Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5373Visninger
AA

19. 16. En kamp mellem liv og død.

 

Ulvene kastede sig over maden, men blev hurtig jaget væk, og selvom min mave knurrede, gjorde jeg intet for at irritere lederen. Jeg sukkede og lagde hovedet over mine forben, men blev hurtigt jaget til side af to kæmpende ulve. Den ene var en kraftig, stærk ulv med mørke strækninger ved øjnene, mens den anden var spinkel og hurtig med en hvid skær i pelsen.

Forskrækket gik jeg til side og betagede den korte slåskamp, der havde snoet sig ind i min dagligdag og blevet en vane og tradition ved middagstiderne. Det overraskede mig ikke, at den kvikke og stærke ulv, fik fældet den hurtige, men jeg følte alligevel sympati for den tabende. Med et suk gik taberen skamløs væk med hængende ører og en hale mellem benene.

I et øjeblik greb trangen til at følge efter ham mig, men opdagede hurtigt, at det ikke var en god ide. Jeg tog blikket for den og så over på alfahanen, der gik forbi mig uden at værdier mig et blik. Jeg bekæmpede lysten til at knurre af ham, og minderne om min første dag her, væltede ind over mig.

En lav knurren viberede i mit bryst, da hannen havde vendt ryggen til mig og var på vej over mod den døde hjort. Hannen vendte rundt på stedet og hjørne tænderne var blottet, mens en dyb, knurrende lyd steg for hans strube. I et øjeblik troede jeg, han vil ignorere mig, men han var hurtigt over mig og vendt mig rundt.

”Hvad er der galt.” hans stemme var ru og fik hårene til at rejse sig. Jeg lod ørene falde ned, men kunne ikke få blikket fra hans mørkebrune øjne. Hans ånde mod mit ansigt fik maven til at knurre sig sammen ved lugten af råd kød. Jeg sank en klump.

”Nej,” peb jeg og fik revet blikket ud og i et sekund troede jeg han ville lade mig gå, men jeg afslog tanken, og følelsen at være ydmyget berørte min sjæl. ”Der er ikke noget i vejen.”

”Hvorfor sætte sig op i mod mig, Omega,” hvæsede han arrigt, og resten af flokken delte sig rundt om os. Jeg lagde ørene tilbage og lavede nogle høje klynge lyde. Alfahannen rettede sig lidt op, da jeg blottede struben og tindingerne dunkede i mit hoved.

”Det var ikke meningen,” klyngede jeg og slikkede ham på snuden for at vise min respekt. Ubeslutsomhed afspejlede sig i hans øjne, og jeg troede, han ville dræbe mig, men han gav en knurrende lyd fra sig, og lod mig slippe for denne her gang.

Jeg var taknemmelig, men musklerne i min krop var stadig spændt, selvom faren var drevet over. Jeg følte mig pinlig berørt, men slog det ned og lagde mig igen med ørene lagt bagud og prøvede ikke på at se for lettet ud.

Ulvene fordelte sig om byttedyret, men holdt en nervepirrende afstand, og hannen holdt øje med mig ud af øjenkrogen. Jeg klyngede, men samlede mig og gjorde alt for ikke at virke svag. I et øjeblik ønskede jeg at komme hjem, men tankerne om mor, fik afskyen til at boble inde i mig.

Græsstråene kildede mod min næse, men ignorerede det og så pligtskyldig på de andre ulve. Maven snurrede sig sammen af sult, og i et split sekund var jeg ved at miste kontrollen over min sult. Jeg slukkede sulten og lysende i mine øjne, der blev fyldt af tomhed og følelsesløshed.

”Noget galt.” jeg kiggede op, og en fin, snehvide ulv kom luntrende i mod mig med højt løftede hoved. Jeg sank sammen og lavede en klyngende lyd i forsøg på at vise min respekt for hende, men klokkede i det, og i et sekund, troede jeg, hun ville kaste sig over mig, men hun satte sig over mig.

”Næ,” svarede jeg kort for hovedet og prøvede at lyde overbevisende, men Alfatæven så ikke så overbevist ud. Hendes grå øjne med et gyldent skær i midten lyste af gavmildhed, og jeg fattede ikke, at hun brugte en tid på en omega som mig.

I få sekunder følte jeg mig brugelig, men forsvandt hurtigt for bevidstheden og blev afstøttet af en tomhed, der gnavede sig ind i min sjæl og truede med at lave mig hul og følelsesløs. Var det virkelig sådan det føltes af at være i fangeskab?

Medlidenheden bølgede over mig, men slog den hen og koncentrerede mig om alfatæven, der havde rykket tættere på, og mit hjerte satte tempoet op. Tanken om at være så tæt på en virkelig jæger, fik maven til at blive kold som is og spændingen til at afløse mit sind.

”Du har ikke spist i en uge, selvom der var rester til dig,” på pegede ulven og bevist slikkede jeg hende på næsen, der brændte under min tunge. I et øjeblik gled et ulvesmil på hendes læber, men forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. ”Det er bekymrende for os og for passerne. Hvad går dig på?”

”Ingenting,” løj jeg og den dårlige samvittighed druknede i mine øjne. Jeg krøb længere væk for tæven og lagde en halv meter afstand mellem os, men hun krøb efter og kom så tæt på at vores poter rørte hinanden.

”Jo, der er,” sagde hun, og jeg frygtede, at der ville komme en logisk forklaring. Jeg sanke en klump, lagde ørene tilbage og prøvede at ignorere den borende sult. ”En hver omega vil gøre alt for at få sig et nap mad, men jeg har ikke set dig cirkle rundt om maden en eneste gang. Der er noget galt og lad vær med at benægte det, omega.”

”Der er noget galt, men det er en lang historie, og jeg har ikke lyst til at dele den med nogen,” sukkede jeg og gjorde intet for at skjule utilfredsheden, men skubbede det væk. Alfatæven kiggede nysgerrigt på mig, men slog blikket væk, da mit ansigt blev fuldt af ubehag.

”Vi er din familie, du kan sige det til os,” prøvede tæven og lagde hovedet på skrå, men jeg kiggede væk for at skjule den vrede, der varmede mine øjne, og kæberne bed hårdt sammen.

”I er ikke min familie,” knurrede jeg hidsigt, men fortrød jeg ikke holdt bedre fat på vreden. Alfatæven sprang op og blottede sin tænder og viste børster. Jeg bed i min tunge og ønskede ikke at sige mere, men modet steg i mit indre, selv om jeg prøvede at undertrygge det. ”Jeg er ikke en er jer! Jeg hører ikke til her, og det vil jeg aldrig gøre!”

Jeg sprang op på benene og stirrede tæven ind i øjnene, men holdt knurren tilbage. I et øjeblik var jeg bange for hun ville angribe, men hannen med den gyldne pels knurrede og sprang ind for at beskytte sin makker. I frygt lod jeg ørene falde tilbage, men modvilligt rejste de sig igen.

”Har jeg ikke sat dig på plads en gang i dag,” knurrede hannen, men jeg ignorerede ham og afskyen kvælde min brystkasse. Jeg vendte ryggen til ham, selv om det var farligt og risikabelt forsatte jeg videre, og følelsen af at være alene og uforståelig overmandede mig. Trangen til at græde voksede, mens lysten til at stikke af forsvandt.

Jeg luntede sorgfuldt over mod det store gitter, der fik følelsen til at være indelukket til at røre på sig. Tanken om dagen med Harry fik savnet til live, og tårerne pressede sig på. Jeg lukkede øjnene og lod bølgende af tristhed skylle igennem mig, mens håbet om at komme ud forsvandt for hver minut der gik.

Jeg lagde mig ned med et suk, og vendt ansigtet mod tilskuerpladserne, hvor en dusin piger slog sig ned på den første bænk og den midterste trak et blad op ad sin skintaske. Nysgerrighede trak i mig, og jeg glemte alt om sorgen, men den nærrede et sted i baggrunden.

Musklerne knagede, da jeg rejste mig og sneg mig med lydløse skridt mellem græsset, som ikke var klippet og opslugte min skikkelse. Jeg holdt hovedet sænket og halen helt stille og i et øjeblik så det ud som om, jeg var på jagt.

”Tatiana, hvad står der,” sagde en pige og lænede sig ind over den anden i håb om at få et glimt. Jeg lagde mig ned og fejede græsstrående væk for ansigtet og kiggede op mod pigerne. Maven knurrede sig sammen, og selv om jeg ikke vidste hvem det handlede om, stoppede mit hjerte. Følelsen af uvidenhed skræmte mig, men ignorerede det og koncentrerede mig.

”Der står: ’Den. 9. juni faldt den kendte Harry Styles om, da den ulv han tog som et kæledyr blev bedøvet og er nu i den lokale zoo, hvor den lever som omega ifølge den samarbejdsvillige dyrpasser, der tager sig af hende og hendes komponér, og ingen er i tvivl om, at hun ville have det godt der, nu hvor hun endelig kan færdes sammen med nogen af hendes egne i stedet for at tage den kendtes tid for sine fans og hans vigtige arbejde med sine bedstevenner. Men den lykke varede kort for den unge hr. Styles. Efter to timers bevidstløshed vågnede han op svimmel og øger i hovedet. Han kunne knap nok huske, hvad der var sket, men alligevel så alt lyst ud for ham. Lægerne regnede med, at han kunne gå den følgende dag, men efter en halv time fik den unge herre vejrtrækningsproblemer og var døden nær, da lægerne endelig blev tilkaldt af hans mor.

”Det var skræmmende at se ham så lig bleg og vide, at du ikke havde intet at stille op,” fortæller moderen ulykkeligt og må flere gange tørre tårerne væk. Harry er blevet forflyttet til intensiv, hvor han ligger i respirator og kæmper for sit liv.

”Vi gør alt, hvad vi kan for ham, men hans tilstand er ustabil og hans tid er hver at rende ud. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, han kan klare den. Han er kraftigt dødende, og vi kan ikke finde en årsag til det,” udtaler en læge.

Er det virkelig slutningen på den kendte popsangers liv? Eller er der håb tilbage? Moren er ikke den eneste der er synder knust. De fire tilbage vendende bandkammerater er lige så kede af det og chokkeret som moren, men de ønskede ikke at deltage i et interview.”

Det var som at få en knytnæve i maven, og jeg følte mig chokkeret. Maven vred sig hårdt sammen, og verden brød sammen til ruiner. Sorgen fandt tilbage med ny styrke, og lysten til at stikke af brændte som en gammel flamme.

Jeg satte mig langsom op og i forsøg på at fortælle mig, det nok skulle gå igen, brød jeg sammen og i et øjeblik, gik alt ud. Jeg følte mig tom, og tankerne fik en psykisk smerte gennem borerede min krop. Byrden på min skulder voksede, og jeg tog mig sammen og vendte tilbage.

                                                                         ***

Jeg knurrede hænderne sammen og prøvede at holde smerten ude. Kulden var omklamrende og fik min spinkle figur til at ryste, og i et øjeblik troede jeg, jeg aldrig fik mig taget sammen til at gå derind, men jeg sank en klump, der havde vokset sig stor i løbet af flygt forsøget.

Mine skridt gav tavst ekko, og den tunge jern dør fik kuldegysningerne til at dukke frem på mine bare arme. Skulderne hang ned, og jeg skubbede døren op og afslørede et hvidt lokale. Dens lyse tilstand smittede ikke af på mig, men fik tårerne til flyde ud over mine kinder.

Minderne vivlede rundt i hovedet, og efter få øjeblikke var tårer strømmende ikke til at stoppe. Jeg tørrede dem væk med bagsiden af hånden, men de blev hurtigt fuldt af friske saltvandstrømme, der fik huden til at føle hård og ru.

Røde stole var lænet op ad vægen, og i et øjeblik troede jeg, jeg var havnet på den forkerte sted, men et ukendt instinkt fik fødderne til at bevæge sig. Mine ben var udmattet og sløvheden greb mig. Jeg missede med øjnene og energien forsvandt og manglen på mad tog til.

”Emma, har du det godt.” jeg gøs ved stemmen, og jeg måtte støtte mig til en stol for at komme på benene. Forsigtig vendte jeg mig om, og langsomt følte jeg mig træt, men tvang mig til at tænke klart og holde mig på benene.

Jeg strammede grebet om stolens armlæn, men slap det ikke, selvom trangen til at slippe det kæmpede i mod min vilje. Jeg kiggede op, men synet blev sløret af nye tårer. Jeg sank en klump, og i et øjeblik troede jeg, jeg ville gå ud, men den sidste energi lod jeg svømme igennem min krop.

”Louis.” jeg følte mig lettet og ubevidst slap jeg taget i stolen. Mine ben gav efter og jeg frygtede for at falde. ”J-jeg …”

Min stemme døde hen, og jeg vaklede. I et øjeblik troede jeg, jeg ville falde, men en robust arm blev slynget om mit liv. Jeg rystede og prøvede at genvinde balancen, men vaklede og modvilligt lod jeg Louis løfte mig.

Jeg lukkede øjne i et øjeblik, men fik dem hurtigt tvunget op igen, da søvnen fik min krop til at slappe af. Mit syn var sløret og hovedet dunkede af hovedpine. Maven snurrede sig sammen af sult, og i et øjeblik troede jeg den ville ”snakke”.

En dør gled op og i og efter lod en ringen for mine ører. Jeg følte mig sårbar og følsom, da jeg blev sat i en stol og en blid brise berørte min hud. Jeg mærkede grebet om mig forsvinde, og jeg sank taknemmelig sammen i stolen efter fire timers vandring og en uges sult.

”Hun er tynd,” sagde Liam overrasket og knælede foran mig. Han tog mit hoved i hans hænder og kiggede ind i mine tomme øjne, hvor al sorg havde forladt. ”Hvad er der sket med hende? Emma, hvad er der sket med dig.”

”Det en lang historie,” hviskede jeg og prøvede at se ham klart. ”Og … jeg kan ikke fortælle jer den. Jeg vil ikke skæres op.”

”Emma, hvad mener du.” Liam flyttede sig lidt på sig, og hans øjne lyste af bekymring. Jeg blinkede, og bevidstløsheden løb hen over mig. ”Emma, kom nu, bare lidt længere. Vi forstår dig ikke.”

”Jeg kan ikke mer.” jeg lukkede øjnene og lod mig falde ned mod Liam.

”EMMA.”      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...