingen vej udenom. ”Okay … jeg var en tur i skoven, som I ved. Jeg gik og gik, indtil jeg hørte et ulvehyl. Jeg blev selvfølgelig forskrækket. Hallo, hvor mange høre et ulvehyl, når de går en tur i skoven. Jeg kiggede op og så – og så en stor ulv …”

”Er du sikker på, at det ikke bare var en ulv, Harry,” sagde Louis, mens han stryg Ted (Hans hund), over ryggen. Han fangede mit blik. Det var alvorligt. Jeg havde aldrig set ham så alvorlig før. ”Der er nogle hunde, som ligner ulvene meget. Se bare på en slædehund.”

Jeg vidste, at det ville komme, så jeg havde forberedt mig. Men det var bare det, om de ville tro mig. Det var jo en langt ude historie, jeg kom med. Altså, hvor mange fortæller, at de har set en ulv på vejen. Vist ikke ret mange. Jeg vidste ikke en gang, om der var ulve i England.

”Jeg er fuldkommen sikker. Hvor mange gang har du hørt, din hund hyle som en ulv?” spurgte jeg. Det var vist nok forklaring nok, for han sagde ikke mere. Det gjorde de andre drenge heller ikke. De alle sad tavse i sofaerne, men de vendte på, at jeg skulle forsætte og det gjorde jeg: ”Den var fanget i en busk fuld med torne. Den så trist ud. Den peb så højt, at jeg ikke engang kunne høre mine egne tanker. Denne kiggede på mig med store himmelblå øjne. Fuld med håb om jeg ville hjælpe den ud. Og det gjorde jeg. Jeg løsnede gren for gren uden at tage øjnene fra den. Den gik. Den gik videre. Men så kommer det, der undre mig mest: Den stoppede op en halvmeter fra mig. Den sænkede hovedet, som om den ville sige, at den var taknemmelig over, hvad jeg har gjort for den.”

Drengene sad helt stille efter min fortælling. De kiggede vantro på mig. Jeg vidste, at de ikke kunne forstå det. Det kunne jeg heller ikke i starten. En normal ulv ville sikkert have ædt mig eller sådan noget. Drengene kiggede rundt på hinanden. Men de sagde ikke noget. Det gjorde mig dårlig tilpas. Hvad hvis de ikke troede på mig? Hvad hvis de ville grine af mig?

Jeg bed mig i underlæben. Så hårdt at jeg kunne smage blodet. Sådan sad vi længe, mens regnen slog ned. Jeg lyttede til regnen. Lyttede til mine omgivelser. Jeg lyttede til den rolige blæsten, der susede udenfor uden at tage hensyn til træerne.

”Og den bed dig ikke engang?” lød det tamt for Zayn, som havde været tavs under alle samtaler. ”Ikke engang en flænge et eller andet sted?”

”Nej, men jeg fandt noget,” sagde jeg, og drengene kiggede interesserede på mig, som om jeg var den person, som alt tid kom med noget spændene. ”Den her.”

Jeg trak ulvehalskæden op af lommen og lagde den på stuebordet, der var imellem sofaerne. Det lød et lille dunk, da den ramte glasset. Drengene betagede den stille. Ingen sagde noget, og det gjorde mig utryg.

”Den er flot. Hvor fandt du den?” spurgte Zayn og løftede halskæden i vejret. Han snorede den mellem fingene.

”I busken som ulven var fanget i,” svarede jeg, mens jeg spekulerede over, noget som havde irriterede mig lige siden, jeg havde puttet halskæden i lommen.

”Hvem er dets?” spurgte alle drengene i kor, mens de langsomt betagede den.

”Jeg ved det ville lyde mærkeligt og urealistisk og umuligt,” startede jeg. Min teori var umulig til hænge sammen. Min tanke var ikke helt rigtig. Drengene ventede spændt på mit svar. ”Jeg tror det er ulvens.”

Nu brød alle drengene ud i latter. De var ikke til at stoppe igen, og Louis faldt ned af sofaen af latter. Det fik mig selv til at grine, at jeg selv faldt på gulvet. Kort efter lå vi alle på gulvet, mens Ted logerede med halen og overfaldt Niall. Latteren var ikke til at stoppe igen. Vi kunne ikke komme op af stå igen, før vi igen brød ud i latter. Det tog mindst tyve minutter, før vi kunne sætte os op igen.

”Okay, Harry, der må jeg altså sige stop,” sagde Liam og kvældede latteren ud af hans stemme, inden han rettede sig op i sofaen. ”Nok er det en ulv, der ikke angreb dig. Men, at den ejer en halskæde det tror, jeg altså ikke på.”

”Ja, okay,” sagde jeg, inden jeg kiggede på klokken. 21:30. Halv ti. ”Jeg må at se at komme hjem.”

Jeg sagde farvel og tog mit overtøj. Sikke noget. Jeg kunne ikke huske, at jeg har grinede så meget før. Med et smil på læben gik jeg ned af trappen, at det gav ekko i lejlighedsopgangen. Man kunne høre vært et skridt.

Jeg åbnede muntre døren til gaden, hvor der var masser af vandputter og det var koldt. Men det regnede ikke. Det var mørkt og skummelt. Jeg kiggede op mod stjernerne. Der var mange. Flere tusinder. Jeg gad ikke tælle dem, for jeg vidste, at jeg aldrig ville blive færdig. Aldrig.

Jeg gik roligt mod bilen, som holdt lidt væk. Jeg traskede over en vandpyt, uden at lægge mærke til mændene lidt længere bag mig. Men jeg kunne mærke deres blikke mod min nakke. Det var ikke dejligt. Jeg blev urolig. Jeg satte farten op for at nå hurtigere frem til min bil. Men ikke langtid efter, mærkede jeg nogle tvinge mig rundt. Personen måtte være stræk, for jeg kunne ikke gøre modstand.

En skummel mand med sort hættetrøje stod foran mig. Han smilede ondskabsfuld til mig. Han var muskuløs og stærk. Jeg vidste, at jeg ikke havde en chance mod ham. Hans onde grå øjne borede sig ondt i mine. Jeg mærkede uroligheden sprede sig i min krop.

Bag den skumle mand, som jeg døbte hr. Tobak, var der en mindre fyr. Ligeså muskuløs som hr. Tobak. I hans hænder havde han et jernrør. Først nu opdagede jeg, at hr. Tobak havde en kniv. En skarp kniv. Jeg var dødsens. Den mindre gut kaldte jeg, Smølf.

Hr. Tobak tog uventet fat i mine overarme. Han løftede mig op fra jorden. Jeg kæmpede for at komme fri. Jeg rustede som aldrig før. Hr. Tobak lo ondskabsfuld, inden han gik. Jeg vidste ikke, hvor han gik hen. Det var ikke det, som bekymrede mig mest lige nu.

Hvad ville de gøre imod mig? Det endte jeg vidste, eller var ret sikker på var, at de ville give mig tæsk. Ville de dræbe mig? Hvis de gjorde, kunne ulven ligeså godt have gjort det. Det ville sikkert have gået hurtigere. Et hak i struben og jeg var død. Jeg ville ikke have mærket, når den flænsede mig få at æde mig. Det her ville være mere smertefuldt, det var jeg sikker på.

De ville dolke mig og stikke i mig, indtil jeg lå livløs. Ingen ville finde mig. Kun når mine bandmedlemmer opdagede, at jeg ikke kom i studiet og når jeg ikke kom til musikvideo optagelserne. Ville det gøre ondt på dem at miste deres bedste ven, deres bandmedlem? Ville de kunne forsætte uden mig? Hvilket jeg helst ville have dem til. De skulle ikke stoppe deres drømme på grund af, at jeg blev myrdet.

Det hele var et sort hul. Ingen kunne se mig nu. Gaderne var øde, som hr. Tobak slæbte mig hen ad. Jeg vidste ren seriøst ikke, hvor vi var. Det hele var meget forvirrende. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke, hvorfor de ville dræbe mig. Hvad havde jeg gjort? Jeg er jo bare sanger. Jeg gør jo ikke noget forkert, eller gør jeg? Tanken fik min mave til at snøre sig sammen til en lille kule. Skulle jeg råbe på hjælp? Men nået sagde mig, at det ville være en dårlig ide.

De drejede ned af en forladt gade, hvor husene stod som skygger. I hjørner var der spindelvæv. Jeg havde aldrig set så meget spindelvæv i mit liv. De gik videre til de kom til en blindgyde. Her stoppede de op. Her ville de dræbe mig. Her ville ingen lede. De ville bare tro, at nogen havde bortført mig eller sådan noget.

”Nå, Styles,” sagde hr. Tobak med en hæs stemme. Han åndede mig lige i hovedet. Han skulle tage en pebermyntepistil. Hans ånde var dårlig. Den lugtede af … bræk. Jeg følte, at jeg skulle kaste op, ved lugten af hans ånde. Så dårlig ånde havde han.

”Hvad vil i mig,” sagde jeg, inden hr. Tobak tog fat i min krave. Han løftede mig højt op. Jeg mærkede mit hjerte sætte sig fast i halsen, hvor den bankede som besat. Min hals snørede sig sammen, og det samme gjorde min mave. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg var bange. Jeg var bange. Hvem ville ikke være det?

Jeg fik intet svar. Men i stedet blev jeg kastet hårdt ind i en murstensmur. Jeg mærkede smerten i mit hoved. Det føltes, som om mit hoved var eksploderet. Smertes tåre trillede ustyrligt ned af mine kinder. Det gjorde ondt. Meget ondt. Så ondt, at jeg var ved at besvime. Mine øjenlåg føltes som bly, mens hr. Tobak trak sin kniv. Den var stor og ulovlig. Jeg skulle dø. Hvis han ikke slå mig ihjel med kniven, var jeg sikker på, at jeg ville dø af smerterne.

Hr. Tobak satte sig på hug og rev min højre hånd til sig. Min hånd var fuld med blod. Jeg havde slået hul på hovedet. Voldsomt. Jeg vidste, at mit brune krøllede hår var rødt, især i baghovedet, som havde ramt muren først. Hr. Tobak strakte min arm ud, inden han lod bladet på kniven prikke hul på min hud. Jeg skreg, da jeg mærkede, at han trækkede kniven for min albue og videre til håndledet. Der stoppede han. Flere og flere tårer trillede ned.

Jeg følte mig dårlig. Meget dårlig. Jeg havde mistet håbet om hjælp. Jeg havde mistet alt. Håbet om at leve videre. Hr. Tobak smilede ondskabsfuldt, inden han rejste sig op. Han grinede. Ikke sådan et grin som jeg plejede at høre. En glædeløs latter. En latter der skar igennem mave og ben. Jeg skulle dø. Det var jeg sikker på.

Det var uretfærdigt. Jeg var kun nitten år og få ung til at dø. Jeg havde ikke en gang en kæreste. Hvilket var for dårligt. Meget dårligt. Men det bekymrede mig ikke lige nu.

Jeg bekymrede mig om min familie. Ville de også komme efter dem? Ville de udrydde hele Styles slægten? Det kunne jeg ikke tillade. Det var nok med, at de ville dræbe mig. Men familie. Så gik de overstregen. Jeg lover, at når jeg er død, ville jeg beskytte min familie. Jeg ville være hos den igennem tykt og tyndt. Og det samme med drengene. Måske var de kun ude efter hele One Direction. De måtte dræbe mig og ikke resten. Basta.

Langsomt og forsigtig lod jeg min raske hånd tage fat rundt om min arm, hvor hr. Tobak havde skæret. Det gjorde ondt af helveds til. Det dunkede i mit hoved, at jeg snart besvimer. Jeg vil lide af blodtab og dø af det. Det var ikke slut endnu.

Smølf tog jernrøret i hånden. Han gik selvsikkert mod mig. Han smilte ondskabsfuldt, inden han løftede jernrøret. Nu var det slut. Nu skulle jeg dø. Jeg ville ikke klare et slag i hovedet med et jernrør. Jeg ville dø. Var det virkelig min skæbne. Blive dræbt af nogle usle mordere.

Endnu et skrig trængte igennem stilheden. Jeg krummede mig sammen, så godt jeg kunne, da jeg troede, at det var mig, der skreg. Men nej, det var ikke mig. Jeg var uskadt. Ikke helt. Men jeg var ikke blevet ramt. Langsomt åbnede jeg øjnene. Det jeg så skræmte næsten livet af mig. En ulv. Ikke en hvilken som helst ulv. Ulven for busken. Den ulv, som jeg havde redet, havde bidt sig fast i Smølf’ højre arm, hvor han havde jernrøret. Han slap røret. Han skreg og skreg. Hr. Tobak så lammet til. Jeg kunne se på ham, at han ikke troede sine egne øjne. En ulv.

Ulven strammede grebet om Smølf’ arm. Smølf skreg i vilden sky. Kort efter lød der et ordenligt knæk. Ulven havde knust hans knogler. Smølf faldt bevidstløs løs på jorden. Jeg kiggede måbende på Smølf, der lå helt stille. Var han død?

Hr. Tobak nærmede sig mig, som om han ville tage mig med. Men ulven var hurtig. Den sprang foran mig. Knurrende. Jeg kunne se, at den viste tænder. Den havde skarpe tænder, og hr. Tobak sprang bange tilbage, inden han stak halen mellem benene og løb væk.

Det var nok den uhyggeligste oplev, jeg havde oplevet. En ulv der bed en mand bevidstløs. Måske var manden død? Hvad ved jeg? Jeg er ikke læge.

Ulven vendte sig mod mig. Dens blik var roligt og venligt, i stedet for ondt og skræmmende. Den gik hen mod mig. Jeg stivnede. Ville den nu dræbe mig? Var det derfor den, havde redet mig for mændene? For at selv kunne gøre det af med mig. Der gik et chok igennem mig, da jeg mærkede ulvens kolde snude skubbe til min venstre hånd, som holdt stramt om min højre hånd. Jeg tøvede, før jeg flyttede hånden. Jeg vidste ikke, hvad den ville. Men jeg lod den gøre det, da noget sagde mig, at det var en god ide.

En smerte skød igennem mig, da jeg mærkede ulvens tunge mod mit snit. Snittet var dyb, og jeg tvang mig selv til at se på ulven, der slikkede det rent. Den så fordybet ud, som om den var væk i sine egne tanker.

Efter korte minutter løftede den hovedet.

”Tak,” hviskede jeg og lod den raske hånd glide igennem dens pels. Min stemme var svag og næsten uhørligt. Smerterne for min arm og mit hoved blandede sig, og alt blev sort. Jeg var besvimet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...