Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5696Visninger
AA

20. 17. Når du har kærlighed med, har du allerede vundet.

 

 

”Spis, Emma.” Louis smilede omsorgsfuldt og stalde en uåbnet bøtte Ben og Jerry is foran mig. I et øjeblik tvivlede jeg, om jeg kunne spise det, men skubbede tvivlen væk, da sulten pressede sig på. Louis satte sig ned foran mig, åbnede bøtten, og lugten af vanilje fik mine tænder til at løbe i vand. ”Det hele er dit.”

”Undskyld jeg spørger, men hvorfor is,” sagde jeg og stak plastisk skeen ned i den kolde, jævne masse, der fik nakkehårene til at rejse sig og kulden til at krybe ind under min hud. Jeg prikkede lidt til den og kiggede skeptisk på Louis, der rystede på hovedet, men havde et fjoget grin om læberne.

”For at fede dig lidt op Emma,” grinede Louis og ventede tålmodigt på, jeg skulle tage den første mundfuld. Jeg kiggede væk og rørte genert rundt i isen. Den hvidemasse vivlede sig sammen, men forblev fast og kold. ”Du kan ikke rende rundt som et skelet for evigt.”

”Jeg ligner ikke et skelet. Du ved godt, jeg ikke er tynd eller elsket,” gav jeg ham igen og skubbede is bøtten fra mig, men Louis skubbet den stædigt tilbage. Hans ansigt forblev gavmildt, da han løsnede et stykke is og proppede det i munden på mig.

”Emma, du er ikke tyk,” sagde han roligt, og forblev ved sin gavmilde facade, og det var langsom ved at gå op for mig, at det ikke var en facade men hans personlighed. ”Og du er elsket, tro mig det er du. Kig på dig selv. Hvad ser du?”

Jeg sank isen og gøs ved kuldens tilstedeværelse. Maven snurrede sig sammen, og jeg kiggede skeptisk på ham, men hans gavmilde ansigt var alvorligt og trangen til at krympe mig overfaldt mig. Jeg knyttede mine hænder og lod blikket falde ned over min krop.

”Det er løgn,” gispede jeg og synet af de tydelige ribben, fik kvalmen til at stege op i mig og den ny sunket is stykke ville op igen. Jeg tog mig for munden og koncentrerede mig om få klumpen sunket og få spist noget i en fart. ”Giv mig den bøtte is.”

Louis smilede og skubbet isen tættere på mig. Jeg tog i mod den, men mærkede barrieren af modvillighed. Jeg rynkede brynene og skubbede tankerne fra mig, men barrieren forsvandt ikke for mit sind.   

”Noget galt.” Louis lænede sig over bordet og lagde hånden ind i min. Gåsehuden krøb op ad mine arme og truede med at vise min svaghed.

”Nej, det går,” sagde jeg stille og knurrede om hans hånd. ”Det er bare noget der irriterer mig.”

Jeg viftede med hånden og prøvede at lyde så rolig som muligt, men hormonerne fik følelserne til at vælde op i mig. Tårerne samlede sig i øjenkrogen og i et øjeblik måtte jeg knibe øjne hårdt sammen, for at holde dem på plads.

”Hvad er der galt, Emma.” han nussede min hånd, og i et øjeblik så jeg et glimt for min fortid, og jeg huskede dagen, jeg havde smadret Harrys soveværelse. Tanken fik tårerne tilbage, og jeg nåede ikke at fjerne dem, før de løb ned over mine kinder. ”Emma, rolig nu.”

Louis lænede sig over det runde bord og trak mig ind i et kærligt kram. Jeg sank sammen og hvilte mit hoved mod hans skulder. Hans lugt fik roligheden til at sprede sig i min krop, men mit sind slog det væk og længtes efter noget, jeg havde savnet i en uge.

”Emma fald ned. Shh.” men hans omsorgsfulde stemme påvirkede mig ikke og fortvivlede hulk afløste evnen til at tale. De rolige strøg over ryggen, fik hormonerne til at eksploder i min krop. Jeg krøb længer ind mod Louis, selvom jeg længdes efter en anden.

”Louis, jeg er bange,” hulkede jeg stammende, og jeg var glad for bordet var imellem os, eller havde jeg hoppet helt op til ham. ”Jeg er bange for at miste ham.”

”Det skal nok gå, Emma,” hviskede han ned i mit hår, og nakkehårene rejste sig, mens kuldegysningerne vendte tilbage. Han lød overbevisende, men hans rystende stemme afslørerede ham, og vi tænkte på den samme person. ”Han er stærk.”

Selvom håbet boblede inde i mig, slukkede jeg den og begravede ansigtet i hans skulder. Tårerne gled ned på hans sorte T-shirt og efter lod våde mærker. Jeg rørte lidt på mig, men blev i hans favn, da det var det eneste, jeg havde at græde ud ved.

”Men jeg vil ikke miste ham, Louis,” hulkede jeg og prøvede at trække mig for ham, men kroppen protesterede, og Louis strammede grebet om mig. I et øjeblik var jeg bange for, Eleanor ville blive sur og beskylde Louis for at være utro, men underbevidstheden beroligerede mig, og der var ikke nogle følelser i det, kun venskab.

”Holder du af ham?” spurgte Louis sagte og trak mig ud af hans favn. Hans øjne var spørgende og følelsen af, han vidste noget, gav mig urolige trækninger, men prøvede at ligge ansigtet i andre folder.

Nervøsiteten gnavede i min sjæl, og i frygt for hans mening, skovlede jeg en position is i munden. Kulden fra isen mod min tunge beroligerede mig og efter kort tid, kunne jeg ligge skeen fra mig.

”Jeg holder meget af ham,” svarede jeg tøvende og stirrede ned i isen, der var begyndt at smelte. ”Det er svært at forklare, hvad jeg føler og jeg vil helst ikke snakke om det.”

Jeg hakkede i isen og forventede et hav af spørgsmål fra Louis, men han forblev tavs og betagede mig grundigt. Jeg bøjede mig sammen i forsøg på at skjule mine røde kinder, men Louis fangede min opmærksomhed, og et nyt spørgsmål var på vej.

”Elsker du ham.” Louis smilede hemmelighedsfuldt, og jeg samlede skeen op og begyndte atter på at skovle isen i munden. Panikken greb mig, og i et sekund havde jeg lyst til at stikke af, men tanken om at forlade Harry, skar igennem mit hjerte.

”Ja.” Jeg sukkede og kørte en hånd igennem mit fedtede hår. ”Jeg har så mange følelser for ham, at jeg selv bliver helt forvirret. Alle de tanker der kører inde i ens hoved, og man er bange for, at han ikke kan lide dig. Det er frygteligt at forelske sig i en, der allerede kan lide en anden.”

Jeg støttede mig til hovedet og genså Natalies finger flette sig ind i hans, og kvalmen kom tilbage ved mindet om de kærlige blikke de udvekslede. Jeg sank en klump, der havde forhindret kvalmen til nå længer.

”Hvordan ved du, at han ikke kan lide dig?” spurgte Louis og hans blå øjne lyste i solopgangens røde skær. Væggene i sygehusets kantine blev magisk farvede røde, og pasinterne blev rødlige i huden. Jeg vendte hovedet mod de store vinduer og beundrede det flotte skær og den store, gule sol i horisonten.

”Jeg har set ham med en anden,” sagde jeg uden at fjerne blikket fra solen. Jeg holdt smerten ude, selvom den var brutal, og fik mit hjerte til at flække over. Jeg fjernede blikket fra solen og i et øjeblik var jeg for genert til at forsætte, men bed det i mig. ”Det er hårdt nok at have en mor, der ikke respekter, hvem man vil ha’, men alligevel havde hun ret. Han vil knuse mit hjerte.”

”Det er løgn, Emma,” udbrød Louis hidsigt. Hans øjne lynede og de funklede som stjerner, men blev mørke og alvorlige igen. ”Han kan godt lide dig, Emma …”

”Det siger du bare for at gøre mig glad,” afbrød jeg vredt og hakkede irritabelt i isen. I et øjeblik greb trangen til at hælde det i hans hår mig, men slog det hen. Jeg ville ikke blive uvenner med ham, da hans trøstende skulder stadig hjemsøgte mig.

”Nej, jeg gør ej, Emma!” hvæsede han og knyttede hænderne sammen, at de blev helt hvide. Øjnene lynede og han havde et vredt drag om munden. Jeg sank en klump, krympede mig i stolen, og forsøgte at formindske den dårlige samvittighed. Hans ansigt var vredt, og jeg bøjede mig og lavede klyngelyde, som om jeg stadig blev sat på plads af en dominerende alfahan. ”Han sagde til os, vi skulle bringe dig en besked til dig, da vi så dig, nu hvor han ikke selv kan det.”

Jeg forsatte mit klyngen, og selvom jeg prøvede at stoppe det, blev det ved. Patinterne ved bordene omkring os kiggede sig og over skulderen.

”Han sagde til os, vi skulle sige til dig, at han holdt meget af dig, og du var en fantastisk pige.” han tav og han lagde ansigtet i de normale venlige folder. Jeg holdt op med at klynge, og jeg følte mig ikke længer som omega, som jeg havde gjort i en uge.

”Men jeg hører ham aldrig selv sige det,” peb jeg og mit syn blev sløret af nye saltvandstårer. Jeg tørrede dem væk med bagsiden af hånden, og håbet om at få et første kys, forsvandt for listen med de store ønsker. ”Hvorfor er det altid mig det skal ske for? Livet er så uretfærdigt.”

”Emma, det skal nok gå,” sagde Louis mildt og strøg mig omsorgsfuldt over armen. ”Der er mange der ude, der er lige som ham.”

”Jamen, jeg vil ikke have andre end ham,” hulkede jeg, og trangen til is brændte. Jeg tog en dyb indånding og kiggede sorgmodigt ned i det tomme is bægre. ”Hvorfor skal kærligheden være så besværlig.”

”Du trænger hvis til en bøtte mere.” han gav min skulder et klem og rejste sig. Jeg stirrede ned i bordet, og jeg kredsede et knækket hjerte ind i den brune overflade for den sorg, jeg følte.

”Værsgo at spis.” Louis satte den anden is bøtte foran snuden på mig og satte sig overfor mig. Hans øjne var milde og behagelige, men følelserne i min krop påvirkede hormonerne, der fik en smerte til at blusse op i mit underliv. Jeg bed tænderne sammen og åbnede is bøtten.

”Du skulle ikke bruge pengene på mig.” jeg tog en stykke chokolade i munden og den gode smag, fik et gammelt minde op i tankerne, men jeg slog det hurtigt væk. Jeg kiggede op på ham og opdagede, han rystede på hovedet.

”Det er okay. Og så har jeg hørt is hjælper mod kærlighedssorger,” på pegede Louis og betagede mig fordøje chokolade isen. Jeg rystede på hovedet og kunne ikke undgå et smil forme sig på mine læber.

”Det gør det måske …”

”LOUIS – EMMA – KOM!” afbrød en højstemme, der rungede mod kantinens fire vægge og fik ordene til at give genlyd. Min hjerte rytme hamrede i top, og håndfladerne blev våde af sved. De væreste tanker løb igennem mit hoved, og jeg troede det væreste.

I et øjeblik kiggede vi på hinanden, men jeg brød øjenkontakten og rejste mig. Kvalmefornemmelsen vendte tilbage, og jeg var svimmel og godt øger i hovedet. Jeg tog mig til panden i et sekund, men fandt hurtigt balancen og banede mig vej mellem bordene. Patinternes blikke brændte nysgerrigt i min nakke, men jeg ignorerede det, da min tanker kun tænkte på en ting. Harry.

Niall stod ved kantinens indgang, og min mave snurrede sig sammen ved synet af ham. Jeg sank en klump og betagede de blanke saltvandstårer trille ned ad kinderne på mig. Jeg bed mig i underlæben, og den dårlige fornemmelse blev bekræftet. Det var sket.

Tårerne væltede ud af mine øjne og i et øjeblik ønskede jeg en skulder at græde ved, men knyttede hænderne og fulgte tavst med Niall. Smerten bølgede igennem kroppen og slog den tunge barrierer af sorg til side. Mit hjerte hamrede og blev fuldt af sorg og smerte, da vi nærmede os Harrys dør. En flok læger stod samlet og snakkede lavmælt sammen, mens solens morgenstråler skinnede inde fra Harrys dør.

Jeg stoppede et kort sekund udenfor døren, men tog en dyb indånding, der udfyldte lungeren helt ud, og gik ind. Frygten hængte sig over mig som en tyk tåg, og jeg var bange for, det jeg ville se.

Rummet var oplyst af solopgangen og alt var malet rundt. Familiemedlemmerne sad bøjet over den robuste skikkelse i sengen, der modtog en kram for Gemma. Tårerne prikkede på, og jeg blev stående lige så stille. Mine hænder blev slappe og knæene til gele, men alligevel holdt jeg mig på benene og stirrede ind på den urørlige skikkelse, der hele tiden blev dækket af en ny.

Louis trådte ind bag mig og lagde trøstende en arm om mine skulder. Jeg kiggede fortvivlet der op, men tog blikket ned og knyttede mine hænder til de blev helt hvide. Smerten var ulidelig, og sorgen pressede flere tårer ned over mine kinder. I et øjeblik ønskede jeg at begrave mit ansigt mod Louis’ skulder, men synet af Eleanor, der stod i den fjerneste ende, holdt mig tilbage.

Jeg tog blikket fra hende og rystede Louis’ arm af, selvom den fik lettet lidt af den tunge byrde på min skulder. Jeg kiggede igen over mod Harrys skikkelse. Jeg tørrede øjnene med bagsiden af hånden og snøftede.

Familien vendte sig, og Anne, der sad i hans seng, smilede og gav en hånd et klem. Jeg sank en klump og i et øjeblik ville jeg væk, men Annes venlige blik, fik benene til at klistre sig til jorden.

Mine ben gav efter, og jeg støttede mig modvilligt til Louis, der greb mig i overarmen. Anne satte sig ned i gæstestolen og afslørede skikkelsen i sengen. Personens krøller var livlige men fedtede og de grønne øjne strålede om kamp mod solen. Et charmerende smil pilede over hans læber, og tårerne trillede ustyrligt ned ad mine kinder.

”Harry,” udbrød jeg overrasket og barrieren af sorg og smerte, der havde vokset sig stor, gled for hinanden og blev i tusind små dele. Glæden, der havde været væk og låst inde, frigjorde sig og lagde sig tæt op om mit hjerte.

”Emma.” hans hæse stemme var muntre, og i et øjeblik stod jeg, hvor jeg var, men benene havde sine egne ideer. Jeg småløb derhen og følelserne var overvældende, mens tårerne var livlige og ikke til at stoppe.

Jeg slyngede armene omkring ham, og han trak mig ned til sig. Hans ånde mod min nakke gav mig kuldegysninger, men ignorerede det og nød stunden.

”Hvor er jeg glad for at se dig igen, Harry, jeg troede, aldrig jeg nogensinde vil se dig igen,” hulkede jeg og begravede ansigt i hans skulder og lod hans blide strygninger beroliger mig. Hans duft fik roen og mine muskler til at slappe af flere steder i kroppen. Tårerne gjorde sygehusets bluse våd.

”Shh, Emma,” hviskede han tæt på mit øre og løftede mig op på hans skød. Jeg sank en klump og kiggede ham dybt ind i øjnene. ”Jeg er her nu. Du må ikke græde.” Han tørrede tårerne væk med sin tommeltot og tilføjede: ”Må jeg godt være alene med Emma i noget tid.”

Han kiggede spørgerende rundt på forsamlingen. Selvom ingen af dem havde den største lyst til at gå, ignorerede de ikke hans bøn og forsvandt ud af døren. I et øjeblik for blev alt tavst, og jeg flyttede mig usikker længer ind mod Harry.

”Hvordan har du det?” spurgte Harry pludselig og fjernede en tot og førte den om bag mit øre. Hans øjne lyste af ømhed, og jeg krøb længer ind i mod ham. Han accepterede det og strammede grebet omkring mig.

”Fint,” sagde jeg kort for hovedet og prøvede at skjule min tynde krop for ham, men hans fingre om min talje fortalte for meget.

”Hvad er der sket med dig. Du er så tynd, Emma. Hvem har sultet dig.” Harrys bekymrende øjne borerede sig ind i mine, og følelsen af at jeg var fangede i en rottefælde fik mig til at lukke øjnene og ønske, han ikke havde opdaget det.

”Jeg kan ikke leve uden dig,” svarede jeg tøvende og undgik øjenkontakt.

”Men jeg vil ikke have, at du skal tage dit eget liv på grund af mig, Emma,” sagde Harry og løftede min hage op. Han fangede mine øjne, og jeg kunne ikke kigge ud af dem igen. ”Jeg vil ikke være skyld i, at min elskede skal dø på grund af mig, der ikke har et godt helbred.”

Han bøjede sig lidt ned og lukkede de fantastiske øjne, jeg var faret vild i. Mit hjerte bankede, men stod helt stille, da nogle bløde læber blev lagt forsigtigt på mine. I et øjeblik var det som om verden var gået i stå, men jeg nød det og kyssede med.

 

                           

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...